Interview: Claus Holm

I denne uge har vi endnu en forfatter i den varme stol. Denne gang er det oven i købet også en forlagsassistent. Jeg har haft fornøjelsen af at stille Claus Holm nogle spørgsmål, så det gælder om at spidse ørerne og tage det fra en erfaren mand i branchen.

Ikke-navngivet
Hvad har du skrevet?
På engelsk: “Dreams and Awakenings”, som er en novellesamling med 28 noveller, alle ret korte, og i stil med ”Twilight zone” TV serien. Altså korte, lidt sorte og dystre historier med en twist i slutningen.
“Between Above and Below”, Fire kortromaner med vidt forskellige temaer, fra engle og djævle til underjordiske bunkers og linedansere.
“Introduction to Isolation” (ebog), Flere korte Twilight zone-agtige noveller.
Udkommer snart: ”Tempus investigations”, 4 sammenhængende noveller der danner en fiktiv sæson af en TV serie.

På dansk: ”Uplink”, en science fiction roman for unge.
”De sidste kærester på månen (Novellen: ”Den perfekte partner”), novelleantologi fra Science Fiction Cirklen.
Udkommer (forhåbentlig efterår 2016) Between Above and Below på dansk.Vi har endnu ikke fundet en god dansk titel J

Hvem er du?
Jeg hedder Claus Holm og er født i 1976. Jeg er uddannet boghandler og arbejder PT som forlagsassistent. Jeg er selvlært forfatter, har skrevet siden jeg var teenager, og udgivet i de sidste 2 år. Man kan følge mig på facebook på Claus Holm hvor jeg lægger gratis historier, uddrag osv op.

Hvor kan man købe dine værker/dit værk?
De engelske bøger er til salg på amazon.com, og nu også på Saxo. De danske ligger også på Saxo, og som Ebog hos EgoLibris.com.

Hvilke gennemgående temaer beskæftiger du dig med, og hvordan påvirker det din litteratur?
Det jeg skriver mest, er det, jeg selv kalder ”Twilight zone” fiktion. Jeg holder selv meget af slutninger på historier med en twist, så det er også det, jeg skriver. Min oftest brugte tema er når noget overnaturligt eller unormalt dukker op i en helt normal sammenhæng. Min historie ”The Guardians” i ”Between Above and Below” handler fx om en engel og en djævel, som følger en helt normal dreng gennem hans liv. Historien ”Movie night” i ”Dreams and Awakenings” handler om et normalt par, der bare er nede for at leje film, men får en forskrækkelse da filmen viser dem selv! Jeg kaldte min første bog ”Dreams and Awakenings” fordi det for mig netop ofte er det, der sker i mine historier – at folk lukker øjnene op, og pludselig opdager at verden ikke er HELT så simpel som de troede…

Hvilke midler benytter du for at fastholde læseren?
Jeg tror, at en levende dialog altid vil holde en læser fast. Med levende dialoger kan man skabe gode karakterer, som læseren vil føle sig draget til at læse videre og få mere at vide. Det, som afslører mest om en karakter, er ofte den måde han eller hun taler og tænker på.

Hvad førte til at du blev udgivet og hvilke tanker ligger der bag?
Jeg var arbejdsløs i en lang periode, og begyndte at skrive i en skriveklub. Langsomt voksede min samling af noveller, og til sidst havde jeg meget store mængder af materiale, som jeg ikke måtte udgive (det må man ikke når man er på dagpenge…) Da jeg så endelig fik et løntilskudsjob, kunne jeg godt udgive, så jeg skyndte mig at udgive en masse ting. Det gjorde jeg via Amazons selvudgivelses platform Createspace.
På dansk skete udgivelsen ved at jeg deltog i en konkurrence, hvor jeg blev nummer to, og fik ”Uplink” udgivet på forlaget EgoLibris. Der er jeg så siden blevet ansat som forlagsassistent.

