Jeg skriver et træ af Irene Sidenius

9788793383784Irene har været så flink at sende mig et eksemplar af hendes debutudgivelse. En stærk digtsamling på under hundrede sider, som er lige til at tage med i tasken. På digtsamlingens bagside finder man følgende tekst:

“I Irene Paaby Sidenius´ digte bevæger skriften sig i tid, historie, erfaring, erindring. Ved rejsens begyndelse opstår digtet om sko med følgende fragmenter om barndom, trapper, dyr, om lyst og smerte, kærlighed og død, de selvmodsigelser skriften ikke bøjer sig for.

vi sidder mellem duer
din arm varmen fra
din arm imod min
gennem tøjets
lette stof

vi taler om det vi ser
træerne duerne flyver op
om trappen

jeg tegner og skriver den
jeg skriver trappen træet
byen kirken hvor vi gik ind
jeg skriver et træ  

Irene Paaby Sidenius, f. 1941, debuterer med digtsamlingen Jeg skriver et træ.

Har studeret arkitektur, billedkunst, religion og analytisk psykologi.

Digtsamlingen Jeg skriver et træ er redigeret af Mikael Josephsen, modtager af kulturprisen i Svendborg 2016 og Danske skønlitterære forfatteres Hæderspris 2018.”

Alt dette lyder ikke bare godt. Det er godt. For Jeg skriver et træ er en utrolig vedkommende digtsamling, som varmt kan anbefales til alle, som elsker at læse indenfor den genre. Gennemsyret af manglende tegnsætning, et fravær af versaler og ikke mindst et væld af fascinerende enjambementer skaber en moderne og modernistisk digtsamling. Man skal dog ikke lade sig skræmme af den manglende form, for hvert et digt er fyldt til kanten med mening og fortolkningsmuligheder.

Samlingen er fyldt med stærke litterære virkemidler, der vidner om digterens sprogbevidsthed, i det der skabes et metapoetisk tidsbillede. Samlingen handler om alt og intet på samme tid. Krig og efterkrigstid tematiseres elegant uden at det bliver omklamrende. Undertitlen Eksistensmeddelelser kunne ikke være mere rammende. Irene har skrevet et træ, og uanset hvad man vælger at lægge i de ord, så er det noget, der sætter tankerne i gang.

Og så drukner jeg… af Ditte Wiese

9788711903339“Hvis ikke du præsterer perfekt, er du en taber! Sådan tænker den 18-årige Josephine, der forsøger at være ligeså perfekt og dygtig som sine venner.

Hun har lagt en plan for sit liv. Hun har valgt en fornuftig uddannelse, den rigtige kæreste og den korrekte diæt. Det er godt, og det er perfekt. Men der er noget, der sitrer i hende. Små bølger af noget forkert, der presser på og holder hende vågen. Det borer sig ind i hendes hjerne og larmer. Får hende til at glemme ting. Glemme at trække vejret.

Hvad er der galt med hende? Hvorfor kan hun ikke bare følge planen? Hun presser sig jo til det yderste. 

Presset er så stort, at Josephine er ved at drukne. Hun kan slet ikke få luft, men hun tør ikke råbe om hjælp. For hvis ikke hun kan alting, er hun jo ingenting.”

Og så drukner jeg… af Ditte Wiese er en angstprovokerende og tankevækkende roman om alt det, som går og presser sig på i hverdagen. Josephine vil være perfekt og mindre kan ikke gøre det. De små ting hober sig op og de større ting kastes oven i indtil bægret flyder over.

Denne ungdomsroman er resultatet af samtidens forventningspres og karakterræs. Af samme grund mener jeg, at den er utrolig vigtig for læsere i alle aldre. Dem der døjer med angst og/eller perfektionisme vil kunne spejle sig selv i Josephine, og de der ikke kan se sig selv, vil formentlig se nogen de kender.

Personligt var jeg nødt til at holde en pause med læsningen, da jeg begyndte under eksamensperioden. Bogen skildrer stress og eksamensangst så virkelighedsnært, at det er let at falde ind i samme tankespiral som Josephine befinder sig i. Noget man bør være opmærksom på, hvis man selv døjer med den slags. Vigtigheden af budskabet kan dog ikke understreges nok.

Personligt sad jeg tilbage med flere spørgsmål, som jeg gerne ville have haft svar på, men det er lidt hele pointen. Det er okay ikke at have svar på det hele, og det er okay ikke at have styr på alt.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar af CarlsenPuls.

