3 skønne digtsamlinger af Amanda Lovelace til sommerferien

Hvis du ikke kunne få nok af The princess saves herself in this one af Amanda Lovelace, så er der her tre skønne digtsamlinger af samme forfatter, som du kan give dig i kast med. Alle omhandler de kærlighed og kvindelighed på sin helt egen måde. Digtsamlinger er ideelle til stranden og til håndbaggagen, når man er ude og rejse, da de ikke fylder ret meget, og oftest er lette at gå til og fra. Derudover så er der ikke meget, der giver stof til eftertanke på samme måde, som en god digtsamling!

 

71e2qpvbetlThe Witch Doesn’t Burn in This One (Women Are Some Kind of Magic #2) af Amanda Lovelace

“2016 Goodreads Choice Award-winning poet Amanda Lovelace returns in the witch doesn’t burn in this one — the bold second book in her “women are some kind of magic” series. The witch: supernaturally powerful, inscrutably independent and now—indestructible. These moving, relatable poems encourage resilience and embolden women to take control of their own stories. Enemies try to judge, oppress and marginalize her, but the witch doesn’t burn in this one.”

 

61jvhqbwgflThe Mermaid’s Voice Returns in This One (Women Are Some Kind of Magic #3) af Amanda Lovelace

“The third and final installment,  featuring a foreword from Lang Leav and 13 guest poems from leading voices in poetry such as Nikita Gill, KY Robinson, and Orion Carloto. The mermaid is known for her siren song, luring bedroom-eyed sailors to their demise. However, beneath these misguided myths are tales of escapism and healing, which Lovelace weaves throughout this empowering collection of poetry, taking you on a journey from the sea to the stars. They tried to silence her once and for all, but the mermaid’s voice returns in this one.”

 

71uryhiennlTo Make Monsters Out of Girls (things that h(a)unt #1) af Amanda Lovelace

“What happens when the man of your dreams turns out to be a nightmare with sharp teeth and claws?

Winner of the 2016 Goodreads Choice Award for Best Poetry, amanda lovelace presents her new illustrated duology, “things that h(a)unt.” In this first installment, to make monsters out of girls, lovelace explores the memory of being in an abusive relationship. She poses the eternal question: Can you heal once you’ve been marked by a monster, or will the sun always sting?”

Bakhtin om romanens karakteristika

Romanen er den yngste genre af dem alle, og alligevel en af de mest læste. I den vestlige verden er det svært at finde individer, som ikke har læst en roman på et eller andet tidspunkt i deres liv, hvad end det har været som del af et studie, eller blot for fornøjelsens skyld. De fleste boliger har op til flere bøger stående på bogreolerne, som stolt proklamerer med genreangivelsen ”roman” på forsiden. Man hvad kendetegner overhovedet en roman? I sit essay ”Epic and Novel: Towards a Methodology for the Study of the Novel” fra The Dialogic Imagination (1994) fremsætter Bakhtin tre centrale punkter, der adskiller romanen markant fra fortidens, herunder særligt antikkens, prosatekst. Disse tre karakteristika kan anskueliggøres ved at overføre dem til romankarakteren.

Først og fremmest peger Bakhtin på den stilistiske tredimensionalitet eller det han kalder polyglossia. Denne tredimensionalitet kendetegnes ved brugen af flere sprog og dialekter inden for samme geografiske område. Kigger man på eposset, så var det typisk udelukkende fortælleren der sagde noget, på sin egen måde, på sit eget sprog. Her adskiller romanen sig markant, ifølge Bakhtin. Dette skyldes at der i romanen er flere stemmer der får lov til at interagerer med hinanden med deres eget sprog, på deres egen måde. De forskellige dialekter, sociolekter og etnolekter kommer altså til udtryk. Om dette udtaler Bakhtin følgende: ”The period of national languages, coexisting but closed and deaf to each other, comes to an end” (Bakhtin 12). Heraf udledes, at polyglossia længe har været til stede i samfundet, men at det først er med romanen, at litteraturen inddrager det som et stilistisk træk. Bevidstheden om sprogets forskelligartethed tillægger altså teksten en yderligere dimension, som hæver teksten fra det todimensionelle til det tredimensionelle.

