Bakhtin om romanens karakteristika

Romanen er den yngste genre af dem alle, og alligevel en af de mest læste. I den vestlige verden er det svært at finde individer, som ikke har læst en roman på et eller andet tidspunkt i deres liv, hvad end det har været som del af et studie, eller blot for fornøjelsens skyld. De fleste boliger har op til flere bøger stående på bogreolerne, som stolt proklamerer med genreangivelsen ”roman” på forsiden. Man hvad kendetegner overhovedet en roman? I sit essay ”Epic and Novel: Towards a Methodology for the Study of the Novel” fra The Dialogic Imagination (1994) fremsætter Bakhtin tre centrale punkter, der adskiller romanen markant fra fortidens, herunder særligt antikkens, prosatekst. Disse tre karakteristika kan anskueliggøres ved at overføre dem til romankarakteren.

Først og fremmest peger Bakhtin på den stilistiske tredimensionalitet eller det han kalder polyglossia. Denne tredimensionalitet kendetegnes ved brugen af flere sprog og dialekter inden for samme geografiske område. Kigger man på eposset, så var det typisk udelukkende fortælleren der sagde noget, på sin egen måde, på sit eget sprog. Her adskiller romanen sig markant, ifølge Bakhtin. Dette skyldes at der i romanen er flere stemmer der får lov til at interagerer med hinanden med deres eget sprog, på deres egen måde. De forskellige dialekter, sociolekter og etnolekter kommer altså til udtryk. Om dette udtaler Bakhtin følgende: ”The period of national languages, coexisting but closed and deaf to each other, comes to an end” (Bakhtin 12). Heraf udledes, at polyglossia længe har været til stede i samfundet, men at det først er med romanen, at litteraturen inddrager det som et stilistisk træk. Bevidstheden om sprogets forskelligartethed tillægger altså teksten en yderligere dimension, som hæver teksten fra det todimensionelle til det tredimensionelle.

Foruden tredimensionaliteten, så tillægger Bakhtin dernæst romanens temporalitet stor vigtighed, altså hvordan tiden kommer til syne i det litterære billede. Dette kan bedst tydeliggøres ved at sammenlige romanen med antikkens epos. Eposset udfolder sig i en absolut og afsluttet fortid, idet det omhandler historiske højdepunkter og heroiske bedrifter, som er almen kendt blandt tilhørerne. Den store forskel i temporaldistance kommer ydermere til udtryk hos fortælleren. Eposset omhandler noget bestemt og behandler dette på en bestemt måde som resultat af den mundtlige fortælletradition. Denne tradition gør, at epossets fortæller er lige så distanceret fra handlingen som tilhørerne, da fortælleren blot formidler en kollektiv erindring. Romanens handlingsforløb er hverken absolut eller afsluttet, idet handlingen ikke tilhører en fjern, mytologisk fortid uden forbindelse til samtiden. Dette, mener Bakhtin, bevirker at distancen mellem læser og karakter mindskes radikalt. Modsat eposset er romanens fortid tæt forbundet med samtiden, hvis ikke handlingen decideret foregår i samtiden. Den skrevne form tillader romanens fortæller at skabe et relativt og nært forhold til nutiden. Dette kommer blandt andet til udtryk gennem brugen af hverdagsligt sprog, men også i kraft af, at fortælleren i høj grad eksisterer i samme tid som handlingsforløbet, hvilket ikke er tilfældet hos eposset. Om forholdet mellem tidsligheden og romanen specificerer han yderligere at: “To portray an event on the same time-and-value plane as oneself and one’s contemporaries […] is to undertake a radical revolution, and to step out of the world of epic into the world of the novel” (Bakhtin 14). Det handler derfor i høj grad om oplevelser og erfaring frem for epossets erindring. Samtidigheden mellem læser og den fremstillede verden er med til at ændre litteraturens fremstilling af tid. På denne måde er romanen med til at sikre, at fortiden ikke udelukkende kommer til udtryk igennem episk distance. Tiden, der skildres i romanen, er altså fremadskridende og kompleks, sådan som det uddybes i det næste punkt.

