Hold om mig af Jennifer L. Armentrout

“Tredje og afsluttende bog i den hotte og romantiske new adult-serie WAIT FOR YOU.

Calla på 21 år er aldrig blevet kysset, hun har aldrig set havet, og hun har aldrig været i en forlystelsespark.

Men som barn så hun ting, et barn aldrig skal se. Hun har stadig psykiske og fysiske ar efter et liv med sin ustabile mor, Mona, – og hemmeligheder, hun holder fra alle, også sine nære venner på college.

Da hun opdager, at Mona har stjålet hendes collegepenge og oparbejdet en kæmpe gæld i hendes navn, er Calla nødt til at tage tilbage til den lille by, hun troede hun havde forladt for altid, for endnu engang at tage sig af sin mors problemer. Men da hun ankommer til morens bar, er hun forsvundet, og ingen ved, hvor hun er.

I stedet finder hun den sexede og intense Jackson James, som giver hende et job og hjælper med at lede efter Mona. Han gør det klart, at han er stærkt tiltrukket af hende, men at han måske også ønsker lidt mere … Men før Calla kan åbne op og lade ham komme ind på livet af sig, må hun komme overens med sin smertefulde fortid.”

9788711693186

Jeg har endnu engang været så heldig at modtage en litterær godte fra LOVEBOOKS. Denne gang er det tredje bind i WAIT FOR YOU serien.

Hold om mig, er en fortælling om de løgne vi fortæller os selv og ikke mindst hinanden. Det er en fortælling om de byrder vi påtager os, og de byrder vi pålægger andre. Selvfølgelig handler bogen om kærlighed, men som sine forgængere så er det langt fra en sukkersød fortælling. I et forsøg på at skaffe de penge tilbage som hendes mor stjal fra hende, så bliver Calla hurtigt rodet ind i sin mors spind af stoffer, gæld og kriminalitet.

Hold om mig, viser på samme måde som Vent på mig og Bliv hos mig, at alle bære rundt på hemmeligheder og ar, som ingen andre kender til. Armentrout er vigtig indenfor New Adult litteraturen, fordi hun ikke er bange for at vise at mennesker er uperfekte. Vise at virkeligheden ikke blot er barsk, men samtidig kan være fortryllende, hvis man dedikerer tilværelsen til de rigtige mennesker.

Forlaget kalder det for den tredje og afsluttende bog i WAIT FOR YOU serien. Kigger man nærmere på forfatteren, så vil man dog hurtigt indse, at det langt fra er tilfældet, da der findes adskillige andre bøger i serien. Bøger som jeg inderligt håber at de beslutter sig for at oversætte. Hvis ikke, så tager jeg dem gerne på engelsk, blot for at fortsætte fortællingen om modige unge kvinder og deres møde med den forhåbentlig eneste ene.

Du kan købe bogen her. (reklamelink)

Bogforum 2018

Som altid bliver man overvældet af en summen af bogglade mennesker i alle aldre, når man træder ind af dørene til Bella Center. Stemningen starter allerede så småt i bussen, for det er tydeligt at høre på den ivrige bogsnak i hjørnerne, at vi alle har samme destination.

Igen i år var der lagt op til en fest af den helt anden verden på Børnebogforum for både unge og de helt små. I denne afskærmede sektion bliver man mød af alt fra den seneste young-adult til havfruekostumer, pixiebøger og tegnekonkurrencer. Selvom det er en skam at ungdomsbøgerne endnu ikke har fået deres eget univers, så er det unægteligt et af de mere interessante hjørner af messen. Uanset hvilken alder man har, så kan man vel ikke andet end at blive draget af duften af pandekager?

44950324_181848019390901_6548281141491662848_n
Teri Terry på Spotscenen i samtale om sit forfatterskab

Dette år var Spotscenen stjernespækket med interessante oplæg. På programmet kunne man blandt andet finde den danske Line Lybecker, som er forfatter til en række bøger om seksualitet og identitet udgivet hos forlaget Calibat.

Kort efter trådte den internationalt anerkendte ungdomsforfatter Teri Terry på scenen, hvor hun humoristisk og engageret fortalte om det at være forfatter og ikke mindst sin skriveproces og sine bøger. Hun løftede blandt andet sløret for at et dansk forlag har planer om at udgive en prequel til en af hendes dystopiske ungdomsromaner. Denne afsløring kom bag på både interviewer og publikum, hvorefter Teri Terry såede tvivl om, hvorvidt det overhovedet var noget hun måtte sige. Om ikke andet er hemmeligheden ude, og jeg er sikkert ikke den eneste, der glæder mig!

45003859_1426925257446539_6092883968095420416_n
Kære Evan Hansen udkommer på dansk til januar, men forhåndseksemplarer blev delt ud på BogForum den 27. oktober, hvor 80 heldige læsere fik bogen før tid.

