Tid og rum i ”The Garden Party”

Katherine Mansfield formår med sin short story, ”The Garden Party,” at kaste lys over klasse og kolonialisme. Dette gør hun blandt andet ved at benytte sig af tid og rum som et afgørende narrativt element. Hvorfor det er relevant at undersøge, hvordan Katherine Mansfield benytter sig af dette i ”The Garden Party” samt dets virkning. For at kunne besvare dette spørgsmål vil jeg gøre brug af Teresa Bridgemans udlægning af følgende begreber om det temporale og spatiale: duration, point of view, plot, path, container og portal.

Duration er en betegnelse der benyttes til at beskrive forholdet mellem den tid, det tager at fortælle, og den tid begivenhederne reelt har taget. Altså forholdet mellem tekstens varighed, textual space, og begivenhedens varighed, story time. Eksempelvis vil beskrivelser bruge meget textual space, men ingen story time, imens en dialog vil tage lige så lang tid at læse som at udføre. Blandt andet betegner Bridgeman referatet eller summary, som noget hvor textual space er mindre end story time, imens ellipsis ingen textual space har og varierende story time. (Bridgeman 58) Dette skel er tydeligst ved selve festen, der som titlen indikerer, er hele tekstens omdrejningspunkt. Dog har den egentlige fest ganske lidt textual space på trods af at den strækker sig over flere timer. Foruden få bemærkninger, så opsummeres festen i en enkelt sætning: ”And the perfect afternoon slowly ripened, slowly faded, slowly its petals closed.” (Mansfield 9) Forberedelserne og begivenhederne efter festen har omtrent samme story time, men fordelingen af textual space er uligevægtig. Det indikerer at festen ikke er det vigtigset, men derimod blot noget overfladisk, der dækker over andre spændinger. Derudover afspejler det hvordan arbejde og gøremål får tiden til at gå langsommere, hvorimod tiden vil flyve afsted til en vellykket fest. Foruden festen, så er det værd at nævne tekstens anden begivenhed, dødsfaldet, da det er mere eller mindre udeblevet. Det opleves ikke, men omtales blot. Den manglende textual space gør at der opstår en ellipsis, som skaber spænding og pirrer læserens nysgerrighed.

Bevæger vi os fra tid til rum, så redegør Bridgeman for, hvordan ethvert rum beskrives fra et point of view, forstået som den synsvinkel tekstens indhold udgår fra. Point of view kan ifølge Bridgeman sammenlignes med et kamera der filmer fra en bestemt position. Foruden point of view, så forklarer Bridgeman plot, som værende en metafor for et netværk af veje, som enten bringer karakteren nærmere sit mål eller er blokeret. Plot er altså noget der udvikles gennem bevægelse i rum. I den forbindelse benyttes tre andre begreber for at konkretisere det spatiale. En af disse er path, som kan forstås bogstaveligt, som en vej eller sti, men også i form af formål og hensigter. Et andet er container, som er en betegnelse for de indre og ydre rum karaktererne kan bevæge sig i og imellem. Det sidste er portal, som betegner et overgangsrum: en dør, et vindue etc. som fører fra en tilstand eller container til en anden (Bridgeman 62).

Synsvinklen i ”The Garden Party” er præget af en tydelig fortæller, der læner sig op ad indirekte tale, hvilket kommer til udtryk af følgende: “And after all the weather was ideal. They could not have had a more perfect day for a garden-party if they had ordered it” (Mansfield 1). Et udsagn der skaber en tydelig fortællerstemme, men også skaber en distance mellem karaktererne og læseren, da der hentydes, at karaktererne som regel får tingene som de vil have dem. Noget der skaber et forbehold hos læseren. Dette understreges også af, at der i samme afsnit opstår et os versus dem forhold i sætningen: ”you could not help feeling they understood, that roses are the only flowers that impress people at garden-parties” (min kursivering) (Ibid. 1) Om dette ”you” refererer til en læser eller gæsterne til festen er uklart, men begge svar peger på en adskillelse af familien Sheridan og omverdenen, som tillader borgerklassen at ignorere arbejderklassens ringe kår, og derved også retfærdiggøre at arbejderklassens slid ligger til grund for deres egen rigdom.