Foruden tredimensionaliteten, så tillægger Bakhtin dernæst romanens temporalitet stor vigtighed, altså hvordan tiden kommer til syne i det litterære billede. Dette kan bedst tydeliggøres ved at sammenlige romanen med antikkens epos. Eposset udfolder sig i en absolut og afsluttet fortid, idet det omhandler historiske højdepunkter og heroiske bedrifter, som er almen kendt blandt tilhørerne. Den store forskel i temporaldistance kommer ydermere til udtryk hos fortælleren. Eposset omhandler noget bestemt og behandler dette på en bestemt måde som resultat af den mundtlige fortælletradition. Denne tradition gør, at epossets fortæller er lige så distanceret fra handlingen som tilhørerne, da fortælleren blot formidler en kollektiv erindring. Romanens handlingsforløb er hverken absolut eller afsluttet, idet handlingen ikke tilhører en fjern, mytologisk fortid uden forbindelse til samtiden. Dette, mener Bakhtin, bevirker at distancen mellem læser og karakter mindskes radikalt. Modsat eposset er romanens fortid tæt forbundet med samtiden, hvis ikke handlingen decideret foregår i samtiden. Den skrevne form tillader romanens fortæller at skabe et relativt og nært forhold til nutiden. Dette kommer blandt andet til udtryk gennem brugen af hverdagsligt sprog, men også i kraft af, at fortælleren i høj grad eksisterer i samme tid som handlingsforløbet, hvilket ikke er tilfældet hos eposset. Om forholdet mellem tidsligheden og romanen specificerer han yderligere at: “To portray an event on the same time-and-value plane as oneself and one’s contemporaries […] is to undertake a radical revolution, and to step out of the world of epic into the world of the novel” (Bakhtin 14). Det handler derfor i høj grad om oplevelser og erfaring frem for epossets erindring. Samtidigheden mellem læser og den fremstillede verden er med til at ændre litteraturens fremstilling af tid. På denne måde er romanen med til at sikre, at fortiden ikke udelukkende kommer til udtryk igennem episk distance. Tiden, der skildres i romanen, er altså fremadskridende og kompleks, sådan som det uddybes i det næste punkt.

Det tredje og sidste kriterie, der fundamentalt adskiller romanen fra andre genre er, ifølge Bakhtin, den tætte kontakt til nutiden, altså den samtidige virkelighed. Et kriterie, der ligger naturligt i forlængelse med romanens bevidsthed om det temporale, og kan være svært at skelne fra det forrige romankrav. Romanen tager afstand til erindringen og fokuserer på at opleve begivenhederne sammen med karakteren. Nærheden mellem læseren og karakteren, skaber en helt unik drivkraft, som kun ses i romanen. Bakhtin karakteriserer denne drivkraft som en impuls til at fortsætte læsningen samt en impuls til at nå til romanens afslutning. Denne drivkraft findes ikke i eposset, da erindringen om begivenhederne står i vejen for nysgerrigheden. Behovet for at fortsætte læsningen er et resultat af læserens indlevelse i karakterens livsverden. Dette udlægger Bakthin klart kun er muligt “in a zone where there is proximity and contact” (Bakhtin 32). Dette såvel som de øvrige træk, bliver særligt tydeligt, hvis man kaster blikket mod romankarakteren.

Som nævnt er romanens karakterer og læser kendetegnet ved en indbyrdes nærhed. Dette betyder at læser og karakter er på samme niveau, forstået på den måde, at det skildrede livsforløb i romanen ligeså vel kunne tilhører en slægtning eller bekendt, frem for en fiktiv figur. Den episke distance opløses altså i kraft af, at der ikke er tale om en historisk heltefigur. Dette fremgår også af, at man ofte benævner epossets hovedfigurer som typer frem for karakterer. I kraft af ordet type er der tale om ensrettede og faste figurer, frem for de komplekse og alsidige, som kendetegner romanen. I den forbindelse fremlægges følgende: “Reality as we have it in the novel is only one of many possible realities; it is not inevitable, not arbitrary, it bears within itself other possibilities” (Bakhtin 37). Heraf udledes, at epossets type er defineret ved sin skæbne, som resultat af antikkens syn på fatalisme. Romanens karakter er dog på ingen måde begrænset af en særlig skæbnebestemmelse eller profeti, men er derimod et sammensat menneske i stadig udvikling. I kraft af karakterens kompleksitet, så er romanens begivenheder et resultat af en række valg, som lige så vel kunne have udfoldet sig anerledes. Hvor epossets type er homogen indenfor den indre og ydre verden, så står romanens karakter i kontrast med sin heterogenitet. Der opstår en mulighed for splittelse, samt en diskrepans mellem den indre og den ydre verden. Dette er med til at skabe en karakter, som fremstår mere som et almindeligt menneske, frem for et uopnåeligt ideal. Egne meninger, holdninger og oplevelser er altså det, som er med til at skabe en karakter, som er i stand til at være læseren nær, i kraft af muligheden for udvikling og afvikling igennem fortællingen. Denne nærhed forstærkes af romanens første krav om polyglossia, da karakteren ikke blot får lov til handle samtidigt, men også tillades at udtrykke sig samtidigt. I kraft af dialoger kommer de enkelte personers særegne sprog og holdninger til udtryk. Noget som ellers blev skjult af epossets monolog. Det uofficielle sprog og de uofficielle tanker får i romanen lov til at udfolde sig, hvilket giver karaktererne endnu et lag af personlighed, som bringer dem nærmere læserens virkelighed (Bakhtin 20).

