“9. november er en rørende og romantisk fortælling om at finde kærligheden og komme overens med de ar, livet giver, af forfatteren til Forbandede kærlighed, Måske en dag og Det ender med os.
Aftenen inden hun flytter fra Los Angeles til New York, møder 18-årige Fallon den jævnaldrende Ben, som drømmer om at blive forfatter. De forelsker sig ved første blik og tilbringer timerne inden flyrejsen sammen. Men hvordan kan lykken vare ved, når de om lidt befinder sig i hver deres ende af landet?
I stedet for at indlede et langdistanceforhold med alle dets kompromiser og afsavn beslutter de sig for at mødes på samme dag i november i løbet af de næste fem år – uden at have nogen kontakt resten af året. Ved hvert møde vokser kærligheden mellem dem, og Fallons begivenhedsrige liv bliver hurtigt en inspirationskilde for Bens spirende forfatterdrømme. Men fem år er lang tid, og undervejs kommer hverdagen og livet imellem Fallon og Ben – på trods af de stærke følelser, der vokser mellem dem ved hvert eneste møde.”
Hvis man ikke kender til Colleen Hoover så er dette ikke den første af hendes bøger man skal give sig i kast med. Man skal kende hende for at vide hvad hun prøver på at sige. Hvis ikke man kender til hendes værker, så fremstår 9. November ikke som et pragteksemplar. Der er flere problematiske aspekter i deres forhold, som man let kan misforstå eller fejltolke, hvis ikke man ved, at hun mener det godt. På en måde er det bogens største fejl: at man ikke bare kan læse den og nyde indholdet, men er nødt til at være opmærksom på, hvad hun gør og hvorfor. Vil man læse romanen som to mennesker, der hjælper hinanden ud af deres sorger, så kommer man til at nyde den. Hvis man derimod er opsat på at hænge sig i de ting som kan misforståes og fejlfortolkes, så er der langt til sidste side.
9. November udkom for første gang i 2015 og allerede året efter udgav hun It Ends With Us, som næsten fungere som et statement i forhold til den negative modtagelse 9. November mange steder har fået. Colleen Hoover ønsker ikke at promovere usunde forhold eller romantisere andres lidelser. Tværtimod.
Vi har set princippet hundrede gange før. Det med kun at mødes en gang om året. Jeg var ret skeptisk overfor konceptet i starten, men det bliver hurtigt klart, at Colleen Hoover er bevidst om sin brug af klichéer og ligefrem gør det til en drivkraft i fortællingen. Når det så er sagt, så er det vigtigt for mig at understrege, at selvom man føler at alle kærlighedshistorier er de samme, og at de alle bygger på samme sten, så er Colleen Hoover i stand til at nyskabe, nytænke og ikke mindst medrive sin læser i sådan en grad, at man alligevel sidder med en klump i halsen.
Pssst. Hvis ikke du har læst Forbandede Kærlighed, så gør dig den tjeneste at læse den bog først, da 9. november indeholder en lille gæsteoptræden og potentiel spoiler.
Køb bogen her.(reklamelink)