Denne adskillelse kommer også til udtryk igennem diverse containers, rum, i ”The Garden Party”, særligt Sheridan haven, samt overgangen til den afdødes bolig. Førstnævnte er udsmykket med en ”lily-lawn” (Ibid. 2), “roses” (Ibid. 1) og ”the grass and the dark flat rosettes where the daisy plants had been seemed to shine” (Ibid. 1). Disse beskrivelser danner et billede af en overdådig britisk have. Det eneste bryder med dette billede er de newzealandske, og derved koloniale, karaka træer, som gemmes væk til festen bag en markise. Altså imiterer haven den britiske, og udgiver sig derved for at være noget andet, end den egentlig er. Haven iklæder sig noget ekstravagant på samme måde som Laura gør, når hun tager sin pæne hat på. Da Laura forlader haven igennem havelågen træder hun igennem en portal, og ud på en path, som i dette tilfælde reelt er en vej. Vejen der adskiller den højere klasse fra den lavere fremstilles som værende skræmmende, som det fremgår af:  ”Now the broad road was crossed. The lane began, smoky and dark” (Ibid. 10). Vejen bliver et overgangsrum fra barn til voksen, fra uoplyst til oplyst. Hun bevæger sig fra vejen og igennem endnu en portal, husdøren til den afdødes hus. Derved træder hun ind i en ny container, som står i stærk kontrast til det forrige. Hun konfronteres med døden, fattigdom og livets realiteter, hvilket får hende til at skamme sig. ””Forgive my hat,” she said.” (Ibid. 12) Altså afklæder Laura sig det ekstravagante, som hun iklædte sig i haven, og tilpasser sig derved det sociale rum hun befinder sig i. Hvor haven var pyntet, beskyttet og britisk, så er den afdødes bolig fattig og newzealandsk. Lauras mor fortæller hende; “you look such a picture” (Ibid. 8). En sætning der gentages næsten ordret overfor Laura om den døde; ”’e looks a picture” (Ibid. 11). Denne gentagelse skaber identitet mellem protagonisten og den afdøde, hvilket blot er med til at forstærke spændingsforholdet mellem det ekstravagante picture og det rå picture.

På denne måde skaber Katherine Mansfield en dybdegående fortælling, hvoraf langt de fleste handlinger er implicitte. Klasse og kolonisering afspejles i værkets tid og rum, hvorfor de sociale rum omdannes til fysiske rum. Laura gøres derved opmærksom på verden udenfor haven, som en del af en overgangsproces. Brugen af tid og rum gør, at de ydre handlinger får lov til at træde tilbage og give plads til den indre livsverden. Det er ikke begivenhederne, der er det vigtigste, men derimod de refleksioner som udløses deraf.

Forklædning som narrativt element i Decameron

Boccaccios Decameron er et værk bestående af hundrede noveller fortalt over ti dage af ti forskellige dramatiserede fortællere. Alle disse beretninger kræver en meget konkret rammesætning. En ramme der først og fremmest tager udgangspunkt i de ti karakterers position i Firenze under pesten. Kigger man nærmere på Decameron, så vil man dog opdage at værkets ramme går udover den umiddelbare temporalitet, idet der opstår flere lag end de, der lige møder øjet. De skjulte lag kan siges at tage karakter, som en slags forklædning. Noget der holdes skjult. Det er derfor relevant at spørge: Hvordan benytter Boccaccio forklædningen som narrativt element i Decameron og hvilken virkning har det på læsningen? Ved at udgangspunkt i Booths teori om narrativitet, samt værkets udsigelsesniveauer, og derefter komme med yderligere eksempler fra novellen om Broder Alberto af Boccaccio i Decameron, ønsker jeg at kortlægge nogle af værkets mange virkemidler, der kan samles under begrebet, forklædning.