Hvilken forhindring er den største du møder når du skriver, og hvordan overkommer du den?
Tid, sjovt nok. For den gang jeg startede havde jeg ikke andet end tid. Men i dag, hvor jeg arbejder fuld tid, er det af og til svært at tage sig sammen når man kommer hjem og skrive en times tid. Jeg er ikke helt så god til at overkomme den som jeg gerne ville, men skriver i stedet i weekenden eller på fridage.

Den forhindring, som er NÆSTEN lige så stor, er at jeg ofte ikke ved, hvordan min historie skal slutte, når jeg starter. Jeg har næsten altid kun enten starten, eller en bestemt scene fra historien, når jeg begynder at skrive ned. Af og til sidder jeg så fast, indtil inspirationen pludselig slår til og jeg ved præcis hvordan den skal slutte. De gange det sker, tøver jeg ikke med at omtale som nogle af de bedste øjeblikke i mit liv.

Hvad er dit bedste råd til fremtidige forfattere indenfor din genre?
At indse at markedet for bøger ændrer sig voldsomt i disse år. De gamle og etablerede forlag har næsten ingen udgivelser af nye forfattere længere, og selvudgivelser bliver større og større.
Hvis du har en drøm om at udgive, så UDGIV. Det kan godt være, at du skal lægge nogle penge på disken for at få den trykt eller sat op, men når du har din bog i hånden så ER du forfatter. Så skal du bare promovere den. (og hvis du er smart vælger du et selvudgiver forlag der hjælper dig…) Det at sidde og vente på at Gyldendal ringer, det får man ikke rigtigt noget ud af i dag.
Et andet råd jeg kan give er at få nogle betalæsere – og lyt til dem. Endnu vigtigere – det skal være folk, som ikke kender dig og vil snakke dig efter munden. Det skal være folk der siger til dig ”Side 27 er noget værre møg, og her er hvad du bør skrive i stedet for!” Du lærer intet af at din mor, søster og fætter har læst bogen og siger at den er sørme god. Du skriver for dig selv når du arbejder med bogen, men når den skal ud til læserne, så skriver du for læserne. De skal jo helst have lyst at betale for den.
I den forbindelse kan jeg fortælle at jeg som sagt arbejder for et forlag som både laver selvudgivelser og mere traditionelt forlag. Vi hjælper med en masse ting, lige fra redaktionel feedback til grafisk opsætning, alt efter hvad man ønsker, og det betyder at jeg laver rigtigt mange forskellige ting. Jeg har haft fornøjelsen i mine første måneder på jobbet både at sidde som redaktør, som korrekturlæser, sparringspartner og PR & marketings medarbejder. Jeg har solgt bøger til uvillige boghandlere, lavet kataloger og salgsopstillinger. Det er virkeligt spændende arbejde.
Det at være forlagsassistent betyder jo, at forfatterne i sidste ende er vores kunder. De skal være tilfredse med mit arbejde, ellers har jeg ikke gjort det godt nok. Det betyder selvfølgelig også, at jeg læser en masse ting, som jeg ellers aldrig ville have læst, og det udvider også min egen litterære horisont. Og det kan blive mit sidste råd, som jeg faktisk har stjålet fra Stephen King: Hvis du vil skrive, så skal du både skrive meget – og læse meget.

Interview: Jette Kjær Petersen

Fantasy forfatter Jette Kjær Petersen har sagt ja til at svare på nogle spørgsmål, så vi alle kan blive lidt klogere på hendes arbejde. Jeg vil give ordet til Jette!

jHvad har du skrevet?
Jeg har skrevet bogen, Lygtemandens datter, som er fantasy/paranormal romance for unge. Bind to, Englens søn, er lige på trapperne.

Hvem er du?
Mit navn er Jette Kjær Petersen. Jeg er 30 år. Gift og har to børn, og jeg bor i det midt jyske. Når jeg ikke skriver, er jeg blomsterbinder. Jeg elsker at være kreativ. F.eks. har jeg selv tegnet og sammensat bogtraileren til min kommende bog: Se den her . Men det at skrive er blevet en stor del af mig, og nu hvor jeg først er startet er det svært at få hold på historierne igen. Du kan læse mere om mig på min blog: her . Og du kan finde mig på facebook, twitter og instagram

Hvor kan man købe dine værker/dit værk?
Min bog kan købes fra mange platforme og den kommende kan forudbestilles. Blandt andet hos saxo: køb den her og hos forlaget Egolibris.