Ifølge Bakhtin, så er romanens vigtigste karakteristika altså den stilistiske tredimensionalitet i kraft af polyglossia, afstanden til den absolutte fortil, samt den maksimale kontakt til nutiden. Disse tre hovedtræk peger alle i retningen af, at romanen som genre er kendetegnet ved at åbne sig for samtiden. Nutidens fortællinger og personer får med romanen lov til at komme i fokus. Altså er romanen resultatet af en vækket interesse for den verden, som eksisterer omkring os, hvilket betyder, at det ikke blot er mytologiske figurer, som får lov til at være helte og heltinder, men derimod helt almindelige mennesker, med mere eller mindre almindelige problemer.

Og så drukner jeg… af Ditte Wiese

9788711903339“Hvis ikke du præsterer perfekt, er du en taber! Sådan tænker den 18-årige Josephine, der forsøger at være ligeså perfekt og dygtig som sine venner.

Hun har lagt en plan for sit liv. Hun har valgt en fornuftig uddannelse, den rigtige kæreste og den korrekte diæt. Det er godt, og det er perfekt. Men der er noget, der sitrer i hende. Små bølger af noget forkert, der presser på og holder hende vågen. Det borer sig ind i hendes hjerne og larmer. Får hende til at glemme ting. Glemme at trække vejret.

Hvad er der galt med hende? Hvorfor kan hun ikke bare følge planen? Hun presser sig jo til det yderste. 

Presset er så stort, at Josephine er ved at drukne. Hun kan slet ikke få luft, men hun tør ikke råbe om hjælp. For hvis ikke hun kan alting, er hun jo ingenting.”

Og så drukner jeg… af Ditte Wiese er en angstprovokerende og tankevækkende roman om alt det, som går og presser sig på i hverdagen. Josephine vil være perfekt og mindre kan ikke gøre det. De små ting hober sig op og de større ting kastes oven i indtil bægret flyder over.

Denne ungdomsroman er resultatet af samtidens forventningspres og karakterræs. Af samme grund mener jeg, at den er utrolig vigtig for læsere i alle aldre. Dem der døjer med angst og/eller perfektionisme vil kunne spejle sig selv i Josephine, og de der ikke kan se sig selv, vil formentlig se nogen de kender.

Personligt var jeg nødt til at holde en pause med læsningen, da jeg begyndte under eksamensperioden. Bogen skildrer stress og eksamensangst så virkelighedsnært, at det er let at falde ind i samme tankespiral som Josephine befinder sig i. Noget man bør være opmærksom på, hvis man selv døjer med den slags. Vigtigheden af budskabet kan dog ikke understreges nok.

Personligt sad jeg tilbage med flere spørgsmål, som jeg gerne ville have haft svar på, men det er lidt hele pointen. Det er okay ikke at have svar på det hele, og det er okay ikke at have styr på alt.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar af CarlsenPuls.

Poems, Protest and a Dream: Selected Writings af Sor Juana Inés de la Cruz

“Sor Juana Inés de la Cruz (1648-1695) wrote her most famous prose work, La Respuesta a Sor Filotea, in 1691 in response to her bishop’s injunction against her intellectual pursuits. A passionate and subversive defense of the rights of women to study, to teach, and to write, it predates by almost a century and a half serious writings on any continent about the position and education of women.

Also included in this wide-ranging selection is a new translation of Sor Juana’s masterpiece, the epistemological poem “Primero Sueno, ” as well as revealing autobiographical sonnets, reverential religious poetry, secular love poems (which have excited speculation through three centuries), playful verses, and lyrical tributes to New World culture that are among the earliest writings celebrating the people and the customs of this hemisphere.”

Denne mexicanske nonnes skrifter er langt fra letlæsning, men hvis man har tålmodigheden til at fordybe sig i hendes værker, så opdager man hurtigt en usædvanlig dybde. Hun var en forkæmper for kvinders ret til at studerer, undervise og ikke mindst at skrive, og mødte hendes holdninger modstand, svarede hun med logisk, bibelcitater og ikke mindst sund fornuft.

Hendes digte er rent litterært ikke noget enestående. Langdigtet “A Dream” var ved at trække tænderne ud på mig, da det er meget fokuseret på erkendelse og eksistens, hvilket blev en tand for filosofisk for mig. I Penguin Classics udgaven står den engelske oversættelse side om side med den originale spanske tekst, hvilket gør det let at se, at digtet i sig selv er smukt udformet. Det er bare som om den engelske tekst ikke helt giver det samme.

Foruden langdigtet indeholder Penguin Classics udgaven også et skuespil, smådigte mm. som er både underholdende og veludførte. En latterliggørelse af en adelsdames overfladiske tilværelse. Personliggørelser af religion, musik og Amerika. Mest fascinerende var dog det lange brev til en anden nonne, hvor hun fortæller om sin barndom, sin evige hunger efter viden og kundskab samt sine motiver for at skrive.

