Indledning

Naturen har altid været vores omdrejningspunkt, hvad enten mennesket har dyrket naturen som en gud eller behandlet den som en ressource. Derfor virker det også kun som en selvfølge, at naturen spiller en rolle i menneskets fortælling om verden og om sig selv. Den utopiske forestilling om moderjord møder i moderne tid en faretruende klimakrise, hvilket afspejles i litteraturen. Klimaforandringer og menneskeskabte katastrofer har inspireret utallige science-fiction romaner og ikke mindst post-apokalyptiske dystopier. En af de mange forfattere som behandler den aktuelle klimakrise er Margaret Atwood, der med sin roman The Handmaid’s Tale (1985) skaber et univers, hvor det økologiske kollaps har påvirket menneskets fertilitet. Dette resulterer i en komplet omstrukturering af samfundet, hvor den fertile kvindes eneste rolle er at føre menneskeracen videre. Reduceringen af kvinder og den statslige kontrol af naturlige processer er ikke blot et tankeeksperiment, men noget der giver anledning til overvejelser om vores eget nutidige samfund. Derfor er det relevant at undersøge hvordan køn, herunder særligt kvinden, og økologiske processer forbindes i Margaret Atwoods The Handmaid’s Tale betragtet ud fra økofeministiske perspektiver.

For at klargøre dette vil jeg indledningsvis redegøre for patriarkatets undertrykkelse af kvinder såvel som natur med udgangspunkt i “Development as a New Project of Western Patriarchy” af Vandana Shiva fra antologien Reweaving the World: The Emergence of Ecofeminism (1990). Dernæst vil jeg foretage en analyse af The Handmaid’s Tale af Margaret Atwood med fokus på kvindens rolle i et patriarkalsk samfund, samt det økologiske kollaps betydning for kvinden. Herved bliver det muligt at undersøge, hvordan økologi kommer til udtryk i værket ud fra et økofeministisk synspunkt. Med udgangspunkt i min analyse vil jeg foretage en vurdering af, hvordan forholdet mellem kvinder og natur kommer til udtryk igennem undertrykkelsen af kvinder. Ved at fremhæve de økologiske processers betydning for kvinden bliver den ulige påvirkning af den aktuelle klimakrises konsekvenser ekspliciteret, som det kommer til udtryk i værket.

Redegørelse for patriarkatets undertrykkelse af kvinder og natur

Filosof, økofeminist og miljøaktivist Vandana Shiva klarlægger i sit essay “Development as a New Project of Western Patriarchy,” hvordan det vestlige patriarkat har påvirket både naturen og kvinden negativt. Ifølge Shiva, har den hvide mands undertrykkelse af naturen, kvinder og andre kulture skjult sig bag et løfte om udvikling og fremskridt, underforstået at dette var gavnligt for alle. Denne udvikling bygger dog på den vestlige idé om vækst og kapital. Naturen er ikke i sig selv produktiv, men skal kultiveres. “A stable and clean river is not a productive resource in this view. It needs to be “developed” with dams to become productive.” (Shiva 191) Først efter den vestlige modificering af den naturlige ressource bliver dette til et produkt, der har egentlig værdi.

Denne tankegang resulterer i at utallige indfødte befolkninger, som i tusindvis af år har levet i pagt med naturen, anses som fattige og uciviliserede, da de ikke deler vestens materielle verdensforståelse. Med ønsket om at udbrede nye teknologier og øge væksten pålægges disse befolkninger vestens idealer. Resultatet bliver dog ikke øget rigdom for den lokale befolkning, tværtimod, så er det primært det vestlige patriarkat, der har gavn af udviklingen. Shiva benytter eksemplet: “Amazonian tribes have for many thousands of years had their needs more than satisfied by the rich rain forest. Their poverty begins with the destruction of the forest” (Ibid. 199) Her bliver det tydeligt, hvordan den vestlige kultivering af landarealer skader den lokale befolkning, mens industrien tjener penge på den såkaldte udvikling. Her er det særligt interessant at fokusere på de samfundsmæssige konsekvenser:

It involves the simultaneous subjugation of nature and women. It arises from limited patriarchal thought and action that regards its self-interest as universal and imposes it on others in total disregard of the needs of other beings in nature and society. […] Justice, equality and peace are ultimately tied with ecological stability. (Ibid. 193)