Ved at forstå Booths udlægning af telling og showing bliver vi i stand til at undersøge forklædningen på mikroniveauet, altså på det rent sproglige plan. Boccaccio benytter sig i høj grad af det autoritative telling, som han karakteriserer ved følgende: ”We could never trust even the most reliable of witnesses as completely as we trust the author […]” (Booth 4.) Det er på denne måde, at alle karaktererne først og fremmest tildeles en forklædning i form af en ensidig og overfladisk karakteristik. Dette fører os videre til Booths teori om distance. Hos Booth bliver distance kendetegnet ved et skred mellem eksempelvis fortælleren og læseren. Dette skred kan være moralsk, fysisk, tidsligt, intellektuelt etc. og forekomme i diverse kombinationer mellem den implicitte forfatter, karaktererne, læseren og fortælleren. Denne distancering kan bruges til at tage afstand, men også til at skjule. Booth hævder, at der i alle værker findes en implicit forfatter, ikke at forveksle med den egentlige forfatter. Han beskriver denne som ”the author’s second self” (Booth 151.), hvilket skal ses som en samlet instans, hvorunder hele teksten er ordnet. Det er altså den implicitte forfatter der strukturerer og udvælger det fortalte stof.

Forklædning på makroplanet, det overordnede handlingsmæssige plan, kan belyses ved at kombinere Booths teori om den implicitte forfatter og Anders Toftgårds udlægning af værkets udsigelsesniveauer. På det første niveau findes den implicitte forfatter instans, der i kraft af sin funktion, som ordende instans, går forud for alt andet. På andet niveau findes det, som Toftgård kalder modelforfatteren: et begreb han har lånt fra Eco, der betegner den forfatterfigur, som optræder i teksten (Toftgård 81.). Modelforfatteren er stærkest til stede paratekster og befinder sig på et ekstra-diegetisk plan. På det tredje niveau findes den alvidende fortæller. Modsat modelforfatteren er denne på et intra-diegetisk plan, der leder os hen i fiktionen. På fjerde niveau finder vi de ti karakterer, der forlader byen grundet pesten og fordriver tiden med at fortælle hinanden historier. I disse historier, herunder den om Broder Alberto, findes det femte og sidste udsigelsesniveau. I kraft af sin afgørende rolle for rammesætningen, så fremtræder pesten også som en autenticitetsmarkør, der minder læseren om, at de fortalte historier, netop blot er fortalte. Pesten retfærdiggør behovet for at underholde, og ikke mindst flugten fra byen. Fortællingerne er altså et udtryk for eskapisme og behovet for at skjule sig for virkelighedens grusomheder. Altså er hele forudsætningen for værkets ramme i sig selv et behov for forklædning i kraft af virkelighedsflugten. Dette understreges også af det faktum, at alle udsigelsesniveauerne drejer sig om det at fortælle, hvorfor verden på trods af de mange lag, er meget heterogen. Dette er også et udtryk for at selv en veludført forklædning ikke kan skjule essensen af et fænomen.

Forklædningen som narrativt element er derudover også at finde i novellen om Broder Alberto. Dette kommer til udtryk igennem hovedpersonens påtagede identiteter, hvilket kan belyses ved at vende tilbage til Booths udlægning af fortælleteknik og distancering. Indledningsvis beskrives Broder Alberto som ”en ryggesløs og fordærvet mand” (Boccacio 257.), der af nød ifører sig en moralsk forklædning, ved at udgive sig for at være munk, selvom dette strider imod hans egentlige natur. Herefter misbruger han sin position i kirken ved at lade som om, at han er englen Gabriel, for at forføre en kvinde, og derved ophøje sig selv fra munk til en gudelig figur. Da han opdages og lokkes i en fælde forklædes han endnu engang, sådan som det fremgår af følgende: ”manden smurte ham da helt ind i honning og dækkede ham fra top til tå med dun, hvorpå han gav ham en lænke om halsen og en maske for ansigtet” (Boccaccio 264.) Hvor Broder Alberto har iført sig de forrige forklædninger for at øge egen vinding og anseelse, så er denne forklædning ydmygende, idet han præsenteres som en vildmand. Det er iklædt denne mundering at Broder Alberto i sidste ende berøves sin maske og genkendes for den han i virkeligheden er. Altså bliver hans sande væsen i sidste ende afsløret. Således bliver fortællingen om Broder Albertos en spejling af makroplanet, og er derved med til at understøtte forklædningen som narrativt element.