9. November af Colleen Hoover

9. november er en rørende og romantisk fortælling om at finde kærligheden og komme overens med de ar, livet giver, af forfatteren til Forbandede kærlighedMåske en dag og Det ender med os.

Aftenen inden hun flytter fra Los Angeles til New York, møder 18-årige Fallon den jævnaldrende Ben, som drømmer om at blive forfatter. De forelsker sig ved første blik og tilbringer timerne inden flyrejsen sammen. Men hvordan kan lykken vare ved, når de om lidt befinder sig i hver deres ende af landet?

I stedet for at indlede et langdistanceforhold med alle dets kompromiser og afsavn beslutter de sig for at mødes på samme dag i november i løbet af de næste fem år – uden at have nogen kontakt resten af året. Ved hvert møde vokser kærligheden mellem dem, og Fallons begivenhedsrige liv bliver hurtigt en inspirationskilde for Bens spirende forfatterdrømme. Men fem år er lang tid, og undervejs kommer hverdagen og livet imellem Fallon og Ben – på trods af de stærke følelser, der vokser mellem dem ved hvert eneste møde.”

Hvis man ikke kender til Colleen Hoover så er dette ikke den første af hendes bøger man skal give sig i kast med. Man skal kende hende for at vide hvad hun prøver på at sige. Hvis ikke man kender til hendes værker, så fremstår 9. November ikke som et pragteksemplar. Der er flere problematiske aspekter i deres forhold, som man let kan misforstå eller fejltolke, hvis ikke man ved, at hun mener det godt. På en måde er det bogens største fejl: at man ikke bare kan læse den og nyde indholdet, men er nødt til at være opmærksom på, hvad hun gør og hvorfor. Vil man læse romanen som to mennesker, der hjælper hinanden ud af deres sorger, så kommer man til at nyde den. Hvis man derimod er opsat på at hænge sig i de ting som kan misforståes og fejlfortolkes, så er der langt til sidste side.

9. November udkom for første gang i 2015 og allerede året efter udgav hun It Ends With Us, som næsten fungere som et statement i forhold til den negative modtagelse 9. November mange steder har fået. Colleen Hoover ønsker ikke at promovere usunde forhold eller romantisere andres lidelser. Tværtimod.

Vi har set princippet hundrede gange før. Det med kun at mødes en gang om året. Jeg var ret skeptisk overfor konceptet i starten, men det bliver hurtigt klart, at Colleen Hoover er bevidst om sin brug af klichéer og ligefrem gør det til en drivkraft i fortællingen. Når det så er sagt, så er det vigtigt for mig at understrege, at selvom man føler at alle kærlighedshistorier er de samme, og at de alle bygger på samme sten, så er Colleen Hoover i stand til at nyskabe, nytænke og ikke mindst medrive sin læser i sådan en grad, at man alligevel sidder med en klump i halsen.

Pssst. Hvis ikke du har læst Forbandede Kærlighed, så gør dig den tjeneste at læse den bog først, da 9. november indeholder en lille gæsteoptræden og potentiel spoiler.

Køb bogen her.(reklamelink)

Hold om mig af Jennifer L. Armentrout

“Tredje og afsluttende bog i den hotte og romantiske new adult-serie WAIT FOR YOU.

Calla på 21 år er aldrig blevet kysset, hun har aldrig set havet, og hun har aldrig været i en forlystelsespark.

Men som barn så hun ting, et barn aldrig skal se. Hun har stadig psykiske og fysiske ar efter et liv med sin ustabile mor, Mona, – og hemmeligheder, hun holder fra alle, også sine nære venner på college.

Da hun opdager, at Mona har stjålet hendes collegepenge og oparbejdet en kæmpe gæld i hendes navn, er Calla nødt til at tage tilbage til den lille by, hun troede hun havde forladt for altid, for endnu engang at tage sig af sin mors problemer. Men da hun ankommer til morens bar, er hun forsvundet, og ingen ved, hvor hun er.

I stedet finder hun den sexede og intense Jackson James, som giver hende et job og hjælper med at lede efter Mona. Han gør det klart, at han er stærkt tiltrukket af hende, men at han måske også ønsker lidt mere … Men før Calla kan åbne op og lade ham komme ind på livet af sig, må hun komme overens med sin smertefulde fortid.”

9788711693186

Jeg har endnu engang været så heldig at modtage en litterær godte fra LOVEBOOKS. Denne gang er det tredje bind i WAIT FOR YOU serien.