Hvilke gennemgående temaer beskæftiger du dig med, og hvordan påvirker det din litteratur?
Når jeg selv læser en bog er det gerne i bestemte genre. Det er gys, horror, fantasy, paranormal romance og jeg kan også bevæge mig over i det mere historiske. Men gamle sagn synes jeg også er fascinerende. Jeg synes bestemt det afspejler sig i mine skriverier. I hvert fald prøver jeg, at bruge meget af min viden i mine personer, miljøer og i selve plottet som jeg kan. Men det er ikke kun fra bøger og film jeg bliver inspireret, det er i høj grad også fra musik, hvor en bestemt stemning, rytme eller sangtekst sætter mine tanker i sving med en scene.

Hvad førte til at du blev udgivet og hvilke tanker ligger der bag?
Det hele startede med at jeg drømte. Et mareridt. Og det mareridt skulle bare skrives ned. Det bliv til manuskriptet til Lygtemandens datter. Men vejen til udgivelse var selvfølgelig ikke helt let. Jeg måtte først sætte mig ind i alle regler om at skrive, hvordan man byggede et plot op osv. Der var også afslag og det gjorde mig usikker. Har man fat i noget godt, eller er det bare noget møg? Jeg fik dygtige Sarah Engell, forfatteren bag bøgerne 21 måder at dø og hjertet er 1 organ, til at læse manuskriptet igennem og hun opmuntrede mig til at forsætte i jagten på udgivelse. Så var det, at jeg prøvede lykken i en konkurrence hos Bogpiloten, om en redaktørudtalelse på manuskriptet. Jeg blev blandt de heldige vindere, og udtalelsen viste sig at være rigtig god. Twilight i Danmark, sagde den udvalgte redaktør. Så kunne det da næsten ikke blive bedre. Med den udtalelse i hånden søgte jeg igen efter forlag og det endte med at forlaget Egolibris tog mig ind og udgav min debut.

Hvilken forhindring er den største du møder, når du skriver og hvordan overkommer du den?
Den største hindring, når jeg skriver er min indre kritiker. Jeg kan godt lukke hende væk, men nogle dage er hun virkelig dominerende, også har jeg svært ved at få ord på papiret. Som regel hjælper det at lytte til min playliste på youtube for at komme tilbage i det rette skrivehumør. Men jeg tror altid, man tvivler lidt på sig selv, når man skriver på noget nyt.

Hvad er dit bedste råd til fremtidige forfattere inden for din genre?
I fantasy er der ingen grænser. Skriv det du føler for og luk din kritikker af vejen. Man kan altid blive bedre, men det bedste er at skrive, skrive, skrive. Søg de råd du behøver og synes passer til det du skriver. Bliv inspireret af andre, men husk, at være dig selv igennem dine ord. Lad dig ikke slå ud selv om manuskriptet ikke bliver antaget med det samme. Måske kræver det mange forsøg og måske en helt anden historie at komme igennem det berømte nåleøje. Er viljen der, så er det bare at kæmpe videre.

Interview: Connie Friis-Holst

Jeg har været så heldig at få lov at tale med forfatteren Connie Friis-Holst og stille hende nogle spørgsmål, der forhåbentlig giver en bedre forstående af hende og det arbejde hun udfører. Det ville glæde mig at præsentere hende, men dette gør hun allerede lige så yndigt selv.

20160216_151847Hvad har du skrevet?
“Karla med K” der udkom i november 2015 og “Nouras stemme” der udkom 29. april 2016

 Hvem er du?
Jeg er 49 år og debuterede som forfatter sidste år. Jeg har altid skrevet, men kun til skrivebordsskuffen. Til daglig arbejder jeg fuldtids som administrativ assistent indenfor medicoindustrien, og det er min plan at skriveriet kun skal være en hobby. Ved siden af mit job, skriveri osv. driver jeg to blogs. Den ene er en forfatterblog, hvor jeg bl.a. bringer interviews med både kendte og ukendte forfattere, så læseren får et bredt indblik i forfatterskabet, og hvordan det opleves som debutant/ny og som garvet. Læs mere her

 Hvor kan man købe dine værker/dit værk?
Jeg har udgivet begge bøger på BoD – Books on Demand, og mine bøger er tilgængelige i diverse online bogshops og kan også bestilles hos boghandlere som f.eks. Bog&Idé, Arnold Busck mfl.

