Da Tony’s familie pludselig får flere penge end de nogensinde kunne drømme om, så virker det til at være løsningen på alle deres problemer. Lige indtil det går op for Tony at de skal flytte til en mere fornem by. Selvom huset er gigantisk og han har alt han kunne drømme om, så er der noget der ikke føles rigtigt. Hans mor prøver ihærdigt at imponere naboerne og dette går i høj grad udover Tony, da moderen mener at han bør være mere som drengen Joel, der bor inde ved siden af. Tony er bare den eneste der ved, at Joel langt fra er det englebarn som alle tror, at han er.
Denne nye tilværelse samt de mange nytilkomne hormoner gør det svært at håndtere hverdagen. Dette er en fantastisk bog af Judy Blume, som fortæller hvor svært det kan være at nå teenagealderen i et miljø, hvor man ikke taler om alt det negative.
Judy Blume formår at ramme hverdagens små problemer ind til håndgribelige konflikter, uden at ignorere det faktum at mange små ting ofte forvandles til en stor knude i maven. Dette er nok primært en bog for læsere der befinder sig i overgangen fra barn til teenager eller blot nye læsere indenfor engelsk litteratur. Selvom jeg langt fra var i målgruppen, så var det en hyggelig fortælling der fik mig til at trække på smilebåndet.
De næste bøger, som jeg bare ikke kunne slippe igen er de to første bøger i hvad jeg mener er en triologi. De der har fulgt mig længe ved at jeg ikke kan stå for et smukt coverbillede. De kan ikke ses på billederne, men de to bøger her har et skinnende omslag, som bare gør det hele lækkert at se på.
Jeg har altid haft en svaghed for de kortere bøger. Dels fordi man kan læse så mange af dem på ingen tid. Dels fordi det kræver talent at koge en historie så langt ned. Dette er min første bog af Judy Blume, men hvis denne er bare halv så god som jeg forventer så er planen at købe adskillige af hendes andre bøger. De er korte og smukke at have stående på hylden, hvilket er to ting jeg sætter pris på. Then Again, Maybe I Won’t sætter fokus på penge, magt og familieforhold, på en hel ny måde, som jeg ikke kan vente med at dykke ind i.
he Fastest Boy in the World af Elizabeth Laird er en bog, som jeg flere gange har været tæt på at tage med hjem. Dog har jeg altid været tilbageholden grundet hovedpersonens unge alder, hvortil jeg har frygtet ikke at kunne sætte mig ind i hans personage. Nu har jeg dog taget chancen alligevel. Den 12-årige hovedperson må løbe barfodet igennem det barske landskab for at finde nogen der kan hjælpe ham med at redde en slægtning, som er i knibe. Anmeldelserne rundt omkring er positive overfor bogen, så jeg vælger at være det samme.
