Folk kommenterer ofte på mit sprog. Både på skrift og i tale. Jeg får at vide, jeg lyder voksen, hvis ikke ligefrem gammeldags. I sådan en grad at flere undervisere gennem tiden har undret sig over, hvor jeg får det fra.
Det er let at skyde skylden på de mange fagbøger, jeg kværnede igennem allerede før jeg lærte at læse. Det er ligeledes let at bebrejde de mange klassikere, jeg har læst siden en alt for ung alder. Måske er jeg bare en gammel sjæl, der ikke ved, hvornår jeg skal stoppe.
Når det kommer til mine romaner opstår der dog let et problem: På trods af, jeg selv er ung, afspejles det ikke altid i min måde at skrive på. Nu hvor anmeldelserne på Fra ild til aske begynder at tikke ind, gør det mig faktisk lidt nervøs. Og med rette:
“The language is more mature than the age displayed of the characters. When I was of that age, I didn’t know the meaning of some of these words the author uses to describe our main characters innermost feelings. In a way, it makes the audience of this book expand to grownups too; it may have been intentionally, in which case its genius.”
Marlene Mortensen, Goodreads
Anmeldelse er overordnet positivt (og tusind tak for det!), men jeg vil alligevel gerne uddybe mit sprogbrug uden det skal lyde som et forsvar (eller et angreb for den sags skyld).
Er deres sprog virkelig for modent til deres alder? Måske. Men hvis der er noget, jeg som læser hader, er det når voksne og erfarne forfattere taler ned til unge ved at bruge et simplificeret sprog.
Unge forstår langt mere, end mange går og tror.
Jeg startede med at skrive Fra ild til aske, da jeg var 14. Eftersom hovedpersonerne er 16-17, er jeg vokset op med dem. Deres sprog er på mange måder mit sprog.
Så er det modne sprogbrug intentionelt? Både og. Hvis nogle ord og formuleringer er for modne til karaktererne, er det i hvert fald ikke et uheld.
Det er resultatet af mig selv og min omgangskreds.
Det er resultatet af, at mange ældre ord får en renæssance i det moderne sprog. Formentlig på grund af indflydelsen fra det engelske. Ikke desto mindre oplever ord som ambivalent, absurd og horribelt en opblomstring i sproget. Noget, jeg mener litteraturen bør afspejle.
Måske er det distraherende for læseren. Måske vil nogle finde det urealistisk eller ‘for voksent’ til en flok teenagere. Men mit mål med at skrive har altid været at omfavne dem, der falder udenfor. At give dem uden hjem, et sted at vende sig mod.
Jeg skriver de bøger, jeg selv manglede som 16-årig. Og som 16-årig manglede jeg nogen, der turde snakke til mig i øjenhøjde, uden at være bange for, jeg ikke forstod dem.
Når jeg ikke gør mere for at skrive ‘ungdomligt’ skyldes det en række ting. Først og fremmest går det mod ethvert fornuftigt budskab om at være sig selv. Dernæst, fordi jeg håber, der sidder bare én teenager i verden, som tænker: endelig en, der er lidt ligesom mig.
For jeg følte mig uendeligt alene om så mange ting, da jeg var 16. Måden jeg talte på, var blot én af dem.
Cecilie Birkshøj 