Indledning

Den europæiske genopdagelse af Amerika medførte adskillige bosættelser, da kolonimagterne valfartede til det nye kontinent i håbet om at forbedre tilværelsen på baggrund af områdets mange ressourcer. Af samme grund blev det areal, der i dag er kendt som Canada, hurtigt en del af magtkampen mellem England og Frankrig. Som resultat af syvårskrigen blev franskmændene igennem en fredstraktat dog nødsaget til at opgive stort set alle nordamerikanske landområder, herunder også provinsen Québec. I dag er Québec den eneste region i landet, som udelukkende har fransk som hovedsprog.

På samme måde som i andre imperiale kolonier blev utallige af den oprindelige befolknings sprog, kulturer og traditioner systematisk udryddet til det punkt, hvor nogle følte sig som fremmede i det land, hvor de var født. Denne udryddelse af blandt andet sprog er en udfordring, som er blusset op igen i nyere tid. Frem for de indfødte folkefærd er det nu franskmændene, der rammes. I den fransktalende del af landet har der siden den sidste halvdel af det tyvende århundrede været et stærkt ønske om at opnå suverænitet, samt et ønske om at styrke det franske sprogs status. Debatten kom så vidt, at der flere gange ved århundredets udgang blev holdt afstemninger om, hvorvidt Québec skulle løsrives fra Canada. (Government of Canada)

Kampen for suverænitet i Québec er muligvis ny, men det er diskussionen om landegrænser langt fra. Som et militært redskab søgte de dominerende kolonimagter, England, Frankrig og Spanien, at kortlægge deres nyerhvervede landområder udenfor Europa, hvilket resulterede i at mange steder blev tildelt nye navne. Et navn burde bare være et navn, men ændringerne havde så store konsekvenser at dette afspejles i litteraturen. Kortlægning er derved ikke blot et redskab, der er nyttigt til militære og statslige anliggender, men en handling, der også påvirker sproget såvel som historien igennem navngivning og genopdagelse af steder med stor lokal og kulturel betydning.

En af mange forfattere, der behandler kartografiens betydning for individet er den canadiske Margaret Atwood. Romanen Surfacing (1972) er skrevet i en tid, hvor debatten om Québecs selvstændighed spidsede til, hvilket afspejles i romanens behandling af sprog og nationalitet. Hovedpersonen vender tilbage til sit fødested i en søgen efter sin forsvundne far, men intet er, som hun husker det. Romanen taager læseren med på en rejse igennem et landskab, som hovedpersonen ikke længere kan genkende eller føler sig hjemme i. I sin fars hytte finder hun et kort, men grænserne er skiftende og stednavnene stemmer ikke overens med dem hun mindes. Af samme grund bliver det muligt igennem romanen at undersøge, hvorledes kartografien påvirker individets identitetsfølelse igennem sproglig fremmedgørelse.

For at klargøre kartografiens karakteristika vil jeg først og fremmest redegøre for imperialistisk kartografi med udgangspunkt i Graham David Huggans afhandling Territorial Disputes: Maps and Mapping Strategies in Contemporary Canadian and Australian Fiction (1989). Særligt centralt er Huggans udlægning af kartografien, som et praktisk såvel som et sprogligt redskab, samt hans teori om kortets evne til at ændre og afmystificere fortiden. Dernæst vil jeg foretage en analyse af Surfacing af Margaret Atwood med fokus på sproglig identitet, for at eksemplificere hvorledes kartografiens sprog påvirker individet, herunder hvordan romanens kartografiske aspekt kan siges at være en skildring af kolonialismens systematiske angreb på den oprindelige såvel som den nuværende befolknings kulturelle strukturer. Efterfølgende vil jeg med udgangspunkt i min analyse vurdere, hvordan imperialismen igennem kartografiens epistemiske vold præger den Canadiske selvforståelse. Ved at kombinerer kartografisk teori med romanen af Margaret Atwood, bliver det muligt at belyse hvorledes den imperiale historie stadig påvirker den nationale forestilling i Canada den dag i dag.