Undertrykkelsen af natur er derved tæt forbundet med undertrykkelsen af kvinder og ikke-vestlige befolkningsgrupper. Det vestlige patriarkats syn på naturen som en ressource afspejler sig i samfundets struktur, da den økologiske stabilitet har direkte betydning for ligestilling og trivsel. Udnyttelsen af naturen er derved ikke blot ophav til ulighed, men samtidig et udtryk for den tankegang, der tillader patriarkatet at udøve magt over andre. Forbindelsen mellem køn og natur bliver særlig tydelig, hvis man betragter de tildelte egenskaber: “Activity, productivity, and creativity are removed as qualities of nature and women and turned into exclusive qualities of men. Nature and women are transformed into passive objects to be used and exploited.” (Ibid. 194) Både naturen og kvinder er igennem historien beskrevet som fertil, forførende og farlig, hvilket retfærdiggør undertrykkelsen og udnyttelsen af begge. Det forførende skal holdes i kontrol igennem ejerskab, herunder ægteskab, imens det farlige skal tæmmes og civiliseres af den vestlige mand. Resultatet bliver, at kvinder afholdes fra at deltage i udviklingen, samtidig med at den bliver påtvunget dem, hvorfor Shiva argumenterer for, at kvinder på trods af at have betalt den vestlige civilisations pris, stadig afholdes fra dens fordele, herunder økonomisk gevinst. Kapitalismens store fokus på profit og produktion medfører en hierarkisk inddeling af samfundet, hvor nogle altid har mere end andre. Dette resulterer i fattigdom for utallige mænd og kvinder, men kvinderne bliver som regel hårdere ramt på baggrund af deres køn. (Ibid. 190)

Det vestlige patriarkalske system medfører at natur, kvinder, indfødte og fattige påvirkes mere af forurening, da de ikke har midlerne økonomisk eller politisk til at beskytte sig selv. Shiva pointerer i denne sammenhængen at: “Woman is alienated from and dominated by man, nature is seperated from and exploited by man, and society is torn apart by fragmented thought and action, by projecting duality, divisions and dichotomies where they do not exist.” (Ibid 193) Tendensen til at adskille mænd og kvinder, civilisation og natur beskyttes altså igennem patriarkatets retorik og underliggende samfundsstrukturer.

Patriarkatet har længe rådet over det politiske felt, men i takt med stigende klimabevidsthed og kvindefrigørelse er der opstået en konflikt mellem dem, der ønsker at udnytte naturens ressourcer og de, der ønsker at beskytte naturen og genoprette tidligere økologiske systemer. ”Political struggles based on ecology in the industrially advanced countries are rooted in the conflict between long-term survival options and short-term overproduction and overconsumption.” (Ibid. 196) Patriarkatet har længe udnyttet og behandlet både kvinden og naturen som en ressource, hvilket begynder at påvirke de økologiske processer. Det er konsekvenserne af dette, som Atwood i sin roman The Handmaid’s Tale forsøger at undersøge virkningen af på længere sigt, hvis ikke forholdet til natur og kvinde ændres fra overproduktion til økologisk samspil.

Analyse af kvindens rolle i samfundet i The Handmaid’s Tale

The Handmaid’s Tale (1985) af Margaret Atwood foregår i en dystopisk verden, hvor økosystemet er kollapset som resultat af menneskets behandling af naturen. Fortællingen finder sted i det fiktive land Gilead, hvor samfundet er stærkt præget af omvæltningen. De præcise omstændigheder og grunde til det økologiske kollaps forbliver ukendt, men der er ingen tvivl om at konsekvenserne er menneskeskabte, og skyldes uhensigtsmæssig behandling af naturens ressourcer. Dette kommer eksempelvis til udtryk i følgende: “The air got too full, once, of chemicals, rays, radiation, the water swarmed with toxic molecules, all that takes years to clean up, and meanwhile they creep into your body, camp out into your fatty cells.” (Atwood122) De skadelige stoffer påvirker altså alt de kommer i nærheden af, inklusive mennesket selv. Disse kemikalier ophobes i cellerne, hvilket i sidste ende fører til misdannelser, faldende fertilitet og sygdom. Omfanget af ødelæggelserne kommer blandt andet til udtryk i salget af fødevare, da ikke alle varer er tilgængelige og kun i begrænset omfang: ”[…] haddock, swordfish, scallops, tuna; lobsters, […] Could they all be extinct, like the whales?” (Ibid. 173) Udryddelsen af dyrearter er dog kun et symptom på en langt større problematik. Hele økosystemer er gået til grunde, hvilket har resulteret i et samfund bag mure, hvor de forsøger at kontrollere omgivelserne. De omfattende skader på miljøet løses altså ved at fjerne sig fra problemet, hvorved mennesket fjerner sig fra den natur, de har ødelagt.