Hold om mig, er en fortælling om de løgne vi fortæller os selv og ikke mindst hinanden. Det er en fortælling om de byrder vi påtager os, og de byrder vi pålægger andre. Selvfølgelig handler bogen om kærlighed, men som sine forgængere så er det langt fra en sukkersød fortælling. I et forsøg på at skaffe de penge tilbage som hendes mor stjal fra hende, så bliver Calla hurtigt rodet ind i sin mors spind af stoffer, gæld og kriminalitet.

Hold om mig, viser på samme måde som Vent på mig og Bliv hos mig, at alle bære rundt på hemmeligheder og ar, som ingen andre kender til. Armentrout er vigtig indenfor New Adult litteraturen, fordi hun ikke er bange for at vise at mennesker er uperfekte. Vise at virkeligheden ikke blot er barsk, men samtidig kan være fortryllende, hvis man dedikerer tilværelsen til de rigtige mennesker.

Forlaget kalder det for den tredje og afsluttende bog i WAIT FOR YOU serien. Kigger man nærmere på forfatteren, så vil man dog hurtigt indse, at det langt fra er tilfældet, da der findes adskillige andre bøger i serien. Bøger som jeg inderligt håber at de beslutter sig for at oversætte. Hvis ikke, så tager jeg dem gerne på engelsk, blot for at fortsætte fortællingen om modige unge kvinder og deres møde med den forhåbentlig eneste ene.

Du kan købe bogen her. (reklamelink)

Solen og hendes blomster (The sun and her flowers) af Rupi Kaur

Rupi Kaur © Baljit Singh.
Foto af Baljit Singh

Solen20og20hendes20blomster“Dette er Rupi Kaurs anden digtsamling efter debuten mælk og honning, som tog verden med storm og stadig ligger på New York Times bestsellerliste to år efter udgivelsen. solen og hendes blomster handler om sorg, om at føle sig fortabt, om at genfinde styrken, om at ære sine rødder, om kærlighed. Den er delt op i fem kapitler (visne, falde, slå rødder, vokse, blomstre) og er illustreret af Rupi Kaur selv.

Rupi Kaur (f. 1992) er digter, illustrator, instagrammer, aktivist.”

Selvom jeg allerede havde læst Rupi Kaurs seneste digtsamling på engelsk, så ønskede jeg alligevel at modtage et anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof, da de valgte at udgive samlingen på dansk også. Både for at bakke op om udbredelsen af disse fortryllende digte, men også for at se, hvad oversætter Julia Lahme kunne stille op med de kringlede formuleringer. En opgave hun i høj grad har løst til perfektion, selvom der er enkelte småting, som jeg personligt ville have gjort anerledes. Jeg tvivler på, at det har været en nem opgave, så på trods af enkelte akavede formuleringer, så synes jeg generelt at opgaven er løst godt.

Langt de fleste læseheste kender efterhånden Rupi Kaur som internetfænomen, men også for sine næste prosaagtige dagbogsbekendelser med tilhørende illustrationer. Hun fortsætter stilen fra Mælk og honning (Milk and Honey) med et brutalt, ærligt, feministisk og ikke mindst nutidige syn på sig selv og omverden. Kaur konfronterer i sin digtning alle de usikkerheder, drømme og ikke mindst det begær, som vi alle går og gemmer på. Hendes budskab er vigtigt uanset alder: du kan ikke leve dit liv med en tro på, at et andet menneske gør dig helt.

Kritikerne vil hævde at hendes stil er useriøs hjerte-rimer-på-smerte-digtning, men sådanne mennsker har formentlig glemt, hvordan det føles at have ondt i sjælen. Hvordan det føles, når man hader den eneste man har tilbage: sig selv. Man kan sige hvad man vil om Rupi Kaurs skrivestil, men langt de fleste unge mennesker og ikke mindst kvinder, vil kunne nikke genkendende til de problemstillinger som hun tager op, uanset om man kan lide den konfronterende og brutale stil hun bringer for dagen.

Køb bogen her. (Reklamelink)

Har du allerede læst bogen eller mangler du mere i samme stil? Læs mine øvrige anbefalinger:

Mælk og honning af Rupi Kaur

Milk and Honey af Rupi Kaur

5 digtsamlinger til dig, der ikke kan få nok af Rupi Kaur

The princess saves herself in this one

47223895_10155992712926717_2331524933663850496_n

 

Bliv hos mig af Jennifer L. Armentrout

37311682_1802524766508404_8314153809915936768_n

Advarsel: Læs ikke denne bog på stranden. Du vil fælde en tåre eller hundrede uanset om du vil det eller ej.

