Tid og rum i ”The Garden Party”

Katherine Mansfield formår med sin short story, ”The Garden Party,” at kaste lys over klasse og kolonialisme. Dette gør hun blandt andet ved at benytte sig af tid og rum som et afgørende narrativt element. Hvorfor det er relevant at undersøge, hvordan Katherine Mansfield benytter sig af dette i ”The Garden Party” samt dets virkning. For at kunne besvare dette spørgsmål vil jeg gøre brug af Teresa Bridgemans udlægning af følgende begreber om det temporale og spatiale: duration, point of view, plot, path, container og portal.

Duration er en betegnelse der benyttes til at beskrive forholdet mellem den tid, det tager at fortælle, og den tid begivenhederne reelt har taget. Altså forholdet mellem tekstens varighed, textual space, og begivenhedens varighed, story time. Eksempelvis vil beskrivelser bruge meget textual space, men ingen story time, imens en dialog vil tage lige så lang tid at læse som at udføre. Blandt andet betegner Bridgeman referatet eller summary, som noget hvor textual space er mindre end story time, imens ellipsis ingen textual space har og varierende story time. (Bridgeman 58) Dette skel er tydeligst ved selve festen, der som titlen indikerer, er hele tekstens omdrejningspunkt. Dog har den egentlige fest ganske lidt textual space på trods af at den strækker sig over flere timer. Foruden få bemærkninger, så opsummeres festen i en enkelt sætning: ”And the perfect afternoon slowly ripened, slowly faded, slowly its petals closed.” (Mansfield 9) Forberedelserne og begivenhederne efter festen har omtrent samme story time, men fordelingen af textual space er uligevægtig. Det indikerer at festen ikke er det vigtigset, men derimod blot noget overfladisk, der dækker over andre spændinger. Derudover afspejler det hvordan arbejde og gøremål får tiden til at gå langsommere, hvorimod tiden vil flyve afsted til en vellykket fest. Foruden festen, så er det værd at nævne tekstens anden begivenhed, dødsfaldet, da det er mere eller mindre udeblevet. Det opleves ikke, men omtales blot. Den manglende textual space gør at der opstår en ellipsis, som skaber spænding og pirrer læserens nysgerrighed.

Bevæger vi os fra tid til rum, så redegør Bridgeman for, hvordan ethvert rum beskrives fra et point of view, forstået som den synsvinkel tekstens indhold udgår fra. Point of view kan ifølge Bridgeman sammenlignes med et kamera der filmer fra en bestemt position. Foruden point of view, så forklarer Bridgeman plot, som værende en metafor for et netværk af veje, som enten bringer karakteren nærmere sit mål eller er blokeret. Plot er altså noget der udvikles gennem bevægelse i rum. I den forbindelse benyttes tre andre begreber for at konkretisere det spatiale. En af disse er path, som kan forstås bogstaveligt, som en vej eller sti, men også i form af formål og hensigter. Et andet er container, som er en betegnelse for de indre og ydre rum karaktererne kan bevæge sig i og imellem. Det sidste er portal, som betegner et overgangsrum: en dør, et vindue etc. som fører fra en tilstand eller container til en anden (Bridgeman 62).

Synsvinklen i ”The Garden Party” er præget af en tydelig fortæller, der læner sig op ad indirekte tale, hvilket kommer til udtryk af følgende: “And after all the weather was ideal. They could not have had a more perfect day for a garden-party if they had ordered it” (Mansfield 1). Et udsagn der skaber en tydelig fortællerstemme, men også skaber en distance mellem karaktererne og læseren, da der hentydes, at karaktererne som regel får tingene som de vil have dem. Noget der skaber et forbehold hos læseren. Dette understreges også af, at der i samme afsnit opstår et os versus dem forhold i sætningen: ”you could not help feeling they understood, that roses are the only flowers that impress people at garden-parties” (min kursivering) (Ibid. 1) Om dette ”you” refererer til en læser eller gæsterne til festen er uklart, men begge svar peger på en adskillelse af familien Sheridan og omverdenen, som tillader borgerklassen at ignorere arbejderklassens ringe kår, og derved også retfærdiggøre at arbejderklassens slid ligger til grund for deres egen rigdom.

