Indledning

Den danske forestilling om ghettoen er udsprunget af en lang historie med adskillelse af befolkningsgrupper og kulturel segregering. Ghettoen eksisterer i den kollektive bevidsthed, som et udtryk for et fattigt område med socialt udsatte og kriminalitet. Intet dansk boligområde er dog bygget med ghetto som målsætning. Tværtimod er det resultatet af en utilsigtet klasseopdeling, udviklet efterhånden som én befolkningsgruppe har forladt området, mens en anden er flyttet ind. Den danske regerings ghettodefinition bygger på krav om fattigdom og arbejdsløshed, men ser man på ghettoen historisk, er denne ikke begrænset til underklassen. Derfor er det relevant at undersøge overklassens lukkede miljø ud fra et ghettoiseringsperspektiv og derved komme på sporet af, hvorvidt man kan tale om en eliteghetto.

Den danske ungdomsroman Smukke dreng (2019) af Charlotte Fisher, omhandler drengen Nor og hans omgang i et hårdt og ubarmhjertigt overklassemiljø med stoffer, vold, misbrug og afpresning. Der er på mange måder tale om et miljø, der ligner det vi kender fra betonblokkenes ghetto, hvorfor det bliver relevant at benytte værket i en undersøgelse af overklassens ghettomiljø.

For at komme nærmere ghettobegrebets relevans for den økonomiske overklasse, ønsker jeg at redegøre for social klyngedannelse ud fra Bourdieus teori om kapital, som det udlægges af Lisanne Wilken i Pierre Bourdieu (2006), samt Loïc Wacquants ghettodefinition på baggrund af artiklen ”Ghetto.” (2015) Herefter vil jeg analysere sted og klasse i Smukke dreng af Charlotte Fischer med fokus på kapitalbegreberne. Baseret på min analyse ønsker jeg at foretage en vurdering af, hvorvidt man kan tale om en rigmandsghetto ud fra Wacquants ghettobegreb med understøttende paralleller til dansk ghettolitteratur fra underklassen. Ved at analysere sted og klasse i Fischers værk vil jeg illustrere, hvordan ghettobegrebet også er relevant udenfor den traditionelle ghetto. Gennem et fokus på den økonomiske overklasse, bliver det muligt at eksplicitere, hvordan ghettoen kan siges i højere grad at være et socialt problem, end et spørgsmål om økonomisk kapital.

Redegørelse for kapital, social klyngedannelse og ghettobegrebet

Bourdieu og kapital

For at forstå baggrunden for ghettoiseringsprocessen og social klyngedannelse, bliver Bourdieus begreber om kapital afgørende. Antropolog Lisanne Wilken udlægger i værket Pierre Bourdieu (2006) Bourdieus begreb om kapital, som adgang til materielle og immaterielle ressourcer. Bourdieu inddeler disse i fire overordnede grupperinger; økonomisk, kulturel, social og symbolsk kapital. Økonomisk kapital dækker over materiel rigdom, der let kan omsættes til penge og konkrete beløber. Kulturel kapital indebærer værdier som uddannelse, manerer, sprogbrug, politik og smag indenfor alt fra underholdning til mad. Eksempelvis anses opera som udtryk for en større kulturel kapital end reality-programmer. Den sociale kapital er et udtryk for den værdi der skabes af ens sociale relationer og netværk, herunder familie, venner, ægteskab, kolleger mm. Symbolsk kapital er værdien af morale, ære, ry, prestige, anerkendelse og berømmelse. Den samlede værdi af de fire kapitaler konstituerer et individs magt i det sociale rum. (Wilken 58-64)