Hun var feminist før feminisme eksisterede. Hun kæmpede for kvinderettigheder før kvinder havde en stemme i samfundsdebatten. Uanset om man bryder sig om hendes værker, så kan man ikke komme uden om, at denne nonne var gjort af helt særligt stof.

Americanah af Chimamanda Ngozi Adichie

americanah

Fra den prisbelønnede forfatter til En halv gul sol kommer en besættende roman om kærlighed, race og identitet. Ifemelu og Obinze forelsker sig i Lagos som teenagere. Nigeria styres af militæret, og folk flygter fra landet. Selvsikre Ifemelu rejser til USA. Her oplever hun sejre og nederlag, finder og mister venner og konfronteres for første gang i sit liv med spørgsmål om race. Obinze har planer om at rejse efter Ifemelu, men efter terrorangrebet den 11. september nægtes han adgang til USA. I stedet kastes han ud i en farlig og illegal tilværelse i London. Tretten år senere er Obinze en velstående mand i det nye demokratiske Nigeria, og Ifemelu har fået succes i USA som forfatter til en anerkendt blog. Men har de efter så mange års adskillelse modet til at mødes igen?”

Adichie bringer med Americanah en gribende fortælling om identitet, migration og kultur. Den amerikanske drøm er drivkraften, men livet i et fremmed land viser sig at være langt hårdere og langt mindre lyserødt end det blev fremlagt. Ifemelu konfronteres for første gang i sit lev med racisme, hvilket driver hende til at starte en blog om race, hvor hun poster indlæg, med diverse observationer hun gør sig i Amerika.

Americanah er en roman om at finde sig selv, når omverdenen allerede har bestemt sig for, hvem du er. Det er en roman som er sig selv politisk bevidst, hvilket både driver læsningen frem, men også gør det svært at komme igang. Man konfronteres som læser med sine egne fordomme og forudindtagelser uanset hvem man er, så for at nyde læseoplevelsen skal man være klar på den brutale sandhed. Racisme, seksuelle overgreb, selvmordsforsøg og depression er alt sammen emner man skal være forberedt på at blive mødt af.

Romanen fremlægges som en kærlighedshistorie, og det er da også kærlighed, der driver plottet, men det er langt fra forholdet mellem Ifemelu og Obinze som er i fokus største delen af tiden. Derimod handler det om fædrelandskærlighed, familiærkærlighed og om at elske sig selv.

Du kan købe bogen her. (reklamelink)

Tid og rum i ”The Garden Party”

Katherine Mansfield formår med sin short story, ”The Garden Party,” at kaste lys over klasse og kolonialisme. Dette gør hun blandt andet ved at benytte sig af tid og rum som et afgørende narrativt element. Hvorfor det er relevant at undersøge, hvordan Katherine Mansfield benytter sig af dette i ”The Garden Party” samt dets virkning. For at kunne besvare dette spørgsmål vil jeg gøre brug af Teresa Bridgemans udlægning af følgende begreber om det temporale og spatiale: duration, point of view, plot, path, container og portal.

Duration er en betegnelse der benyttes til at beskrive forholdet mellem den tid, det tager at fortælle, og den tid begivenhederne reelt har taget. Altså forholdet mellem tekstens varighed, textual space, og begivenhedens varighed, story time. Eksempelvis vil beskrivelser bruge meget textual space, men ingen story time, imens en dialog vil tage lige så lang tid at læse som at udføre. Blandt andet betegner Bridgeman referatet eller summary, som noget hvor textual space er mindre end story time, imens ellipsis ingen textual space har og varierende story time. (Bridgeman 58) Dette skel er tydeligst ved selve festen, der som titlen indikerer, er hele tekstens omdrejningspunkt. Dog har den egentlige fest ganske lidt textual space på trods af at den strækker sig over flere timer. Foruden få bemærkninger, så opsummeres festen i en enkelt sætning: ”And the perfect afternoon slowly ripened, slowly faded, slowly its petals closed.” (Mansfield 9) Forberedelserne og begivenhederne efter festen har omtrent samme story time, men fordelingen af textual space er uligevægtig. Det indikerer at festen ikke er det vigtigset, men derimod blot noget overfladisk, der dækker over andre spændinger. Derudover afspejler det hvordan arbejde og gøremål får tiden til at gå langsommere, hvorimod tiden vil flyve afsted til en vellykket fest. Foruden festen, så er det værd at nævne tekstens anden begivenhed, dødsfaldet, da det er mere eller mindre udeblevet. Det opleves ikke, men omtales blot. Den manglende textual space gør at der opstår en ellipsis, som skaber spænding og pirrer læserens nysgerrighed.