Denne adskillelse kommer også til udtryk igennem diverse containers, rum, i ”The Garden Party”, særligt Sheridan haven, samt overgangen til den afdødes bolig. Førstnævnte er udsmykket med en ”lily-lawn” (Ibid. 2), “roses” (Ibid. 1) og ”the grass and the dark flat rosettes where the daisy plants had been seemed to shine” (Ibid. 1). Disse beskrivelser danner et billede af en overdådig britisk have. Det eneste bryder med dette billede er de newzealandske, og derved koloniale, karaka træer, som gemmes væk til festen bag en markise. Altså imiterer haven den britiske, og udgiver sig derved for at være noget andet, end den egentlig er. Haven iklæder sig noget ekstravagant på samme måde som Laura gør, når hun tager sin pæne hat på. Da Laura forlader haven igennem havelågen træder hun igennem en portal, og ud på en path, som i dette tilfælde reelt er en vej. Vejen der adskiller den højere klasse fra den lavere fremstilles som værende skræmmende, som det fremgår af:  ”Now the broad road was crossed. The lane began, smoky and dark” (Ibid. 10). Vejen bliver et overgangsrum fra barn til voksen, fra uoplyst til oplyst. Hun bevæger sig fra vejen og igennem endnu en portal, husdøren til den afdødes hus. Derved træder hun ind i en ny container, som står i stærk kontrast til det forrige. Hun konfronteres med døden, fattigdom og livets realiteter, hvilket får hende til at skamme sig. ””Forgive my hat,” she said.” (Ibid. 12) Altså afklæder Laura sig det ekstravagante, som hun iklædte sig i haven, og tilpasser sig derved det sociale rum hun befinder sig i. Hvor haven var pyntet, beskyttet og britisk, så er den afdødes bolig fattig og newzealandsk. Lauras mor fortæller hende; “you look such a picture” (Ibid. 8). En sætning der gentages næsten ordret overfor Laura om den døde; ”’e looks a picture” (Ibid. 11). Denne gentagelse skaber identitet mellem protagonisten og den afdøde, hvilket blot er med til at forstærke spændingsforholdet mellem det ekstravagante picture og det rå picture.

På denne måde skaber Katherine Mansfield en dybdegående fortælling, hvoraf langt de fleste handlinger er implicitte. Klasse og kolonisering afspejles i værkets tid og rum, hvorfor de sociale rum omdannes til fysiske rum. Laura gøres derved opmærksom på verden udenfor haven, som en del af en overgangsproces. Brugen af tid og rum gør, at de ydre handlinger får lov til at træde tilbage og give plads til den indre livsverden. Det er ikke begivenhederne, der er det vigtigste, men derimod de refleksioner som udløses deraf.

Distance og forklædning i ”Sildig Opvågnen”

I Blichers novelle ”Sildig Opvågnen” fra 1828 benyttes begrebet forklædning, som et overordnet tema. Hemmeligheder bliver afsløret og masker bliver løftet, hvilket kaster lys over det der tidligere var skjult. Det er disse nye informationer, som driver handlingen ferm, og som er årsag til det selvmord, der danner ramme om fortællingen. De indre forestillinger om ikke blot karaktererne selv, men også om hinanden internt, bliver brudt. Altså er forklædning et gennemgribende element i ”Sildig Opvågnen,” da dette både benyttes som et symbol, noget fysisk skjult og et narrativt element. Denne hemmeligholdelse afspejles således igennem hele novellen. Dette kommer til udtryk i distancering i både de indre og ydre fortælleforhold, samt den temporale distance mellem fortælletid og fortalt tid. Forklædningen bliver også relevant i forhold til fortællerens pålidelighed og ikke mindst karakterernes aftagende anonymitet. Ydermere kan man kigge på hemmeligholdelse som et karaktertræk hos Elise, og ikke mindst den fysiske forklædning, der ligger i masken til maskeballet. Netop forklædningens talrige og alsidige art gør det relevant at undersøge nærmere, hvorfor man kan stille spørgsmålet: Hvordan benytter novellen forklædning som narrativt element? Dette kan gøres med udgangspunkt i teorier udarbejdet af Booth, Iversen og Baggesen, sådan som det fremgår af følgende.

Ved at tage udgangspunkt i Booths udlægning af distance som fortælleteknik samt teori om the implied author, kan man undersøge, hvordan distanceringen mellem den implicitte forfatter og fortælleren, præsten, har indflydelse på teksten. Dette skyldes, at der er et tydeligt skel mellem den implicitte fortæller og præstens udlægning af begivenhederne. En kløft, der har den følgevirkning, at der opstår en ny form for distance, i det at læseren har mere indsigt i handlingen end fortælleren selv, grundet den implicitte forfatter. Derfor skabes der mistillid og apati hos læseren rettet mod præsten, hvilket har afgørende betydning for fortolkningen. Fortællingen skjules bag et lag af upålidelighed, som kræver et kritisk blik at kunne se igennem. På denne måde bliver fortællingen selv iført en forklædning, som resultat af fortælleren.