De fire kapitaler danner grundlag for en kortlægning af samfundets sociale grupperinger. Wilken peger i den forbindelse på en vigtig pointe i forbindelse med klassesamfundet: ”Klasser skabes ikke af klassestrukturen. Klassestrukturen muliggør deres eksistens; men de skal opfattes, repræsenteres og genkendes af agenter i det sociale rum.” (Wilken, 74) Dette betyder eksempelvis at et par dyre sko kun giver social anerkendelse og udtryk for økonomisk kapital, hvis de omgivende sociale agenter er i stand til at genkende værdien. Ifølge Bourdieus teori om klasse, er grupper med samme kapitaler tættere forbundet end grupper med forskellige kapitaler. Højt uddannede søger højt uddannet selskab, da de her har deres kulturelle kapital til fælles og herigennem bygger videre på den sociale kapital. Sociale klyngedannelser skabes altså på baggrund af kapital-værdi, men kan i nogle tilfælde ende ud i en ghettoiseringsproces.

Ghettobegrebet og social klyngedannelse

En samling af homogeniserede mennesker, der adskilles fra resten af omverden, kaldes traditionelt en ghetto. I tilfældet med den danske ghetto er der primært tale om en social adskillelse, frem for en etnisk og kulturel adskillelse, som det ses i eksempelvis USA. Ghettoer er tæt forbundet med social klyngedannelse, hvilket blandt andet fremgår ved tendensen til, at en bestemt social klasse samles i særlige boligområder. Dette er et naturligt resultat af, at folk med få midler søger en lavere husleje og ligesindede. Omvendt kan man pege på at folk med mange midler søger mod dyrere boligområder, hvor de kan veksle deres økonomiske kapital til symbolsk kapital i form af prestige. Herved opstår der en klasseopdeling baseret på boligområder, og derved spatiale klyngedannelser af minoritetsgrupper. Man kan tale om boligmæssig segregering eller adskillelse, når minoritetsgrupper er rumligt koncentreret og minimalt udsat for majoritetsbefolkningen. Socialklyngedannelse og segregering er altså fundamentet for ghettoens opståen. (Damm et al. 2.2-2.4)

Sociologen Loïc Wacquant formulerer i artiklen ”Ghetto,” (2015) hvad han mener er ghettoens fire grundlæggende træk; stigma, restriktion, rumlig indespærring og institutionernes ramme. Stigma er et udtryk for, at den spatiale segregering af en minoritetsgruppe skyldes, at majoritetsbefolkningen anser førstnævnte som værende farlige eller uhensigtsmæssig at omgås. Dette fører til at majoritetsbefolkningen undgår boligområdet og dets beboer. Restriktion henviser til at minoritetsgruppens muligheder for bosættelse bliver begrænset til særlige områder på grund af majoritetsbefolkningen. Resultatet er rumlig indespærring. Altså at minoritetsgruppen er nødsaget til at bo i et specifikt område af byen med en klar grænse til de øvrige kvarterer. Det fjerde og vigtigste træk ifølge Wacquants er tilstedeværelsen af parallelle og gruppespecifikke institutioner, som betyder området er i stand til at reproducere sig selv indenfor det lukkede miljø og derved ikke blandes med majoritetsbefolkningen. (Wacquant, ”Ghetto” 122)

Wacquants ghettobegreb bygger altså hverken på etnicitet, økonomi eller betonblokke, men er i høj grad et resultat af boligmæssig segregering. Det kan eksempelvis udledes af følgende:

The sociology of marginality must fasten not on vulnerable ‘groups’ (which often exist merely on paper, if that) but on the institutional mechanisms that produce, reproduce and transform the network of positions to which its supposed members are dispatched and attached. (Wacquant, “Revisiting” 1078)

Dette begrundes med at der findes mange forskellige ghettoer. Boligmæssig adskillelse er en nødvendighed for ghettoens opståen, men ikke tiltrækkelig i sig selv. Det der adskiller boligmæssig adskillelse og boligmæssig segregering er, hvorvidt den rumlige indespærring er påtvungen og altomfattende. Derudover er området nødt til at have et komplet sæt af egne institutioner, som tillader gruppen at eksistere og reproduceres indenfor eget område. (Wacquant, ”Ghetto” 122)

