Irene har været så flink at sende mig et eksemplar af hendes debutudgivelse. En stærk digtsamling på under hundrede sider, som er lige til at tage med i tasken. På digtsamlingens bagside finder man følgende tekst:
“I Irene Paaby Sidenius´ digte bevæger skriften sig i tid, historie, erfaring, erindring. Ved rejsens begyndelse opstår digtet om sko med følgende fragmenter om barndom, trapper, dyr, om lyst og smerte, kærlighed og død, de selvmodsigelser skriften ikke bøjer sig for.
vi sidder mellem duer
din arm varmen fra
din arm imod min
gennem tøjets
lette stof
vi taler om det vi ser
træerne duerne flyver op
om trappen
jeg tegner og skriver den
jeg skriver trappen træet
byen kirken hvor vi gik ind
jeg skriver et træ
Irene Paaby Sidenius, f. 1941, debuterer med digtsamlingen Jeg skriver et træ.
Har studeret arkitektur, billedkunst, religion og analytisk psykologi.
Digtsamlingen Jeg skriver et træ er redigeret af Mikael Josephsen, modtager af kulturprisen i Svendborg 2016 og Danske skønlitterære forfatteres Hæderspris 2018.”
Alt dette lyder ikke bare godt. Det er godt. For Jeg skriver et træ er en utrolig vedkommende digtsamling, som varmt kan anbefales til alle, som elsker at læse indenfor den genre. Gennemsyret af manglende tegnsætning, et fravær af versaler og ikke mindst et væld af fascinerende enjambementer skaber en moderne og modernistisk digtsamling. Man skal dog ikke lade sig skræmme af den manglende form, for hvert et digt er fyldt til kanten med mening og fortolkningsmuligheder.
Samlingen er fyldt med stærke litterære virkemidler, der vidner om digterens sprogbevidsthed, i det der skabes et metapoetisk tidsbillede. Samlingen handler om alt og intet på samme tid. Krig og efterkrigstid tematiseres elegant uden at det bliver omklamrende. Undertitlen Eksistensmeddelelser kunne ikke være mere rammende. Irene har skrevet et træ, og uanset hvad man vælger at lægge i de ord, så er det noget, der sætter tankerne i gang.
Cecilie Birkshøj 
Kære Cecilie.
Tak for din fine, vidende og nærværende anmeldelse af mine digte. Jeg føler mig set af en der kan se, dig! Og får mod på at fortsætte. Det er jo en sær ensom affære at være digter, når man ikke er sprunget ud fra en dansk forfatterskole eller universitetets skriveskoling. Jeg kommer fra læsningen og fra de forfattere, der på en måde opstår af livets vilkår, eksistensen. Det var et tilfælde, at jeg mødte Mikael Josephsen, som gerne ville læse noget af det (tonsvis) jeg havde liggende og sagde, “træk en streg i sandet og skriv derfra”. Det tog så et halvt år at skrive “mit træ”. Nu trækker jeg en streg igen, det er sådan lidt dogmeagtigt at skære igennem, men det samler sig måske på en anden måde.
Tak Cecilie Kærlig hilsen Irene
> Den 07/10/2019 kl. 19.41 skrev Cecilie Birkshøj : > >
LikeLike