Redegørelse for den imperialistisk kartografi

Graham Huggan har i sin afhandling Territorial Disputes: Maps and Mapping Strategies in Contemporary Canadian and Australian Fiction forsøgt at udlægge nogle af kartografiens utallige kvaliteter. Det er let at tænke på kortet som et redskab, der udelukkende hjælper folk med at finde vej i ukendte områder. Kartografien er dog langt mere end blot et hjælpemiddel, da der indlejret i kortet kan findes adskillige politiske udsagn. Oprindeligt blev kortet benyttet til fordeling af landområder, da afbildningen af arealer visualiserede ejendomsgrænserne. På et mikroniveau er der tale om hvilket hus og hvilken mark, der tilhører hvem. Kaster man i stedet blikket på makroniveauet, så er der tale om, hvilke større områder, der tilhører hvilke nationer. Således bliver kortet under imperialismen udtryk for hvilke landområder, der er blevet erobret af hvilke kolonimagter. Med koloniseringen udvikler kartografien sig altså fra at omhandle privat ejerskab, og bevæger sig i stedet ind på den imperiale slagmark, hvor nationer som England, Frankrig og Spanien indbyrdes konkurrerede om, hvem der kunne gøre krav på størst mulige landarealer. (Huggan 12)

Herigennem evner kartografien at lægge en social distance til de områder, der afbildedes på et kort. Om dette påpeger Huggan at, “a map-like conception of reality […] is suspect because it may alienate us from, rather than unite us with our environment.” (Ibid. 4) Kortet har til hensigt at anskueliggøre et større område, og derigennem bruges til at finde vej. Men denne anskueliggørelse og det fjerne perspektiv kan også få den konsekvens, at det hæver individet så meget fra området, at man distanceres fra det område, som kartografien oprindeligt ville forene aflæseren med. Distanceringen kan i sidste ende føre til fremmedgørelse af både natur og befolkning, hvilket gør det lettere for kolonimagter at fralægge sig det sociale ansvar, hvis det pågældende område blot er et symbol på et kort frem for et konkret sted i deres bevidsthed. (Ibid. 12)

Kartografiens evne til at gøre krav på et landområde blev altså med imperialismen forstærket betydeligt. Samtidig var kortet med til at lægge en distance til de anskuede områder, da det var lettere at se ejerskab som farver på et kort, frem for et egentligt geografisk sted med sin egen oprindelige befolkning og natur. Kartografien er derved med til at distancere kolonimagterne fra de sociale konsekvenser og i stedet fokusere på ressourcerne i et givent område.

Kartografiens sprog

Kartografiens opgave er at skabe en model af et areals konkrete geografi, hvorfor sammenhængen mellem den virkelige og den afbildede verden er altafgørende: “The map’s status as a model depends, then, on the coherence of its internal structure, but also on the degree and scope of its external structure” (Ibid. 6). Kortets interne struktur sigter efter at stemme overens med den eksterne struktur, men det er ikke alle forhold, som er mulige at gengive lige præcist på et kort. Nogle forhold gengives med symboler, som kræver kortlæserens fortolkning for at give mening som geografisk fænomen. Eksempelvis afkodes grøn som landareal, imens blå fortolkes som vandområde. Et andet eksempel er gengivelse af dybde, som på trods af kortet todimensionalitet giver et tredimensionelt billede af verden. Der opstår dog uoverensstemmelser mellem kortets modelverden og læserens virkelighed, da intet kort kan siges at være helt præcist. (Ibid. 33)

Kortet er altså ikke kun en tavs model, men kan i høj grad siges at have et sprog. Huggan lægger vægt på at: “maps are ultimately neither copies or semblances of reality but modes of discourse which reflect and articulate the ideologies of their makers” (Ibid. 15). At kortet skulle have sit eget sprog understøttes af de pointer, man kan udlede af kortet i kraft af dets udvalgte indhold. Ydermere afhænger kartografiens sproglige funktionalitet af aflæserens evne til at genkende det afbildede på baggrund af kulturelle normer og sociale strukturer. At læse et kort er at fortolke et tegn, på samme måde, som man fortolker bogstaverne i en bog. “[a map] also process for it represents both an encoded document of a specific environment and a network of perpetually recoded messages passing between the various mapmakers and mapreaders participating in the event of cartocraphic communication” (Ibid. 3). Hver gang man beskuer et kort, sker der en sproglig udveksling mellem kortets ophavsmand og den, der aflæser kortet. På samme måde som grøn og blå kan indikere jord og vand, så kan kortets farver også signalere forskellige tilhørsforhold, hvilket i sig selv rummer en politisk udtalelse.

