“Sagas storebror Jacob er autist. Hans krop er som en 17-årigs, men han opfører sig stadig som et lille barn og fylder alt i familien. Somme tider tænker Saga, at det var bedre, hvis han ikke var til. Heldigvis bor Wyrna i opgangen. Wyrna er voksen og kan finde på alt. Engang sejlede hun på de syv verdenshave, nu lægger hun mest puslespil. Saga og Wyrna finder et fællesskab og hjælper hinanden med at finde en plads i livet.”
Hvis man som mig læser romanen i håb om at få et indblik i autisme så bliver man skuffet. Derimod får man et værdifuldt indblik i, hvordan det er at være pårørende til en med infantil autisme. Her ville jeg ønske at ordet infantil havde være inkluderet på bagsiden, da denne type autisme adskiller sig en del fra mange af de andre. Budskabet er dog det samme: det kan være svært at være søskende med en multihandicappet, som kræver forældrenes fulde opmærksomhed. I hvert fald hvis man hedder Saga og er fjorten år gammel.
Faktisk så svært at Saga flere gange overvejer, hvordan hun bedst kan skille sig af med sin pestilens af en storebror. Når det bliver for meget derhjemme søger Saga ind til naboen. En nabo, som forældrene ikke er helt tryg ved, men som er hendes eneste åndehul.
Anomali handler om familie, slægtskab og skam. Det er en kort roman om accept og benægtelse i sin reneste form. Dorte Lilmose skal nemlig have stor ros, for at undlade enhver form for romance i sin fortælling, hvilket efterlader en barsk og usødet virkelighed kradset ned på papir. Uanset om man kender eller er i familie med nogen der har infantil autisme eller ej, så er dette en bog, som er værd at læse, for alle som på et eller andet tidspunkt har været pisse træt af sine søskende.
Du kan købe bogen her. (reklamelink)
Cecilie Birkshøj 