Særligt den faldende fertilitet er årsag til omstrukturering af civilisationen. Elitære barnløse par kan anskaffe sig en rugemor, en såkaldt ”handmaid.” En rolle som fertile kvinder tvinges til at påtage sig, for at sikre fremtiden. Fortælleren Offred er en af disse kvinder og er derfor nødsaget til at have samleje med manden i det par, hun er blevet tildelt. Hvis en kvinde formår at blive gravid, så er det dog ingen garanti for, at barnet er levedygtigt. Da en anden handmaid bliver gravid, udtrykker Offred bekymring: “What will Ofwarren give birth to? A baby, as we all hope?  Or something else, an Unbaby, with a pinhead or a snout like a dog’s, or two bodies, or a hole in its heart or no arms, or webbed hands and feet?” (Ibid. 122) Hendes spekulationer giver et indblik i nogle af de mange mutationer, der ses hos nyfødte. Er barnet ikke sundt og raskt, bliver det omtalt som en ”Unbaby” og umenneskeliggøres derved, for at retfærdiggøre dets drab. Ultralydsscanninger er gjort ulovlige i frygt for at skade fosteret. Samfundets stærke behov for børn resulterer ligeledes i, at aborter er ulovlige uanset grunden. Det samme er prævention, da de infertile ikke behøver det, og de fertile kvinder ikke har ret til at benægte moderskab.

Fertilitet og social kontrol

I romanen er fertilitet tæt kædet sammen med social kontrol og et særligt kvindesyn, hvilket især kommer til udtryk i måden, idet samfundet er indrettet efter et patriarkalsk styre, hvor mænd er i kontrol over de biologiske processer. Kvindens sociale status er tæt kædet sammen med hendes fertilitet og ægteskab, hvilket også udstilles igennem en given farve, som de forventes at iklæde sig. Eksempelvis er infertile kvinder gift med højtstående mænd klædt i blåt. Handmaids er pålagt at bære rødt, hvilket konnoterer menstruationsblod. På den måde iklædes de den reproduktive funktion, som de ved særlige centre trænes op til at udføre. Gennem farver og direkte fertilitetsuddannelse samt rituelle undfangelsesceremonier forsøger mændene at undertvinge sig kvindens biologiske processer på samme måde, som man tidligere har undertvunget sig naturen.

Økofeminist og forsker Heidi Hutner påpeger i den forbindelse at: “In the fictional nation of Gilead, a land so polluted that human reproduction has diminished significantly, women are forced to procreate for “the good of the nation,” are blamed for their inability to conceive, and are punished when they give birth to “monsters.”” (Hutner 320) På denne made placeres skylden altid hos kvinderne uanset resultatet. Patriarkatet har længe kunne styre naturen, men når denne magt pludselig ikke viser sig at være tilstrækkelig til at kontrollere fertiliteten, så må dette ultimativt være kvindernes skyld: “It’s only women who can’t, who remain stubbornly closed, damaged, defective” (Atwood 215) Her fremgår placeringen af skyld tydeligt, og det bliver klart at mændene ikke anser deres egen fertilitet, som et muligt ophav til problematikken. Hvis en handmaid ikke bliver gravid tids nok, straffes hun med døden, også selvom det ikke nødvendigvis er hende, der er infertil. Ved at reducere kvinderne til deres menstruationscyklus, sættes de også direkte i forbindelse med månecyklusser og derved naturen. Omfanget af denne reducering ses særligt i Offreds tidsopfattelse: “But I tell time by the moon. Lunar, not solar” (Ibid. 209) Heraf udledes at hendes liv drejer sig om fertilitet i så høj grad, at hun ikke længere betragter tid på anden måde end ud fra sin cyklus.