Ifølge Huggan er kortet derved aldrig hundrede procent videnskabeligt præcist eller objektivt, da kortets indhold bestemmes af skaberens egeninteresse: “Since their rudimentary beginnings, maps have often relied more on conjecture than on fact. Indeed, many ancient and medieval maps did not set out to record fact at all, but to reinforce belief” (Ibid. 7). Nationalitet, religion og personlig overbevisning m.m. er centralt, når det kommer til at udvælge, hvad der skal på kortet, og hvad der skal undlades eller fremhæves. Uanset hvor meget kartografen søger at afbilde verden, som den fremstår, så er det afbildede aldrig andet end en filtreret repræsentation af virkeligheden. Et sted kan have høj værdi for nogen, uden at blive tillagt betydning af andre, og dette afspejles i kortet. Et kort er aldrig objektivt, da utalige personer spiller en rolle under udarbejdelsen. Alt fra opdagelsesrejsende og tegnere til trykkere og politikere har haft mulighed for at sætte sit præg på kortets ydre og derigennem påvirke dets sprog. Selv det at læse et kort er ikke helt så individuelt, som man skulle tro, da kortets besked bliver afkodet igennem kulturelle forudsætninger. På den måde bliver kortet ikke bare en samtale mellem to personer, men en udveksling mellem adskillige aktører. Et kort kan kun tillægges mening, hvis det kan afkodes og derigennem viderebringe information. (Ibid. 2-3)

Historien ændres

I kraft af at kartografen er nødt til at fortolke sin omverden, for at skabe et kort, så opstår der også genfortolkninger og nyfortolkninger, som kan være med til at præge den kulturelle historie. Kolonimagterne døbte eller omdøbte som regel deres erhvervede landområder som et led i overtagelsesprocessen. Huggan argumenterer for, at kartografen ligefrem kan ses som historiograf, eftersom kortet er med til at understøtte eksisterende magtstrukturer og sociale hierarkier, da et fransk navn insinuere fransk ejerskab. Derigennem er navngivning af områder også med til at retfærdiggøre vestens krav på området, samt fremme de fortællinger som vesten tildeler kolonien. Når et allerede navngivet område tildeles et nyt navn, så er resultatet ofte at det oprindelige navn slettes og med tiden glemmes. Ofte er arealer navngivet på baggrund af en person eller en begivenhed, der har fundet sted i området. Dog forsvinder stedets historie sammen med navnet, når det tildeles et nyt navn og derved opstår en ny historie. Bjerget eller stenen, der før var navngivet efter det religiøse ritual, der fandt sted der, bliver slettet og erstattet med historien om den europæiske opdagelsesrejsende, som på trods af alt var den første til at sætte sin fod der. Et steds historiske baggrund bestemmes altså igennem en ”ongoing dialogue between ”unnaming” and ”renaming” the past,” (Ibid. 193) hvorved der skabes et dialektisk forhold mellem kartografen og kortlæserens, nogle gange forskellige, fortolkninger. Denne diskrepans bunder i kulturelle forskelle og alternative fortællinger om fortiden knyttet til en given lokalitet (Ibid. 192-196).

Kortet bliver således et redskab til at systematisere fortiden, hvilket gør det muligt at undersøge forbindelsen mellem den individuelle opfattelse af kortets geografiske og kulturelle miljø, samt de sociale strukturer, som bidrager dertil. Spændingsforholdet mellem den nære fortid og den mytologiske fortid kan aflæses i kortet. På denne måde er kortet ikke bare en måde for individet at orientere sig i den observerbare verden, men fungerer også som en metode til at strukturere og omstrukturere hukommelsen i kraft af de tilknyttede fortællinger. (Ibid. 207-208) Huggan påstår at: “there will always be a gap between what we see (or think we see) and what convention would have us see” (Ibid. 202). Altså evner kartografien at præge vores nationale forestilling, samt de fortællinger vi knytter til områder. Igennem kartografiens sprog og kulturelle normer afkodes kort, hvorefter dets udsagn fortolkes af kortlæseren. Stemmer fortolkningerne nogenlunde overens bekræfter kortet allerede eksisterende forestillinger, men hvis der opstår en tilstrækkelig stor diskrepans kan dette påvirke enkelte individers evne til at finde vej såvel som nationers fælleskabsfølelse. Kortet bliver således en model, der er i stand til at forandre identitetsfølelse igennem ydre omstændigheder, da kartografien er tæt knyttet til både sprog og kultur.

Analyse af kartografiens sproglige påvirkning af individet i Surfacing (1972)

I romanen Surfacing fra 1972 af Margaret Atwood følges en fortæller, der efter flere års fravær vender tilbage til sin hjemby, da hendes far meldes savnet. Hun når dog knap over bygrænsen, før hun indser, at hun ikke længere hører til: “Now we’re on my home ground, foreign territory.” (Atwood 9) I sætningen opstår der en lighed mellem ‘home ground,’ som noget der burde være velkendt og ’foreign territory,’ der indikerer noget ukendt, som ydermere tilhører en anden. Det er derved to meget modsatrettede begreber, hun vælger at bruge om samme sted, hvorfor der fra romanens begyndelse opstår et skel mellem hovedpersonen og hendes omverden. Fortælleren påpeger eksplicit at hun ikke har medbragt et kort og grunden dertil: “We didn’t bring a map because I knew we wouldn’t need one.” (Atwood 10) Altså antager hun, at hun er i stand til at finde vej i den by, hun er vokset op i, men allerede få linjer senere går det op for hende, at hun har taget fejl: “Nothing is the same, I don’t know the way anymore.” (Ibid. 10) Landskabet har forandret sig så meget, at hun ikke længere kan finde rundt, og da de stopper for at spørge om hjælp, genkender hun ikke vejnavnet hun bliver henvist til. Hendes mentale kort stemmer altså ikke længere overens med den faktiske lokalitet.