Jeg var utroligt heldig. Faktisk så heldig, at det virkede helt surrealistisk, eftersom jeg plejer at være det mest uheldige menneske i min omgangskreds. Hos Lindhardt og Ringhof blev gratis forhåndseksemplarer af Kære Evan Hansen delt ud. Bogen efter musicalen udkommer først til januar, men jeg og 79 andre heldige fik lov at tage den med hjem allerede i lørdags. Det var dog ikke den eneste bog fra forlaget, som jeg slæbte med hjem. Et umodståeligt tilbud i form af 3 bøger for 100 kroner, gjorde nemlig at jeg måtte op med pengepungen.

Det var ikke kun børn, unge og voksne som havde gavn af dette års BogForum. Også en servicehund fik gået sit livs længste tur, da den trofast måtte følge sin bogglade ejer rundt på hele messen. Lad os bare sige, at hunden blev hurtigere træt af bøger end ejeren gjorde.

44933259_254410825272904_7315617378664972288_n
Linette Harpsøe signerer på Dreamlitts stand.

Medregner man i år, så kan jeg glædeligt fortælle, at mit besøg på BogForum de sidste tre er faldet sammen med Linette Harpsøes besøg på messen. Af samme grund skulle jeg da også lige have Ingenmandsland, tredje og sidste bog i Exilium-triologien, med hjem. Linette Harpsøe var som altid så super venlig at tage et kvarter ud af sin dag, til at få en snak og svinge med kuglepennen i min bog. Med denne signering har jeg altså samlet hele den signerede Exilium-triologi.

44916276_910992042444544_860016198287360000_n
Ulrikke Falch og Sofie Frøysaa signerer ved Arnold Busck deres nye bog, Jenteloven.

Også vores naboer mod nord var at finde. Norske Ulrikke Falch og Sofie Frøysaa slog nemlig vejen forbi Fag- og debatscenen for at tale om deres bog Jenteloven. Ligestilling og girlpower var i centrum i samtalen om, hvad bogen kalder feministisk førstehjælp. En bog som de unge forfattere selv manglede som teenagere.

Som altid var der også en stor mængde konkurrencer. En af dem om billetter til Krimimessen Horsens, hvor man ved deltagelse modtog en goodiebag med bogen Savner dig af Harlan Coben og en lakridspibe. I nettet var der også et tomt bolche papir, så et eller andet sted derude findes der et ensomt bolche uden sin indpakning. Selvom jeg blev snydt for et bolche, så er jeg utrolig glad for bogen.

44898890_340319110065868_1649263069387292672_n
Køen voksede sig hurtigt stor, da der blev delt gratis forhåndseksemplarer ud af Kære Evan Hansen.

BogForum kan som altid summeres ganske kort op. Latterligt mange mennsker. Latterligt mange events. Latterligt mange bøger. Dette års bogforum var fyldt til renden, og det kommer fra en, som synes der var mange mennesker allerede sidste år. Som altid savner jeg engelske og internationale bøger på messen, men ikke desto mindre, var det en fantastisk og berigende oplevelse.

Som altid var personalet utroligt venlige. Både ved de individuelle stande og i Bella Centeret selv. En venlig rengørringsdame viste med glæde de besøgende(Læs: mig) vejen hen til det hemmelige toilet, som ingen kunne finde, så de der havde travlt ikke behøvede at stå i kø alt for længe. Af hjertet tak!

Dagens litterære fangster? Dem kan i se her!

44896729_285624042079741_1222934780111224832_n

 

Archers Stemme af Mia Sheridan

archers-stemme_378343

“Da Bree fra den ene dag til den anden forlader sit liv i New York og flytter til en lille by i Maine, håber hun, at hun endelig kan lægge fortiden bag sig og finde fred. Allerede første dag i byen møder hun Archer Hale. En mand, der lever for sig selv, og som kæmper med sine egne dæmoner. En mand, ingen andre bemærker.

Archers stemme er en fortælling om en kvinde, der bærer på et traume, og den mand, hvis kærlighed er nøglen til hendes frihed. Det er en fortælling om en stille mand, som lever med mindet om en pinefuld fortid, og den kvinde, som hjælper ham med at finde sin stemme igen. Det er en fortælling om sorg, skæbne og kærlighedens helende kraft. Archers stemme er første bog i Sign of love-serien.”

Archers stemme er en roman om kærlighed, når det er smukkest, renest og mest råt. Det er samtidig en roman om menneskelige brister, når følgerne er mest katastrofale. Små byer er fyldt med drama, og Pelion, Maine er ikke nogen undtagelse. Romanen tager fat i traumer og tager hånd om den gennemgribende og altomsluttende angst, som kan ramme enhver, som lyn fra en klar himmel.