Bevæger vi os fra tid til rum, så redegør Bridgeman for, hvordan ethvert rum beskrives fra et point of view, forstået som den synsvinkel tekstens indhold udgår fra. Point of view kan ifølge Bridgeman sammenlignes med et kamera der filmer fra en bestemt position. Foruden point of view, så forklarer Bridgeman plot, som værende en metafor for et netværk af veje, som enten bringer karakteren nærmere sit mål eller er blokeret. Plot er altså noget der udvikles gennem bevægelse i rum. I den forbindelse benyttes tre andre begreber for at konkretisere det spatiale. En af disse er path, som kan forstås bogstaveligt, som en vej eller sti, men også i form af formål og hensigter. Et andet er container, som er en betegnelse for de indre og ydre rum karaktererne kan bevæge sig i og imellem. Det sidste er portal, som betegner et overgangsrum: en dør, et vindue etc. som fører fra en tilstand eller container til en anden (Bridgeman 62).

Synsvinklen i ”The Garden Party” er præget af en tydelig fortæller, der læner sig op ad indirekte tale, hvilket kommer til udtryk af følgende: “And after all the weather was ideal. They could not have had a more perfect day for a garden-party if they had ordered it” (Mansfield 1). Et udsagn der skaber en tydelig fortællerstemme, men også skaber en distance mellem karaktererne og læseren, da der hentydes, at karaktererne som regel får tingene som de vil have dem. Noget der skaber et forbehold hos læseren. Dette understreges også af, at der i samme afsnit opstår et os versus dem forhold i sætningen: ”you could not help feeling they understood, that roses are the only flowers that impress people at garden-parties” (min kursivering) (Ibid. 1) Om dette ”you” refererer til en læser eller gæsterne til festen er uklart, men begge svar peger på en adskillelse af familien Sheridan og omverdenen, som tillader borgerklassen at ignorere arbejderklassens ringe kår, og derved også retfærdiggøre at arbejderklassens slid ligger til grund for deres egen rigdom.

Denne adskillelse kommer også til udtryk igennem diverse containers, rum, i ”The Garden Party”, særligt Sheridan haven, samt overgangen til den afdødes bolig. Førstnævnte er udsmykket med en ”lily-lawn” (Ibid. 2), “roses” (Ibid. 1) og ”the grass and the dark flat rosettes where the daisy plants had been seemed to shine” (Ibid. 1). Disse beskrivelser danner et billede af en overdådig britisk have. Det eneste bryder med dette billede er de newzealandske, og derved koloniale, karaka træer, som gemmes væk til festen bag en markise. Altså imiterer haven den britiske, og udgiver sig derved for at være noget andet, end den egentlig er. Haven iklæder sig noget ekstravagant på samme måde som Laura gør, når hun tager sin pæne hat på. Da Laura forlader haven igennem havelågen træder hun igennem en portal, og ud på en path, som i dette tilfælde reelt er en vej. Vejen der adskiller den højere klasse fra den lavere fremstilles som værende skræmmende, som det fremgår af:  ”Now the broad road was crossed. The lane began, smoky and dark” (Ibid. 10). Vejen bliver et overgangsrum fra barn til voksen, fra uoplyst til oplyst. Hun bevæger sig fra vejen og igennem endnu en portal, husdøren til den afdødes hus. Derved træder hun ind i en ny container, som står i stærk kontrast til det forrige. Hun konfronteres med døden, fattigdom og livets realiteter, hvilket får hende til at skamme sig. ””Forgive my hat,” she said.” (Ibid. 12) Altså afklæder Laura sig det ekstravagante, som hun iklædte sig i haven, og tilpasser sig derved det sociale rum hun befinder sig i. Hvor haven var pyntet, beskyttet og britisk, så er den afdødes bolig fattig og newzealandsk. Lauras mor fortæller hende; “you look such a picture” (Ibid. 8). En sætning der gentages næsten ordret overfor Laura om den døde; ”’e looks a picture” (Ibid. 11). Denne gentagelse skaber identitet mellem protagonisten og den afdøde, hvilket blot er med til at forstærke spændingsforholdet mellem det ekstravagante picture og det rå picture.

På denne måde skaber Katherine Mansfield en dybdegående fortælling, hvoraf langt de fleste handlinger er implicitte. Klasse og kolonisering afspejles i værkets tid og rum, hvorfor de sociale rum omdannes til fysiske rum. Laura gøres derved opmærksom på verden udenfor haven, som en del af en overgangsproces. Brugen af tid og rum gør, at de ydre handlinger får lov til at træde tilbage og give plads til den indre livsverden. Det er ikke begivenhederne, der er det vigtigste, men derimod de refleksioner som udløses deraf.

Forklædning som narrativt element i Decameron

Boccaccios Decameron er et værk bestående af hundrede noveller fortalt over ti dage af ti forskellige dramatiserede fortællere. Alle disse beretninger kræver en meget konkret rammesætning. En ramme der først og fremmest tager udgangspunkt i de ti karakterers position i Firenze under pesten. Kigger man nærmere på Decameron, så vil man dog opdage at værkets ramme går udover den umiddelbare temporalitet, idet der opstår flere lag end de, der lige møder øjet. De skjulte lag kan siges at tage karakter, som en slags forklædning. Noget der holdes skjult. Det er derfor relevant at spørge: Hvordan benytter Boccaccio forklædningen som narrativt element i Decameron og hvilken virkning har det på læsningen? Ved at udgangspunkt i Booths teori om narrativitet, samt værkets udsigelsesniveauer, og derefter komme med yderligere eksempler fra novellen om Broder Alberto af Boccaccio i Decameron, ønsker jeg at kortlægge nogle af værkets mange virkemidler, der kan samles under begrebet, forklædning.

