The Passage

Skærmbillede 2016-07-31 kl. 11.05.04

For tiden er der intet mere hipt end post-apokalyptiske fortællinger. Vi har set The Hunger Games. Vi har set Divergent. Vi har set The Maze Runner, for ikke at glemme fortællinger som The Walking Dead. Historierne om en verden efter denne er overalt hvor vi kigger, men alligevel er der ingen der har gjort det som Justin Cronin gør i The Passage.

Her følger vi ikke blot et menneskeliv igennem en ødelagt verden. Vi følger også de som ødelægger den og de som er dømt til at overleve den. Menneskeforsøg, en alt ødelæggende epidemi og skrøbelige samfund er altid en sikker vinder for enhver der elsker dystopi. En springfarlig cocktail der går lige i hjertet på enhver læser.

The Passage er resultatet af en samtale Cronin havde med sin datter, der mente at hans bøger var kedelige. Denne indblanding fra hans datter er tydelig at fornemme, da børn har en helt særlig forståelse af det uventede og det nyskabende. En kreativitet der ikke må benægtes eller undervurderes.

Jeg sad med en tom følelse da jeg lagde bogen fra mig. Efter knap tusind sider spredt over et handlingsforløb på hundrede år, så er verdenen i bogen mere virkelig end den omkring dig. Det første jeg udbrød efter at have vendt sidste side var intet mindre end ”Godt jeg købte den næste bog også, så jeg ikke behøver vente alt for længe.”

Tyve tyve

Jeg har været så heldig at få tilsendt et anmelder eksemplar af bogen Tyve Tyve skrevet af Jan H. Hansen. Jeg vil dog understrege at anmeldelsen af bogen er 100% min egen holdning.

jan-h-hansen-tyve-tyve-bog

Dette er ikke en fortælling på flere hundrede sider, men det gør den langt fra mindre relevant. Tyve Tyve finder sted i et univers, hvor nazisterne havde mere held i deres foretagende end de havde i virkeligheden. Vi befinder os altså i et samfund besat af rendyrkelse og ariskeoprindelser. Hun er dansk. Han er jøde. Men denne fortælling udfolder sig anerledes end man umiddelbart skulle tro.

Jeg vil ikke kalde dette for en bog om ulykkelig kærlighed, selvom den bestemt ikke er fyldt af eudaimoni. Skrivestilen grænser kun lige overfladen og dette gør sig særlig gældende i de første kapitler. I starten fandt jeg det forstyrrende at den indeholdte så meget dialog, men efterhånden som man vender sig til den særprægede skrivestil og sproget der følger, så opdager man, hvor mange lag der ligger under. Ved første øjekast virker handlinger og plottwists malplaceret og ugennemført, men ved nærmere undersøgelse, så ligger der meget mere bag end blot forræderi og hævn.

Tyve Tyve er en bog for de der ikke ønsker at få svarene serveret på et sølvfad. Parallelle universer og en udvisket virkelighed danner bunden for denne roman. Læseren er overladt til sine egne instinkter og sine egne forhåbninger om, hvad der i virkeligheden er sandt. Denne usikkerhed gjorde Tyve Tyve til en interessant læseoplevelse og jeg indrømmer gerne at jeg ikke slap bogen før sidste side var vendt.