Kollektivt Selvmord af Arto Paasilinna. Jeg behøver vel ikke understrege at det ikke er en dansk eller amerikansk roman vi har med at gøre? Hvor meget jeg end nyder at læse på originalsproget så er finsk ikke et af mine talenter, selvom jeg for denne bog hellere end gerne påtog mig opgaven.
Kollektivt Selvmord er ikke blot en bog om én ulykkelig sjæl, men om flere end der er plads til i en bus. Det er ikke en fortælling om at finde meningen ved livet, men at finde meningen ved døden for at kunne retfærdiggøre den. Selvmord er muligvis et af landets største tabuer, og ikke mindre sker det oftere end vi synes om. Arto tager ikke hånd om problemet på traditionel vis eller fremprovokerer lysten til at leve. I hans fortælling finder vi den barske virkelighed. Den rå lyst til at dø.
Hovedpersonerne er mange og med forvirrende og ukendte efternavne forbytter man dem ofte med hinanden. Alligevel formår man som læser at lade sit hjerte briste grundet tragiske kærlighedserklæringer, ødelagte sjæle og kolde fødder. Mennesker i alle aldre og situationer mødes for at blive enige om hvordan de skal dø i flok. Det bliver ikke bare en dato og et tidspunkt. Det bliver en rejse mod verdens ende. En søgen efter grænser, kærlighed, håb og ikke mindst en ærefuld død.
Bogen er tung at komme igennem, men når man først er godt i gang, så er man in it for en fantastisk fortælling der både fremtvinger smil og tårer. Det er for alt i verdenen ikke en bog man vil gå glip af, hvis man er tilhænger af mørkere og særpræget litteraturoplevelser.
Cecilie Birkshøj 