Ved at forstå Booths udlægning af telling og showing bliver vi i stand til at undersøge forklædningen på mikroniveauet, altså på det rent sproglige plan. Boccaccio benytter sig i høj grad af det autoritative telling, som han karakteriserer ved følgende: ”We could never trust even the most reliable of witnesses as completely as we trust the author […]” (Booth 4.) Det er på denne måde, at alle karaktererne først og fremmest tildeles en forklædning i form af en ensidig og overfladisk karakteristik. Dette fører os videre til Booths teori om distance. Hos Booth bliver distance kendetegnet ved et skred mellem eksempelvis fortælleren og læseren. Dette skred kan være moralsk, fysisk, tidsligt, intellektuelt etc. og forekomme i diverse kombinationer mellem den implicitte forfatter, karaktererne, læseren og fortælleren. Denne distancering kan bruges til at tage afstand, men også til at skjule. Booth hævder, at der i alle værker findes en implicit forfatter, ikke at forveksle med den egentlige forfatter. Han beskriver denne som ”the author’s second self” (Booth 151.), hvilket skal ses som en samlet instans, hvorunder hele teksten er ordnet. Det er altså den implicitte forfatter der strukturerer og udvælger det fortalte stof.

Forklædning på makroplanet, det overordnede handlingsmæssige plan, kan belyses ved at kombinere Booths teori om den implicitte forfatter og Anders Toftgårds udlægning af værkets udsigelsesniveauer. På det første niveau findes den implicitte forfatter instans, der i kraft af sin funktion, som ordende instans, går forud for alt andet. På andet niveau findes det, som Toftgård kalder modelforfatteren: et begreb han har lånt fra Eco, der betegner den forfatterfigur, som optræder i teksten (Toftgård 81.). Modelforfatteren er stærkest til stede paratekster og befinder sig på et ekstra-diegetisk plan. På det tredje niveau findes den alvidende fortæller. Modsat modelforfatteren er denne på et intra-diegetisk plan, der leder os hen i fiktionen. På fjerde niveau finder vi de ti karakterer, der forlader byen grundet pesten og fordriver tiden med at fortælle hinanden historier. I disse historier, herunder den om Broder Alberto, findes det femte og sidste udsigelsesniveau. I kraft af sin afgørende rolle for rammesætningen, så fremtræder pesten også som en autenticitetsmarkør, der minder læseren om, at de fortalte historier, netop blot er fortalte. Pesten retfærdiggør behovet for at underholde, og ikke mindst flugten fra byen. Fortællingerne er altså et udtryk for eskapisme og behovet for at skjule sig for virkelighedens grusomheder. Altså er hele forudsætningen for værkets ramme i sig selv et behov for forklædning i kraft af virkelighedsflugten. Dette understreges også af det faktum, at alle udsigelsesniveauerne drejer sig om det at fortælle, hvorfor verden på trods af de mange lag, er meget heterogen. Dette er også et udtryk for at selv en veludført forklædning ikke kan skjule essensen af et fænomen.

Forklædningen som narrativt element er derudover også at finde i novellen om Broder Alberto. Dette kommer til udtryk igennem hovedpersonens påtagede identiteter, hvilket kan belyses ved at vende tilbage til Booths udlægning af fortælleteknik og distancering. Indledningsvis beskrives Broder Alberto som ”en ryggesløs og fordærvet mand” (Boccacio 257.), der af nød ifører sig en moralsk forklædning, ved at udgive sig for at være munk, selvom dette strider imod hans egentlige natur. Herefter misbruger han sin position i kirken ved at lade som om, at han er englen Gabriel, for at forføre en kvinde, og derved ophøje sig selv fra munk til en gudelig figur. Da han opdages og lokkes i en fælde forklædes han endnu engang, sådan som det fremgår af følgende: ”manden smurte ham da helt ind i honning og dækkede ham fra top til tå med dun, hvorpå han gav ham en lænke om halsen og en maske for ansigtet” (Boccaccio 264.) Hvor Broder Alberto har iført sig de forrige forklædninger for at øge egen vinding og anseelse, så er denne forklædning ydmygende, idet han præsenteres som en vildmand. Det er iklædt denne mundering at Broder Alberto i sidste ende berøves sin maske og genkendes for den han i virkeligheden er. Altså bliver hans sande væsen i sidste ende afsløret. Således bliver fortællingen om Broder Albertos en spejling af makroplanet, og er derved med til at understøtte forklædningen som narrativt element.