Ghettoiseringen kan betegnes som en ”polarisation from below.” (Wacquant, “Revisiting” 1078), da det ikke kun er mennesker, der skaber ghettoen, men også boligområdets arkitektur, beliggenhed, boligpolitik, social politik etc. En ghetto er altså ikke bare betegnelsen for et bestemt sted eller en bestemt type mennesker, men en sammenstøbning af mange aktører og elementer, der kontinuerligt er i spil. Ghettoen eksisterer kun delvist på grund af dem, der bor i området, men skabes også af andres syn på ghettoen og flere ikke-menneskelige aktører. Centralt for ghettobegrebet er den systematiske og omfattende begrænsning af gruppens rumlige udfoldelse og muligheder for selvrealisering. Kravet om stigma er med til at vise, hvordan måden man tænker på ghettoen er med til at producere ghettoen. Begrænses ghettobegrebet til fattige boligblokke, udelukker man overklassens boligområder, hvis segregering på flere måder kan relateres til Wacquants ghettobegreb.

Analyse af sted og klasse i Smukke dreng (2019)

Ved brug af Bourdieus begreber om kapital, bliver det muligt at se på forholdet mellem sted og klasse i Charlotte Fischers ungdomsroman Smukke dreng fra 2019, da bogens hovedperson alene på baggrund af sin spatiale tilknytning tildeles en vis klasse: ”Vi er gymnasieelever fra Nordsjællands Whiskeybælte. Ingen af os står i timelange køer til natklubberne med vores velfriserede homies.” (Fischer 39) Overklassens tendens til at samles i dette område, fører til en sammenfletning af sted og klasse, hvilket også kommer til udtryk i boligområdets overflåd af materielle goder. Beskrivelser af designertøj, palæer og privatstrande sætter hurtigt scenen, og der er ingen tvivl om, at Nor lever et overklasseliv set ud fra et økonomisk perspektiv. ”Jeg har penge, det dyreste designertøj, nyeste elektroniske gear, de rigtige venner, og jeg kommer de rigtige steder. Det hører med til prestigen ved at bo i det rette postnummer: 2930 Topdollar.” (Ibid. 8) Den klare opdeling i rigtige og forkerte venner og steder gør det klart, hvordan overklassen er adskilt fra landets øvrige befolkning. Betegnelsen ’det rette postnummer’ indikerer eksistensen af et forkert postnummer, hvorved linjerne er skarpt tegnet op, og der dannes et implicit ’os’ og ’dem’ baseret på boligmæssige forhold. At overklassen segregeres fra resten af samfundet grundet økonomiske forhold, bliver ekspliciteret ved et gennemgående semantisk skema, der danner rammen om Klampenborg som et enevældigt kongerige. I Nors tilfælde er det i høj grad gennem fodbolden, han kommer til sin egentlige ret: ”De grønne baner er mit kongerige. […] Det er her hvor November Høgh Haxhausen virkelig regerer.” (Ibid. 15) Ved at behandle Klampenborg som et kongerige hæves området over alle andre. Ydermere fremhæves den materielle rigdom og overdådighed. Den økonomiske kapital er i top, men undersøges kongeriget nærmere, bliver det klart, at den sociale kapital er i bund. Nors enevælde er et rige uden indbyggere og derfor også uden betydning.

Det ensomme enevælde

Nors økonomiske tilhørssted er stærkt etableret, men det samme kan ikke siges om hans sociale tilknytning: ”Vi flytter altid. Jeg har ikke noget sted jeg kan kalde et permanent hjem. Heller ikke noget modersmål, jeg er opdraget multisproget og taler dansk med accent.” (Ibid. 17) Ved at flytte fra det ene overklasseområde til det næste rives Nor gentagende gange op ved rødderne på tværs af landegrænser. Det økonomiske miljø ændres ikke, men det sociale og kulturelle bliver udfordret, hvilket kommer til udtryk i Nors flersprogethed.