Den mandlige hovedperson er efter en ulykke blevet stum, hvilket ikke blot gør det svært at få venner, men også gør det utrolig svært overhovedet at være til i en lille by, hvor alle anser ham for at være en særling. Denne stumme karakter er dog med til at give denne kærlighedsroman en hel masse kant, da det bringer nye udfordringer med sig. Romanen er ikke sukkersød, men derimod barsk og brutal i sin skildring af menneskelighed og krise. Archers stemme er utrolig interessant læsning uanset om man bryder sig om kærlighedsromaner eller ej. Kunne man lide Måske en dag, så vil man uden tvivl forelske sig i denne roman, som også tager fat i handicap, som tabu.

Jeg anbefaler i hvert fald varmt Archers Stemme af Mia Sheridan til enhver, som gider at høre på mig. Jeg håber derfor virkelig også at serien fortsætter i samme stil, og at flere læsere får øjnene op for denne vigtige fortælling.

Du kan købe denne vidunderlige roman fra LOVEBOOKS her. 

Bliv hos mig af Jennifer L. Armentrout

37311682_1802524766508404_8314153809915936768_n

Advarsel: Læs ikke denne bog på stranden. Du vil fælde en tåre eller hundrede uanset om du vil det eller ej.

Efter at have modtaget Bliv hos mig af Jennifer L. Armentrout fra forlaget Lovebooks, så kunne jeg ikke lade være med at gå i gang med det samme. Alligevel har det taget mig et godt stykke tid at blive færdig med bogen. Ikke fordi den var dårlig eller kedelig. Tværtimod. Bliv hos mig er en af den slags romaner, som rammer så dybt i hjertet, at jeg blev nødt til at lægge den fra mig og slikke mine sår inden jeg kunne fortsætte.

Romanen er andet bind i serien Wait for you, men jeg vil understrege, at man sagtens kan læse denne bog uden at have læst den foregående, selvom de begge kan anbefales varmt.

“Jennifer L. Armentrout står bag den stærke og passionerede roman “Bliv hos mig”, der er 2. bind i serien ‘Wait for you’ om smukke Teresa Hamilton.

Teresa Hamilton er blevet forelsket i sin storebrors ven Jase, men han udviser ikke den store interesse for hende. Samtidig slås hun med en skade, der gør, at hun ikke kan danse og bruddet med ekskæresten spøger stadig. Snart er det dog tid til college og så skulle livet gerne blive lidt sjovere igen. Imens går Jase Winstead rundt med en tung hemmelighed, og den stopper ham i at udforske dét, der skete med Teresa.

Spørgsmålet er, hvad de to skal gøre for at få hinanden i “Bliv hos mig”; en intens roman af Jennifer L. Armentrout.”

Lige så meget som det er en kærlighedshistorie, så er det en fortælling om de spøgelser vi  hver især bærer rundt på og ikke mindst lader os styre af. I modsætning til mange andre romaner, så er det ikke hovedpersonernes mål at hele hinanden, men derimod at hele sig selv, og ikke mindst skabe nye drømme, hvor de gamle er bristede.

Et centralt tema i romanen er fysisk og psykisk vold i forhold, hvilket man skal være forberedt på inden man påbegynder læsningen. Det er barsk læsning, men også en yderst interessant skildring af de ar på sjælen, som vores tidligere forhold efterlader.

Når det så er sagt, så skal der ikke lægges låg på, at romanen også fik mig til at smile og grine, når jeg altså ikke var i gang med at græde. Kort fortalt, så er Bliv hos mig en utrolig realistisk og virkelighedsnær fortælling om langt mere end blot spirrende kærlighed.

Køb bogen her.

Skrøbelige skønhed af Amy Harmon

1705737_1492142966

Skrøbelige skønhed er den danske udgivelse af young adult romanen “Making Faces.” Som begge titler indikerer, så tager denne vigtige bog fat omkring æstetik og skønhed på så mange forskellige planer, at man som læser bliver overvældet af bogens dybde.

“Ambrose var byens populære fyr, og Fern havde været forelsket i ham, så længe hun kunne huske. Han var smuk og uopnåelig, hun var klassens stille pige. Men da Ambrose efter high school drager i krig og vender hjem med ar på krop og sjæl, er rollerne pludselig byttet om: Fern er ikke længere den grimme ælling, hun engang var, og Ambrose har mistet sin skønhed i krigen.

Den følsomme Fern og den sårede Ambrose mødes igen, og sammen med Ferns barndomsven Bailey begynder de at tilbringe dagene sammen i deres lille amerikanske hjemby. Langsomt opbygger de et stærkt venskab i den lille gruppe, og langsomt får Ambrose øjnene op for den pige, der har elsket ham, så længe hun kan huske.