Handmaids anskaffes udelukkende af højtstillede, hvorfor de bliver en genstand, man kan erhverve sig, hvis man har penge nok. I kraft af at handmaids bliver en vare, så bliver børn ligeledes noget, man kan købe sig til, såfremt man har råd. Naturens biologiske reproduktion forvandles herved til et produkt af kapitalismen. Dette forstærkes af måden, hvorpå de fertile kvinder tjekkes af en læge regelmæssigt, på samme måde som man kontrollerer et køretøj ved service. Deres tilhørsforhold bliver også synligt igennem deres navne. Offred, såvel som Ofglen og Ofwarren, er et resultat af det possesive pronomen ”of” tilknyttet fornavnet på den mand, som kvinden tilhører. Da en handmaid præsentere sig for Offred under same navn, som en af hendes bekendte, bliver flygtigheden af deres identitet markant: ”And of course she is, the new one, and Ofglen, whereever she is, is no longer Ofglen.” (Ibid. 295) En handmaid forbliver altså kun sit navn, så længe hun tilhører den pågældende mand. Når denne handmaid skiftes ud, overtages navnet af en ny.

Patriarkatets fremmedgørelse

I Gilead opstår derved et paradoks i kraft af, at kvinder der ikke kan få børn ses ned på og kaldes for ”Unwomen,” alt imens de fertile handmaids objektiviseres og udnyttes på baggrund af deres reproduktive egenskaber. Objektiviseringen er dog kun resultatet af den fremmedgørelse, som kvinderne udsættes for. Som led i et mislykket flugtforsøg før samfundet bryder sammen, bliver fortælleren og hendes kæreste nød til at slå deres kat ihjel, for at den ikke skal sulte. Under samtalen om kattens skæbne, ændres kattens pronominer fra det personlige ”her” til det tingslige ”it.” Om dette skift udleder Offred: “That is what you have to do before you kill, I thought. You have to create an it, where none was before. You do that first, in your head, and then you make it real.” (Ibid. 202) Altså genkender hun den dehumanisering katten udsættes for inden den dræbes, da dette er den samme metode, som patriarkatet og den nye verdensorden benytter sig af overfor kvinderne. I kvindernes tilfælde sker objektiviseringen dog ikke fra en sætning til en anden, men igennem en udvikling så langsom, at ingen når at stoppe det, før det er for sent.

Opløsningen af den kvindelige identitet begynder med at deres bankkonti lukkedes og alle af hunkøn mister deres job: “Women can’t hold property any more, she said. It’s a new law.” (Ibid. 187) Ved at ekskludere kvinder fuldkommen fra kapital og erhvervsliv mister de muligheden for at agere selvstændigt, da de bliver afhængig af en mandlig værge. Ydermere fratages kvinder gennem tid deres ret til at stemme, samt til at læse bøger og opsøge viden. Dette er en gennemført strategi for at holde kvinderne i snor, og derved forhindre, at de sætter sig op imod deres mand, og derved op imod staten. Den pludselige ulighed påvirker fortællerens forhold til sin mand: “We are not each other’s, anymore. Instead, I am his.” (Ibid. 192) Ægteskabet forvandles tilbage til sin traditionelle form. Derved mister ægteskabet den moderne karakter af partnerskab og bliver til et spørgsmål om ejendom og ejerskab over kvinden. De små friheder fratages kvinden, hvilket løbende udvikler sig, indtil kvinders eneste identitet er deres funktion.

Denne tendens ses også i måden hvorpå kvinder defineres på baggrund af deres kønsrolle, eksempelvis wives, aunts og handmaids. Modsat, defineres mænd ud fra deres militærrang. Altså ud fra deres bedrifter frem for deres køn, hvorigennem patriarkatet bekræfter sig selv i dets gerning. Alle kvinder er stærkt påvirket af denne opløsning af identitet, men særligt handmaids bliver reduceret i sådan en grad, at de udelukkende defineres ved deres fertilitet. ”We are for breeding purposes. […] We are two-legged wombs, that’s all: sacred vessels, ambulatory chalices.” (Ibid. 146) Herved er handmaids ikke blot kvinder som et objekt, men derimod udelukkende deres livmoder og eksisterer kun på samme måde som en kuvøse. Kvinderne dehumaniseres for at behandlingen af dem kan retfærdiggøres. Patriarkatet bruger undskyldningen over for sig selv, at det nødvendigvis må være sådan for at menneskeracen kan bestå, imens de udnytter kvinden på samme måde som de har udnyttet naturen.