Hvilke gennemgående temaer beskæftiger du dig med, og hvordan påvirker det din litteratur?
Den første roman “Karla med K” har det overordnede tema omkring at turde stole på sig selv og sin mavefornemmelse. Om hvordan manglende selvværd kan bringe en i uhensigtsmæssige forhold med andre mennesker. Det er dét min hovedperson Karla oplever, da hun forelsker sig i “den forkerte”.
“Nouras stemme” er en spændingsroman om en ung tyrkisk pige, der er født og opvokset i Danmark og som ifølge hendes familie er blevet for dansk. Det er en bog om æresrelateret vold, om ældgammelt kvindesyn og forældede traditioner, men også en bog om ikke at skære alle over én kam. Jeg er godt i gang med at skrive efterfølgeren til “Nouras stemme”.

Hvilke midler benytter du for at fastholde læseren?
Jeg tror bare, at jeg er mig selv og har min egen måde at fortælle på. Jeg tænker ikke over, om jeg benytter særlige metoder eller midler. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke er sådan en typisk forfatter. Når jeg skriver, så ser jeg det hele for mig, som i en film, og jeg beskriver bare, det jeg ser og “hører” (dialogerne mellem personer i bogen). Jeg laver ikke en masse om i min tekst, jeg ser mig faktisk ikke tilbage, når jeg først har skrevet noget. Jeg læser selvfølgelig min tekst igennem nogle gange, men jeg har det aldrig sådan, at jeg tænker: “det der dur ikke, det må jeg skrive om” eller noget i den stil. Måske fordi jeg er opdraget med, at man skal gøre tingene ordentligt første gang. Jeg skrev heller aldrig kladde, da jeg gik i skole og skrev dansk stil.  

Hvad førte til at du blev udgivet og hvilke tanker ligger der bag?
Jeg er jo “selvudgiver”, og da det kunne gøres uden at skulle satse en masse penge, så tog jeg springet, og kastede mig ud i det. 

Hvad er dit bedste råd til fremtidige forfattere indenfor din genre?
Skriv, skriv og skriv … og læs en masse bøger selv. Få andre til at læse dit materiale igennem. Jeg havde 6 betalæsere på “Nouras stemme” og det var guld værd.

Det var alt fra Connie Friis-Holst. Dog skal i ikke fortvivle, for der er mange flere interviews og gæstebloggere på vej, som hver især har noget særligt på hjertet.

The Perks of Being a Wallflower

De fleste af os har set filmen, hvis ikke op til flere gange. Det er desværre bare ikke alle, der er opmærksomme på bogen bag den hjertevarmende filmatisering. Dette kan skyldes det anonyme omslag eller måske det faktum, at denne bog ikke er specielt tyk.

The Perks of Being a Wallflower er ikke bare en fortælling om at klare sig gennem Highschool og de hjertesorger der medfølger. Hovedpersonen Charlie ikke blot en utilpasset personlighed, som de vi har set tidligere. Selvom hans fortælling blot er korte og længere breve til en anonym personage, så ligger der mellem linjerne et væld af vigtige temaer som selvmord, seksualitet og seksueltovergreb.

Charlie appellerede til mig som person, fordi han var mere end blot kejtet og kikset. Han var ærlig og uheldig på alle fronter. Realist til det punkt, hvor det grænser sig til pessimisme. De personlige breve presser tåre og fremtvinger smil til et punkt, hvor man ikke længere ved, hvad man skal forvente. Foruden dette så er det en grinagtig og pinlig oplevelse at være vidne til denne teenagers liv.

