Kære Evan Hansen

“Kære Evan Hansen

I dag bliver en fantastisk dag, fordi ?

Evan har altid følt sig alene, men da et brev havner i de forkerte hænder, bliver han trukket ind i en fremmed families tragedie. Nu får han muligheden for ikke længere at føle sig udenfor. Pludselig har den angstramte Evan et nyt formål. Og et website. Han er selvsikker, og han går viralt. Alle dage er fantastiske. Indtil alt er i fare for at falde sammen omkring ham, og han bliver konfronteret med sin værste fjende: sig selv.

En hvid løgn fører til store sandheder i denne varme og hjerteskærende fortælling, fyldt med sorg og autenticitet, om kampen for at høre til i en tid med hurtige forbindelser og dyb isolation.

Romanen er baseret på hit-musicalen DEAR EVAN HANSEN fra Broadway, og er blevet til i et tæt samarbejde mellem skaberne af musicalen og forfatteren Val Emmich.”

Kære Evan Hansen fik mig ikke til at græde som forventet, men det var uden tvivl en bog som rørte mig dybt. For et eller andet sted, så er Evan Hansen os alle sammen, uanset om vi vil det eller ej. Han er uheldig, usikker, angst og har ydermere de mest svedige hænder jeg nogensidne har læst om. Evan Hansen har fejl og han ved det, hvilket gør det til en meget personlig læseoplevelse. Denne roman viser hvordan mange små tilfælde kan føre til noget mere. Hvordan en enkelt løgn kan bygge sig til noget større. Hvordan et ønske om at hjælpe, ikke altid er det mest hensigtsmæssige.

Jeg må indrømme at slutningen tabte mig lidt. Det gik for stærkt og for flygtigt. Slutningen var nok det eneste, som bar direkte præg af at det er en musical, for jeg føler at den musikalske og sceniske fremstilling bedre kunne have udfyldt hullerne end bogen formåede at gøre. Ikke at slutningen var dårlig. Der manglede bare lige et eller andet, som jeg ikke helt kan sætte min finger på. Måske oplevelsen er anderledes for dem, som kender og elsker Broadway.

I dag bliver en fantastisk dag, fordi Kære Evan Hansen udkommer på dansk.

Køb bogen her. (reklamelink)

Uden Håb / Altid Håb af Colleen Hoover

Lindhardt og Ringhof har sendt mig begge disse bøger af Colleen Hoover. På trods af travlhed grundet eksamener kunne jeg ikke lade være med at gå i gang med det samme. En beslutning som både gjorde det ulideligt at læse op, men også at tænker på noget andet. Fortællingen om Dean Holder og Sky starter ud som enhver anden kærlighedshistorie, men udvikler sig derefter drastisk i en retning, som vil vride og flå i dit hjerte, til du ikke længere er sikker på om organet stadig er intakt. Den sidste halvdel af romanen var ved at tage livet af mig, fordi det hele simpelthen var så gennemført og hjerteskærende at jeg ikke kunne stoppe med at græde.

Inden jeg gik i gang med at læse, undrede jeg mig over, hvorfor at disse to bøger blev udgivet op Lindhardt og Ringhof og ikke på LoveBooks som hendes andre danske oversættelser. Det blev dog hurtigt klart for mig. Selvom det er en kærlighedsroman, så er det langt fra hovedtemaet, selvom det bestemt er en drivkraft. Hovedpersonerne er 17-18 år gamle, men alligevel er det ikke helt en Young Adult bog. Hopeless serien af Colleen Hoover er noget mere, og langt mere hjerteskærende end jeg havde forventet. Romanerne er bestemt ikke for sarte sjæle, da misbrug og selvmord er centrale emner. Mere kan jeg ikke sige uden at afsløre for meget. Mere kan jeg ikke sige, uden at røbe hvorfor disse bøger gav mig en mavepuster.

Uden Håb er set fra min synsvinkel det bærende værk i serien. Efterfølgeren Altid Håb fortæller samme historie men fra Dean Holders synspunkt frem for Skys, og selvom dette er en fængende og yderst interessant tilføjelse til den oprindelige historie, så mangler den lige så mange detaljer i plottet som den udfylder. Scenerne der overlapper i de to bøger er knap så godt beskrevet og fortalt, men som sagt er det alligevel interessant at få et blik på situationen fra en anden vinkel. Det der gør Altid Håb lige så vigtig som forgængeren er de billeder vi får af Dean Holder uden Sky. Det er de scener som ikke overlapper, men som derimod supplerer og forklarer, hvorfor han opfører sig som han gør.

cover.1539740050Uden håb af Colleen Hoover

“#1 New York Times bestseller og to år i træk har Colleen Hoover vundet Goodreads Choice Award for bedste kærlighedsroman. Udkommer samtidig med Altid håb (Hopeless 2).

Nogen gange er det sværere at acceptere sandheden end leve med løgnen …

Det må Sky sande, da hun møder Dean – en fyr kendt for sit blakkede ry. Han vækker en masse følelser i hende, som hun ikke forstår. Han både skræmmer og fascinerer hende, og noget ved ham får hende til at tænke på sin meget smertelige fortid, som hun ellers har kæmpet hårdt for at lægge bag sig.

Selv om Sky forsøger at holde sig fra ham, er Dean vedholdende, og langsomt lader Sky paraderne falde. Båndet mellem dem udvikler sig. Men det viser sig, at den mystiske Dean har haft hemmeligheder for hende, og da de bliver afsløret, påvirker det Sky i en grad, så hun er forandret for altid. Kan Sky og Dean hele deres følelsesmæssige sår og finde en måde at leve og elske grænseløst?”

