Endnu engang har jeg formået at vende både første og sidste side af en bog uden på noget tidspunkt at holde pause. Denne gang var det biografien Mit liv med muskelsvind af Stephanie Fjeldsø Fischer. Denne forunderlige person er ikke mere end et par og tyve år gammel, men har allerede oplevet nok til at udfylde en bog med sine oplevelser.
Stephanie tager alle fordomme ved roden og piller dem fra hinanden til der ikke er mere tilbage end den absolutte sandhed. Det er hendes kamp med omverdenen, det offentlige og ikke mindst sig selv, der bliver berettet i et flydende og let læseligt sprog. Kort sagt så får du præcis, hvad du har betalt for. Nemlig hendes liv med muskelsvind.
Jeg indrømmer blank at jeg modtog denne bog imod en anmeldelse, men det skal ikke forhindre mig i at komme ud med min ærlige mening. Denne biografi vakler næsten til at være en dagbog. En personlig beretning der griber dig om hjertet og får dig til at overveje livet en ekstra gang. Det eneste jeg manglede i bogen var en form for kontinuitet, men jeg har også altså været stor fan af kronologi, kort afbrudt af flashbacks. Forfatteren har her valgt at inddele bogen i emner frem for rækkefølge, hvilket få gange fik mig til at stoppe op, for at kunne følge med.
Når det så er sagt, så er jeg vild med Stephanies store “fuck dig” til de fordomme og forestillinger folk har om hende og andre i lignende situationer. Hun er et pragt eksempel på, at man ikke skal lade en diagnose og andres forventninger bestemme hvad man kan opnå.
Cecilie Birkshøj 