SKRØBELIGE SKØNHED er en fortælling om en lille by, hvor fem high school-venner drager i krig, men kun én vender hjem igen. Det er en fortælling om en piges kærlighed til en traumatiseret dreng og en såret krigers kærlighed til en stille pige. En fortælling om heltemod og stærke venskabsbånd. En moderne Skønheden og udyret-fortælling, som viser, at der er en lille smule skønhed og en lille smule udyr i os alle.”

Skrøbelige skønhed af Amy Harmon udfolder sig over flere årtier og er bygget op omkring vennegruppens minder med og uden hinanden. Plottet tager for alvor fat efter 9/11 har rystet den lille amerikanske by, og inspirerer brydeholdets stjerner til at drage i krig.

Hvor mange romaner hurtigt bliver for hæsblæsende, så formår Amy Harmon at gøre et stille liv storslået, og man kan som læser ikke lade være med at drømme sig ind i det hjerteskærende realistiske univers, der beretter om de liv der bliver til, når andre hører op. Bogen afspejler det faktum, at man sjælendt får, hvad man fortjener, på både godt og ondt, og i en lille by har selv den mindste handling stor betydning for de pårørende.

Sproget er filmisk og tryllebindende. Roligt, rytmisk og dragende. Det er læsning af den slags, som gør at man glemmer tid og sted. Ikke mindst så formår Amy Harmon at berette så læsningen bliver beroligende på den mest foruroligende måde.

En aktuel roman, der undersøger det smukke og det grimme i livet indenfor alle aspekter. Hvis du ikke allerede har læst Skrøbelige skønhed, så kan du købe bogen her.

 

Vejen til dit hjerte af J. P. Monninger

Skærmbillede 2018-04-24 kl. 16.58.07

Vejen til dit hjerte er resultatet af mødet mellem Som du ser mig og The Fault in Our Stars. Resultatet bliver en romantisk rejse gennem Europa, hvor Jack langsomt lærer Heather at sætte pris på det spontane og den skjulte skønhed i alt der omgiver os.

“En smuk og rørende roman om Heather, der har planlagt sin fremtid ned til mindste detalje. Hun er netop blevet færdig på college og skal rejse rundt udenlands med et par veninder, inden hun skal starte nyt job. Men da hun tilfældigt møder Jack i en togvogn i Europa, ændres alle hendes nøje tilrettelagte planer.

Jack er et par år ældre end Heather, og hans rejseplan er at følge sin bedstefars dagbog, hvilket fører ham tilfældigt rundt til smukke, romantiske storbyer som Wien, Budapest, Istanbul. Heather følger med ham, og de forelsker sig i hinanden. Jack er en fri fugl og vil rejse videre rundt i Europa. Forpligtelserne hjemme i USA gør, at Heather overtaler Jack til at tage med tilbage. Men Jack har en hemmelighed, som kan ændre absolut alt.”

Vejen til dit hjerte af J.P. Monninger ligger op til en hæsblæsende kærlighedshistorie, og fortællingen er da også underholdende, men jeg blev desværre skuffet. Romanen var langt fra så medrivende og rørende, som den er blevet fremstillet, og de første 200 sider mangler indlevelse og til dels også indhold. Der sker en masse, men der sker ikke noget, som kan mærkes i hjertet. Måske er jeg mere følelseskold end først antaget.

Halvvejs igennem bogen sker der dog et eller andet. Om det er en ændring i stemningen eller et skift i romanens hensigt, er svært at sætte en finger på. Men der sker nogen, som får romanen til at gribe om sig, og som begynder at udforske ikke blot livet, men også vores måde at leve på.

Sætningerne forekommer, som naturlige tankerækker og dialogerne er opløftende, sarkastiske og ikke mindst virkelige. Man kan i sit stille sind se samtalen for sig og manglende beskrivelser af kropssprog med mere, lader læseren danne sig sine egne billeder og indtryk.

Vejen til dit hjerte var en behagelig læseoplevelse, med skønne beskrivelser af  Europas storbyer, turistattraktioner og skjulte perler. Romanen beretter ikke så meget om to unge menneskers forelskelse, som den gør om to unge menneskers livsfilosofi og verdensopfattelse. Det er derfor også synd, at romanen først tager fart så sent. Dog vil jeg alligevel takke LOVEBOOKS mange gange for at sende mig bogen, da det i den grad var læseoplevelsen værd.

“Fans af Nicholas Sparks’ rørende fortællinger vil elske den her.” – Booklist

“Læsere, som elsker kærlighedshistorier med et bittersødt twist, vil sluge hvert et ord.” – School Library Journal

Lyder det som noget for dig? Så kan du købe bogen her.