Hverken Matthias eller Nanna er det mindste okay, men ligesom så mange andre teenagere er det langsomme til at række ud efter hjælp, hvilket resulterer i at problemerne når at kulminere. Serien med bøger, der indledes med spørgsmålet “Er du okay?” fokuserer hver især på et ungt individ i en 9. klasse på Fyn. Den første bog handler om Marie. Den næste om Fie. Selvom de hver især kan læses individuelt, så anbefales det at man læser dem kronologisk, da dette giver et dybere billede af klassens samspil. Derudover bør nøgleordene på forsiden tages dybt seriøst, da det er nogle voldsomme emner, der bliver behandlet.
Matthias kæmper en brav kamp for at passe ind i drengeslænget. Samtalerne handler dog oftere og oftere om piger og drengenes erobringer. Samtaler som Matthias får svære og svære ved at følge med i, da han ganske enkelt ikke bryder sig om piger på den måde. Derimod sukker han efter Emil fra den anden klasse frem for supermodellen i undertøjskataloget. Dette er dog en hemmelighed som han værner om med sit liv. En hemmelighed der gør at han føler sig forkert og udenfor, og til sidst driver ham ind på et chatroom, hvor han møder den søde og forstående Thomas. Men kan man stole på nogen man har mødt online? Og hvordan vil hans utilregnelige far reagere, hvis han fandt ud af det? Matthias kæmper ikke blot med at finde modet til at stå ved sin homoseksualitet, men i lige så høj grad med svigt, ptsd og tillid; ikke blot til sig selv, men til omverdenen.
Nanna har altid været overvægtig og sammen med Marie er hun blevet mobbet gennem hele sin skolegang. Så da hun langsomt mister sin bedsteveninde til spirerende kærlighed samtidig med at Leon udviser interesse for hende, slår hun til. Nanna tvivler ikke på hans hengivenhed, men nærmere på, hvorvidt hun overhovedet er forelsket, for hvornår er man overhovedet det? Samtidig lader det til at alle udviser en modvilje mod Leon og hendes forhold. En modvilje som Nanna langsomt får øjnene op for og kæmper for at håndtere.
Alle fire bøger i serien er gode, hudløst ærlige og tematisk essentielle for enhver teenager. Sproget er intet kunstværk, men forholder sig realistisk til de tanker og ord man hører hos nutidens unge. Der er ingen påtaget ungdom at spotte, samtidig med at teenagerne ikke fordummes eller tales ned til. Serien er skrevet i øjenhøjde med sin modtager, hvilket gør dem så meget vigtigere. Det lette sprog gør det desuden muligt at læse en hel bog uden pauser, hvilket fordyber læseoplevelsen.
Selvom alle bøgerne var gode og underholdende, så var det kun “Er du okay, Matthias?” der formåede at give mig en klump i halsen, selvom Fies fortælling var utrolig barsk og smertefuld at komme igennem.
Du kan købe bøgerne her.