9788711694541Altid håb af Colleen Hoover

“I opfølgeren til Colleen Hoovers #1 New York Times bestseller Uden håb (Hopeless 1) er det den charmerende fyr Dean Holder, der fortæller sin version af historien om Sky og deres forhold.

Nogen gange er man tvunget til at se sig tilbage og acceptere sin fortid for at kunne se fremad og leve livet.

I Uden håb prøver Sky at forstå de hemmeligheder, minder og modsatrettede følelser, der opstår sammen med Dean, men hans fortid forbliver lidt af et mysterie. I Altid håb får man et indblik i hans følelsesliv og alt det, han er formet af. For det viser sig, at Dean er traumatiseret af et minde om en lille pige, og at han hele sit liv har forsøgt at frigøre sig fra en overvældende skyldfølelse. Han havde dog aldrig forudset, hvor hårdt det ville være endelig at møde den pige igen og finde den ro, han så desperat ønsker.”

Køb serien her (reklamelink) Har du allerede læst serien eller vil du bare læse mere af Colleen Hoover? Så læs mine anmeldelser af hendes andre værker her:

Forbandede Kærlighed af Colleen Hoover
It Ends With Us af Colleen Hoover
Måske en dag af Colleen Hoover

Er du okay, Marie? Er du okay, Fie?

Er du okay, Marie? Er du okay, Fie? Svaret er nej. Hverken Marie eller Fie er det mindste okay, og det bør man være forberedt på inden man påbegynder læsningen, hvis altså ikke forsiden afslører det. En forside som ikke blot sætter fokus på nogle vigtige emner i samspil med fortællingen, men i den grad også fungere som trigger warnings, der skal tages seriøst.

Marie er blevet mobbet i mange år, men da hun hen over sommerferien rammer puberteten hårdt, bliver hun pludselig mødt med en uventet interesse fra drengene. Noget der ikke blot få mobningen til at spidse til, men også resulterer i et væld af følelser, usikkerheder og et blændende ønske om at være en del af de populære. I sit desperate forsøg på at passe ind, ender marie dog med at miste sig selv og den ene ven, som hun kunne stole på. For selvom hun er lukket midlertidigt ind i varmen, så er det en spinkel succes, som Marie er smertefuldt opmærksom på.

Fie har det hele. Hun er både smuk, rig, populær og eftertragtet, for slet ikke at nævne hendes lovende talent indenfor ridning. Presset hjemme fra er dog enormt, for intet mindre end perfekt kan stille hendes forældre tilfreds, hvilket har resulteret i at Fie har udviklet selvskadende adfærd. Tolvtals pigen bliver lagt under endnu større pres, efter hun har været ude for et styrt på hesten lige op til et landsstævne. Fies verden falder langsomt fra hinanden og hun kæmper en brav kamp for at holde på både facaden og sin hemmelighed.

Bøgerne i serien omhandler hver sin person i en fynsk 9. klasse. Selvom bøgerne overlapper i handling, så bidrager de i høj grad til hinanden, eftersom Marie ser op til den fortryllende Fie, som slet ikke er så fortryllende endda. Begge bøger er ærlige, autentiske, let læselige og ikke mindst utrolig relevante for mange unge landet over. Serien er måske ikke et litterært mesterværk i sin skrivestil, men tematikerne bliver blotlagt og behandlet hudløst ærligt, hvilket altid er en kærkommen forandring indenfor ungdomslitteratur.

Du kan købe bøgerne om Marie, Fie eller resten af serien her.

Kollektivt Selvmord

odcwotcwlwjhc2lzojuxnzu1odu1Kollektivt Selvmord af Arto Paasilinna. Jeg behøver vel ikke understrege at det ikke er en dansk eller amerikansk roman vi har med at gøre? Hvor meget jeg end nyder at læse på originalsproget så er finsk ikke et af mine talenter, selvom jeg for denne bog hellere end gerne påtog mig opgaven.

Kollektivt Selvmord er ikke blot en bog om én ulykkelig sjæl, men om flere end der er plads til i en bus. Det er ikke en fortælling om at finde meningen ved livet, men at finde meningen ved døden for at kunne retfærdiggøre den. Selvmord er muligvis et af landets største tabuer, og ikke mindre sker det oftere end vi synes om. Arto tager ikke hånd om problemet på traditionel vis eller fremprovokerer lysten til at leve. I hans fortælling finder vi den barske virkelighed. Den rå lyst til at dø.

Hovedpersonerne er mange og med forvirrende og ukendte efternavne forbytter man dem ofte med hinanden. Alligevel formår man som læser at lade sit hjerte briste grundet tragiske kærlighedserklæringer, ødelagte sjæle og kolde fødder. Mennesker i alle aldre og situationer mødes for at blive enige om hvordan de skal dø i flok. Det bliver ikke bare en dato og et tidspunkt. Det bliver en rejse mod verdens ende. En søgen efter grænser, kærlighed, håb og ikke mindst en ærefuld død.

Bogen er tung at komme igennem, men når man først er godt i gang, så er man in it for en fantastisk fortælling der både fremtvinger smil og tårer. Det er for alt i verdenen ikke en bog man vil gå glip af, hvis man er tilhænger af mørkere og særpræget litteraturoplevelser.