David Punter påpeger i værket Postcolonial Imaginings: Fictions of a New World Order (2000) at: “The book’s maps, however, shift and change, not so much depicting fixed territory as gesturing towards a continuing and inescapable series of deterritorializations an reterritorializations.” (Punter 29) Landskabet har ændret sig på grund af menneskets egeninteresse. Veje der ikke tidligere eksisterede skærer nu gennem det, der før var ren natur, og der er blevet bygget dæmninger, som direkte har ændret søens udseende. Områder har skiftet navne, og de gamle kort afbilleder ikke længere omgivelserne korrekt. Dette er en gennemgående pointe i romanen, og præger også hendes udgangspunkt, for at finde sin far. I hytten på øen finder hun en række kort, som hun først ikke er i stand til at aflæse. Hendes manglende evne til at fortolke symbolerne som lokaliteter gør, at hun i første omgang antager, at hendes far har mistet forstanden. Senere lykkedes det hende dog at aflæse kortene og skabe en mening ud af dem: “I spread the first six pages out on the table and studied them […]. The notes and numbers were apparently a location code, it was like a puzzle he’d left for me to solve, an arithmetic problem.” (Atwood 132) Fortælleren sammenligner kortene med et puslespil, der skal løses, hvilket understreger kartografiens afhængighed af fortolkning og aflæsning. I dette tilfælde er der tale om koordinater, som hun igen er nødsaget til at aflæse. Hængende på væggen er et gammelt kort, som hun indser, at hendes far med krydser har markeret, hvor han har fundet gamle vægmalerier af de indfødte. Da faren sandsynligvis er forsvundet, frivilligt eller ej, under sin udforskning af malerierne, beslutter hun sig for at følge kortene.

Fortolkningen af kortets symboler bliver dog yderligere besværliggjort af de fremmede stednavne: “The printed name was different, Lac des Verges Blanches, the government had been translating all the English names into French ones, though the Indian names remained the same. […] I wanted to go there and verify, match the drawing with reality.” (Ibid. 133) Navnet på området er fremmed for hende, selvom hun har været der adskillige gange tidligere. Den geografiske placering er den samme, men hun er alligevel et fremmed sted, da hverken landskabet eller dets navn er genkendeligt for hende. Hun ønsker at sammenligne kortet med virkeligheden, men hverken kortets model af landskabet eller hendes egen hukommelse stemmer overens med omgivelserne. Der hvor kortet lovede hende et maleri finder hun ingenting, hvilket føles som et svigt: “As soon as I could I re-checked the map. The x was where it should have been, I hadn’t made a mistake.” (Ibid. 170) Diskrepansen mellem kortets fortolkning, hendes egen og hvad hun ser, forstyrrer hendes forbindelse til omverdenen, hvilket sætter spor i hendes selvbevidsthed. Jo flere gange misforholdet opstår, jo stærkere bliver følelsen af fremmedgørelse. På trods af utalige skuffelser finder hun i sin søgen efter malerierne til sidst nogen, som kun kan antages at være hendes far: “It was blurred but it had eyes, they were open, it was something I knew about, a dead thing, it was dead.” (Ibid. 182) Da hun konfronteres med sine rødder igennem sin far, mindes hun også om den fortid, som hun har benægtet overfor sig selv i flere år. Den fortælling, hun har overbevist sig selv og alle andre om er sand, viser sig at være opdigtet.

It was all real enough, it was enough reality for ever, I couldn’t accept it, that mutilation, ruin I’d made, I needed a different version. I pieced it together the best way I could, flattening it, scrapbook, collage, pasting over the wrong parts. A fake album, the memories fraudulent as passports; but a paper house was better than none and I could almost live in it, I’d lived in it until now. (Ibid. 184)

Hendes søgen efter faderen kan derved siges at være et billede på hendes søgen efter den tabte fortid. Historien hun har skabt om sig selv falder fra hinanden ved fundet, hvilket resulterer i en erkendelse af, at hun aldrig har passet ind nogen steder, selv ikke da hun bildte sig selv ind, at hun gjorde. Fortælleren er derved ikke blot faret vild i sit hjemland, men er også faret vild i sin egen selvforståelse og identitet hvilket blot forstærkes af de geografiske og sproglige ændringer, som den koloniale kartografi har påtvunget hende. 