Efter at have modtaget Bliv hos mig af Jennifer L. Armentrout fra forlaget Lovebooks, så kunne jeg ikke lade være med at gå i gang med det samme. Alligevel har det taget mig et godt stykke tid at blive færdig med bogen. Ikke fordi den var dårlig eller kedelig. Tværtimod. Bliv hos mig er en af den slags romaner, som rammer så dybt i hjertet, at jeg blev nødt til at lægge den fra mig og slikke mine sår inden jeg kunne fortsætte.

Romanen er andet bind i serien Wait for you, men jeg vil understrege, at man sagtens kan læse denne bog uden at have læst den foregående, selvom de begge kan anbefales varmt.

“Jennifer L. Armentrout står bag den stærke og passionerede roman “Bliv hos mig”, der er 2. bind i serien ‘Wait for you’ om smukke Teresa Hamilton.

Teresa Hamilton er blevet forelsket i sin storebrors ven Jase, men han udviser ikke den store interesse for hende. Samtidig slås hun med en skade, der gør, at hun ikke kan danse og bruddet med ekskæresten spøger stadig. Snart er det dog tid til college og så skulle livet gerne blive lidt sjovere igen. Imens går Jase Winstead rundt med en tung hemmelighed, og den stopper ham i at udforske dét, der skete med Teresa.

Spørgsmålet er, hvad de to skal gøre for at få hinanden i “Bliv hos mig”; en intens roman af Jennifer L. Armentrout.”

Lige så meget som det er en kærlighedshistorie, så er det en fortælling om de spøgelser vi  hver især bærer rundt på og ikke mindst lader os styre af. I modsætning til mange andre romaner, så er det ikke hovedpersonernes mål at hele hinanden, men derimod at hele sig selv, og ikke mindst skabe nye drømme, hvor de gamle er bristede.

Et centralt tema i romanen er fysisk og psykisk vold i forhold, hvilket man skal være forberedt på inden man påbegynder læsningen. Det er barsk læsning, men også en yderst interessant skildring af de ar på sjælen, som vores tidligere forhold efterlader.

Når det så er sagt, så skal der ikke lægges låg på, at romanen også fik mig til at smile og grine, når jeg altså ikke var i gang med at græde. Kort fortalt, så er Bliv hos mig en utrolig realistisk og virkelighedsnær fortælling om langt mere end blot spirrende kærlighed.

Køb bogen her.

Mælk og honning af Rupi Kaur

Mælk og honning er digtsamlingen, som omfavnede en hel generation. Den nænsomme samling af digte, der er illustreret af forfatteren selv, bearbejder temaer som vold, overgreb, tab, kærligthed og kvindelighed. Som læser følger man digterindens rejse igennem livets mest sorgfulde, stærke og kærlige øjeblikke. Hvis man ikke allerede har læst digtsamlingen, så er man i den grad gået glip af noget.

Jeg har tidligere læst denne digtsamling på engelsk, og har også skrevet om værket tidligere, der på engelsk går under navnet Milk and honey. Men da det efterhånden er længe siden, så føler jeg at det er på sin plads at give den danske udgave et indlæg for sig selv. Lindhardt og Ringhof har været så venlige at sende mig en udgave af samlingen, som jeg begyndte at læse i med det samme.

Blankt må jeg indrømme at jeg havde frygtet den danske udgivelse af den skønneste digtsamling, jeg længe har læst. Dog har ingen af mine bange anelser haft grobund, for oversætter Julia Lahme har gjort et fantastisk stykke arbejde med at genskabe teksternes originale ordlyd og indhold uden at det bliver påtaget og falsk. Digtsamlinen har trods oversættelsen bevaret sit originale udtryk, både i sprog, men sandelig også i den grafiske opsætning. Det visuelle spiller i den grad også en stor rolle i værket, hvorfor det er en fryd at se hvordan oversætter og forlag har arbejdet sammen om at ændre så lidt som overhovedet muligt.

31944997_1708710805889801_6240050154909466624_n

Uanset om man foretrækker den engelske eller den danske udgave, så er det svært at benægte den voldsomme indflydelse Rupi Kaur har haft på unge. Hendes stemme er smuk, tryllebindende og hudløst ærlig, hvilket gør enhver hverdagssituation til et eventyr eller en tragedie.

Den danske udgave udkommer den 14. maj 2018. Du kan forudbestille eller købe bogen her.