Vender man blikket mod Boccaccios værk som helhed, så gør de mange lag i fortællingerne, at forfatteren let kan fraskrive sig alt ansvar for indholdet i værket, eftersom det hele fremstilles som noget, der bliver fortalt af nogle andre, der fortæller. Når Booth omtaler forfatteren, så skal denne, som nævnt, skelnes fra den virkelige person. Altså er Decamerons mange stemmer med til at distancere fortællerinstansen yderligere fra den biografiske forfatter, hvilket er med til at fjerne forfatteren fra læseren. Denne distancering findes dog ikke kun mellem forfatterinstans og læser, men derimod også i sproget. Værket bærer i høj grad præg af en lang mundtlig fortælletradition, hvorfor det også virker naturligt at telling er langt mere dominerende end showing. Ikke blot som en autoritativ fortælleteknik, der hurtigt dirigerer læseren i den ønskede retning, men også idet at karaktererne bliver distancerede fra læseren i deres ensidighed. Eksempelvis får læseren den nødvendige information ved benævnelserne ”Fru Dompap” eller ”Fru Kyllingehjerne” (Boccaccio 260.), men en mere udførlig karakteristik gives ikke. Læseren får blot at vide, at hun er dum og naiv uden at dette kommer særligt til udtryk i kvindens handlinger.

Alle de mange forklædninger bunder ud i det at fortælle, hvilket afspejler de historier mennesket fortæller om sig selv og andre. Således bliver forklædningen også et spørgsmål om en påtaget identitet. Ved brug af Booths narrative samt Toftgårds udsigelsesniveauer bliver det klart, hvordan forklædningen som narrativt element kommer til udtryk i både komposition og fortælleteknik i værket, men også som en næsten tematisk instans i novellen om Broder Alberto. De mange lag gør det næsten umuligt at finde tilbage til hvem der mener hvad, hvorfor Decameron er et værk, der med sine mange enkeltdele danner en helhed som evner belære sin læser med en tydelig morale, uden at den biografiske forfatter kan stilles til ansvar.

Når man forveksler kærlighed med en saks

nc3a5r-man-forveksler“Jeg ser på tekanden. Jeg gør det ikke. Jeg gør det ikke. Alligevel gør mine hænder det. De kan ikke lade være. Det er ikke kærlighedens skyld, det her. Det er min egen. Av, siger jeg, men fortsætter alligevel lidt for længe. Smerten skal bo her. Den skal også bo her. Jeg har for længst lært at elske den. 

Han bor ikke længere hos sin mor. Hun sagde, hun havde brug for lidt mere tid. Til at komme ovenpå. Men han kom aldrig hjem igen.
Han bor ikke længere hos sin morfar. Den stolte og stærke morfar som tog over, da hans mor gav op.
Nu bor han hos Mads i København. Mads som elsker ham.
Men han har stadig sår på hænderne, og når han ser sig i spejlet, ser han sin mor.”

Når man forveksler kærlighed med en saks er en ungdomsroman af Tomas Lagermand Lundme, der griber fat i de sår på sjælen, der aldrig helt får lov at blive til ar. Tomas Lagermand fængsler sin læser i en beretning om smerte og afhængihed. Dette er ikke nogen hyggelig ungdomsroman, som bringer et smil frem på læben. Tværtimod er det en hjerteknusende fortælling om aldrig nogensinde at føle sig god nok til at fortjene lykken. Det er en fortælling om at ødelægge sig selv, fordi det er det eneste man kender til.

Denne læseoplevelse er så utrolig stærk og barsk, selvom den ikke engang rammer de tohundrede sider. For hver side at plettet af tårer, blod og smerte til det punkt, hvor man kan mærke ubehaget helt ned i maven. Men denne smerte er ikke fremmed for nogen af os. Vi kender den alle sammen. Netop derfor er Når man forveksler kærlighed med en saks så ufattelig vigtig en tilføjelse til dansk litteratur.

Denne forfærdeligt ærlige og uendeligt triste roman behandler ikke blot et enkelt ulykkeligt tilfælde, men tvinger tværtimod problemstillinger som misbrug, seksualitet, identitet og ikke mindst dyrkelsen af selvdestruktion frem i lyset. Netop derfor er bogen så ubehagelig. Netop derfor er bogen så vigtig. Der er ikke pyntet på noget som helst. Der er ingen kringlede sætninger eller tomme metaforer. Der er kun livets smerte og længslen efter denne.  Lige indtil de små glimt af overvældende lykke gør livet værd at leve.