Elsker man filmen, så elsker man også bogen. Jeg har i hvert fald planer om at vende tilbage til den inden længe.

 

5 gode prompts til at få dig i gang

Hvis mulen hænger og fingrene bare ikke gider ramme de rigtige taster, så frygt ej. Jeg har nemlig været på jagt efter de bedste koncepter til at få skudt din næste novelle i gang. Det vigtigste ved prompts er dog, at du kun bruger dem til inspiration og derved gør hvert koncept til dit eget. Uanset hvad, så er det en sjov øvelse, som let kan fører mere med sig.

  1. “Du forstår det ikke. Jeg er her ikke for at redde din planet. Jeg er her for at ødelægge den.”
  2. En 5 måneder gammel babys brev til sin mor på mors dag
  3. En gruppe af minearbejdere rammer en dag et stort objekt af metal. Problemet er, at metallet går hele vejen rundt om jorden.
  4. En tidlig morgen finder en politimand en stak papirer. Alle er udprintede sider på wikipedia med informationer omkring et terrorangreb i byen. Der er bare det, at hændelsen først finder sted i morgen.
  5. Når du sover eksisterer verdenen ikke længere. Ikke andre mennesker. Bare dig.

 

Ender du med at skrive noget ud fra en af disse, så smid gerne en henvisning til din historie i kommentaren, så jeg kan læse med. Eller endnu bedre. Smid din historie som en kommentar.

Girl Online

Personligt er jeg vild med at se YouTubers, men da det ikke er YouTube der skal tales om, men bøger, så vil jeg springe let hen over, hvordan jeg fik fingrene i denne bog.

Plottet er set en million gange før. Vi befinder os i New York. Pige møder dreng. Dreng møder pige. De bliver plask forelsket. Twistet i denne bog er dog at vores hovedperson er en anonym blogger. Oven i så bor hun i Brighton, England. Altså er vi ude i langdistance, hvilket enhver der har prøvet det, ved kan være virkelig hårdt.

Kort fortalt er det endnu en Young Adult roman om kærlighed. Den formåede at få mig til at grine og smile, men et litterært mesterværk er ikke det første ord, som falder mig ind. Slutningen så jeg næsten komme, men alligevel formåede jeg at blive overrasket. Det var hyggelig læsning ved poolen, men leder man efter noget, der sætter hjernen på arbejde, så er det ikke denne bog, man skal gribe fat i. Ikke dets tro mindre, så fik jeg læst dens 300 sider færdig på to dage, så ringe var den bestemt ikke.

Jeg vil varmt anbefale den til enhver, der ikke rigtig kan komme i gang med at læse koncentreret eller som blot mangler noget let at komme igennem.

Synes i at en bog skal være spændende, for at være god? Har i selv læst Girl Online, og hvad tænkte i omkring den? Hvad læser i fortiden?

Hvilken dag er det nu?

Noget af det mest besværlige når man skriver en længere historie er at holde styr på, hvilken dag det er og ikke mindst hvordan timerne er forløbet. For selvom vi alle ville ønske at der var 5 fredage på en uge, så er dette ikke tilfældet. Lige ledes kan det ikke være sommer forevigt, selvom dette af mystiske årsager er tilfældet i tegnefilm. Når man skal strukturere en længere fortælling, så er der 5 spørgsmål, der kan være gode at stille sig selv, inden man kaster sig selv ud i projektet.

Hvilket år?
Dette er det letteste at tage stilling til, for der er stor forskel på om hovedpersonen befinder sig i middelalderen, krigstiden, nutiden eller om 30 år. Det er sjældent, at det konkrete årstal er nødvendigt at nævne, medmindre man har en fortælling der varer et menneskeliv, men det er alligevel en god idé at have en føling med.

Hvornår på året?
Det kan ikke sne den ene dag og være 40° C den næste, medmindre du befinder dig midt i en kaotisk post-apokalypse. Beslut dig for hvornår på året historien foregår, så du kan forholde dig til helligdage, naturen og ikke mindst vejret.

Hvilken dag?
Skriver man realisme, så er det ofte meget relevant hvornår nogen har fri og hvornår de ikke har. Selvom weekender er sjovest, så er man nødt til at overveje hverdagen og dets problemer også.