Sprog som identitet og samfundsforbindelse

Sprog er måden vi kommunikerer med hinanden på, og derved kan sproget også siges at være afgørende for menneskets forbindelse til samfundet. Det er igennem sproget, at vi identificerer og gør opmærksom på os selv. På samme måde som farver på et kort, så er stemmen et udtryk for et tilhørsforhold: “Her voice occupied the room, territorial.” (Ibid. 198) Ved at tale gør man krav på et rum og alt efter, hvad der siges, er den talende også herre over atmosfæren. Atwoods roman handler i høj grad om sprogets territoriale egenskaber, ikke blot på et kort, men også mennesker imellem. Ligeledes er sprog noget, der er med til at opdele folkefærd i nationer, da det at kunne kommunikere med hinanden resulterer i en følelse af fællesskab. Sprog afspejler således landegrænser lige så meget som landegrænser afspejler sprog, uanset hvor officielle disse grænser er. Fransktalende canadiere vil på baggrund af deres fællessprog have en tættere forbindelse til hinanden end med resten af Canada. Romanens fortæller påtaler også dette, men er ikke videre positivt stemt overfor tendensen: “Language divided us into fragments, I wanted to be whole.” (Ibid. 187) Hovedpersonen er vokset op i et engelsktalende hjem i et fransktalende område, hvorfor hun altid har været distanceret sit hjemland på baggrund af sit sprog. Af samme grund længedes hun efter den helhed, som sproget har frataget hende.

Romanens hovedperson og fortæller bliver aldrig navngivet. Dette kan ses som et udtryk for noget almengyldigt, der transcendere individet. Dog er det påfaldende at alt omkring hende har fået nye navne som resultat af koloniseringen, undtagen hende selv. Et navn er for mennesket udtryk for en identitet og en eksistens, men fortælleren ikke har noget, hvilket blot forstærker den fremmedgørelse hovedpersonen føler, samt understreger måden hvorpå hun mister forbindelsen til sig selv.

I takt med at romanens hovedperson tager mere og mere afstand til samfundet, så mister hun også evnen til at afkode sine nærmestes ord: “I had to concentrate in order to talk to him, the English words seemed imported, foreign; it was like trying to listen to two seperate conversations, each interrupting the other.” (Ibid. 192) Engelsk er det sprog hun er opvokset med, men ordene mister deres betydning. Hun taler samme sprog som amerikanerne og de engelsktalende canadiere, men som et resultat af diskrepansen mellem den sproglige og kartografiske verden, og den verden hun fysisk befinder sig i, forsvinder hendes evne til at kode de engelske ord sammen med det fænomen der omtales: “He had been here and long before him the original ones, the first explorers, leaving behind them their sign, words but not it’s meaning.” (Ibid. 162) Hun har kendskab til ordene, men meningen bag dem går tabt for hende. Fortælleren føler intet tilhørsforhold eller tillid til sproget, da det gang på gang har svigtet hende. “It was the language again. I couldn’t use it because it wasn’t mine.” (Ibid. 135) Det franske sprog har aldrig tilhørt hende, men i takt med at amerikaniseringen går op for hende, mister hun også forbindelsen til det engelske sprog, og opgiver derved ultimativt sprog som helhed, ved at stoppe med at tale.

Fremmedgørelse og afvisning af samfundet

Lige fra begyndelsen af romanen har fortælleren følt sig som en fremmed i sit eget liv. Hun er ikke accepteret af de fransktalende canadiere, fordi hendes førstesprog er engelsk, men den engelsktalende del af landet omfavner hende heller ikke, eftersom hun geografisk er fra Québec. Da hun vender tilbage til den fransktalende del, forsøger hun at passe ind ved at tale fransk, men hendes accent røber hende hurtigt. “I see I’ve made a mistake, I should have pretended to be an American. […] This is border country” (Ibid. 28). Fremmedgørelsen er dog ikke kun et resultat af sproget, men forstærkes af USA’s stigende tilstedeværelse i landet. Turisme og amerikaniseringen er med til at distancere hovedpersonen fra sit land, som hun kender det. Dette kommer først til syne i de små detaljer i nabokonens køkken: “when I glimpsed the stove on my way through the kitchen I felt betrayed, she should have remained loyal to her wood range.” (Ibid. 20) Amerikaniseringen er dog langt mere omfattende end blot teknologisk udvikling. Vreden over den nye ovn er blot et symptom på et større problem.