Du kan købe bogen her. (reklamelink)

15097160-15kulboger-080735jpg

9. November af Colleen Hoover

9. november er en rørende og romantisk fortælling om at finde kærligheden og komme overens med de ar, livet giver, af forfatteren til Forbandede kærlighedMåske en dag og Det ender med os.

Aftenen inden hun flytter fra Los Angeles til New York, møder 18-årige Fallon den jævnaldrende Ben, som drømmer om at blive forfatter. De forelsker sig ved første blik og tilbringer timerne inden flyrejsen sammen. Men hvordan kan lykken vare ved, når de om lidt befinder sig i hver deres ende af landet?

I stedet for at indlede et langdistanceforhold med alle dets kompromiser og afsavn beslutter de sig for at mødes på samme dag i november i løbet af de næste fem år – uden at have nogen kontakt resten af året. Ved hvert møde vokser kærligheden mellem dem, og Fallons begivenhedsrige liv bliver hurtigt en inspirationskilde for Bens spirende forfatterdrømme. Men fem år er lang tid, og undervejs kommer hverdagen og livet imellem Fallon og Ben – på trods af de stærke følelser, der vokser mellem dem ved hvert eneste møde.”

Hvis man ikke kender til Colleen Hoover så er dette ikke den første af hendes bøger man skal give sig i kast med. Man skal kende hende for at vide hvad hun prøver på at sige. Hvis ikke man kender til hendes værker, så fremstår 9. November ikke som et pragteksemplar. Der er flere problematiske aspekter i deres forhold, som man let kan misforstå eller fejltolke, hvis ikke man ved, at hun mener det godt. På en måde er det bogens største fejl: at man ikke bare kan læse den og nyde indholdet, men er nødt til at være opmærksom på, hvad hun gør og hvorfor. Vil man læse romanen som to mennesker, der hjælper hinanden ud af deres sorger, så kommer man til at nyde den. Hvis man derimod er opsat på at hænge sig i de ting som kan misforståes og fejlfortolkes, så er der langt til sidste side.

9. November udkom for første gang i 2015 og allerede året efter udgav hun It Ends With Us, som næsten fungere som et statement i forhold til den negative modtagelse 9. November mange steder har fået. Colleen Hoover ønsker ikke at promovere usunde forhold eller romantisere andres lidelser. Tværtimod.

Vi har set princippet hundrede gange før. Det med kun at mødes en gang om året. Jeg var ret skeptisk overfor konceptet i starten, men det bliver hurtigt klart, at Colleen Hoover er bevidst om sin brug af klichéer og ligefrem gør det til en drivkraft i fortællingen. Når det så er sagt, så er det vigtigt for mig at understrege, at selvom man føler at alle kærlighedshistorier er de samme, og at de alle bygger på samme sten, så er Colleen Hoover i stand til at nyskabe, nytænke og ikke mindst medrive sin læser i sådan en grad, at man alligevel sidder med en klump i halsen.

Pssst. Hvis ikke du har læst Forbandede Kærlighed, så gør dig den tjeneste at læse den bog først, da 9. november indeholder en lille gæsteoptræden og potentiel spoiler.

Køb bogen her.(reklamelink)

The Twelve af Justin Cronin

51RibZ0AbHL._SX321_BO1204203200_

“The eagerly anticipated sequel to the global bestseller The Passage, soon to be an epic drama on Fox from writer Elizabeth Heldens and executive producer Ridley Scott.

THE TWELVE

Death-row prisoners with nightmare pasts and no future.

THE TWELVE

Until they were selected for a secret experiment.

THE TWELVE

To create something more than human.

THE TWELVE

Now they are the future and humanity’s worst nightmare has begun.

THE TWELVE

The epic sequel to THE PASSAGE”

Jeg har sagt det før og jeg siger det igen: Justin Cronin er genial. Med sit fantastiske univers, formår han at rive sin læser med på et eventyr som overgår alt. Med forskellige synsvinkler fra både helte og heltinder, skurke og ikke mindst alle de karakterer ind imellem, så formår han at skabe et utroligt nuanceret blik på en verden i opløsning. Bogen er lang. Personerne er mange. Nogle gange glemmer man hvem, hvad og hvorfor, men selv når man er mest i tvivl om, hvad der sker, så kan man ikke andet end at føle sig drevet frem mod slutningen.