Sådan tjener du penge som blogger

Det er ikke altid lige let at finde ud af hvad man skal med livet. Særligt ikke hvis alle ens interesser ikke bunder ud i nogle egentlige fremtidsmuligheder. Heldigvis lever vi i en tid, hvor det er muligt at tjene lidt penge på at skrive og dele vores meninger. Folk tjener styrtende penge på at spille computerspil og andre på at lægge makeup på YouTube.  Der findes tusinder af muligheder for dig som blogger, og jeg har kun tænkt mig at nævne nogle ganske få.

Opgaver og mindre jobs
For nyligt blev den nye jobcentral for bloggere, instagrammere såvel som youtubere lanceret. Platformen går under navnet YoHype, og er spækket med jobs for enhver smag. Betalingen bliver udregnet efter hvor mange besøgende dit medie har, hvilket ikke blot gør det attraktivt for influencers, men også for brands. Sidens layout er lækkert og siden jeg selv oprettede en bruger, så er der kommet flere nye jobs til. Siden er på dansk og det samme er jobbeskrivelserne, hvilket gør det let at gå til.

Systemet er nemt og overskueligt, hvilket sikrer at der ikke opstår misforståelser mellem firma og influencer. Dog er YoHype endnu ny på markedet, hvilket ikke blot betyder at de er nyskabende, men også at der er få teknikaliteter, som endnu skal bearbejdes. Dog er de utrolig søde til at hjælpe og lytte, hvis man blot skriver en chatbesked til dem, hvilket tyder på at de hurtigt vil få rettet op på sidens småfejl.  Alt i alt så er YoHype et nyt og nemt alternativ til at tjene penge som blogger, youtuber og instagrammer.

Penge på engelsk indhold
Hvis du derimod ikke ønsker at løse bestemte opgaver, men derimod er tilhænger af at skrive lige hvad der passer dig, når det passer dig, så er et site som Vocal, løsningen for dig. Eneste minus er at det kun er muligt at udgive indhold på engelsk. Vocal skal ses som et tidskrift hvor alle kan bidrage. Der findes forskellige sektioner og kategorier. Ens for alle indlæg er dog, at der er minimumskrav for længde, kvalitet og lignende. Alle indlæg bliver læst igennem af en redaktion og godkendes inden offentliggørelse, hvilket sikrer høj kvalitet. Efterhånden som dine artikler får views, så optjener du penge på en konto, som du i sidste ende kan få udbetalt.

Produkter og reklamer
Uanset hvor irriterende reklamer end kan være, så er det en vigtig indtægt for mange influencers. Det er dog vigtigt at bemærke at reklamer kan være mange andre ting, end pop-up vinduer der afbryder din læseoplevelse eller på anden vis forstyrrer. Reklame består også i at anbefale produkter til andre. Eksempelvis modtager jeg fra tid til anden en bog fra en forfatter eller et forlag, hvorefter jeg læser den og anmelder den. Her tjener jeg ikke decideret penge, men jeg sparer udgifterne forbundet ved selv at købe bogen.

Derudover så findes der mange affiliate programmer, som man let og hurtigt kan tilmelde sig. Affiliate links giver dig som blogger, youtuber eller instagrammer en meget lille procentdel af et eventuelt salg, som man har bevirket. Det er på ingen måde en fast indtægt eller noget man bliver rig af, men nogle formår at opbygge et site med så mange links, at det i sidste ende gør en forskel.

Der findes meget få mennesker i Danmark som lever af at blogge, youtube eller instagramme på fuldtid, men de findes, og derfor er der heller ikke noget som bør holde dig tilbage fra at gøre forsøget. Særligt ikke hvis du i forvejen har en interesse for feltet.

Dette indlæg er sponsoreret af YoHype

Sjælestorm af Maja Maria Rakel Dahl

Sjælestorm er en digtsamling skrevet af forfatter Maja Maria Rakel Dahl. Foruden at være ophavskvinde til bogens digte, så har hun også lavet diverse illustrationer inde i bogen, som er med til at optimere den personlige læseoplevelse. Sjælestorm er en digtsamling om alt det vi ikke har lyst til at snakke om. Det er forfatterens personlige oplevelser med mennesker og velfærdssystemet som sætter dagsordnen. Selvom digtene er lange, så formår de at illustrere et handlingsforløb der præger en livstid på blot 120 sider. Udgivet af Mellemgaard står hun frem og fortæller om psykiske sygdomme, voldtægt og svigt.