Overklasse tilværelsen er stærkt isoleret, hvilket eksplicit påpeges: ”Det er som et univers for sig; beskyttet mod omverdenens skadelige påvirkning. Vi kalder det ‘Reservatet’.” (Fischer 15) Omverden opfattes altså som noget eksternt, de skal beskyttes imod. Noget skadeligt og derfor noget man bør holde sig fra. Betegnelsen Reservatet indikerer tryghed, men miljøet på privatskolen er alt andet end trygt, hvilket får det til at klinge hult. Hovedpersonens klassekammerater er vante brugere af adskillige stoffer, og da Nor forsøger at sige fra, bliver han truet: ”Det ville ikke passe til dit image hvis du pludselig ikke længere kan gå på AK mere, synes du vel, Nor? Alt andet er prol.” (Ibid. 53) Privatskolen Agathe Kilde er det eneste rigtige i Klampenborg og alt andet ses ned på. Prol bliver et nedsættende udtryk for proletariatet og den almene befolkning. Arbejderklassen nedgøres til underklassemennesker, hvorved segregeringen mellem arbejderklassen og den økonomiske elite forstærkes.

Gennem romanen bliver slipset et billede på den overklasse, han er tvunget til at være en del af. ”Jeg binder slipset med erfarne bevægelser.” (Ibid. 7) Slipset er en del af skoleuniformen og de obligatoriske middagsselskaber Nor hader. Det er et lille statussymbol, men ikke desto mindre et vigtigt ét af slagsen. Nors far tøver ikke med at påpege de mindste småfejl, for at opretholde facaden og patriarkens bemærkninger, som at slipset sidder skævt, er med til langsomt at nedbryde Nors selvtillid og selvbillede: ”Jeg løsner slipset, men det hjælper ikke på følelsen af at blive kvalt.” (Ibid. 27) Slipset kvæler hans individualitet og reducerer ham til én ud af mange sønner, som blot gør, hvad de bliver bedt om i ønsket om at passe ind. Den økonomiske kapital slipset repræsenterer, bliver her brugt til at illustrere Nors skrøbelige sociale kapital.

Ser man nærmere på faderfiguren bliver det klart, hvor spinkle hovedpersonens relationer egentlig er. Nor omtaler konsekvent sin far ved fornavn og tager derved afstand fra ham. Det samme kan siges at gælde den anden vej: ”Han ser ikke på mig, det gør han aldrig.” (Ibid. 8) Det omfattende svigt reducerer altså Nors eksistens så markant, han er ikkeeksisterende for faren, kun undtaget af vredesudbrud og fysisk vold. Det er dog ikke kun faren, der svigter Nor. Stedmoren svigter ham også og misbruger ham seksuelt med trusler om at hænge ham ud, hvis han siger nej. Da Nor mister sin fodboldkarriere, sin plads på privatskolen, sin kæreste og alt han holder af, lover stedmoren at få alle problemerne til at gå væk, hvis han har sex med hende: ”Jeg gør det. Jeg er svag og bange. Bange for Kristian. Bange for mit omdømme i Nordsjællands elite hvis Sandy begynder at sprede rygter om mig.” (Ibid. 89) På trods af en økonomisk kapital i plus, formår familien ikke at vende dette til meningsfulde sociale relationer og Nor lider under et ekstremt socialt svigt. Selv da Nor, minutter før sit selvmordsforsøg, eksplicit beder om hjælp, mødes han af en kold skulder. Omsorgssvigtet er tydeligst, da ingen henter ham på politistationen, og ingen dukker op på hospitalet efter det mislykkede selvmordsforsøg.