Fortælleren får ikke lov til at lede længe efter sin forsvundne far, før amerikanske forretningsmænd antager, at han er afgået ved døden, da det giver dem mulighed for at opkøbe egnen og omdanne øen til et amerikansk feriested: ”I believe I can speak for the rest of the Michigan members in saying we’d be prepared to make you an offer.” (Ibid.120) At opkøbe land, inkludere et køb af de mennesker og dyr, som lever der. På trods af at den amerikanske kolonisering af Canada langt fra er lige så voldelig som den imperiale kolonisering, så er det i høj grad noget, som præger lokalområdet. Den amerikanske ekspansion handler nemlig ikke kun om opkøb af landarealer, men er i høj grad også et udtryk for udbredelsen af den amerikanske tankegang. Fortælleren tager stærk afstand fra de værdier, hun anser for amerikanske: overforbrug og mangel på respekt for naturen, som resultat af kapitalismen. Gentagende gange støder hun ind i en gruppe amerikanere, som efterlader skrald og død hvor end de går hen. Mod romanens slutning opdager hun dog, at gruppen er canadiere, hvilket betyder at hendes fortolkning af omverden igen differentierer fra virkeligheden. Hovedpersonen udleder, at det at være amerikaner, er kædet sammen med en bestemt opførsel fremfor et geografisk tilhørssted:

But they’d killed the heron anyway. It doesn’t matter what country they’re from, my head said, they’re still Americans, they’re what’s in store for us, what we are turning into. They spread themselves like a virus, they get into the brain and take over the cells change from the inside and the ones that have the disease can’t tell the difference. […] If you look like them and talk like them and think like them then you are them, I was saying, you speak their language, a language is everything you do. (Ibid. 165)

Den amerikanske neokolonisering af Canada bliver på denne måde fuldendt. Selvom de ikke har opkøbt hele landet, så har de formået at påvirke landets befolkning til at dele deres værdier. Når canadierne taler deres sprog igennem deres handlinger, så er det et udtryk for en psykologisk og kulturel kolonisering, som i sidste ende vil afspejle sig i kartografien igennem navngivning og optegning af nye grænser. ”the flood would depend on who got elected, not here but somewhere else” (Ibid. 169). Landskabet i sig selv bliver altså påvirket af amerikanske embedsmænd frem for befolkningen i Canada. Denne mangel på indflydelse på sit eget lands skæbne resulterer i en magtesløshed, som udelukkende forstærker distanceringen og fremmedgørelsen hun føler. Selv sine nærmeste venner bliver hun nødsaget til at afskrive, da de ikke længere er canadiske. “American, they are all Americans now.” (Ibid. 219) Herved mister hun ikke blot sit hjemland, men også sit sociale netværk, hvilket efterlader hende alene et sted, hun ikke kender.

Den fremmedgørelse som i begyndelse af romanen udelukkende er geografisk udvikler sig langsomt til en sproglig, følelsesmæssig og dernæst kropslig fremmedgørelse: “The trouble is all in the knob at the top of our bodies. I’m not against the body or the head either: only the neck, which creates the illusion that they are seperate. The language is wrong, it shouldn’t have different words for them.” (Ibid. 95) Fortælleren genkender ikke sine omgivelser eller sig selv, og er ydermere heller ikke i stand til at kommunikere sin oplevelse, da hun erfarer, at sproget ikke er tilstrækkeligt. Hendes hoved og hendes krop adskilles af halsen: et legeme, der associeres med sprogfunktionen. Punter argumenterer for, at hovedpersonens modvilje overfor halsen og hendes afvisning af sproget er et direkte resultat af kartografiens fremmedgørelse: “Home ground is foreign country. And the effect of this impossible conjunction, this inconceivable distortion of boundaries and of the sense of place, is to constrict the throat. To prevent, there, the possibility of language, to erode meaning.” (Punter 30) De gentagende afvigelser mellem kortets verden og hendes egen resulterer i sidste ende i, at der opstår en kløft mellem hovedpersonen og resten af verden. Som resultat heraf bliver den sproglige forbindelse mellem hende og alt andet bliver forvredet, hvilket i sidste ende fører til den absolutte fremmedgørelse: fortælleren opgiver sproget og den menneskelige tilværelse for at leve som et vildt dyr i naturen. Kun ved at blive til et dyr, kan hun acceptere sprogets manglende mening. Ved romanens slutning overvejer hun at vende tilbage til samfundet i et håb om at forene sin egen fortolkning af verden med civilisationens, men det står ikke klart om fortælleren vælger at forblive et dyr, eller om hun bliver et menneske igen. Dette fremstår som et udtryk for, at hun endnu ikke er afklaret med, om det overhovedet er muligt at forene det oprindelige landskabs kartografi og sprog med både den post- og neokoloniale tilværelse.