Forklædning som virkemiddel findes dog ikke udelukkende i novellens ydre fortælleforhold, men også i det indre. Foruden den distance, der er mellem fortælleren, læseren og den implicitte forfatter, så lægger præsten også afstand til sig selv. Denne distancering kommer frem af en ansvarsfralæggende retorik, som det kan udledes af følgende: ”Jeg har ofte straffet mig selv for mine umotiverede strenge Domme.” (Blicher 3) At præsten så åbenlyst tager afstand til sig selv, bekræfter blot læseren i fortællerens upålidelighed. Foruden sig selv og begivenhederne er det nødvendigt at bemærke, at præsten ikke blot fortæller en historie om fremmede karakterer, men derimod beretter om en hændelse som fandt sted i hans inderkreds. Man kan argumentere for at fortælleren ikke burde være distanceret til sine nærmeste venner, hvilket blot gør det mere relevant at undersøge hvor dybt denne afstandstagen stikker. Netop denne distancering fra de begivenheder, som han selv vælger at berette om, gør det oplagt at kigge på, hvor meget i fortællingen som præsten udelader, pynter på eller måske endda helt har opfundet på egen hånd. Det er dog også nødvendigt at undersøge om den upålidelige fortæller med vilje fører sin læser bag lyset, eller om vedkommende simpelthen ikke ved bedre, i det handlingen er skjult for fortælleren.

Der opstår ydermere et spændingsforhold mellem den dramatiserede fortæller og upålidelighed i forhold til begivenhederne, som det udlægges af Booth. At fortælleren er en dramatiseret og handlende karakter i de omtalte begivenheder burde først og fremmest betyde at hans udlægning af sagen burde være pålidelig, men da dette ikke er tydeligt, er det nødvendigt at tage højde for graden af subjektivitet og ikke mindst selektiv deling af information i sin analyse af novellen. Her ville det være essentielt at kigge på præstens påstand om karakterernes anonymitet, som det fremgår af følgende: ”Hvad i hint Tidspunkt sneg sig skummelt omkring som blot mundtligt Rygte, kan gerne nu betros til Papiret med Udeladelse af de paagældendes Navne;” (Blicher 1) Holder man dette løfte op mod den gradvise navneafsløring i løbet af fortællingen. Blandt andet ville det være nærlæggende at undersøge hvorvidt afsløringen af navne er en lige så stor fejltagelse som da majoren i febervildelse taler over sig, eller om den gradvise afsløring er udtryk for hvordan novellens andre hemmeligheder bliver røbet.  Præsten søgte angiveligt at blotlægge handlingsforløbet for at komme sladderen til livs og derved flå forklædningen af mysteriet, hvorfor det er relevant at kigge på, hvor mange elementer af hemmeligholdelse som præsten ubevidst formår at røbe igennem sin beretning både bevidst og ubevidst. For at kigge på fortællerens intentioner ved at tilbageholde information, er man også nødt til at se på fortællingens grundvilkår. Tager man udgangspunkt i Iversens begreber om sjuzhet og fabula, som fortællingens byggesten, så bør man tage højde for at der går tyve år fra handlingens begyndelse og til fortællertiden. Altså er der en enorm kontrast mellem fortalt tid og fortællertid. Denne temporale distance nævnes også af Booth som noget der påvirker fortælleren og denne pålidelighed. At den fortalte tid ligger så langt forud for den fortællende tid giver grund til at undersøge, hvorvidt præstens bedrag måske ikke er intentionelt, men nærmere et resultat af forglemmelse og bagudsyn. Her er følgende udtalelse særligt interessant at kigge på:

En fri og ubunden Pige kan vove et saadant […] men naar en Fæstemø tillader sig sligt, fremstiller hun sig selv som Kokette; og er det en gift Kone, vil hun af enhver ikke ganske uerfaren Kavaler anses for, hvad Hun enten er eller vil vorde – en Skøge. (Blicher 3)

