Lige så længe som mennesket har været i stand til at tænke, lige så længe har vi funderet over, hvem vi i virkeligheden er, og ikke mindst hvordan vi burde være. Forfattere, digtere, såvel som andre kunstnere har siden tidernes morgen skildret mennesket på forskelligvis i søgen efter sit egentlige jeg, ofte med udgangspunkt i egne oplevelser og erfaringer.
Gennem tiden har selvbilledet ændret sig sammen med vores opfattelse af rigtigt og forkert, men følelserne bag er endnu de samme. Al kunst tager udgang i de store følelser. Fra urtiden til den dag i dag, så er den mest inspirerende af alle kampen mellem hjernen og hjertet, fornuft og følelse, hvor spørgsmål som ”hvem er jeg?” og ”hvem vil jeg egentlig være?” er i fokus. Denne tendens kan også findes i H. C. Andersens eventyr ”Skyggen” fra 1847, der i høj grad er præget af forfatterens egne oplevelser og erfaringer under sine rejser mellem Danmark og Italien. H. C. Andersen, som selv var en splittet karakter, benyttede sit forfatterskab til at udforske forskellige sider af sig selv i sin evige søgen efter sit egentlige jeg.
Eventyret beretter om hændelserne mellem en lærd mand og hans skygge ud fra en tydelig kontraktmodel. Under et besøg i syden løsriver Skyggen sig fra manden og går sine egne veje efter et besøg i poesiens hus. Da de mødes igen i de kolde lande, bliver rollerne langsomt byttet om. Efterhånden som deres rejse mod syd skrider frem, manipulerer Skyggen og overstråler sin tidligere herre, der blot ser passivt til uden at ane hvad, der er ved at ske. Tekstens hensigt er at portrættere modsætningsforholdet mellem menneskets ego og id, derved fornuft overfor følelse.
Den lærde mand følger en omvendt kontraktmodel, hvilket kan ses blandt andet ved at eventyret starter i syden, langt fra hjemmet i nord. Ligeledes slutter eventyret i syden. Der sker et kontraktbrud på side 49, linje 20, da Skyggen forlader den lærde mand, for at opsøge poesien. Da dette samtidig er øjeblikket hvor Skyggen får liv, så kan man betragte syden som dens hjem.
Eftersom de to i høj grad følger hinanden, så er deres kontraktmodel direkte modsætninger. Da de to mødes igen og sammen drager mod syden starter deres dannelsesrejse. Allerede her begynder de langsomt at bytte roller, hvilket også kan ses på side 54, linje 22, ”Skyggen var da Herre og Herren var da Skygge.” Betragter man skyggen som et symbol på følelse og den lærde mand som fornuften, så påbegynder den følelsesmæssige splittelse for alvor her. Kompositionen benyttes til at understøtte, hvordan Skyggen, følelse, langsomt tager overhånd og endeligt også besejrer den lærde mand, fornuften.
Modsat mange andre eventyr, så strækker eventyret sig over mange år, hvilket især ses på den panoramiske tidsangivelsen side 50, linje 22, ”og der gik Dage og der gik Aar; der gik mange Aar.” Den panoramiske fortælleteknik bliver dog kombineret med sceniske brudstykker blandt andet ved dialog. Kombinationen af beskrivelser og den fortalte tid underbygger kampen i det indre. Ydermere adskiller eventyret sig ved, at det er Skyggen, der i sidste ende er hjemme på et højere niveau i og med, at han har opnået fuld kontrol.
Den lærde mand er ikke blot en afspejling af forfatteren, men derimod H. C. Andersen selv, en forfatter, der skriver om det gode og det skønne. Dette kan understøttes af den personbundne fortæller, der skaber en indre synsvinkel, i og med at vi får indblik i den lærde mands tanker. Der gøres brug af både en implicit og en eksplicit fortæller for at inddrage læseren i den lærde mands splittelse og derved i H. C. Andersens eget dilemma. Derudover så er brugen af verber i præteritum et udtryk for en fortidig handling og derved et bagudsyn. Dette understøtter at eventyret er baseret på virkelige hændelser.
