Det er ironisk hvor ofte vi taler om hvordan vi taler og ikke mindst hvorfor vi taler. Primært fordi vi aldrig rigtig bliver enige om et svar, som alle kan leve med. Imidlertid har vi alle en tendens til at lade diskussionen dø ud, fordi morfar aldrig kan overbevises om noget som helst uanset hvad man næsten kan finde af argumenter og beviser. Så vi snakker og snakker, men når ikke frem til noget som helst. Derfor er det heller ikke så underligt at drøfte sammenhængen mellem ord og holdning. Man kan sige noget i sjov eller i vrede, som man dybest set ikke mener, men alligevel findes der mennesker som gør alvor ud af deres ord og fører de verbale lussinger ud i livet. Så måske er ord ikke lige så meget holdning som de er handling.

 

Christian Kock, professor i retorik ved Københavns Universitet udtalte i radioindslaget Netværket på P1 sendt den 10. september 2011 at ”Det er klart at ord har virkninger. Hvis ikke var sproget aldrig opstået. Så at sige at der går ingen vej fra ord til handling og at ord har ingen virkning, det er det pureste vrøvl.” En udtalelse der forsvarer den diplomatiske grundfilosofi om at ordet er menneskets stærkeste våben. For ord kan ikke blot skubbe et mobbeoffer over kanten, men en negativ diskurs kan også udrydde hele folkeslag, sådan som vi har set det gennem historien. Så ikke nok med at sproget kan overtale et individ til at holde en kniv for struben af sig selv, så er det også muligt at påvirke andres politiske holdninger samt opfattelse af rigtigt og forkert, såfremt at man har ordet i sin magt. Har man netop ordet i sin magt, så besidder man evnen til at gøre skade. Hvis man er særligt karismatisk og tilpas overbevisende, så kan ’det pureste vrøvl’ endda gøre dig til præsident.

Man behøver ikke lede længe før man støder ind i utallige artikler og eksperter, som udtaler sig om netop dette. ”Men WordMaps-analysen er interessant, fordi den viser, at Trump nærmest er »antiretoriker«. Han kommer sjældent frem til pointer, men taler i stedet løs i en stream of consciousness-lignende tilstand, mener Mark Herron.”[1] Via antiretorik og umyndiggørelse af ord via ord, har Trump formået at overbevise en hel befolkning om at en mur ved grænsen er en absolut nødvendighed, men hvordan kan dette næsten lade sig gøre, når Trumps eneste retoriske kneb er manglende pointer? Det viser måske blot hvor let det er at overbevise folk, så længe man virker selvsikker nok på emnet.

Når ord uden indhold danner holdning skyldes det måske, at folk hører præcis hvad de har lyst til at høre. Præcis ligesom når man udtaler sig i fag som historie og slutter af med et ”Det var bare noget jeg læste,” hvori man fralægger sig alt ansvar, men samtidig formår at lyde dannet og kulturel. Den slags taler er som lyden af alkohol og duften af endeløshed: Åben for fortolkning. ”Trumps evne til at fungere som modstykke til den kontrollerede politiske elite er én af hans store styrker, siger Klaus Kjøller, der er lektor emeritus i politisk kommunikation ved Københavns Universitet.”[2] Vi lever i en verden hvor det er en styrke at være karismatisk uanset om der er indhold i det man siger eller ej.

Selv uden indhold har ordet mere magt end nogen anden verdenshersker. For folk som Trump og Hitler bygger med deres ord en mur mellem sort og hvid, kristne, muslimer og jøder. De tilbeder en had i form af en sprogbarriere, der ikke grunder i forskellige sprog. ”»Det er helt rigtigt, som analysen viser, at der ikke er megen substans. Men retorikken virker, fordi han taler direkte til folkets følelser uden omsvøb. Og de tror på, han kan opfylde deres behov, hvis han bliver valgt«, siger Klaus Kjøller.”[3] Så måske er det ikke sprogets mål at danne holdning, men derimod at overbevise andre om at man har en. For det er vel en kunstform i si selv at være i stand til at forvirre folk til det punkt, hvor de er modtagelige overfor input. Man må i den grad sige at det er lykkedes, for på trods af hele verdenens modstand, så formåede en mand som Trump at vinde præsidentvalget.

Det samme gælder tossen inde på Banegårdspladsen, som råber op og gør alle ubehageligt til mode. Der er intet i hans ord og det meste af tiden, er man ikke sikker på hvad han siger, fordi han mumler så meget, men hans ord er nok til at man danner en holdning omkring ham. Man stempler ham som værende sær, underudviklet og uden nogen medicinsk viden beslutter man sig for at han formentlig fejler et eller andet. Om man vil det eller ej, så påvirker hvert et ord hvordan andre opfatter os, og manglen på ord kan gøre det samme. Måske er det ikke så meget hvad man siger, men det faktum at man siger noget, som folk kan reagere på.

Så når man møder ham den ubehagelige i bussen eller korser sig over Trumps seneste udtalelse på Twitter eller måske endda i direkte fjernsyn, så kan man ikke undgå at danne en eller anden holdning. Om denne er positiv eller negativ gør ikke den store forskel i sidste ende. Det der betyder noget er hvor man sætter sit kryds på valgblanketten, og hvorvidt man vælger at opføre sig tilsvarende skørt, når man støder på nogen, som træder kilometer over ens grænser.

Når vi alle har en tendens til at lade diskussionen dø ud, fordi morfar aldrig kan overbevises om noget som helst uanset hvad man næsten kan finde af argumenter og beviser, så er det måske ikke et spørgsmål om holdning. Det er måske nærmere et spørgsmål om, hvordan man håndtere situationen derfra.

[1] Trump, 9 år, 6. juni 2016, Politiken, Sektion 2 (Kultur), Side 3 (Kultur) skrevet af Eva Lange Jørgensen.

[2] Trump, 9 år, 6. juni 2016, Politiken, Sektion 2 (Kultur), Side 3 (Kultur) skrevet af Eva Lange Jørgensen.

[3] Trump, 9 år, 6. juni 2016, Politiken, Sektion 2 (Kultur), Side 3 (Kultur) skrevet af Eva Lange Jørgensen.