“En stærk, hjerteskærende og dampende hed fortælling om at komme op til overfladen og lære at elske igen, når kærligheden gør allermest ondt og synes allermest forbandet.
Da Tate Collins møder den hemmelighedsfulde pilot Miles Archer første gang, er det langt fra kærlighed ved første blik. Det er heller ikke ligefrem venskab. Det eneste, de to har til fælles, er en ubestridelig gensidig tiltrækning, og snart indleder de et uforpligtende forhold udelukkende baseret på sex. Det burde være den perfekte ordning for dem begge, for Tate har ikke tid til at have en kæreste, og Miles er slet ikke ude efter kærlighed. Spørgsmålet er nu blot, om Tate kan overholde de to simple regler, som Miles har opstillet som eneste betingelse for deres forhold:
Spørg aldrig ind til fortiden.
Forvent ikke en fremtid.
De tror, at de kan håndtere det, men de indser begge hurtigt, at de leger med ilden. For Miles bærer på en mørk hemmelighed, som han ikke er parat til at slippe, og som tiden går, falder Tate langsomt, men sikkert for den flotte og mystiske pilot. Og pludselig er intet særlig enkelt længere.”
Colleen Hoover er en forfatter, der er mester i at knuse sine læseres hjerter, og denne roman er ikke nogen undtagelse. I denne hjerteskærende og lattervækkende roman om kærlighed, når det er allermest svært, allermest grimt, og allermest vidunderligt, leger forfatteren med håb og håbløshed.
Det er en bog man kommer igennem indenfor ganske få dage, hvis ikke indenfor et enkelt døgn. Den er opslugende på den der betagende måde, hvor bogen egentlig ikke er decideret spændende, men der er alligevel et eller andet der drager. En eller anden nysgerrighed, som man er nødt til at give efter for og læse næste kapitel for at få stillet.
Det eneste negative, var et kapitel med et akavet personskift, som jeg fandt unødvendigt og forstyrrende. Derudover nød jeg dog bogen i fulde drag og anbefaler den varmt til enhver som trænger til en sød og barsk kærlighedsroman, hvor hverdagens problematikker sættes i fokus.
Hvis du er vild med Colleen Hoover eller blot ønsker at læse flere bøger af samme slags, så kan du læse mine anmeldelser af Måske en dag eller Det ender med os. Du kan også kaste dig ud i at købe Forbandede Kærlighed her.
2 Replies to “Forbandede Kærlighed af Colleen Hoover”