Vender man blikket mod Boccaccios værk som helhed, så gør de mange lag i fortællingerne, at forfatteren let kan fraskrive sig alt ansvar for indholdet i værket, eftersom det hele fremstilles som noget, der bliver fortalt af nogle andre, der fortæller. Når Booth omtaler forfatteren, så skal denne, som nævnt, skelnes fra den virkelige person. Altså er Decamerons mange stemmer med til at distancere fortællerinstansen yderligere fra den biografiske forfatter, hvilket er med til at fjerne forfatteren fra læseren. Denne distancering findes dog ikke kun mellem forfatterinstans og læser, men derimod også i sproget. Værket bærer i høj grad præg af en lang mundtlig fortælletradition, hvorfor det også virker naturligt at telling er langt mere dominerende end showing. Ikke blot som en autoritativ fortælleteknik, der hurtigt dirigerer læseren i den ønskede retning, men også idet at karaktererne bliver distancerede fra læseren i deres ensidighed. Eksempelvis får læseren den nødvendige information ved benævnelserne ”Fru Dompap” eller ”Fru Kyllingehjerne” (Boccaccio 260.), men en mere udførlig karakteristik gives ikke. Læseren får blot at vide, at hun er dum og naiv uden at dette kommer særligt til udtryk i kvindens handlinger.

Alle de mange forklædninger bunder ud i det at fortælle, hvilket afspejler de historier mennesket fortæller om sig selv og andre. Således bliver forklædningen også et spørgsmål om en påtaget identitet. Ved brug af Booths narrative samt Toftgårds udsigelsesniveauer bliver det klart, hvordan forklædningen som narrativt element kommer til udtryk i både komposition og fortælleteknik i værket, men også som en næsten tematisk instans i novellen om Broder Alberto. De mange lag gør det næsten umuligt at finde tilbage til hvem der mener hvad, hvorfor Decameron er et værk, der med sine mange enkeltdele danner en helhed som evner belære sin læser med en tydelig morale, uden at den biografiske forfatter kan stilles til ansvar.

Når man forveksler kærlighed med en saks

nc3a5r-man-forveksler“Jeg ser på tekanden. Jeg gør det ikke. Jeg gør det ikke. Alligevel gør mine hænder det. De kan ikke lade være. Det er ikke kærlighedens skyld, det her. Det er min egen. Av, siger jeg, men fortsætter alligevel lidt for længe. Smerten skal bo her. Den skal også bo her. Jeg har for længst lært at elske den. 

Han bor ikke længere hos sin mor. Hun sagde, hun havde brug for lidt mere tid. Til at komme ovenpå. Men han kom aldrig hjem igen.
Han bor ikke længere hos sin morfar. Den stolte og stærke morfar som tog over, da hans mor gav op.
Nu bor han hos Mads i København. Mads som elsker ham.
Men han har stadig sår på hænderne, og når han ser sig i spejlet, ser han sin mor.”

Når man forveksler kærlighed med en saks er en ungdomsroman af Tomas Lagermand Lundme, der griber fat i de sår på sjælen, der aldrig helt får lov at blive til ar. Tomas Lagermand fængsler sin læser i en beretning om smerte og afhængihed. Dette er ikke nogen hyggelig ungdomsroman, som bringer et smil frem på læben. Tværtimod er det en hjerteknusende fortælling om aldrig nogensinde at føle sig god nok til at fortjene lykken. Det er en fortælling om at ødelægge sig selv, fordi det er det eneste man kender til.

Denne læseoplevelse er så utrolig stærk og barsk, selvom den ikke engang rammer de tohundrede sider. For hver side at plettet af tårer, blod og smerte til det punkt, hvor man kan mærke ubehaget helt ned i maven. Men denne smerte er ikke fremmed for nogen af os. Vi kender den alle sammen. Netop derfor er Når man forveksler kærlighed med en saks så ufattelig vigtig en tilføjelse til dansk litteratur.

Denne forfærdeligt ærlige og uendeligt triste roman behandler ikke blot et enkelt ulykkeligt tilfælde, men tvinger tværtimod problemstillinger som misbrug, seksualitet, identitet og ikke mindst dyrkelsen af selvdestruktion frem i lyset. Netop derfor er bogen så ubehagelig. Netop derfor er bogen så vigtig. Der er ikke pyntet på noget som helst. Der er ingen kringlede sætninger eller tomme metaforer. Der er kun livets smerte og længslen efter denne.  Lige indtil de små glimt af overvældende lykke gør livet værd at leve.

Du kan købe bogen her. (reklamelink)

15097160-15kulboger-080735jpg

9. November af Colleen Hoover

9. november er en rørende og romantisk fortælling om at finde kærligheden og komme overens med de ar, livet giver, af forfatteren til Forbandede kærlighedMåske en dag og Det ender med os.