Det tredje og sidste kriterie, der fundamentalt adskiller romanen fra andre genre er, ifølge Bakhtin, den tætte kontakt til nutiden, altså den samtidige virkelighed. Et kriterie, der ligger naturligt i forlængelse med romanens bevidsthed om det temporale, og kan være svært at skelne fra det forrige romankrav. Romanen tager afstand til erindringen og fokuserer på at opleve begivenhederne sammen med karakteren. Nærheden mellem læseren og karakteren, skaber en helt unik drivkraft, som kun ses i romanen. Bakhtin karakteriserer denne drivkraft som en impuls til at fortsætte læsningen samt en impuls til at nå til romanens afslutning. Denne drivkraft findes ikke i eposset, da erindringen om begivenhederne står i vejen for nysgerrigheden. Behovet for at fortsætte læsningen er et resultat af læserens indlevelse i karakterens livsverden. Dette udlægger Bakthin klart kun er muligt “in a zone where there is proximity and contact” (Bakhtin 32). Dette såvel som de øvrige træk, bliver særligt tydeligt, hvis man kaster blikket mod romankarakteren.

Som nævnt er romanens karakterer og læser kendetegnet ved en indbyrdes nærhed. Dette betyder at læser og karakter er på samme niveau, forstået på den måde, at det skildrede livsforløb i romanen ligeså vel kunne tilhører en slægtning eller bekendt, frem for en fiktiv figur. Den episke distance opløses altså i kraft af, at der ikke er tale om en historisk heltefigur. Dette fremgår også af, at man ofte benævner epossets hovedfigurer som typer frem for karakterer. I kraft af ordet type er der tale om ensrettede og faste figurer, frem for de komplekse og alsidige, som kendetegner romanen. I den forbindelse fremlægges følgende: “Reality as we have it in the novel is only one of many possible realities; it is not inevitable, not arbitrary, it bears within itself other possibilities” (Bakhtin 37). Heraf udledes, at epossets type er defineret ved sin skæbne, som resultat af antikkens syn på fatalisme. Romanens karakter er dog på ingen måde begrænset af en særlig skæbnebestemmelse eller profeti, men er derimod et sammensat menneske i stadig udvikling. I kraft af karakterens kompleksitet, så er romanens begivenheder et resultat af en række valg, som lige så vel kunne have udfoldet sig anerledes. Hvor epossets type er homogen indenfor den indre og ydre verden, så står romanens karakter i kontrast med sin heterogenitet. Der opstår en mulighed for splittelse, samt en diskrepans mellem den indre og den ydre verden. Dette er med til at skabe en karakter, som fremstår mere som et almindeligt menneske, frem for et uopnåeligt ideal. Egne meninger, holdninger og oplevelser er altså det, som er med til at skabe en karakter, som er i stand til at være læseren nær, i kraft af muligheden for udvikling og afvikling igennem fortællingen. Denne nærhed forstærkes af romanens første krav om polyglossia, da karakteren ikke blot får lov til handle samtidigt, men også tillades at udtrykke sig samtidigt. I kraft af dialoger kommer de enkelte personers særegne sprog og holdninger til udtryk. Noget som ellers blev skjult af epossets monolog. Det uofficielle sprog og de uofficielle tanker får i romanen lov til at udfolde sig, hvilket giver karaktererne endnu et lag af personlighed, som bringer dem nærmere læserens virkelighed (Bakhtin 20).

Ifølge Bakhtin, så er romanens vigtigste karakteristika altså den stilistiske tredimensionalitet i kraft af polyglossia, afstanden til den absolutte fortil, samt den maksimale kontakt til nutiden. Disse tre hovedtræk peger alle i retningen af, at romanen som genre er kendetegnet ved at åbne sig for samtiden. Nutidens fortællinger og personer får med romanen lov til at komme i fokus. Altså er romanen resultatet af en vækket interesse for den verden, som eksisterer omkring os, hvilket betyder, at det ikke blot er mytologiske figurer, som får lov til at være helte og heltinder, men derimod helt almindelige mennesker, med mere eller mindre almindelige problemer.

