“Hvis ikke du præsterer perfekt, er du en taber! Sådan tænker den 18-årige Josephine, der forsøger at være ligeså perfekt og dygtig som sine venner.

Hun har lagt en plan for sit liv. Hun har valgt en fornuftig uddannelse, den rigtige kæreste og den korrekte diæt. Det er godt, og det er perfekt. Men der er noget, der sitrer i hende. Små bølger af noget forkert, der presser på og holder hende vågen. Det borer sig ind i hendes hjerne og larmer. Får hende til at glemme ting. Glemme at trække vejret.

Hvad er der galt med hende? Hvorfor kan hun ikke bare følge planen? Hun presser sig jo til det yderste. 

Presset er så stort, at Josephine er ved at drukne. Hun kan slet ikke få luft, men hun tør ikke råbe om hjælp. For hvis ikke hun kan alting, er hun jo ingenting.”

Og så drukner jeg… af Ditte Wiese er en angstprovokerende og tankevækkende roman om alt det, som går og presser sig på i hverdagen. Josephine vil være perfekt og mindre kan ikke gøre det. De små ting hober sig op og de større ting kastes oven i indtil bægret flyder over.

Denne ungdomsroman er resultatet af samtidens forventningspres og karakterræs. Af samme grund mener jeg, at den er utrolig vigtig for læsere i alle aldre. Dem der døjer med angst og/eller perfektionisme vil kunne spejle sig selv i Josephine, og de der ikke kan se sig selv, vil formentlig se nogen de kender.

Personligt var jeg nødt til at holde en pause med læsningen, da jeg begyndte under eksamensperioden. Bogen skildrer stress og eksamensangst så virkelighedsnært, at det er let at falde ind i samme tankespiral som Josephine befinder sig i. Noget man bør være opmærksom på, hvis man selv døjer med den slags. Vigtigheden af budskabet kan dog ikke understreges nok.

Personligt sad jeg tilbage med flere spørgsmål, som jeg gerne ville have haft svar på, men det er lidt hele pointen. Det er okay ikke at have svar på det hele, og det er okay ikke at have styr på alt.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar af CarlsenPuls.