Vurdering af hvordan den imperiale vold stadig påvirker Canadas nationale fortælling

Epistemisk vold er primært defineret ved påtvingelsen af egen videns- og forståelseshorisont, hvilket udsletter andre kulturer ved systematisk undertrykkelse af en befolknings historie, sprog og værdier. Hvad end dette kommer til udtryk i underliggende samfundsstrukturer, eller viser sig på et kort, begås der epistemisk vold mod et samfund, når det påtvinges værdier, som ikke er deres egne. Kartografien bliver således til epistemisk vold, når stednavne ændres, da stedet oprindelige historie, kultur og sprog bliver umyndiggjort. Foruden ændring af navne, så kan den epistemiske vold også findes i kartografiens evne til at optegne grænser og derved understøtte en kolonimagts krav på et område. Ydermere kan den epistemiske vold resulterer i en retfærdiggørelse af fysisk vold, hvis ikke de opsatte landegrænser accepteres.

Surfacing er en postkolonial roman i forhold til både Frankrig og England, og derved et billede på imperiets kartografiske vold. Romanen nævner aldrig eksplicit de oprindelige navne på områder, men referer ofte til steder på både engelsk og fransk, hvilket skaber forvirring hos fortælleren om hvor og hvad, der egentlig tales om. Selv de navne, der er direkte oversat fra fransk til engelsk eller omvendt, mister en del af deres væsen, da sproglyden ændres. Tilmed er en oversættelse aldrig komplet, da der ofte går dobbeltbetydninger, allitterationer og nuanceforskelle tabt undervejs. Atwoods roman omhandler derudover Canadas neokoloniale forhold til USA, hvor en i forvejen skrøbeligt postkolonial nationalfortælling bliver stærkt påvirket af den udefrakommende amerikanisering. Canadas postkoloniale baggrund benyttes derved til at underlægge landet neokolonialismen, i det landet som samlet nation i forvejen er funderet på et skrøbeligt grundlag. Når nationen internt er splittet imellem det engelske og det franske, bliver det let for amerikaniseringen at slå rod. Neokolonialismen søger ikke at ændre stednavne, men deres køb af landarealer og stærke indflydelse på industrien er med til at påvirke kortets visuelle udseende, da grænserne ikke blot flyttes, men landskabet også fysisk forandres på baggrund af teknologisk udvikling og kapitalistisk gevinst.

Kartografiens epistemiske vold er altså med til at undergrave den canadiske selvforståelse både postkolonialt og neokolonialt. Det er ikke blot den direkte epistemiske vold, som præger den nationale fortælling, men i høj grad også det vaklende grundlag, som kartografien er med til at underbygge. Janice Fiamengo argumenterer i sin artikel om postkolonial skyld for at:

Rather than describing triumphant – or futile – resistance to an external oppressor, the novel is suffused with references to self-revulsion, alienation, and guilt. The narrator’s visceral apprehension of suffering causes her to renounce membership in the human race because she is overcome by a sense of her own terrible complicity. (Fiamengo 145)

Der findes en autoritet i et kort, da man forventer, at det stemmer overens med, hvad man ser. Da kortet på grund af den koloniale vold mister sin troværdighed, så bebrejder romanens hovedperson sig selv for sin fremmedgørelse. Den amerikanske ekspansion er den mest åbenlyse form for kolonisering i romanen, men denne ekspansion associeres med den, som englænderne og franskmændene udøvede på den oprindelige befolkning i Canada. Den fremmedhed, som kommer til udtryk i Surfacing, kan sættes i relation til den oprindelige befolknings distancering til deres hjemland. Den amerikanske ekspansion bliver en påmindelse om, at de også selv er skyldige i en postkolonial kontekst. Hvor fortællerens venner vælger at omfavne de amerikanske værdier, så opsluges hun selv af en sådan skyldfølelse, at hun i sidste ende føler skyld over overhovedet at være menneske.