Er der et fast skema?
Hvilken dag det er, gør sig især gældende hvis du har en karakter der går i skole, har et arbejde eller anden fast ugentlig aktivitet. Særligt folkeskoler har et fast skema, hvilket man skal huske at tage højde for, hvis dette er relevant i forhold til historien. Har din karakter maddag om onsdagen eller fodbold om tirsdagen, så skal dette også huskes.

Hvor meget kan man nå på et døgn?
Selvom det ville være fedt, at være i stand til at rejse verdenen rundt og male et mesterværk på under 24 timer, så er det bare ikke muligt, medmindre man har superkræfter. Det er fristende at presse en masse aktiviteter ind om lørdagen, men man er også nødt til at tænke på realismen. Man bliver sjældent gift samme dag, som man møder hinanden. Ikke nu til dags i hvert fald.

Det kan være svært at holde styr på det hele og dertil, så er det letteste nok at finde eller selv lave en kalender for din historie, hvor man kan indtegne forskellige begivenheder mm. Når alt det med tid er på plads, så er det bare om at komme i gang med at skrive.

Will Greyson, Will Greyson

Jeg kan varmt anbefale Will Greyson, Will Greyson af John Green og David Levithan. Jeg gætter på, at mange af jer, allerede har hørt om denne bog og måske endda allerede har læst den for længst. Hvis ikke, så kan i komme i gang nu.

Inden jeg åbnede bogen forventede jeg endnu en triviel romance. Til min glæde blev jeg overrasket. Green og Levithan har formået at skrive en historie sammen om to teenage drenge, hvis veje krydses tilfældigt. Dette er ikke blot en bog om hjerte sorger. Det er en bog om håb, ansvar og hvad det vil sige, at blive ældre. Den tager fat i alle de svære ting, som medierne tit glemmer. Vores værste fjende er nemlig ikke de bidske russere eller tyskerne på lur bag grænserne. Det er ikke dem der begrænser os. Det er de tanker vi har om os selv, og hvordan vi vælger at håndtere det.

Bogen var uden tvivl hjertevarmende og inspirerende. Mod slutningen fældede jeg en lille tåre. De bedste tårer er dog dem, hvor man ikke ved om det er af medlidenhed eller fordi man kan reflektere hele situationen over i sit eget liv. Det er sjældent jeg finder en bog, hvor jeg kan sidde hele vejen og tænke; “Det her, det er mig.”

Da jeg lukkede bogen, var det med en fornemmelse af, at der nu manglede noget i mit liv. Enhver der elsker serier, bøger e.l. ved at det kun er de bedste historier, der efterlader sådan et hul.

Har du selv et tomt hul efter en bog, som du prøver at fylde for tiden? Hvad læser du? Hvad er din mening om månedens bog?

Det utænkelige

Som forfatter er noget af det vigtigste at bringe en historie, der kommer drager læseren med sig. Det går ikke, hvis man allerede på første side ved hvem morderen er eller hvem der bliver kæreste på side 200. Som læser har man nogle forventninger til en bog, men disse kan sagtens trodses, hvis det bliver gjort med måde.

De fleste af os kender nok Game of Thrones. Hvad gør serien så populær? Foruden flotte skuespillere, vold og passion, så er et dragende element den uforudsigelighed der følger med. Bedst som du tror, at du ved hvem der er hovedpersonen, så er personen hovedløs.

Det går dog ikke kun ud på drab. Det er her du får mulighed for at røre dine læsere til tåre. Spørg dig selv som forfatter, hvilken karakter der har det lidt for komfortabelt. Er det hovedpersonens sidekick, der forråder nationen? Er det hovedpersonen selv, der er morderen i sidste ende?

Det handler om at ramme læseren hvor det gør mest ondt; i hjertet. Dette gøres ved at tilføre en elsket karakter smerte eller mørke. Foruden at være hjerteknusende, så er dette også med til at gøre dine personager mere naturlige og menneskelige.

Slå dig løs og tænk ud af boksen.