Selvom skyggen er et symbol på følelse, så er det i høj grad også en personificering af en bekendt ved navn Edvard Collin. I brevudvekslinger mellem de to, forud for eventyrets tilblivelse, finder man udtalelser, der næsten ordret er blevet til dialoger i eventyret ”Skyggen.” Et eksempel på dette er side 54, linje 27-40, hvor Skyggen afviser at være dus med den lærde mand, men er villig til at tiltale ham således.
HC. Andersen foreslår i et brev til Edvard Collin dateret Hamburg, den 19. maj 1831, at de bør være dus med hinanden, så nært de er hinanden. Få dage senere modtager han svaret, ”det ville være overflødigt og os begge ligegyldigt; og er ikke nu vort forhold så behageligt og os begge så nyttigt? Hvorfor da begynde det under en forandret form, en form som vel i og for sig er noget ubetydeligt, men som jeg, som sagt, har en ubehagelig følelse for.” Ligeledes udtrykker skyggen ubehag overfor denne uformelle tiltale.
På trods af afvisningen, så voksede Andersens følelser for Collin, som det kan læses i en af deres senere brevudvekslinger, ”Jeg holder så inderlig meget af Dem, måske mere end De tror; med min hele sjæl hænger jeg ved Dem, gid De ret kunne føle det! (…) De ved det var et hjertes udbrud af mig, et længe næret ønske, at jeg kom frem med det, kan dog ikke have gjort at De nu føler noget hos Dem, der gør De ikke kan møde mig således som jeg ville? Sig mig det kun! Jeg har slet intet i verden mit hjerte nu ret hæfter sig til, selv poesien er mig ikke så kær og hellig.” At dømme efter brevets tone er deres interesser lige så modsatrettede som Skyggen og den lærde mands udbytte af deres fælles rejse.
Med dette i mente kan eventyret tolkes som værende mere end blot en kamp mellem fornuft og følelse, men også problematikken ved ugengældte følelser samt overgangen fra venner til elskere i et samfund, der ikke billiger partiet. Eventyret er et udtryk for den hæsblæsende kærlighed, der udrydder fornuften. Den lærde mand, og dermed H. C. Andersen selv, opgiver alt hvad han er, for at smigre den person, som han beundre. På samme måde lokker Skyggen manden til at opgive sit ego og overgive sig til id’et.
Antager man at de to hovedpersoner er personificeringer, af ikke blot de to individer, men også fornuft og følelse, så handler eventyret om selv’et på et højere niveau og er derved et metaeventyr. Altså er temaet mere end blot den indre kamp mellem fornuften og begæret, men i lige så høj grad ugengældt kærlighed og homoseksualitet som synd. Temaer som disse er stadig relevante den dag i dag.
Den indre kamp bliver eksempelvis også portrætteret i filmen Black Swan fra 2010, hvor den tilbageholdende og afmålte danser langsomt taber sig selv til den rolle, hun er blevet tildelt. Det er muligt at drage direkte paralleller mellem hovedpersonen Nina og den lærde mand. Det samme er gældende for den sorte svane og skyggen. Begæret destruerer i sidste ende al form for rationel tænkning. Deres behov for at behage bliver for både Nina og den lærde mand deres undergang, da de to handlingsforløb begge ender med døden.
Nina bliver tildelt rollen som den sorte svane og den lærde mand spiller skygge, men selvom deres motiv for at takke ja til denne rolle er dybt forskellige, så er følgerne i høj grad de samme. Hvor det er præstationspresset der i sidste ende ødelægger Nina, så er det ønsket om ikke at trodse Skyggen der nedbryder den lærde mand. Begge taber de dog sig selv på rejsen, og vælger at ofre deres ego for at dyrke det animalske id. Splittelse af personligheden og kampen mellem fornuft og følelse er altså lige så relevant den dag i dag, som det var på H. C. Andersens tid.
Uanset om man er balletdanser eller forfatter, så er fornuft og følelse bestandigt et spørgsmål som betager mennesket. Kampen mellem hjernen og hjertet, fornuft og følelse, er ikke blevet lettere igennem tiden. Forskellen på hvem man er, og hvem man gerne vil være, er et emne der ikke kan udtømmes. Særligt når tiden varigt ændrer afstanden mellem, hvad der er let, og hvad der er rigtigt. Splittede karakterer, som H. C. Andersen selv, vil højst sandsynligt fundere evigt over, hvem der er deres egentlige jeg, da det er en hårfin balancegang med udfald til begge sider.
Cecilie Birkshøj 