Hvorvidt der er tale om en fordom eller om præsten er påvirket af den temporale distance vil altså være en betydelig detalje i forhold til forklædningstematikken. Den narrative distance bliver altså et omdrejningspunkt i at tematisere forklædning i novellen, hvorfor det også er relevant er kigge på de yderligere forklædningselementer i fortællingen. Den tematiske forklædning findes nemlig i mere end blot distancering og fortælleteknik. Teoretikeren Baggesen peger på hemmeligholdelse som et karaktertræk hos Elise, der er af den overbevisning at kærligheden er renest, når denne er hemmelig, hvilket kan udledes af følgende: ”„Hemmelighed,” lød det tredie, men i Tiden formodentlig det mellemste, „er Livsprincippet i Kærlighed; uden denne mangler Myrten baade Rod og Top.”” (Blicher 15) Når Baggesen peger på Elises præference for skjulte romancer, så er der også her tale om en forkærlighed for forklædning. Foruden Elises opfattelse af kærlighed og dennes betydning for novellen, så er det også oplagt at kigge på maskeballet som symbol, hvad end dette er for den konkrete hemmelighed eller for noget mere almenmenneskeligt. Maskeballet kan ligeledes tildeles betydning, da dette afspejler forklædning som tema, men også fordi, at den hemmelige kærlighed opstår til dette bal. Hvis masken antages at være noget symbolsk, vil det være nærlæggende at undersøge om der er tale om Elises, fortællerens eller en helt tredjeparts maske eller facade.

Ved at opfatte forklædning som et paraplybegreb, der dækker over alt der skjules, lægges afstand til eller tildeles en facade, bliver det muligt at undersøge forklædningens mange aspekter. Herunder dens funktion som narrativt element, for at komme nærmere på, hvordan den gennemgribende hemmeligholdelse påvirker fortolkningen af teksten.

Skyggen af H. C. Andersen

Lige så længe som mennesket har været i stand til at tænke, lige så længe har vi funderet over, hvem vi i virkeligheden er, og ikke mindst hvordan vi burde være. Forfattere, digtere, såvel som andre kunstnere har siden tidernes morgen skildret mennesket på forskelligvis i søgen efter sit egentlige jeg, ofte med udgangspunkt i egne oplevelser og erfaringer.

Gennem tiden har selvbilledet ændret sig sammen med vores opfattelse af rigtigt og forkert, men følelserne bag er endnu de samme. Al kunst tager udgang i de store følelser. Fra urtiden til den dag i dag, så er den mest inspirerende af alle kampen mellem hjernen og hjertet, fornuft og følelse, hvor spørgsmål som ”hvem er jeg?” og ”hvem vil jeg egentlig være?” er i fokus. Denne tendens kan også findes i H. C. Andersens eventyr ”Skyggen” fra 1847, der i høj grad er præget af forfatterens egne oplevelser og erfaringer under sine rejser mellem Danmark og Italien. H. C. Andersen, som selv var en splittet karakter, benyttede sit forfatterskab til at udforske forskellige sider af sig selv i sin evige søgen efter sit egentlige jeg.

 

Eventyret beretter om hændelserne mellem en lærd mand og hans skygge ud fra en tydelig kontraktmodel. Under et besøg i syden løsriver Skyggen sig fra manden og går sine egne veje efter et besøg i poesiens hus. Da de mødes igen i de kolde lande, bliver rollerne langsomt byttet om. Efterhånden som deres rejse mod syd skrider frem, manipulerer Skyggen og overstråler sin tidligere herre, der blot ser passivt til uden at ane hvad, der er ved at ske. Tekstens hensigt er at portrættere modsætningsforholdet mellem menneskets ego og id, derved fornuft overfor følelse.

Den lærde mand følger en omvendt kontraktmodel, hvilket kan ses blandt andet ved at eventyret starter i syden, langt fra hjemmet i nord. Ligeledes slutter eventyret i syden. Der sker et kontraktbrud på side 49, linje 20, da Skyggen forlader den lærde mand, for at opsøge poesien. Da dette samtidig er øjeblikket hvor Skyggen får liv, så kan man betragte syden som dens hjem.

Eftersom de to i høj grad følger hinanden, så er deres kontraktmodel direkte modsætninger. Da de to mødes igen og sammen drager mod syden starter deres dannelsesrejse. Allerede her begynder de langsomt at bytte roller, hvilket også kan ses på side 54, linje 22, ”Skyggen var da Herre og Herren var da Skygge.” Betragter man skyggen som et symbol på følelse og den lærde mand som fornuften, så påbegynder den følelsesmæssige splittelse for alvor her. Kompositionen benyttes til at understøtte, hvordan Skyggen, følelse, langsomt tager overhånd og endeligt også besejrer den lærde mand, fornuften.

