En beretning fra skrivesitet movellas.com af brugeren Sofia Voetmand
Hvordan opdagede du din interesse for at skrive?
Jeg har altid været glad for at fortælle historier. Da jeg var helt lille kunne jeg gå rundt i huset og fortælle historier hele dagen uden pause. Da jeg så lærte at skrive en smule lavede min mor tit notesbøger, som jeg så sad og skrev historier i. Jeg glemte så imidlertid alt om skrivning et års tid, men så da jeg gik i anden klasse skulle vi skrive en fantasyhistorie, og jeg nød virkelig at skrive den, så jeg fik igen lyst til at skrive. Der skrev jeg så lidt flere historier, og min dansklærer blev rigtig glad for, at jeg skrev løs. Da jeg så kom i fjerde klasse begyndte vi at skrive stile. Jeg elskede det, og min lærer brændte for, at jeg bare skrev. Jeg brugte normalt ikke ret lang tid på at skrive, og jeg syntes ikke at det virkede som lektier. I femte klasse sagde min dansklærer så, at jeg var en lille forfatter, og jeg burde overveje at gå på forfatterskolen, som ligger lige i nærheden af hvor jeg bor. Samme år anbefalede en af mine veninder Movellas til mig, og jeg oprettede en profil, hvorefter jeg startede på en rigtig cringy historie, som jeg så slettede. Jeg forlod så Movellas et stykke tid, men i sommerferien 2016 kedede jeg mig helt vildt og gik på Movellas igen. Så blev jeg helt bidt af at skrive, og nu er halvdelen af alle der kender mig på Movellas.
Hvordan har Movellas hjulpet dig undervejs?
Jeg er i løbet af næsten et år rykket mig meget mere, end jeg ville gøre på et almindeligt skoleår. Man kan også se, hvordan kvaliteten og mængden af ambition og kærlighed, som jeg lægger i historierne, har ændret sig en hel del. Gennem Movellas har jeg også fundet ligesindede og lært så mange at kende, som jeg bare alle sammen har kunnet lære noget af. Ud over det, så har jeg fået rigtig meget øvelse og feedback, sammen med en masse muligheder gennem Movellas. Gennem al den øvelse og feedback er jeg jo blevet meget bedre til at skrive og give god feedback. Min lærer synes i hvert fald, at jeg er rykket utrolig meget, og det kan jeg også selv se.
Hvilke forhåbninger har du til dine skriverier i fremtiden?
Jeg håber på at kunne udgive en roman eller to. Jeg er i hvert fald i gang på nogle historier, som jeg gerne vil have udgivet. Jeg tænker ikke på at ville blive forfatter på fuld tid, da jeg ikke er god til at skrive i mange timer ad gangen, og fordi jeg hellere vil arbejde i politiet. Ellers håber jeg i hvert fald på at fortsætte med at skrive og måske også blive udgivet. Det jeg bare helst vil er at fortsætte med at skrive og udgive på Movellas, fordi det er blevet sådan en væsentlig del af mit liv nu.
Hvad inspirerer dig til at fortsætte?
Mine historier. Ganske simpelt. Jeg er bare en historiefortæller, som har brug for at komme ud med alle de historier, som jeg finder på. Det er også al den positive feedback jeg får og hvor glade mange er for mine historier. Der gør mig glad at se, at folk faktisk godt kan lide mine historier. De er nok lidt en blanding mellem begge. Men selv hvis jeg ikke ville få positiv respons ville jeg stadig være inspireret, fordi hvis jeg ikke skrev, så ville jeg blive skør. Jeg har simpelt hen sådan en livlig fantasi, at jeg uden problem kan skrive en masse historier, fordi jeg aldrig rigtig går tør for ideer, selvom de ikke alle er lige gode.
Også kendt som Fia V. på movellas.com