Som jeg skriver dette, så har jeg netop vendt sidste side af Elizabeth Laird’s fantastiske fortælling The Fastest Boy in the World. Grundet den meget unge hovedperson, så har jeg været skeptisk overfor bogen længe, men har alligevel måtte overgive mig til den vidunderlige historie om den 11-årige dreng, der drog til hovedstaden og løb et maraton for at skaffe hjælp til sin bedstefar.
I Danmark virker dette tosset. Hvorfor skulle man løbe så mange kilometer for at hente hjælp? Fik jeg forresten nævnt at Solomon hverken har sko eller andet vi betragter som værende essentielt? Vi befinder os i Etiopien. Et par kilometer væk fra en meget lille by. Altså kan man ikke komme længere væk fra alting. Solomon kommer fra ingenting, så da hans bedstefar tilbyder at tage ham med til hovedstaden, har han ingen indvendinger.
Dog opdager han hurtigt at de mennesker, der lever i byen langt fra minder om dem han kender fra sin egen landsby. Møbler, tyve og den evige travlhed tager pusten fra ham, men da hans bedstefar falder om og dagens sidste bus svigter ham, er han tvunget til at løbe fra den overvældende hovedstad til det lille hus på landet for at få fat på sin far. Sygepleje er langt fra gratis og det er tvivlsomt hvem man kan stole på, når bedstefaderen besidder en genstand, der let kan falde i de forkerte hænder.
Det var først 4 kapitler inde i bogen at det slog mig, at det ikke var en almindelig skønlitterær bog. Jeg undrede mig over de små illustrationer, der poppede op fra tid til anden, og da jeg endelig kædede dette sammen med den store skriftstørrelse, var jeg målløs. Jeg opdagede, at den bog, der fik mig til at holde vejret, var en fortælling rettet mod børn.
The Fastest Boy in the World er på ingen måde en upassende fortælling, men at denne barske virkelighed var tiltænkt børn overraskede mig alligevel. Derfor tillader jeg mig alligevel at anbefale bogen til læseheste i alle aldre, for det er sjældent man løber ind i en fortælling, der er så rå og ærlig i sine beskrivelser.
Cecilie Birkshøj 