Modsat mange andre eventyr, så strækker eventyret sig over mange år, hvilket især ses på den panoramiske tidsangivelsen side 50, linje 22, ”og der gik Dage og der gik Aar; der gik mange Aar.” Den panoramiske fortælleteknik bliver dog kombineret med sceniske brudstykker blandt andet ved dialog. Kombinationen af beskrivelser og den fortalte tid underbygger kampen i det indre. Ydermere adskiller eventyret sig ved, at det er Skyggen, der i sidste ende er hjemme på et højere niveau i og med, at han har opnået fuld kontrol.

Den lærde mand er ikke blot en afspejling af forfatteren, men derimod H. C. Andersen selv, en forfatter, der skriver om det gode og det skønne. Dette kan understøttes af den personbundne fortæller, der skaber en indre synsvinkel, i og med at vi får indblik i den lærde mands tanker. Der gøres brug af både en implicit og en eksplicit fortæller for at inddrage læseren i den lærde mands splittelse og derved i H. C. Andersens eget dilemma. Derudover så er brugen af verber i præteritum et udtryk for en fortidig handling og derved et bagudsyn. Dette understøtter at eventyret er baseret på virkelige hændelser.

Selvom skyggen er et symbol på følelse, så er det i høj grad også en personificering af en bekendt ved navn Edvard Collin. I brevudvekslinger mellem de to, forud for eventyrets tilblivelse, finder man udtalelser, der næsten ordret er blevet til dialoger i eventyret ”Skyggen.” Et eksempel på dette er side 54, linje 27-40, hvor Skyggen afviser at være dus med den lærde mand, men er villig til at tiltale ham således.

HC. Andersen foreslår i et brev til Edvard Collin dateret Hamburg, den 19. maj 1831, at de bør være dus med hinanden, så nært de er hinanden. Få dage senere modtager han svaret, ”det ville være overflødigt og os begge ligegyldigt; og er ikke nu vort forhold så behageligt og os begge så nyttigt? Hvorfor da begynde det under en forandret form, en form som vel i og for sig er noget ubetydeligt, men som jeg, som sagt, har en ubehagelig følelse for.” Ligeledes udtrykker skyggen ubehag overfor denne uformelle tiltale.

På trods af afvisningen, så voksede Andersens følelser for Collin, som det kan læses i en af deres senere brevudvekslinger, ”Jeg holder så inderlig meget af Dem, måske mere end De tror; med min hele sjæl hænger jeg ved Dem, gid De ret kunne føle det! (…) De ved det var et hjertes udbrud af mig, et længe næret ønske, at jeg kom frem med det, kan dog ikke have gjort at De nu føler noget hos Dem, der gør De ikke kan møde mig således som jeg ville? Sig mig det kun! Jeg har slet intet i verden mit hjerte nu ret hæfter sig til, selv poesien er mig ikke så kær og hellig.” At dømme efter brevets tone er deres interesser lige så modsatrettede som Skyggen og den lærde mands udbytte af deres fælles rejse.

Med dette i mente kan eventyret tolkes som værende mere end blot en kamp mellem fornuft og følelse, men også problematikken ved ugengældte følelser samt overgangen fra venner til elskere i et samfund, der ikke billiger partiet. Eventyret er et udtryk for den hæsblæsende kærlighed, der udrydder fornuften. Den lærde mand, og dermed H. C. Andersen selv, opgiver alt hvad han er, for at smigre den person, som han beundre. På samme måde lokker Skyggen manden til at opgive sit ego og overgive sig til id’et.

Antager man at de to hovedpersoner er personificeringer, af ikke blot de to individer, men også fornuft og følelse, så handler eventyret om selv’et på et højere niveau og er derved et metaeventyr. Altså er temaet mere end blot den indre kamp mellem fornuften og begæret, men i lige så høj grad ugengældt kærlighed og homoseksualitet som synd. Temaer som disse er stadig relevante den dag i dag.

Den indre kamp bliver eksempelvis også portrætteret i filmen Black Swan fra 2010, hvor den tilbageholdende og afmålte danser langsomt taber sig selv til den rolle, hun er blevet tildelt. Det er muligt at drage direkte paralleller mellem hovedpersonen Nina og den lærde mand. Det samme er gældende for den sorte svane og skyggen. Begæret destruerer i sidste ende al form for rationel tænkning. Deres behov for at behage bliver for både Nina og den lærde mand deres undergang, da de to handlingsforløb begge ender med døden.