Digtene er skrevet over en årrække hvilket afspejler sig i skrivestil og form. De første sider er en anelse tunge at komme igennem, men efterhånden som siderne bliver vendt stiger kvaliteten af poesien også. Tonen er skarp, knudret, fortvivlet og rasende, hvilket enten vil betage eller forvirrer læseren.

Om denne digtsamling udtaler forfatteren selv følgende:

“Denne digtsamling illustrerer min proces, og derfor kalder jeg den biografisk.

Jeg fandt tidligt et rum i kunsten. Det er en integreret drivkraft, og efterhånden som tiden er gået, og jeg ikke har oplevet rum til at tale, er mine collager, tegninger og digte blevet et ånderum. Af kunst kan jeg råbe, skrige, græde, grine, håne, uden det er åbenlyst. Jeg kan bande over livet. Jeg kan anerkende de mest primitive, komplekse, rene følelser, som ikke er ønsket ytret i samfundet, hvor det hele handler om facade, at fremstå som det ypperste, samt en konsekvent tendens til at klandre og affærdige (“OFFERROLLE!”). I stedet for at anerkende individualiteten, nuancerne og ikke mindst fejlene. I stedet for at anerkende at andre kan fejle, at fejlen kan skyldes den anden, og at samfundet, som helhed, kan fejle – og fejler.
Heraf har jeg fundet kærligheden for dualitet og provokation.”

Poesien er en af de mest forfatternære genre der findes, hvis man spørger mig, men denne digtsamling tager det til et helt nyt niveau. Digtsamlingen hedder Sjælestorm, hvilket lægger op til at man som læser bliver taget med storm. Selvom jeg på ingen måde fandt digtsamlingen dårlig eller kedelig, så var de enslydende vendinger og temaer ikke altid nok for mig, til at jeg kunne holde koncentrationen hundrede procent. Digtsamlinger har jeg altid nydt at læse, men jeg er på ingen måde ekspert på området. Hvis man som uerfaren poesi-læser sætter sig for at læse Sjælestorm risikerer man desværre at gå glip af mange forskellige litterære lege.

Hvis du ønsker at købe Sjælestorm kan dette gøres på Saxo eller i bog og idé

OBS: Jeg har modtaget denne bog af forfatteren, men bliver på ingen måde betalt for dette indlæg og holdningen er fuldstændig upåvirket af udgiveren.

Melankolsk Monolog af Tina Rask

Jeg vågnede lørdag morgen ude af stand til at sove mere. Dog var klokken for mange til at det var tilladeligt at stå op, og derved vække den sovende ved min side. Heldigvis havde jeg aftnen forinden haft til hensigt at læse, inden jeg lagde mig til at sove. Dog formåede jeg at falde i søvn, med lyset tændt, uden at have vendt en side. Selvom morgensolen gennem gardinerne var sparsom, så endte jeg alligevel med at være taknemlig over at denne digtsamling lå indenfor rækkevidde.

Af forlaget har jeg modtaget bogen, Melankolsk Monolog, som er Tina Rasks debut og en fantastisk en af slagsen. Bogen indeholder en samling af følelsesladede digte om alt mellem himmel og jord. Hver en linje er sparsommelig og kogt ind til benet, hvilket tildeler hvert eneste ord, så utrolig meget vægt, at man på ingen tid skaber levende og farverige billeder i sit indre. Følelserne er mange, men man får bestemt hvad titlen lover: En melankolsk monolog.

Ofte er monologer kedelige og langtrukne, men som med mange andre gode fortællinger, så forvandles det ordinære til noget enestående og unikt. Den personlige stemme var behagelig og let læseligt, hvilket gjorde læseoplevelsen til en fornøjelse, om end den var hurtigt overstået.

Tinas hjemmeside beskrives digtsamlingen:

Melankolsk Monolog er en digtsamling, der gennem monologer, skildrer nogle af de største begivenheder livet har at byde på.
Barndommens præg på udviklingen af individet, ses her i bakspejlet med en kombination af hungrende afsavn og filosofering.
Voksenlivets udfordringer pensles ud, direkte som de er uden filter, med alt lige fra kærlighed, til død og sygdom.
Digtsamlingen er en dyb melankolsk tankestrøm, der tager dig med i de eksistentielle lag, på både godt og på ondt.

Hvis du selv har lyst til at læse Melankolsk Monolog og opleve alt dette selv, så kan du finde bogen her. 

Skærmbillede 2017-11-14 kl. 16.21.23