Stilleleg

Et uskyldigt væddemål.
Et møde mellem to forvoksede børn
med hver deres beskyttelsesværn.
En stille, insisterende og stædig kamp
for at bryde gennem værnene
og ind til det, der ligger gemt af vejen
inde bagved.

En leg om hvem der kan være stille længst.
En leg om hvem der først bryder stilheden.
En leg der ikke nødvendigvis er en leg

Dette er bagside teksten på den korte roman af Julie Clausen, som skulle vise sig at knuse mit hjerte. Aldrig har en bog vækket så mange følelser i mig. Jeg skulle aldrig have vendt den sidste side lige inden sengetid, for nu kan jeg gå grædende i seng, med en følelse af tomhed og et ønske om, at det hele ikke var så virkeligt.  Rå, barsk. Sandheden kort og kontant. Forfatteren pakker intet ind i vat, hvilket blot bringer det hele endnu længere under huden på læseren.

Når man læser en bog, så forventer man et tilrettelagt plot. Man forventer en start, en optakt og en slutning, hvilket den kække analytiker sikkert også vil være i stand til at finde i denne bog. Som hyggelæser, overrasker slutningen, for kan da umuligt allerede være slut. Det skærer dybt i hjertet, når en historie ikke får nogen egentlig ende, men blot stopper, sådan som livet nogengange gør det.

I løbet af de første sider, tænker man blot, at man er på vej ind i den klassiske kærlighedshistorie, men dette er langt fra tilfældet. Begge hovedpersoner har ting at slås med, som ingen af dem ønsker at snakke om. Efterhånden som de kæmper med at komme under huden på hinanden, bliver det hele blot endnu mere kompliceret.

Følelsen jeg havde, da jeg lagde denne bog fra mig, kan umuligt beskrives. Det er noget man er nødt til at opdage på egen krop. Fremtidige læsere skal være opmærksomme på, at det gør ondt. Forfærdeligt ondt.