Nina bliver tildelt rollen som den sorte svane og den lærde mand spiller skygge, men selvom deres motiv for at takke ja til denne rolle er dybt forskellige, så er følgerne i høj grad de samme. Hvor det er præstationspresset der i sidste ende ødelægger Nina, så er det ønsket om ikke at trodse Skyggen der nedbryder den lærde mand. Begge taber de dog sig selv på rejsen, og vælger at ofre deres ego for at dyrke det animalske id. Splittelse af personligheden og kampen mellem fornuft og følelse er altså lige så relevant den dag i dag, som det var på H. C. Andersens tid.

 

Uanset om man er balletdanser eller forfatter, så er fornuft og følelse bestandigt et spørgsmål som betager mennesket. Kampen mellem hjernen og hjertet, fornuft og følelse, er ikke blevet lettere igennem tiden. Forskellen på hvem man er, og hvem man gerne vil være, er et emne der ikke kan udtømmes. Særligt når tiden varigt ændrer afstanden mellem, hvad der er let, og hvad der er rigtigt. Splittede karakterer, som H. C. Andersen selv, vil højst sandsynligt fundere evigt over, hvem der er deres egentlige jeg, da det er en hårfin balancegang med udfald til begge sider.

The Passage

Skærmbillede 2016-07-31 kl. 11.05.04

For tiden er der intet mere hipt end post-apokalyptiske fortællinger. Vi har set The Hunger Games. Vi har set Divergent. Vi har set The Maze Runner, for ikke at glemme fortællinger som The Walking Dead. Historierne om en verden efter denne er overalt hvor vi kigger, men alligevel er der ingen der har gjort det som Justin Cronin gør i The Passage.

Her følger vi ikke blot et menneskeliv igennem en ødelagt verden. Vi følger også de som ødelægger den og de som er dømt til at overleve den. Menneskeforsøg, en alt ødelæggende epidemi og skrøbelige samfund er altid en sikker vinder for enhver der elsker dystopi. En springfarlig cocktail der går lige i hjertet på enhver læser.

The Passage er resultatet af en samtale Cronin havde med sin datter, der mente at hans bøger var kedelige. Denne indblanding fra hans datter er tydelig at fornemme, da børn har en helt særlig forståelse af det uventede og det nyskabende. En kreativitet der ikke må benægtes eller undervurderes.

Jeg sad med en tom følelse da jeg lagde bogen fra mig. Efter knap tusind sider spredt over et handlingsforløb på hundrede år, så er verdenen i bogen mere virkelig end den omkring dig. Det første jeg udbrød efter at have vendt sidste side var intet mindre end ”Godt jeg købte den næste bog også, så jeg ikke behøver vente alt for længe.”

The Sky Is Everywhere

the-sky-is-everywhere-jandy-nelson

Lennie er ikke som så mange andre teenagere. Tvært imod så er hun taget ud af en John Green roman. Denne spøjse personage, der spreder digte over alt i byen, er fyldt med finurligheder der gør hende så virkelighedstro, at man føler, at man som læser har fået en ny ven. Vores hovedperson har lige mistet sin søster. Et tab der kan få enhver til at opfører sig utilregneligt og ud over det normale. Denne irregulære opførsel går ud over alle de som står hende nærmest, hvilket efterlader hende forfærdeligt alene.

Vi følger Lennie i livet efter søsterens død. Skyldfølelsen over at være lykkelig i en verden hvor søsteren ikke eksisterer. Et forfærdeligt had til sig selv og omverdenen over at det overhovedet er sket. Følelserne er mange og som læser går dette lige i hjertet. Særligt hvis man selv har mistet nogen, da Nelson formår at udtrykke alle de følelser, som man ikke selv kan sætte ord på.

Jeg var flere gange irriteret på hovedpersonen, da hun ofte kvajer sig gevaldigt. Dog er dette hvad der gør hende så menneskelig. Det faktum at hun ikke engang forstår hvorfor hun selv handler som hun gør, er en af de ting, som jeg kan genkende fra mig selv. En menneskelig fortælling om de ting som ikke altid giver mening.

Er man vild med John Green og David Levithan, så er dette klart en bog som man vil nyde i fulde drag. Den bære alle de menneskelige karakterer og de finurlige konflikter, der er på grænsen til hverdagen uden at være kedelige. The Sky Is Everywhere er en bog om livet efter døden blandt de levende.