Og så drukner jeg… af Ditte Wiese

9788711903339“Hvis ikke du præsterer perfekt, er du en taber! Sådan tænker den 18-årige Josephine, der forsøger at være ligeså perfekt og dygtig som sine venner.

Hun har lagt en plan for sit liv. Hun har valgt en fornuftig uddannelse, den rigtige kæreste og den korrekte diæt. Det er godt, og det er perfekt. Men der er noget, der sitrer i hende. Små bølger af noget forkert, der presser på og holder hende vågen. Det borer sig ind i hendes hjerne og larmer. Får hende til at glemme ting. Glemme at trække vejret.

Hvad er der galt med hende? Hvorfor kan hun ikke bare følge planen? Hun presser sig jo til det yderste. 

Presset er så stort, at Josephine er ved at drukne. Hun kan slet ikke få luft, men hun tør ikke råbe om hjælp. For hvis ikke hun kan alting, er hun jo ingenting.”

Og så drukner jeg… af Ditte Wiese er en angstprovokerende og tankevækkende roman om alt det, som går og presser sig på i hverdagen. Josephine vil være perfekt og mindre kan ikke gøre det. De små ting hober sig op og de større ting kastes oven i indtil bægret flyder over.

Denne ungdomsroman er resultatet af samtidens forventningspres og karakterræs. Af samme grund mener jeg, at den er utrolig vigtig for læsere i alle aldre. Dem der døjer med angst og/eller perfektionisme vil kunne spejle sig selv i Josephine, og de der ikke kan se sig selv, vil formentlig se nogen de kender.

Personligt var jeg nødt til at holde en pause med læsningen, da jeg begyndte under eksamensperioden. Bogen skildrer stress og eksamensangst så virkelighedsnært, at det er let at falde ind i samme tankespiral som Josephine befinder sig i. Noget man bør være opmærksom på, hvis man selv døjer med den slags. Vigtigheden af budskabet kan dog ikke understreges nok.

Personligt sad jeg tilbage med flere spørgsmål, som jeg gerne ville have haft svar på, men det er lidt hele pointen. Det er okay ikke at have svar på det hele, og det er okay ikke at have styr på alt.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar af CarlsenPuls.

Stilleleg

8345921Et uskyldigt væddemål.
Et møde mellem to forvoksede børn
med hver deres beskyttelsesværn.
En stille, insisterende og stædig kamp
for at bryde gennem værnene
og ind til det, der ligger gemt af vejen
inde bagved.

En leg om hvem der kan være stille længst.
En leg om hvem der først bryder stilheden.
En leg der ikke nødvendigvis er en leg

Dette er bagside teksten på den korte roman af Julie Clausen, som skulle vise sig at knuse mit hjerte. Aldrig har en bog vækket så mange følelser i mig. Jeg skulle aldrig have vendt den sidste side lige inden sengetid, for nu kan jeg gå grædende i seng, med en følelse af tomhed og et ønske om, at det hele ikke var så virkeligt.  Rå, barsk. Sandheden kort og kontant. Forfatteren pakker intet ind i vat, hvilket blot bringer det hele endnu længere under huden på læseren.

Når man læser en bog, så forventer man et tilrettelagt plot. Man forventer en start, en optakt og en slutning, hvilket den kække analytiker sikkert også vil være i stand til at finde i denne bog. Som hyggelæser, overrasker slutningen, for kan da umuligt allerede være slut. Det skærer dybt i hjertet, når en historie ikke får nogen egentlig ende, men blot stopper, sådan som livet nogengange gør det.

I løbet af de første sider, tænker man blot, at man er på vej ind i den klassiske kærlighedshistorie, men dette er langt fra tilfældet. Begge hovedpersoner har ting at slås med, som ingen af dem ønsker at snakke om. Efterhånden som de kæmper med at komme under huden på hinanden, bliver det hele blot endnu mere kompliceret.

Følelsen jeg havde, da jeg lagde denne bog fra mig, kan umuligt beskrives. Det er noget man er nødt til at opdage på egen krop. Fremtidige læsere skal være opmærksomme på, at det gør ondt. Forfærdeligt ondt.