Zabrina af Jette Steen

Skærmbillede 2018-03-08 kl. 10.40.33

Jette Steen har tidligere været nævnt på min blog, men dette bliver min første anmeldelse af et af hendes værker. Nemlig bogen “Zabrina,” der kredser om et barns baggrundshistorie, fremtid og ikke mindst livsforløb.

“Et hittebarn med et ganske særligt stort talent vokser op i tryghed, indtil hendes biologiske familie opdager hendes eksistens og begæret tager over og medfører ubehagelige oplevelser som kidnapning, angst og overfald. Hvem kan hun stole på?

Zabrian fokuserer primært på bagsiden af talent. De mange forventnigner der følger barnet igennem opvæksten er med til at præge hendes personlighed, og gøre hende skeptisk, da Zabrina hurtigt indsær at alle vil have noget af hende, som har mere med penge at gøre end med hende selv. Størstedelen af handlingen foregår i Danmark såvel som Norge, men steder fra hele verdenen er repræsenteret i denne fortælling om prisen for succes. Der er dømt drama fra start til slut, og hvis man er tilhænger af livsromaner, så bør man i den grad skrive Zabrina på listen.

Størstedelen af handlingen præsenteres i form af dialoger, som aldrig ville finde sted i virkeligheden. Det fungerer udelukkende, eftersom det er en gennemført fremstillingsform, der dominerer hele romanen. Det kan altså tydeligt mærkes at forfatteren har en baggrund indenfor teater og film, som hun viderefører i sine andre værker.

Personligt havde jeg forventet en fortælling fra pigens synsvinkel frem for familiens. Af samme grund tænker jeg, at romanen ikke henvender sig så meget til unge, som den henvender sig til en mere moden målgruppe, der kan forholde sig bedre til eventuelt egne børn. Når det så er sagt, så var det en yderst behagelig læseoplevelse, der udfyldte ventetidens tomrum i denne terminsprøve dominerede periode.

Du kan købe Zabrina af Jette Steen her eller læse et interview med forfatteren her. 

Ti små åndedrag af K.A. Tucker

ti-smaa-aandedrag_358973

Hjerteskærrende, virkelighedsnær og bemærkelsesværdig. Ti små åndedrag omfavner og behandler sorg og lidelse på et helt andet plan end normale young adult bøger, ved at bringe læseren helt tæt på traumet. På bagsiden lover bogen følgende fortælling:

“Tyveårige Kaceys liv ligger i ruiner. Hendes forældre, kæreste og bedste ven er fire år tidligere blevet dræbt i et biluheld, og i dag hjemsøger minderne fra ulykken hende stadig. Fast besluttet på at lægge fortiden bag sig flygter Kacey og hendes femtenårige lillesøster Livie fra Michigan til Miami for at starte på en frisk. I begyndelsen kæmper de for at få tingene til at hænge sammen, men Kacey er ikke bekymret. Hun kan klare hvad som helst – alt andet end deres mystiske nabo i nummer 1D.

Trent Emerson har funklende blå øjne og dybe smilehuller, og han balancerer på den hårfine, uimodståelige grænse mellem nice guy og bad boy. Siden ulykken har Kacey holdt kærligheden på afstand, men den kemi, hun oplever med den sexede Trent, er ikke til at komme udenom. Og Trent er opsat på at finde en vej til hendes forskansede hjerte. Selv hvis det indebærer, at han må afsløre en hemmelighed, som risikerer at knuse dem begge.”

En fortælling som ved første øjekast virker triviel og let genkendelig, men imellem bogens sider finder man den mørke virkelighed. Dette er ikke bare en bog om en ødelagt pige der møder den perfekte dreng, men en beretning om hvordan små valg kan få store konsekvenser. Hele bogen er en stor behandling af tabuer, og det er skønt at læse til forveksling. Sorgen bliver ikke romantiseret eller gjort til skamme, men behandles derimod som den barske virkelighed, den er for mange unge såvel som voksne. Psykiske lidelser, overgreb, ulykker, sandheder og konsekvenser bliver blandet sammen til en tårepressende cocktail i Tuckers skønne roman Ti små åndedrag. Jeg er super glad for at have modtaget denne bog af LOVEBOOKS, som har givet mig endnu en fantastisk læseoplevelse.

