Forklædning som narrativt element i Decameron

Boccaccios Decameron er et værk bestående af hundrede noveller fortalt over ti dage af ti forskellige dramatiserede fortællere. Alle disse beretninger kræver en meget konkret rammesætning. En ramme der først og fremmest tager udgangspunkt i de ti karakterers position i Firenze under pesten. Kigger man nærmere på Decameron, så vil man dog opdage at værkets ramme går udover den umiddelbare temporalitet, idet der opstår flere lag end de, der lige møder øjet. De skjulte lag kan siges at tage karakter, som en slags forklædning. Noget der holdes skjult. Det er derfor relevant at spørge: Hvordan benytter Boccaccio forklædningen som narrativt element i Decameron og hvilken virkning har det på læsningen? Ved at udgangspunkt i Booths teori om narrativitet, samt værkets udsigelsesniveauer, og derefter komme med yderligere eksempler fra novellen om Broder Alberto af Boccaccio i Decameron, ønsker jeg at kortlægge nogle af værkets mange virkemidler, der kan samles under begrebet, forklædning.

Ved at forstå Booths udlægning af telling og showing bliver vi i stand til at undersøge forklædningen på mikroniveauet, altså på det rent sproglige plan. Boccaccio benytter sig i høj grad af det autoritative telling, som han karakteriserer ved følgende: ”We could never trust even the most reliable of witnesses as completely as we trust the author […]” (Booth 4.) Det er på denne måde, at alle karaktererne først og fremmest tildeles en forklædning i form af en ensidig og overfladisk karakteristik. Dette fører os videre til Booths teori om distance. Hos Booth bliver distance kendetegnet ved et skred mellem eksempelvis fortælleren og læseren. Dette skred kan være moralsk, fysisk, tidsligt, intellektuelt etc. og forekomme i diverse kombinationer mellem den implicitte forfatter, karaktererne, læseren og fortælleren. Denne distancering kan bruges til at tage afstand, men også til at skjule. Booth hævder, at der i alle værker findes en implicit forfatter, ikke at forveksle med den egentlige forfatter. Han beskriver denne som ”the author’s second self” (Booth 151.), hvilket skal ses som en samlet instans, hvorunder hele teksten er ordnet. Det er altså den implicitte forfatter der strukturerer og udvælger det fortalte stof.

Forklædning på makroplanet, det overordnede handlingsmæssige plan, kan belyses ved at kombinere Booths teori om den implicitte forfatter og Anders Toftgårds udlægning af værkets udsigelsesniveauer. På det første niveau findes den implicitte forfatter instans, der i kraft af sin funktion, som ordende instans, går forud for alt andet. På andet niveau findes det, som Toftgård kalder modelforfatteren: et begreb han har lånt fra Eco, der betegner den forfatterfigur, som optræder i teksten (Toftgård 81.). Modelforfatteren er stærkest til stede paratekster og befinder sig på et ekstra-diegetisk plan. På det tredje niveau findes den alvidende fortæller. Modsat modelforfatteren er denne på et intra-diegetisk plan, der leder os hen i fiktionen. På fjerde niveau finder vi de ti karakterer, der forlader byen grundet pesten og fordriver tiden med at fortælle hinanden historier. I disse historier, herunder den om Broder Alberto, findes det femte og sidste udsigelsesniveau. I kraft af sin afgørende rolle for rammesætningen, så fremtræder pesten også som en autenticitetsmarkør, der minder læseren om, at de fortalte historier, netop blot er fortalte. Pesten retfærdiggør behovet for at underholde, og ikke mindst flugten fra byen. Fortællingerne er altså et udtryk for eskapisme og behovet for at skjule sig for virkelighedens grusomheder. Altså er hele forudsætningen for værkets ramme i sig selv et behov for forklædning i kraft af virkelighedsflugten. Dette understreges også af det faktum, at alle udsigelsesniveauerne drejer sig om det at fortælle, hvorfor verden på trods af de mange lag, er meget heterogen. Dette er også et udtryk for at selv en veludført forklædning ikke kan skjule essensen af et fænomen.

Forklædningen som narrativt element er derudover også at finde i novellen om Broder Alberto. Dette kommer til udtryk igennem hovedpersonens påtagede identiteter, hvilket kan belyses ved at vende tilbage til Booths udlægning af fortælleteknik og distancering. Indledningsvis beskrives Broder Alberto som ”en ryggesløs og fordærvet mand” (Boccacio 257.), der af nød ifører sig en moralsk forklædning, ved at udgive sig for at være munk, selvom dette strider imod hans egentlige natur. Herefter misbruger han sin position i kirken ved at lade som om, at han er englen Gabriel, for at forføre en kvinde, og derved ophøje sig selv fra munk til en gudelig figur. Da han opdages og lokkes i en fælde forklædes han endnu engang, sådan som det fremgår af følgende: ”manden smurte ham da helt ind i honning og dækkede ham fra top til tå med dun, hvorpå han gav ham en lænke om halsen og en maske for ansigtet” (Boccaccio 264.) Hvor Broder Alberto har iført sig de forrige forklædninger for at øge egen vinding og anseelse, så er denne forklædning ydmygende, idet han præsenteres som en vildmand. Det er iklædt denne mundering at Broder Alberto i sidste ende berøves sin maske og genkendes for den han i virkeligheden er. Altså bliver hans sande væsen i sidste ende afsløret. Således bliver fortællingen om Broder Albertos en spejling af makroplanet, og er derved med til at understøtte forklædningen som narrativt element.

Vender man blikket mod Boccaccios værk som helhed, så gør de mange lag i fortællingerne, at forfatteren let kan fraskrive sig alt ansvar for indholdet i værket, eftersom det hele fremstilles som noget, der bliver fortalt af nogle andre, der fortæller. Når Booth omtaler forfatteren, så skal denne, som nævnt, skelnes fra den virkelige person. Altså er Decamerons mange stemmer med til at distancere fortællerinstansen yderligere fra den biografiske forfatter, hvilket er med til at fjerne forfatteren fra læseren. Denne distancering findes dog ikke kun mellem forfatterinstans og læser, men derimod også i sproget. Værket bærer i høj grad præg af en lang mundtlig fortælletradition, hvorfor det også virker naturligt at telling er langt mere dominerende end showing. Ikke blot som en autoritativ fortælleteknik, der hurtigt dirigerer læseren i den ønskede retning, men også idet at karaktererne bliver distancerede fra læseren i deres ensidighed. Eksempelvis får læseren den nødvendige information ved benævnelserne ”Fru Dompap” eller ”Fru Kyllingehjerne” (Boccaccio 260.), men en mere udførlig karakteristik gives ikke. Læseren får blot at vide, at hun er dum og naiv uden at dette kommer særligt til udtryk i kvindens handlinger.

Alle de mange forklædninger bunder ud i det at fortælle, hvilket afspejler de historier mennesket fortæller om sig selv og andre. Således bliver forklædningen også et spørgsmål om en påtaget identitet. Ved brug af Booths narrative samt Toftgårds udsigelsesniveauer bliver det klart, hvordan forklædningen som narrativt element kommer til udtryk i både komposition og fortælleteknik i værket, men også som en næsten tematisk instans i novellen om Broder Alberto. De mange lag gør det næsten umuligt at finde tilbage til hvem der mener hvad, hvorfor Decameron er et værk, der med sine mange enkeltdele danner en helhed som evner belære sin læser med en tydelig morale, uden at den biografiske forfatter kan stilles til ansvar.