Flugten fra ghettoen

I alt forekommer, der tre deciderede forsøg på at flygte fra romanens ghettomiljø, hvoraf de første to udspringer af et ønske om en ekstern redningsmand. Først til sidst forsøger Nor desperat at befri sig selv internt, ved at tage sagen i egen hånd. Den første flugtplan harmonerer med Nors helt store drøm om at spille professionel fodbold: ”Ajax er mine helte. De skal komme og redde mig […].” (Ibid. 16) Fodbolddrømmen bygger altså primært på et ønske om at komme ud af Klampenborg og væk fra sin familie; at blive reddet. Håbet bliver dog ødelagt efter en voldsom knæskade, og Nor bliver nødt til at gentænke sine fremtidsplaner, hvis han skal slippe ud af ghettoen.

Anden gang Nor forsøger at bryde ud af Klampenborg, stjæler han i et anfald af oprørskhed farens dyre Maserati og kører uden kørekort med alkohol i blodet. Selvom Nor har alle intentioner om at vende hjem uden at blive opdaget, udtrykker oprøret et underbevidst ønske om at blive reddet af nogen udefra på samme måde, som han håbede at blive reddet af Ajax. Køreturen ender dog brat, da han påkører en kronhjort med Maseratien, hvorefter Nor ligefrem håber at blive fjernet fra hjemmet og derved befriet. Klampenborgs ikoniske dyrehave er kendt for sine hjorte, og krondyret, giver i kraft af sit navn, stærke associationer til overklassen. Mest interessant er det dog, at hjorten ikke dør med det samme. Nor tvinges til at slå dyret ihjel for at det ikke skal lide unødigt. Med en improviseret kniv i hånden spørger han sig selv: ”Hvordan skal jeg presse?” (Ibid. 79) Denne usikkerhed er dog forsvundet, da Nor senere forsøger at slå sig selv ihjel. Her er han ikke er i tvivl om, hvordan han skal presse skalpellen: ”På langs. Ikke på tværs” (Ibid. 105) Derved skabes der en forbindelse mellem den humane aflivning af hjorten og Nors selvmordsforsøg. Lige som farens bil kun slår hjorten halvt ihjel og efterlader den lidende, bliver Nor af sin omgangskreds og miljø presset til det yderste. Som hjorten ligger Nor ”[…] i vejkanten og trækker vejret anstrengt,” (Ibid. 77) indtil han forsøger at begå selvmord, og derved skåne sig selv. Drabet på hjorten forudsiger altså det tredje og sidste flugtforsøg: Selvmordet. Modsat de to forrige flugtforsøg tager Nor her skæbnen i egne hænder i stedet for at håbe på en ekstern indgriben. Den dyre bil kan altså siges indirekte at slå et ældgammelt symbol på rigdom ihjel, hvilket bliver et billede på, hvordan overklassen gennem ghettoiseringen ødelægger sig selv. Bilulykken kan derved ses som den selvdestruktive cirkel, hvor mere vil have mere, i et forsøg på at opretholde det skrøbelige magtforhold i elitens ghettomiljø

Vurdering af rigmandsghettoens rimelighed

Selvom den danske regerings ghettodefinition bygger på antallet af indvandrere, kriminelle, arbejdsløse og ikke mindst indkomst, afspejler dette sig ikke i Wacquants ghettodefinition. Den egentlige ghetto opstår, når minoritetsbefolkningen gennem diverse processer adskilles fra majoritetsbefolkningen. Men er det overhovedet rimeligt at betegne den økonomiske elite som en minoritet? Ikke hvis man ser på minoriteter som en gruppe, der umyndiggøres og betragtes som mindreværdig, men ikke desto mindre, er den økonomiske elite et mindretal, der adskiller sig markant fra majoritetsdanskeren. Om Klampenborgs homogene befolkning udtaler viceborgmesteren i Lyngby-Taarbæk Kommune, Simon Pihl Sørensen, at området risikerer at blive ”en hvid overklasseghetto for folk med høje indtægter og au pair-piger.” (Kongstad 10) Hermed bliver det altså klart, at der kan tales om en form for segregering, hvad end denne er under udvikling eller allerede eksisterer.

