Distance og forklædning i ”Sildig Opvågnen”

I Blichers novelle ”Sildig Opvågnen” fra 1828 benyttes begrebet forklædning, som et overordnet tema. Hemmeligheder bliver afsløret og masker bliver løftet, hvilket kaster lys over det der tidligere var skjult. Det er disse nye informationer, som driver handlingen ferm, og som er årsag til det selvmord, der danner ramme om fortællingen. De indre forestillinger om ikke blot karaktererne selv, men også om hinanden internt, bliver brudt. Altså er forklædning et gennemgribende element i ”Sildig Opvågnen,” da dette både benyttes som et symbol, noget fysisk skjult og et narrativt element. Denne hemmeligholdelse afspejles således igennem hele novellen. Dette kommer til udtryk i distancering i både de indre og ydre fortælleforhold, samt den temporale distance mellem fortælletid og fortalt tid. Forklædningen bliver også relevant i forhold til fortællerens pålidelighed og ikke mindst karakterernes aftagende anonymitet. Ydermere kan man kigge på hemmeligholdelse som et karaktertræk hos Elise, og ikke mindst den fysiske forklædning, der ligger i masken til maskeballet. Netop forklædningens talrige og alsidige art gør det relevant at undersøge nærmere, hvorfor man kan stille spørgsmålet: Hvordan benytter novellen forklædning som narrativt element? Dette kan gøres med udgangspunkt i teorier udarbejdet af Booth, Iversen og Baggesen, sådan som det fremgår af følgende.

Ved at tage udgangspunkt i Booths udlægning af distance som fortælleteknik samt teori om the implied author, kan man undersøge, hvordan distanceringen mellem den implicitte forfatter og fortælleren, præsten, har indflydelse på teksten. Dette skyldes, at der er et tydeligt skel mellem den implicitte fortæller og præstens udlægning af begivenhederne. En kløft, der har den følgevirkning, at der opstår en ny form for distance, i det at læseren har mere indsigt i handlingen end fortælleren selv, grundet den implicitte forfatter. Derfor skabes der mistillid og apati hos læseren rettet mod præsten, hvilket har afgørende betydning for fortolkningen. Fortællingen skjules bag et lag af upålidelighed, som kræver et kritisk blik at kunne se igennem. På denne måde bliver fortællingen selv iført en forklædning, som resultat af fortælleren.

Forklædning som virkemiddel findes dog ikke udelukkende i novellens ydre fortælleforhold, men også i det indre. Foruden den distance, der er mellem fortælleren, læseren og den implicitte forfatter, så lægger præsten også afstand til sig selv. Denne distancering kommer frem af en ansvarsfralæggende retorik, som det kan udledes af følgende: ”Jeg har ofte straffet mig selv for mine umotiverede strenge Domme.” (Blicher 3) At præsten så åbenlyst tager afstand til sig selv, bekræfter blot læseren i fortællerens upålidelighed. Foruden sig selv og begivenhederne er det nødvendigt at bemærke, at præsten ikke blot fortæller en historie om fremmede karakterer, men derimod beretter om en hændelse som fandt sted i hans inderkreds. Man kan argumentere for at fortælleren ikke burde være distanceret til sine nærmeste venner, hvilket blot gør det mere relevant at undersøge hvor dybt denne afstandstagen stikker. Netop denne distancering fra de begivenheder, som han selv vælger at berette om, gør det oplagt at kigge på, hvor meget i fortællingen som præsten udelader, pynter på eller måske endda helt har opfundet på egen hånd. Det er dog også nødvendigt at undersøge om den upålidelige fortæller med vilje fører sin læser bag lyset, eller om vedkommende simpelthen ikke ved bedre, i det handlingen er skjult for fortælleren.

