Et godt plot er intet værd uden gode karakterer. Det er det fundament som hele din historie bygger på, selvom du måske ikke er klar over det. Konflikten ville aldrig løse sig, hvis ikke det var fordi din karakter var noget særligt. Harry Potter ville have set noget anerledes ud, hvis vores elskede trio havde været for bange til at undersøge sagen nærmere. Derfor vil jeg starte en serie, der omhandler det at skabe dybe karakterer med forskellige særpræg.
Her er en let øvelse at starte med. Hvordan ser dine hovedpersoners instagram ud? Hvad er deres brugernavn? Hvor mange følgere har de? Hvor mange følger de? Hvor mange billeder har de posted?
Hvis vi starter med at kigge på den instagram jeg har lavet i photoshop til min karakter William, så vil det hurtigt vise sig, hvor meget det fortæller om ham. Hans profilbillede og brugernavn er fjollet, hvilket giver udtryk for at han hviler i sig selv og ikke er bange for at se dum ud. Han poster relativt ofte, men ikke uden at det har relevans. Generelt er hans feed fyldt med billeder af og sammen med hans venner. Altså er han et socialt menneske, hvilket hans følger/følgere også afspejler. Han kender altså største delen af sine følgere. Hans bio giver ham derimod lidt kant, men ikke så meget at det tager opmærksomheden fra alt andet.
Kigger man i stedet på denne profil tilhørende min karakter Aske. Hans brugernavn er et ordspil af hans navn, hvilket siger en del om hans generelle ordforråd og humor. Han poster ofte og har en del følgere, hvilket indikerer at han bruger lang tid på nettet. Tilsvarende følger han også mange, hvilket understøtter påstanden. Han er hudløs ærlig på sin instagram, hvilket betyder at han er endnu mere åben i virkeligheden. Han er direkte i sit sprog og ligger ikke skjul på sine følelser. Der er ingen selfies på hans instagram, hvilket siger noget om hans selvtillid. I stedet tager han billeder af sine hænder, fødder og de mennesker han omgiver sig med. Han sætter mere pris på verdenen omkring sig end sig selv.
Vi har her den mediekritiske teenager og evige kildekritiker. Brugernavnet er hans eget navn suppleret af hans initialer, hvilket distancere ham fra instagram som medie. Han prøver ikke på at være sjov. Han er kort og kontant. Det her er mig og jeg gider egentlig ikke. Han lever ikke op til andres idéer om hvem han er, men alligevel er selvtilliden i top, og han føler sig til dels hævet over sine medmennesker. Folk følger ham, men han har kun meget lidt interesse i at følge andres sociale medier og dermed også deres liv.
Al dette er måske en overfladisk analyse, men dine karakterers færden på internettet fortæller også meget om deres personlighed i virkeligheden. Jeg er så heldig at have lidt erfaring i photoshop, så jeg har kunne lave disse billeder, men at skrive det hele ned eller blot tænke over det, fungerer mindst lige så fint.
Hvad ville jeres hovedperson hedde på instagram hvis de havde en bruger?