Smukke drengs beretning om overklassemiljøet, åbner op for en diskussion af, hvorvidt ghettoens miljø kan siges at være unikt tilhørende underklassen. Betragtes romanens miljø ud fra Wacquants fire krav til en ghetto står flere ligheder klart. Stigmatiseringen af overklassen er dog ufarlig i forhold til de fordomme, der knyttes til underklassen. Hvor Nors accent er charmerende bliver det hos indvandrere set som manglende vilje til integration. Hvor Nors brune hud er eksotisk, er den hos beboere i betonghettoen problematisk. Alligevel er der tale om en række fordomme, når det kommer til hvilken type mennesker, der bor i et område som Klampenborg, hvilket er med til at skabe en idé om området, der kontinuerligt opretholdes på baggrund af sit ry. Stigma omkring overklasse områder er med til at fastholde elitestatus hos de, der bosætter sig der. Elitens økonomiske kapital stigmatiseres forherligende, hvorfor det lukkede miljø tillades og opretholdes, mens betonghettoens fordømmes og søges nedbrudt.

Wacquants krav om tilstedeværelsen af gruppespecifikke institutioner opfyldes i høj grad i Smukke drengs skildring af privatskolen, hvor eliten reproducerer sig selv igennem et udførligt uddannelsessystem uden om samfundet. På mange måder kan betonghettoens kommunalskole anses som værende mere åben end privatskolen, da alle kan indskrives på en offentligskole. På arbejdspladsen færdes ministrere, ambassadører og direktører oftest blandt hinanden. Den eneste omgang med folk udenfor den økonomiske overklasse er i tilfælde mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Et forhold så uligevægtigt, det næppe kan betegnes som en reel relation.

Der er måske ikke tale om deciderede restriktioner indenfor for elitens bosættelse rent økonomisk, men der kan alligevel findes spor af social restriktion, som går igen i den rumlige indespærring. Man kan argumentere for, at den økonomiske overklasse er fri til at flytte, hvorhen de vil, men elitens miljø er stærkt præget af kravet om symbolsk kapital. Hvis denne skal opretholdes kræver det, at man bor et sted med prestige. Her bliver ghettoens stigma en afgørende faktor, da der er konsensus om hvilke specifikke områder, der tilhører overklassen, og hvilke der tilhører underklassen. Selvom de har den økonomiske kapital til frit at flytte, gør underlæggende samfundsstrukturer det næsten utænkeligt. Unge er i højere grad presset til at bosætte sig i et område, da de som selvfølge tvinges til at flytte med deres forældre.

Dette ses også i Katamaranen (1976) af Bent Haller, hvor Peter med sine forældre flytter ind i et område med boligblokke. Forældrenes økonomiske kapital tvinger i lige så høj grad Peter som Nor til at flytte ind i et lukket samfund, der adskiller sig fra majoritetsbefolkningen. Den rumlige restriktion og indespærring kommer også til udtryk i den udlængsel og drøm om at slippe ud, der præger de unge i både Peters og Nors ghetto. Hvor Nor drømmer om at spille fodbold i Holland for at komme væk hjemmefra, forsøger hovedpersonerne i Katamaranen at rejse til Sverige. I Katamaranen bliver det også nævnt, hvordan mange unge i området begår selvmord, hvilket også er den løsning Nor tyer til, da alle andre muligheder synes udtømte. Restriktionerne kan altså siges at være så omfattende i begge tilfælde, at de unge er villige til at risikere alt, og betale den ultimative pris, for at slippe ud.

I både Katamaranen og Smukke dreng lever de unge en tilværelse præget af manglende social kapital, da forældrene er fraværende og de sociale relationer skrøbelige. I begge værker overlades de unge til sig selv og bliver i sidste ende ladt i stikken. Et helt centralt tema for unge i ghettolitteraturen er socialt svigt og manglende netværk. Dette ses ikke bare i Katamaranen, men også på farens rolle i Planen (2015), morens manglende ansvar i Helt ude i hampen (2016) og Yahya Hassans digtsamlinger, der giver udtryk for både familien og kommunens svigt.