Igennem kartografien bliver den imperiale vold til et psykisk og kulturelt overgreb, som efterlader dets ofre med en følelse af skyld. Her er der ikke blot tale om en skyldfølelse overfor den oprindelige befolkning, men også om en personlig bebrejdelse af ikke at have kæmpet imod den neokoloniale amerikanisering af landet. Atwood formår derved at fremstille den underliggende vold fra begge koloniseringer, som præger Canadas nationale forestilling. Hos hovedpersonen er den nationale fortælling fyldt med sådan en grad af fremmedgørelse, dehumanisering og ødelæggelse, at hun kun kan undslippe skyldfølelsen ved at opgive sin rolle som menneske. At forlade samfundet helt kan siges at være det ekstreme resultat af Canadas koloniale historie, men ikke desto mindre er det et billede på den postkoloniale skyld og neokoloniale fremmedgørelse, som ifølge Atwood præger landet. Særligt den fransktalende del af landet er udsat på baggrund af deres sprog. Atwood søger med sin roman at finde frem til noget, der reelt kan kaldes for canadisk, som ikke er funderet på den imperiale vold. Af samme grund vender hovedpersonen tilbage til naturen som et dyr, indtil det bliver muligt for hende at danne en national fortælling, som ikke bygger på epistemisk vold og ødelæggelse af naturen. Igennem romanen fremstilles den canadiske selvforståelse i halvfjerdserne, som søgende efter noget, de kan gøre til deres eget. Dette understøttes ydermere af de efterfølgende forhandlinger om Québecs selvstændighed, hvorved det bliver klart at den nationale fortælling i Canada på dette tidspunkt ikke er en man er komfortabel eller har affundet sig med.

Konklusion

Den imperiale kartografi er mere end blot et nyttigt redskab. Det er en model af virkeligheden, som kræver fortolkning af kortlæseren. Hvis ikke det fysiske kort, såvel som det indre, stemmer overens med virkeligheden, så opstår der en diskrepans i verdensfortolkningen, som kan resultere i både forvirring og en distancering til området. Det kartografiske aspekt er i romanen bærende for narrativet, da hele handlingen opbygges på baggrund af kort og geografiske placeringer. Kortene stemmer dog sjældent overens med virkeligheden, hvilket får konsekvenser for både individets sprogforståelse og tilknytning til landet.

I Atwoods roman bliver det derudover tydeligt, at historien gentager sig. Koloniseringen af Canada var i første omgang ledet af Frankrig og England, men består nu også af en kulturel og kommerciel kolonisering begået af amerikanerne. Fortællerens far forsvinder, og i sidste ende gør vores hovedperson det også, på samme måde som mange af de oprindelige folk er blevet udslettet på den ene eller den anden måde. Af samme grund bliver fortællerens fremmedgørelse forstærket i kraft af den postkoloniale skyldfølelse. Québec overgik først og fremmest fra Frankrig til England. Senere opnåede Canada som helhed suverænitet. Mange nationer knyttes sammen igennem et fælles sprog, men i Canada er landet opdelt. Kartografiens sproglige aspekt er med til at skille den fransktalende del fra den engelske. Romanen er skrevet i en tid, hvor den fransktalende del af Canada forsøger at løsrive sig fra resten af landet. Selvom dette ikke behandles direkte i romanen, så er hovedpersonens fremmedgørelse, på trods af hendes engelsktalende baggrund, med til at skabe en forståelse af, hvorfor de ønsker selvstændighed, og hvorfor de håber at kunne opnå suverænitet.

Den kartografiske og imperiale vold behøver ikke at være et fysisk overgreb på et områdes geografiske udtryk, men kan lige så vel komme til udtryk i en stigende kulturel og psykologisk assimilation, som til sidst resulterer i en kolonisering af landet, uden at der er foregået en konkret invadering. Det er denne usynlige kolonisering, Atwood forsøger at i talesætte med sin roman. Føler man sig som en fremmed i sit hjemland, så præger dette nationalfølelsen negativt. Surfacing bliver et eksempel på den ultimative fremmedgørelse, og siger derved noget om de underlæggende strukturer, som ifølge Atwood, påvirker Québec såvel som Canadas selvforståelse og nationale fortælling i en postkolonial såvel som neokolonial kontekst.

Litteraturliste

• Atwood, Margaret. Surfacing, 1972. Virago Press, 2009.
• Fiamengo, Janice. “Postcolonial Guilt in Maragret Atwood’s Surfacing.” American review of Canadian Studies. 1999
• Government of Canada. “Discover Canada – Canada’s History.” Canada.ca, Government of Canada, 26. Okt. 2015, https://www.canada.ca/en/immigration-refugees-citizenship/corporate/publications-manuals/discover-canada/read-online/canadas-history.html.
• Huggan, Graham David: Maps and Mapping Strategies in Contemporary Canadian and Australian Fiction. 1989. The University of British Columbia. PhD dissertation.
• Punter, David: Postcolonial Imaginings: Fictions of a New World Order, 2000. Edinburgh University Press.