Vurdering af forholdet mellem kvinder og økologiske processer

Ifølge økofeministisk teori er der en sammenhæng mellem social ulighed og naturens tilstand, hvilket Atwoods romankan siges at understøtte. Reproduktion er på grund af graviditeten tæt knyttet til kvinderollen, såvel som naturen på baggrund af biologien. Når de økologiske processer nedbrydes er kvinderne altså de første, der bebrejdes. Ufødte er i høj grad udsatte overfor miljøforurening på grund af deres tidlige udvikling. Igennem livmoderen overføres skadelige stoffer til barnet, hvorfor disse kan få mutationer eller blive infertile. Derved forvandles det, der skulle have været et sikkert og trygt miljø for fosteret, til noget giftigt og skadeligt, hvorfor moderen, ifølge Hutner, bebrejdes for at have forgiftet sit barn. (Hutner 320)

Hele idéen om handmaids bygger på forestillingen om, at det udelukkende er kvinder, som bliver påvirket af kemikalier og giftstoffer i naturen. Af samme årsag er det strengt forbudt for en handmaid at ryge, drikke eller blive ultralydsscannet i frygt for at skade fosteret eller forringe hendes chancer for graviditet. Samfundets grundtanke er, at en fertil kvinde er løsningen på barnløshed, uden nogensinde at overveje, om det er manden, der ikke er i stand til at få børn. Patriarkatet anser sig selv for hævet over naturen, hvilket fører til slutningen, at naturen nødvendigvis kun kan påvirke kvinder. Derved bliver klimaproblematikken anset som en kvindeproblematik, frem for en negativ økologisk udvikling, der påvirker kvinder, såvel som mænd. Det der adskiller klima og kvinde fra så mange andre samfundsproblematikker er, at i stedet for at behandle ophavet til udfordringerne, så vælger man at fjerne kvinderne fra det skadelige, og fjerne sig selv fra naturen. På denne måde behøver man ikke opgive kapitalismen eller patriarkatet, for at mindske de direkte konsekvenser. Infertiliteten bliver behandlet som en sygdom, selvom dette blot er et symptom på et meget større problem.

Økokritikker Lin Nelson påpeger i essayet “The Place of Women in Polluted Places” denne tendens: “If women are deemed to be especially vulnerable, we may be offered special protections and restrictions and we may be held especially liable for our conduct and whereabouts in a toxic world. Instead of controlling pollution and polluters, we may be subject to more social control.” (Nelson 186) Når man fejlagtigt antager at kvinder er de eneste, der er modtagelige overfor skadelige stoffer og giftige gasser, så benægter man samtidig at kigge på de klimamæssige grunde bag. Resultatet bliver øget social kontrol, da fødedygtige kvinder igennem lovgivning bliver forhindret i at arbejde i miljøer, som tillades for mænd. Ved at skabe regler under påskud af at skåne kvinden og et potentielt foster for giftstoffer, så skaber man også et skel mellem mandlige og kvindelige arbejdere, da ansatte af hankøn herved bliver at foretrække.

Hvis noget vurderes at være skadeligt for en person, så er den rationelle reaktion at fjerne vedkommende fra problemet. Rører man eksempelvis ved en kogeplade, vil man hurtigt fjerne hånden, og på den måde tage afstand til smerten. Derved er tankegangen bag fjernelsen af kvinder egentlig logisk nok. Der, hvor det bliver ulogisk, er, når man beskytter kvinder, uden også at yde mænd den samme beskyttelse overfor skadelige stoffer. Selvom der er biologiske forskelle på mænd og kvinder, så indånder en mand og en kvinde i samme rum trods alt den samme luft, og udsættes for eksempelvis den samme mængde stråling. Alligevel er det kun kvinder, som fjernes fra farlige arbejdspladser, da de på baggrund af deres fertilitet og biologiske processer anses som værende mere skrøbelige og ikke mindst mere modtagelige overfor forurenende stoffer. Foruden at styrke uligheden mellem mænd og kvinder, så tillader sådanne lovgivninger også, at arbejdspladser fokuserer mere på at beskytte kvinderne, frem for at ændre det giftige miljø, som arbejderne udsættes for i produktionen. Dem, der mister mest i sidste ende, er de kvinder, der undertrykkes, og de arbejdende mænd, som ikke beskyttes, alt imens virksomhedens ejere holder sig på afstand.