Selvom jeg elskede The Passage, så indrømmer jeg gerne, at det i første omgang var The Twelve jeg havde fået øje på i boghandlen den dag. Det var bagsiden på The Twelve som gjorde, at jeg bare måtte i gang med denne serie. Faktisk var jeg ret forvirret, da det gik op for mig, at The Twelve var en efterfølger, men så var der jo ikke andet for, end at finde den første bog i rækken og tage den med hjem også. Det er efterhånden længe siden jeg købte dem, og i mellemtiden er de blevet oversat til dansk og en TV-serie ruller over de amerikanske skærme. At dømme efter traileren så har serien taget sig en masse kunstneriske friheder, som jeg personligt ikke bryder mig om, men det kan være at det blot er dårligt trailer arbejde.

Uanset hvad, så er en ting klart. Hvis du elsker dystopi, anti-helte og menneskeforsøg, så er denne serie noget for dig.

Du kan købe serien her. (Reklamelink)

Har du ikke læst den første? Se min anmeldelse her:
The Passage

4 danske digtsamlinger du bør læse

Bier dør sovende af Morten Søndergaard

bier-page“Bier dør sovende er Morten Søndergaards lyriske gennembrudsværk fra 1998 og en nyklassiker i dansk poesi. Samlingen består af et indledningsdigt og fem længere suiter af digte. Ord fra fysikkens, matematikkens, biologiens og astronomiens verden blander sig med hverdags sprog og mytologiske figurer. Det er en eksistentiel digtning der undersøger de store begreber som erindring, død og tid og lader dem folde sig ud dialog mellem poesi og videnskaben. du siger bier dør sovende, nej de styrter til jorden ramt af en hjerneblødning, der er formodentlig honning inde i væggen og de kommer tilbage år efter år”

En kreativ digtsamling med et videnskabeligt twist på ordleg og ikke mindst symboler. Det er en fordel hvis man kan huske det man lærte i skolen, da det på mange måder skaber en langt dybere forståelse for værket. Værd at læse, hvis man mangler stof til eftertanke. Du kan købe digtsamlingen her.

Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø af Tove Ditlevsen

der20bor20en20ung20pige20i20mig2c20som20ikke20vil20dc3b8“”Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø” er en samling af Tove Ditlevsens bedste og absolut smukkeste digte. Samlingen indeholder digte fra hele hendes forfatterskab og består derfor af klassikere såvel som mindre kendte tekster.

“Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø” er  udgivet af Gyldendal i 2017 i anledningen af Tove Ditlevsens 100 års fødselsdag. Digtene er nøje udvalgt af forfatteren Olga Ravn, som også har skrevet bogens efterord.”

Denne digtsamling er fyldt med melankolske overvejelser om livet, døden, kærligheden og hadet. Med fokus på samfundets top og bund, samt en hjerteskærende beretning om livet når det gør allermest ondt, samt et liv dedikeret til selvdestruktiviteten. Køb bogen her.

Livets hastighed af Michael Strunge

f481cab6-f258-4c40-a58d-5b817ad68a92_1498985688“En 20-årig Micael Strunge debuterer med digtsamlingen Livets hastighed i 1978; en samling, hvori digtene drives frem af trangen til forandring. De 35 digte deler sig i tre, hvor nogle behandler temaet tid og rum, nogle udgør en frise samt 21 digte skrevet gennem gymnasietiden.

De fleste kender ham af navn, men hvor mange har egentlig læst hans debutdigtsamling? De færreste jeg kender i hvert fald. Selvom den efterhånden har et par år bag sig, så er den endnu aktuel, ungdommelig og fortryllende i sin melankolske leg med ord. Du kan købe bogen her.

Ud af natten af Michael Strunge

_9788702194135“Ud af natten fra 1982 fokuserer på livet og den digteriske skabelse. Der hersker en dualisme i det, at mange af digtene udspiller sig om natten, men med metaforer og symboler der er fulde af lys.”

Den danske punk poet har udgivet adskillige samlinger, og jeg kunne uden problemer nævne et par stykker. Dog vil jeg gerne fremhæve denne stille hyldest til kreativiteten, melankolien og inspirationen. Ud af natten dyrker alle de elementer som får os til at stoppe op, og undres. Køb bogen her.

