Skrøbelige skønhed er den danske udgivelse af young adult romanen “Making Faces.” Som begge titler indikerer, så tager denne vigtige bog fat omkring æstetik og skønhed på så mange forskellige planer, at man som læser bliver overvældet af bogens dybde.
“Ambrose var byens populære fyr, og Fern havde været forelsket i ham, så længe hun kunne huske. Han var smuk og uopnåelig, hun var klassens stille pige. Men da Ambrose efter high school drager i krig og vender hjem med ar på krop og sjæl, er rollerne pludselig byttet om: Fern er ikke længere den grimme ælling, hun engang var, og Ambrose har mistet sin skønhed i krigen.
Den følsomme Fern og den sårede Ambrose mødes igen, og sammen med Ferns barndomsven Bailey begynder de at tilbringe dagene sammen i deres lille amerikanske hjemby. Langsomt opbygger de et stærkt venskab i den lille gruppe, og langsomt får Ambrose øjnene op for den pige, der har elsket ham, så længe hun kan huske.
SKRØBELIGE SKØNHED er en fortælling om en lille by, hvor fem high school-venner drager i krig, men kun én vender hjem igen. Det er en fortælling om en piges kærlighed til en traumatiseret dreng og en såret krigers kærlighed til en stille pige. En fortælling om heltemod og stærke venskabsbånd. En moderne Skønheden og udyret-fortælling, som viser, at der er en lille smule skønhed og en lille smule udyr i os alle.”
Skrøbelige skønhed af Amy Harmon udfolder sig over flere årtier og er bygget op omkring vennegruppens minder med og uden hinanden. Plottet tager for alvor fat efter 9/11 har rystet den lille amerikanske by, og inspirerer brydeholdets stjerner til at drage i krig.
Hvor mange romaner hurtigt bliver for hæsblæsende, så formår Amy Harmon at gøre et stille liv storslået, og man kan som læser ikke lade være med at drømme sig ind i det hjerteskærende realistiske univers, der beretter om de liv der bliver til, når andre hører op. Bogen afspejler det faktum, at man sjælendt får, hvad man fortjener, på både godt og ondt, og i en lille by har selv den mindste handling stor betydning for de pårørende.
Sproget er filmisk og tryllebindende. Roligt, rytmisk og dragende. Det er læsning af den slags, som gør at man glemmer tid og sted. Ikke mindst så formår Amy Harmon at berette så læsningen bliver beroligende på den mest foruroligende måde.
En aktuel roman, der undersøger det smukke og det grimme i livet indenfor alle aspekter. Hvis du ikke allerede har læst Skrøbelige skønhed, så kan du købe bogen her.