Gæsteblogger: At skrive sammen

Af Dagmar Winther, skriver under pseudonymet Sander Jakobsen sammen med sin mand Kenneth Degnbol. Forkynderen/ The Preacher, Little, Brown 2013, Forlaget Punktum 2013

Det er et af de spørgsmål, vi oftest bliver stillet. Hvordan er det at skrive sammen? Som regel med en undrende mine, som om tanken er helt ubegribelig. Og det forstår jeg godt. Det var den også for mig i meget lang tid.
At skrive er en personlig proces. Det tager lang tid, og det udformer sig helt, helt forskelligt fra person til person. Hvor længe man sidder og grubler over en sætning, hvornår man sætter kommaer. Om man trives bedst med at sætte sig på et planlagt tidspunkt med en kande kaffe og to timer sat af, eller om man gribes af inspirationen klokken to om natten, smider hvad man har i hænderne og kaster sig over tastaturet.
Kan man det sammen? Finde ind i stoffet, gribe tråden, finde energien og blive i det?
Svaret er, at det kan man af og til. Man kan det også med en anden, hvis det er den rigtige, og hvis aftalerne er på plads.

For mig ville det være helt umuligt at sidde to mennesker og komponere på den samme tekst. Blive enige om en sætnings komposition – det kan vi ikke. Så det er ikke sådan, vi arbejder. Vi sidder stadig alene foran den blå skærm og den blinkende cursor.
Men forestil dig nu, at du har skrevet din tekst. Du ved, den mangler noget, men ikke helt hvad. Eller at den kan få en anden klangfarve eller smag. Du gemmer den i en mappe, og så en dag åbner du den igen og ser, at den har udviklet sig. Den har fået flere detaljer, farver, dialoger. Eller den er kommet op i tempo. Ned i tempo. Måske er den vending, du altid bruger – dermed ikke være sagt –forsvundet, fordi det er tredje gang, du bruger den uden at være opmærksom på, at det sløver dit sprog.
Med den rigtige skrivemakker er det som musik. Du kan sidde og spille på et klaver, og pludselig griber nogen en guitar og spiller med. Det er ikke det samme stykke musik, det er heller ikke nødvendigvis bedre – men det er noget nyt.

At skrive sammen handler selvfølgelig om tillid. Til dig selv og til den, du skriver med. Det kræver et grundigt forarbejde, så I begge to ved, hvilken retning, i vil, og hvordan I skal komme derhen.
Og så handler det om at give slip. Om at turde se, hvad din tekst kan udvikle sig til. Og om ikke at tage sig selv alt for højtideligt.
Det er så sundt af og til, det med at slippe kontrollen.

Interview: Connie Friis-Holst

Jeg har været så heldig at få lov at tale med forfatteren Connie Friis-Holst og stille hende nogle spørgsmål, der forhåbentlig giver en bedre forstående af hende og det arbejde hun udfører. Det ville glæde mig at præsentere hende, men dette gør hun allerede lige så yndigt selv.

20160216_151847Hvad har du skrevet?
“Karla med K” der udkom i november 2015 og “Nouras stemme” der udkom 29. april 2016

 Hvem er du?
Jeg er 49 år og debuterede som forfatter sidste år. Jeg har altid skrevet, men kun til skrivebordsskuffen. Til daglig arbejder jeg fuldtids som administrativ assistent indenfor medicoindustrien, og det er min plan at skriveriet kun skal være en hobby. Ved siden af mit job, skriveri osv. driver jeg to blogs. Den ene er en forfatterblog, hvor jeg bl.a. bringer interviews med både kendte og ukendte forfattere, så læseren får et bredt indblik i forfatterskabet, og hvordan det opleves som debutant/ny og som garvet. Læs mere her

 Hvor kan man købe dine værker/dit værk?
Jeg har udgivet begge bøger på BoD – Books on Demand, og mine bøger er tilgængelige i diverse online bogshops og kan også bestilles hos boghandlere som f.eks. Bog&Idé, Arnold Busck mfl.

Hvilke gennemgående temaer beskæftiger du dig med, og hvordan påvirker det din litteratur?
Den første roman “Karla med K” har det overordnede tema omkring at turde stole på sig selv og sin mavefornemmelse. Om hvordan manglende selvværd kan bringe en i uhensigtsmæssige forhold med andre mennesker. Det er dét min hovedperson Karla oplever, da hun forelsker sig i “den forkerte”.
“Nouras stemme” er en spændingsroman om en ung tyrkisk pige, der er født og opvokset i Danmark og som ifølge hendes familie er blevet for dansk. Det er en bog om æresrelateret vold, om ældgammelt kvindesyn og forældede traditioner, men også en bog om ikke at skære alle over én kam. Jeg er godt i gang med at skrive efterfølgeren til “Nouras stemme”.

Hvilke midler benytter du for at fastholde læseren?
Jeg tror bare, at jeg er mig selv og har min egen måde at fortælle på. Jeg tænker ikke over, om jeg benytter særlige metoder eller midler. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke er sådan en typisk forfatter. Når jeg skriver, så ser jeg det hele for mig, som i en film, og jeg beskriver bare, det jeg ser og “hører” (dialogerne mellem personer i bogen). Jeg laver ikke en masse om i min tekst, jeg ser mig faktisk ikke tilbage, når jeg først har skrevet noget. Jeg læser selvfølgelig min tekst igennem nogle gange, men jeg har det aldrig sådan, at jeg tænker: “det der dur ikke, det må jeg skrive om” eller noget i den stil. Måske fordi jeg er opdraget med, at man skal gøre tingene ordentligt første gang. Jeg skrev heller aldrig kladde, da jeg gik i skole og skrev dansk stil.  

Hvad førte til at du blev udgivet og hvilke tanker ligger der bag?
Jeg er jo “selvudgiver”, og da det kunne gøres uden at skulle satse en masse penge, så tog jeg springet, og kastede mig ud i det. 

Hvad er dit bedste råd til fremtidige forfattere indenfor din genre?
Skriv, skriv og skriv … og læs en masse bøger selv. Få andre til at læse dit materiale igennem. Jeg havde 6 betalæsere på “Nouras stemme” og det var guld værd.

Det var alt fra Connie Friis-Holst. Dog skal i ikke fortvivle, for der er mange flere interviews og gæstebloggere på vej, som hver især har noget særligt på hjertet.