Har du allerede læst disse? Så tjek evt. nogle af følgende digtsamlinger ud.
Melankolsk monolog
Knæk
Ming
Sjælestorm

World Reading Challenge

ella-jardim-669966-unsplash
Photo by Ella Jardim on Unsplash

Er du træt af kun at læse bøger der foregår i USA eller københavn? Eller ønsker du bare at prøve noget nyt? Uanset grunden, så kan du udvide din horisont markant med World Reading Challenge, som er udarbejdet af Taleway. Giv dig selv en udfordring og stød på uventede læseoplevelser!

På trods af titlen på denne læseudfordring, så er det langt fra alle lande der er repræsenteret. Selvom dette selvfølgelig er ærgeligt, så er der alligevel ikke nogen tvivl om, at denne liste, vil tage dig steder hen, som du formentlig aldrig før har været.

46060556_10217299725581998_414422111650578432_o.jpg

Vores kemiske hjerter af Krystal Sutherland

“Til dig, der elskede Fordelene ved at være en bænkevarmer, Paper Towns og En flænge i himlen.

Henry har aldrig været forelsket, men en dag starter Grace i klassen. Hun ligner langt fra Henrys drømmepige, og det er tydeligt, at hun har det svært. Alligevel falder Henry for Graces uperfekte og ægte væsen, men kan han håndtere, at hun bærer på en stor sorg?

Vores kemiske hjerter er en uimodståelig og tankevækkende ungdomsroman om den første forelskelse, knuste hjerter og de gyldne tråde, der formår at væve dem sammen igen.”

Videnskaben og filosofien er i centrum, når Henry Page forsøger at gennemskue hvad kærlighed egentlig er, og om livet overhovedet har en mening. Selvom bagsideteksten lægger op til en romantisk fortælling, hvor kærligheden i sidste ende sejr, så er det langt fra det man får. Denne roman er brutal, hudløs og ægte, på en måde som burde præge langt flere ungdomsbøger.

I Vores kemiske hjerter er der nemlig intet, som er simpelt. Det er en fortælling om traumer, sorg og ikke mindst virkelighedens spøgelser. Hvis ikke man undervejs i læsningen får en klump i halsen, så er det enten fordi man er følelseskold eller ikke forstår sig på sorg.

Grace er en personificering af sorg og ulykke. Henry er en personificering af vores ønske om, at alt ødelagt kan sættes sammen igen. Vores kemiske hjerter er ikke en roman for sarte sjæle. Det er en roman som tvinger sin læser til at se hverdagens brutalitet i øjnene.

Ser man bort fra det følelsesmæssige aspekt, så skal det siges at Krystal Sutherland har formået at fange essensen af ungdommens behov for nørderier. Igennem bogen hører man nemlig ikke blot om det daglige arbejde på skolebladet, men romanen er spækket med referencer til alt fra Star Wars til Harry Potter til Game of Thrones. Det er en læseoplevelse udover det sædvanlige, og denne overvældende intertekstualitet er garanteret guld for enhver med en indre eller ydre nørd.

Kan du ikke vente med at komme i gang med denne fantastiske læseoplevelse? Så kan du købe bogen her. (reklamelink)

screen-shot-2017-02-21-at-16-13-20

Hold om mig af Jennifer L. Armentrout

“Tredje og afsluttende bog i den hotte og romantiske new adult-serie WAIT FOR YOU.

Calla på 21 år er aldrig blevet kysset, hun har aldrig set havet, og hun har aldrig været i en forlystelsespark.

Men som barn så hun ting, et barn aldrig skal se. Hun har stadig psykiske og fysiske ar efter et liv med sin ustabile mor, Mona, – og hemmeligheder, hun holder fra alle, også sine nære venner på college.

Da hun opdager, at Mona har stjålet hendes collegepenge og oparbejdet en kæmpe gæld i hendes navn, er Calla nødt til at tage tilbage til den lille by, hun troede hun havde forladt for altid, for endnu engang at tage sig af sin mors problemer. Men da hun ankommer til morens bar, er hun forsvundet, og ingen ved, hvor hun er.