Det er rimeligt at tale om en overklasseghetto på baggrund af Wacquants ghettodefinition, da denne viser, hvordan en ghetto ikke skabes på baggrund af økonomi, men snarere er et udtryk for en række selvforstærkende tendenser indenfor social klyngedannelse på baggrund af sted. Smukke dreng af Charlotte Fischer bliver et eksempel på, ikke bare rigmandsghettoens eksistens, men også at unges mistrivsel i ghettoen ikke bunder ud i økonomisk kapital. Snarere kan det siges at være et spørgsmål om social kapital. Gruppesegregeringen resulterer i isolation og dissimilation, hvilket fører til manglende familie relationer og meningsfulde venskaber udenfor det tildelte boligområde. Når beboernes mulighed for selvrealisering begrænses af spatiale forhold skabes et socialt rum, der er dømt til at fejle. Klasseadskillelse er altså ikke blot et fænomen, hvor underklassen holdes ude af samfundet, men indebærer også at overklassen segregeres fra den almene befolkning.

Konklusion

På baggrund af Bourdieus begreb om kapital og Wacquants ghettodefinition, bliver det klart at det danske ghettobegreb er forfejlet i kraft af, begrænsningen til en økonomisk udsat underklasse. Ved at fjerne sig fra den normative ghettoforståelse med fokus på økonomisk kapital, og i stedet fokusere på den sociale kapital, bliver det muligt at skabe et langt mere nuanceret billede af ghettoen. Overklassen forherliges på grund af økonomiske kapital, og bliver derfor udeladt i ghettoens negative diskurs. Dette på trods af, at der er mange fællesnævnere i de lukkede samfund, herunder territorial stigmatisering, rumlig afgrænsning, restriktion og gruppespecifikke institutioner. I Smukke dreng belyses flere af de samme problematikker, som ses i traditionel ghettolitteratur, hvilket gør det klart at unge på tværs af økonomisk klasse er udsatte i ghettomiljøet. En fællesnævner er ikke blot stoffer, misbrug og kriminalitet, men i højere grad en følelse af at være utilpasset, uønsket og ikke mindst den stærke udlængsel, der præger ghettoens børn og unge. I Charlotte Fischers Smukke dreng fremgår det tydeligt at overklassen har dannet sin egen ghetto; et samfund udenfor samfundet, der kontinuerligt reproducerer sig selv. Derfor er det også vigtigt at italesætte de tilhørende udfordringer, hvilket kun bliver muligt, hvis man begynder at anse ghettoen som et socialt problem frem for et økonomisk fænomen.

Litteraturliste

• Damm, Anna Piil, et al. En befolkning deler sig op? Gyldendal, 2016.
• Fischer, Charlotte. Smukke dreng. Tellerup, 2019.
• Haller, Bent. Katamaranen. Borgen, 1976.
• Hassan, Yahya. Yahya Hassan 2. Gyldendal, 2019.
• Hassan, Yahya. Yahya Hassan. Gyldendal, 2013.
• Kongstad, Jesper. ”S-kandidat vil bremse stigende grundskyld.” Jyllands-Posten. 29. maj 2015. pp. 10.
• Pape, Morten. Planen. Politikens Forlag, 2015.
• Pedersen, Karina. Helt ude i hampen – mails fra underklassen. Gyldendal, 2016.
• Wacquant, Loïc. “Revisiting territories of relegations: Class, ethnicity and state in the making of advanced marginality.” Urban Studies. Vol. 53, No. 6. pp. 1077-1088. Sage Publications, Ltd. 2006.
• Wacquant, Loïc. ”Ghetto.” International Encyclopedia of the Social & Behavioral Sciences. Vol. 10. pp 121-126. Elsevier, Ltd. 2015.
• Wilken, Lisanne. Pierre Bourdieu, 2006. Samfundslitteratur, 2012.