Der opstår ydermere et spændingsforhold mellem den dramatiserede fortæller og upålidelighed i forhold til begivenhederne, som det udlægges af Booth. At fortælleren er en dramatiseret og handlende karakter i de omtalte begivenheder burde først og fremmest betyde at hans udlægning af sagen burde være pålidelig, men da dette ikke er tydeligt, er det nødvendigt at tage højde for graden af subjektivitet og ikke mindst selektiv deling af information i sin analyse af novellen. Her ville det være essentielt at kigge på præstens påstand om karakterernes anonymitet, som det fremgår af følgende: ”Hvad i hint Tidspunkt sneg sig skummelt omkring som blot mundtligt Rygte, kan gerne nu betros til Papiret med Udeladelse af de paagældendes Navne;” (Blicher 1) Holder man dette løfte op mod den gradvise navneafsløring i løbet af fortællingen. Blandt andet ville det være nærlæggende at undersøge hvorvidt afsløringen af navne er en lige så stor fejltagelse som da majoren i febervildelse taler over sig, eller om den gradvise afsløring er udtryk for hvordan novellens andre hemmeligheder bliver røbet.  Præsten søgte angiveligt at blotlægge handlingsforløbet for at komme sladderen til livs og derved flå forklædningen af mysteriet, hvorfor det er relevant at kigge på, hvor mange elementer af hemmeligholdelse som præsten ubevidst formår at røbe igennem sin beretning både bevidst og ubevidst. For at kigge på fortællerens intentioner ved at tilbageholde information, er man også nødt til at se på fortællingens grundvilkår. Tager man udgangspunkt i Iversens begreber om sjuzhet og fabula, som fortællingens byggesten, så bør man tage højde for at der går tyve år fra handlingens begyndelse og til fortællertiden. Altså er der en enorm kontrast mellem fortalt tid og fortællertid. Denne temporale distance nævnes også af Booth som noget der påvirker fortælleren og denne pålidelighed. At den fortalte tid ligger så langt forud for den fortællende tid giver grund til at undersøge, hvorvidt præstens bedrag måske ikke er intentionelt, men nærmere et resultat af forglemmelse og bagudsyn. Her er følgende udtalelse særligt interessant at kigge på:

En fri og ubunden Pige kan vove et saadant […] men naar en Fæstemø tillader sig sligt, fremstiller hun sig selv som Kokette; og er det en gift Kone, vil hun af enhver ikke ganske uerfaren Kavaler anses for, hvad Hun enten er eller vil vorde – en Skøge. (Blicher 3)

Hvorvidt der er tale om en fordom eller om præsten er påvirket af den temporale distance vil altså være en betydelig detalje i forhold til forklædningstematikken. Den narrative distance bliver altså et omdrejningspunkt i at tematisere forklædning i novellen, hvorfor det også er relevant er kigge på de yderligere forklædningselementer i fortællingen. Den tematiske forklædning findes nemlig i mere end blot distancering og fortælleteknik. Teoretikeren Baggesen peger på hemmeligholdelse som et karaktertræk hos Elise, der er af den overbevisning at kærligheden er renest, når denne er hemmelig, hvilket kan udledes af følgende: ”„Hemmelighed,” lød det tredie, men i Tiden formodentlig det mellemste, „er Livsprincippet i Kærlighed; uden denne mangler Myrten baade Rod og Top.”” (Blicher 15) Når Baggesen peger på Elises præference for skjulte romancer, så er der også her tale om en forkærlighed for forklædning. Foruden Elises opfattelse af kærlighed og dennes betydning for novellen, så er det også oplagt at kigge på maskeballet som symbol, hvad end dette er for den konkrete hemmelighed eller for noget mere almenmenneskeligt. Maskeballet kan ligeledes tildeles betydning, da dette afspejler forklædning som tema, men også fordi, at den hemmelige kærlighed opstår til dette bal. Hvis masken antages at være noget symbolsk, vil det være nærlæggende at undersøge om der er tale om Elises, fortællerens eller en helt tredjeparts maske eller facade.

Ved at opfatte forklædning som et paraplybegreb, der dækker over alt der skjules, lægges afstand til eller tildeles en facade, bliver det muligt at undersøge forklædningens mange aspekter. Herunder dens funktion som narrativt element, for at komme nærmere på, hvordan den gennemgribende hemmeligholdelse påvirker fortolkningen af teksten.