I stedet finder hun den sexede og intense Jackson James, som giver hende et job og hjælper med at lede efter Mona. Han gør det klart, at han er stærkt tiltrukket af hende, men at han måske også ønsker lidt mere … Men før Calla kan åbne op og lade ham komme ind på livet af sig, må hun komme overens med sin smertefulde fortid.”

9788711693186

Jeg har endnu engang været så heldig at modtage en litterær godte fra LOVEBOOKS. Denne gang er det tredje bind i WAIT FOR YOU serien.

Hold om mig, er en fortælling om de løgne vi fortæller os selv og ikke mindst hinanden. Det er en fortælling om de byrder vi påtager os, og de byrder vi pålægger andre. Selvfølgelig handler bogen om kærlighed, men som sine forgængere så er det langt fra en sukkersød fortælling. I et forsøg på at skaffe de penge tilbage som hendes mor stjal fra hende, så bliver Calla hurtigt rodet ind i sin mors spind af stoffer, gæld og kriminalitet.

Hold om mig, viser på samme måde som Vent på mig og Bliv hos mig, at alle bære rundt på hemmeligheder og ar, som ingen andre kender til. Armentrout er vigtig indenfor New Adult litteraturen, fordi hun ikke er bange for at vise at mennesker er uperfekte. Vise at virkeligheden ikke blot er barsk, men samtidig kan være fortryllende, hvis man dedikerer tilværelsen til de rigtige mennesker.

Forlaget kalder det for den tredje og afsluttende bog i WAIT FOR YOU serien. Kigger man nærmere på forfatteren, så vil man dog hurtigt indse, at det langt fra er tilfældet, da der findes adskillige andre bøger i serien. Bøger som jeg inderligt håber at de beslutter sig for at oversætte. Hvis ikke, så tager jeg dem gerne på engelsk, blot for at fortsætte fortællingen om modige unge kvinder og deres møde med den forhåbentlig eneste ene.

Du kan købe bogen her. (reklamelink)

A Room of One’s Own af Virginia Woolf

51K5QCF5BXL._SX312_BO1204203200_

“A Room of One’s Own is an extended essay by Virginia Woolf. First published on 24 October 1929, the essay was based on a series of lectures she delivered at Newnham College and Girton College, two women’s colleges at Cambridge University in October 1928. While this extended essay in fact employs a fictional narrator and narrative to explore women both as writers of and characters in fiction, the manuscript for the delivery of the series of lectures, titled Women and Fiction, and hence the essay, are considered non-fiction. The essay is seen as a feminist text, and is noted in its argument for both a literal and figural space for women writers within a literary tradition dominated by patriarchy.”

A Room of One’s Own af Virginia Woolf er stadig den dag i dag relevant. Ikke blot for litteraturen, men for hele den måde vi opfatter forfattere og kvinder på. Den kendte forfatterinde er medstifter af Bloomsbury-gruppen og var sin egen hårdeste kritiker. Hun led af tilbagevendende depressioner, og endte med at tage sit eget liv i frygt for 2. verdenskrigs udbrud. Hun var en plaget sjæl, men ikke desto mindre genial og forudseende.

Hun er kendt for sine essays og det er bestemt ikke uden grund. A Room of One’s Own opstår som resultatet af en masse overvejelser omkring kvindens rolle i verdenshistorien. Woolf gør sig kløgtige observationer og stiller kyndige spørgsmål om, hvorfor det lige præcis er manden, som har præget videnskaben. Ikke fordi kvinder ikke kan, men fordi selv de klogeste kvinder aldrig var lige så troværdige, som de mest idiotiske mænd. Nogle kalder hende ekstremt feministisk. Andre kalder hende realistisk. Uanset hvad man mener, så gør hun sig vigtige tanker om sit køn, sin rolle i historien, og ikke mindst om, hvad det vil sige at være en god forfatter. Undervejs kommer Woolf med hårde sandheder og  komiske indslag, så selvom det bestemt er en tungere læseoplevelse, så keder man sig sjældent.

Dette essay er skrevet til enhver kvinde, forfatter, kunstner eller blot intellektuel sjæl, som ønsker at blive klogere på sig selv, på omverdenen og på sine kår.

Du kan købe værket her. (reklamelink)