Af Dagmar Winther, skriver under pseudonymet Sander Jakobsen sammen med sin mand Kenneth Degnbol. Forkynderen/ The Preacher, Little, Brown 2013, Forlaget Punktum 2013

Det er et af de spørgsmål, vi oftest bliver stillet. Hvordan er det at skrive sammen? Som regel med en undrende mine, som om tanken er helt ubegribelig. Og det forstår jeg godt. Det var den også for mig i meget lang tid.
At skrive er en personlig proces. Det tager lang tid, og det udformer sig helt, helt forskelligt fra person til person. Hvor længe man sidder og grubler over en sætning, hvornår man sætter kommaer. Om man trives bedst med at sætte sig på et planlagt tidspunkt med en kande kaffe og to timer sat af, eller om man gribes af inspirationen klokken to om natten, smider hvad man har i hænderne og kaster sig over tastaturet.
Kan man det sammen? Finde ind i stoffet, gribe tråden, finde energien og blive i det?
Svaret er, at det kan man af og til. Man kan det også med en anden, hvis det er den rigtige, og hvis aftalerne er på plads.

For mig ville det være helt umuligt at sidde to mennesker og komponere på den samme tekst. Blive enige om en sætnings komposition – det kan vi ikke. Så det er ikke sådan, vi arbejder. Vi sidder stadig alene foran den blå skærm og den blinkende cursor.
Men forestil dig nu, at du har skrevet din tekst. Du ved, den mangler noget, men ikke helt hvad. Eller at den kan få en anden klangfarve eller smag. Du gemmer den i en mappe, og så en dag åbner du den igen og ser, at den har udviklet sig. Den har fået flere detaljer, farver, dialoger. Eller den er kommet op i tempo. Ned i tempo. Måske er den vending, du altid bruger – dermed ikke være sagt –forsvundet, fordi det er tredje gang, du bruger den uden at være opmærksom på, at det sløver dit sprog.
Med den rigtige skrivemakker er det som musik. Du kan sidde og spille på et klaver, og pludselig griber nogen en guitar og spiller med. Det er ikke det samme stykke musik, det er heller ikke nødvendigvis bedre – men det er noget nyt.

At skrive sammen handler selvfølgelig om tillid. Til dig selv og til den, du skriver med. Det kræver et grundigt forarbejde, så I begge to ved, hvilken retning, i vil, og hvordan I skal komme derhen.
Og så handler det om at give slip. Om at turde se, hvad din tekst kan udvikle sig til. Og om ikke at tage sig selv alt for højtideligt.
Det er så sundt af og til, det med at slippe kontrollen.