Altså bliver kapital og vækst prioriteret højere end økologi og lighed, økonomisk såvel som socialt. Patriarkatets naturbegreb bliver afgørende for, at kvinders undertrykkelse kan retfærdiggøres, eftersom udnyttelsen af naturen muliggør udnyttelsen af kvinder. Ud fra et sociocentrisk økofeministisk synspunkt, så er det altså de fattige og kvinder, som bliver mest påvirket af patriarkatets udnyttelse af naturen. Dette fremgår også tydeligt i Atwoods roman, The Handmaid’s Tale, hvor ødelæggelsen af økologiske processer fører til undertrykkelse af fattige og ikke mindst kvinder. Eftersom klimaet er stærkt påvirket af, hvordan vi som mennesker behandler naturen, så fremstår det også næsten som en selvfølge, at social og økonomisk lighed påvirkes af økosystemets trivsel.

Konklusion

Margaret Atwood formår med The Handmaid’s Tale at skabe en dystopisk fremtidsfortælling, som ikke ligger særlig langt fra vores egen nutid, hvis destruktionen af økologiske processer vedbliver. Patriarkatets ødelæggelse af naturen sætter allerede nu sine spor, og ifølge Shiva, fremgår det klart, at klimaforandringerne kommer til at ramme kvinderne hårdest. Udnyttelsen af kvinder og natur kan ved brug af økofeministiske teorier siges at være tæt forbundet, da patriarkatets opfattelse af naturen som en ressource herved fører til behandlingen af kvinder som en ressource, som det ses i Atwoods roman. På trods af at det økologiske kollaps i The Handmaid’s Tale, så er der stadig stort fokus på militær, kapital og utilitarisme. Frem for at behandle ophavet til problemerne, vælger landet Gilead at leve bag lukkede mure, og derved distancere sig fra det ødelagte miljø. Forureningens konsekvenser ses særligt på den faldende fertilitet. Ved at afskære sig selv fra naturen, så afskæres de også fra de biologiske processer, som statsoverhovederne igennem den nye samfundsform desperat forsøger at opretholde. De få fertile kvinder der er tilbage, forbydes at arbejde, drikke og ryge med mere, også selvom de endnu ikke er gravide. De samme regler gælder ikke for mænd, hvorved det bliver klart, hvordan kvinder i forurenede miljøer anses som mere udsatte overfor giftstoffer.

At det økologiske kollaps skulle være kædet sammen med stigende ulighed, ses særligt på den diskriminerende biopolitik. For at finde paralleller til vores eget samfund, behøver man blot at kaste et blik på, hvordan abortlovgivningen omkring i verden skærpes, hvis ikke aborter direkte forbydes uanset årsagen bag. Den type lovgivning rammer hovedsageligt kvinder, da de tvinges til at gennemføre graviditeten. Den statslige kontrol af fertilitet og fødsler er altså ikke udelukkende et element i litteraturen, men også en klar virkelighed i vores egen biopolitik. Igennem kampagner og politiske tiltag søger regeringerne at påvirke befolkningens reproduktion, hvad enten dette er af religiøse årsager eller med ønsket om at opretholde et ellers faldende befolkningsantal. Resultatet bliver at kvinder behandles som en ressource og undertrykkes på samme måde som naturen, hvilket i sidste ende blot forstærker det igangværende økologiske kollaps.

Litteraturliste

• Atwood, Margaret. The Handmaid’s Tale. 1985. Vintage, 2010.
• Hutner, Heidi. “Ecofeminism and Mothering”, Encyclopedia of Mothering, s. 318-320. SAGE Publications, 2010.
• Nelson, Lin. “The Place of Women in Polluted Places”, Reweaving the World: The Emergence of Ecofeminism, s. 173-188. The Sierra Bookclub, 1990.
• Shiva, Vandana. “Development as a New Project of Western Patriarchy”, Reweaving the World: The Emergence of Ecofeminism, s. 189-200. The Sierra Bookclub, 1990.