Aftenen inden hun flytter fra Los Angeles til New York, møder 18-årige Fallon den jævnaldrende Ben, som drømmer om at blive forfatter. De forelsker sig ved første blik og tilbringer timerne inden flyrejsen sammen. Men hvordan kan lykken vare ved, når de om lidt befinder sig i hver deres ende af landet?

I stedet for at indlede et langdistanceforhold med alle dets kompromiser og afsavn beslutter de sig for at mødes på samme dag i november i løbet af de næste fem år – uden at have nogen kontakt resten af året. Ved hvert møde vokser kærligheden mellem dem, og Fallons begivenhedsrige liv bliver hurtigt en inspirationskilde for Bens spirende forfatterdrømme. Men fem år er lang tid, og undervejs kommer hverdagen og livet imellem Fallon og Ben – på trods af de stærke følelser, der vokser mellem dem ved hvert eneste møde.”

Hvis man ikke kender til Colleen Hoover så er dette ikke den første af hendes bøger man skal give sig i kast med. Man skal kende hende for at vide hvad hun prøver på at sige. Hvis ikke man kender til hendes værker, så fremstår 9. November ikke som et pragteksemplar. Der er flere problematiske aspekter i deres forhold, som man let kan misforstå eller fejltolke, hvis ikke man ved, at hun mener det godt. På en måde er det bogens største fejl: at man ikke bare kan læse den og nyde indholdet, men er nødt til at være opmærksom på, hvad hun gør og hvorfor. Vil man læse romanen som to mennesker, der hjælper hinanden ud af deres sorger, så kommer man til at nyde den. Hvis man derimod er opsat på at hænge sig i de ting som kan misforståes og fejlfortolkes, så er der langt til sidste side.

9. November udkom for første gang i 2015 og allerede året efter udgav hun It Ends With Us, som næsten fungere som et statement i forhold til den negative modtagelse 9. November mange steder har fået. Colleen Hoover ønsker ikke at promovere usunde forhold eller romantisere andres lidelser. Tværtimod.

Vi har set princippet hundrede gange før. Det med kun at mødes en gang om året. Jeg var ret skeptisk overfor konceptet i starten, men det bliver hurtigt klart, at Colleen Hoover er bevidst om sin brug af klichéer og ligefrem gør det til en drivkraft i fortællingen. Når det så er sagt, så er det vigtigt for mig at understrege, at selvom man føler at alle kærlighedshistorier er de samme, og at de alle bygger på samme sten, så er Colleen Hoover i stand til at nyskabe, nytænke og ikke mindst medrive sin læser i sådan en grad, at man alligevel sidder med en klump i halsen.

Pssst. Hvis ikke du har læst Forbandede Kærlighed, så gør dig den tjeneste at læse den bog først, da 9. november indeholder en lille gæsteoptræden og potentiel spoiler.

Køb bogen her.(reklamelink)

The Twelve af Justin Cronin

51RibZ0AbHL._SX321_BO1204203200_

“The eagerly anticipated sequel to the global bestseller The Passage, soon to be an epic drama on Fox from writer Elizabeth Heldens and executive producer Ridley Scott.

THE TWELVE

Death-row prisoners with nightmare pasts and no future.

THE TWELVE

Until they were selected for a secret experiment.

THE TWELVE

To create something more than human.

THE TWELVE

Now they are the future and humanity’s worst nightmare has begun.

THE TWELVE

The epic sequel to THE PASSAGE”

Jeg har sagt det før og jeg siger det igen: Justin Cronin er genial. Med sit fantastiske univers, formår han at rive sin læser med på et eventyr som overgår alt. Med forskellige synsvinkler fra både helte og heltinder, skurke og ikke mindst alle de karakterer ind imellem, så formår han at skabe et utroligt nuanceret blik på en verden i opløsning. Bogen er lang. Personerne er mange. Nogle gange glemmer man hvem, hvad og hvorfor, men selv når man er mest i tvivl om, hvad der sker, så kan man ikke andet end at føle sig drevet frem mod slutningen.

Selvom jeg elskede The Passage, så indrømmer jeg gerne, at det i første omgang var The Twelve jeg havde fået øje på i boghandlen den dag. Det var bagsiden på The Twelve som gjorde, at jeg bare måtte i gang med denne serie. Faktisk var jeg ret forvirret, da det gik op for mig, at The Twelve var en efterfølger, men så var der jo ikke andet for, end at finde den første bog i rækken og tage den med hjem også. Det er efterhånden længe siden jeg købte dem, og i mellemtiden er de blevet oversat til dansk og en TV-serie ruller over de amerikanske skærme. At dømme efter traileren så har serien taget sig en masse kunstneriske friheder, som jeg personligt ikke bryder mig om, men det kan være at det blot er dårligt trailer arbejde.

Uanset hvad, så er en ting klart. Hvis du elsker dystopi, anti-helte og menneskeforsøg, så er denne serie noget for dig.

Du kan købe serien her. (Reklamelink)

Har du ikke læst den første? Se min anmeldelse her:
The Passage