I mange århundrede har kærlighedsbåndet mellem mennesker givet inspiration til adskillige fortællinger, digte og andre former for kunst. Selv i de mørkeste litterære perioder er kærligheden blevet skildret om end ikke altid positivt. Fra 1500-tallets Shakespeare til nutidens Jojo Moyes har kærligheden været i centrum, som den var det før og fortsat vil være. For så egoistisk som mennesket er, så er der ikke noget, som optager os mere end vores egne følelser og Brontë søstrene er ingen undtagelse.
Emily, Charlotte og Anne Brontë(1818-1848) var blot tre ud af fem præstedøtre i en søskendeflok på seks. Moderen, Maria Branwell, døde i 1821, hvilket førte til at alle døtrene blev sendt på kostskole kort tid efter, hvilket bidrog til deres uddannelse. Efterfølgende modtog de undervisning af deres fader, som foruden præst også var forfatter. Det var en kombination af isolationen på præstegården midt ude i heden og deres høje sprogfærdigheder, der førte til søstrenes skriverier.
Faderens præsteerhverv gav ingen formue og med de mange døtre, var den eneste mulighed for kvinderne, at arbejde som guvernanter. De fulgte faderens ønske, men da Charlotte og Emily ikke trivedes i erhvervet rejste de til Bruxelles for at udvikle sine sprogkunstskaber med henblik på at åbne en skole på præstegården. I mellem tiden havde deres eneste bror ødelagt familiens ry, hvilket gjorde dette umuligt.
I stedet hengav de sig til deres passion for at skrive. I 1846 udgav Emily Brontë en digtsamling sammen med søstrene Charlotte og Anne Brontë. Selvom de kun solgte to eksemplarer, så fik de gode anmeldelser. De var dog nødsagede til at bruge de kønsneutrale pseudonymer Currer(Charlotte), Ellis(Emily) og Action(Anne) Bell. Pseudonymerne var et middel de benyttede sig af, for at blive dømt på deres værker og undgå kritik af deres køn, da forfatterbranchen blev ikke anset som værende passende for kvinder dengang.
Brontë-søstrene var blandt de største kvindelige forfattere i den højvictorianske litteratur(1830-1880). Perioden var særligt påvirket af manglen på mænd, som resultat af Napoleonskrigene. Dette både tillod og tvang flere kvinder at komme frem i lyset.
Der fandtes i den højvictorianske litteratur tre undergenre indenfor den dominerende dannelsesroman. Ægteskabsromanen, der havde ægteskab som det endelige mål. Emancipationsromanens mål var frigørelse og indeholdte ofte en aktiv kvindefigur. Guvernanteromanen tager fat i den selvforsynende kvinde, der ikke var nødsagede til at blive gift for at kunne forsørge sig selv. Altså er den højvictorianske litteratur særligt præget af kvindernes mulighed for at komme til ord, hvilket bøger som Jane Eyre og Stormfulde Højder er gode eksempler på.
Selvom Emily Brontë kun nåede at udgive en enkelt roman før sin død, så har den sat sit præg på den litterære historie. Man kan kun sige det samme om hendes søstre Anne og Charlotte Brontë, der hver især har udgivet flere romaner. Den mest kendte af de to var uden tvivl den ældste søster; Charlotte Brontë, som udgav bogen Jane Eyre samtidig med Stormfulde Højders udgivelse.
Også Jane Eyre er typisk for den højvictorianske litteratur, i kraft af at den forældreløse heltinde Jane Eyre, som bogen er opkaldt efter, på trods af sin hårde opvækst, bliver en dygtig og eftertragtet guvernante. Altså er Jane Eyre en guvernanteroman, som er en af de største og vigtigste genre indenfor dannelsesromaner på tiden.
Hendes arbejde giver hende en frihed til at gifte sig af kærlighed frem for af nød i og med, at hun kan forsørge sig selv. Kort forinden sit bryllup viser det sig dog, at hendes kommende husbond allerede har en kone, om end han ikke vil kendes ved hende, da hun er blevet sindssyg, og han har måtte låse hende inde.
Som det ses i Stormfulde Højder, så har også denne roman en stærk kvindelig hovedrolle der kræver respekt og ordentlige forhold. Altså er hovedpersonen i stand til at afvise ægteskabet. Da de flere år senere alligevel finder sammen, så er han blevet blind, og det er derved Jane der står for det overordnede i huset i mange år.
Modsat Stormfulde Højder så ender Jane Eyre og søstrenes andre romaner betydeligt mere lykkeligt, selvom de ikke er mindre grusomme i deres skildring af, hvad man er villig til at gøre for de man elsker. Emily led en tidelig død og at dømme efter hendes roman, så var hun klar over at livet langt fra var retfærdigt i sidste ende, sådan som hendes søstre ofte prøvede at fremstille det. Altså var Emily realisten i søskende flokken, hvilket kan være grunden til hendes store succes, så mange år senere.
Cecilie Birkshøj 