Karakterer: Instagram

Et godt plot er intet værd uden gode karakterer. Det er det fundament som hele din historie bygger på, selvom du måske ikke er klar over det. Konflikten ville aldrig løse sig, hvis ikke det var fordi din karakter var noget særligt. Harry Potter ville have set noget anerledes ud, hvis vores elskede trio havde været for bange til at undersøge sagen nærmere. Derfor vil jeg starte en serie, der omhandler det at skabe dybe karakterer med forskellige særpræg.

Her er en let øvelse at starte med. Hvordan ser dine hovedpersoners instagram ud? Hvad er deres brugernavn? Hvor mange følgere har de? Hvor mange følger de? Hvor mange billeder har de posted?

William insta

Hvis vi starter med at kigge på den instagram jeg har lavet i photoshop til min karakter William, så vil det hurtigt vise sig, hvor meget det fortæller om ham. Hans profilbillede og brugernavn er fjollet, hvilket giver udtryk for at han hviler i sig selv og ikke er bange for at se dum ud. Han poster relativt ofte, men ikke uden at det har relevans. Generelt er hans feed fyldt med billeder af og sammen med hans venner. Altså er han et socialt menneske, hvilket hans følger/følgere også afspejler. Han kender altså største delen af sine følgere. Hans bio giver ham derimod lidt kant, men ikke så meget at det tager opmærksomheden fra alt andet.

Askeinsta

Kigger man i stedet på denne profil tilhørende min karakter Aske. Hans brugernavn er et ordspil af hans navn, hvilket siger en del om hans generelle ordforråd og humor. Han poster ofte og har en del følgere, hvilket indikerer at han bruger lang tid på nettet. Tilsvarende følger han også mange, hvilket understøtter påstanden. Han er hudløs ærlig på sin instagram, hvilket betyder at han er endnu mere åben i virkeligheden. Han er direkte i sit sprog og ligger ikke skjul på sine følelser. Der er ingen selfies på hans instagram, hvilket siger noget om hans selvtillid. I stedet tager han billeder af sine hænder, fødder og de mennesker han omgiver sig med. Han sætter mere pris på verdenen omkring sig end sig selv.

Tony Insta

Vi har her den mediekritiske teenager og evige kildekritiker. Brugernavnet er hans eget navn suppleret af hans initialer, hvilket distancere ham fra instagram som medie. Han prøver ikke på at være sjov. Han er kort og kontant. Det her er mig og jeg gider egentlig ikke. Han lever ikke op til andres idéer om hvem han er, men alligevel er selvtilliden i top, og han føler sig til dels hævet over sine medmennesker. Folk følger ham, men han har kun meget lidt interesse i at følge andres sociale medier og dermed også deres liv.

Al dette er måske en overfladisk analyse, men dine karakterers færden på internettet fortæller også meget om deres personlighed i virkeligheden. Jeg er så heldig at have lidt erfaring i photoshop, så jeg har kunne lave disse billeder, men at skrive det hele ned eller blot tænke over det, fungerer mindst lige så fint.

Hvad ville jeres hovedperson hedde på instagram hvis de havde en bruger?

Tyve tyve

Jeg har været så heldig at få tilsendt et anmelder eksemplar af bogen Tyve Tyve skrevet af Jan H. Hansen. Jeg vil dog understrege at anmeldelsen af bogen er 100% min egen holdning.

jan-h-hansen-tyve-tyve-bog

Dette er ikke en fortælling på flere hundrede sider, men det gør den langt fra mindre relevant. Tyve Tyve finder sted i et univers, hvor nazisterne havde mere held i deres foretagende end de havde i virkeligheden. Vi befinder os altså i et samfund besat af rendyrkelse og ariskeoprindelser. Hun er dansk. Han er jøde. Men denne fortælling udfolder sig anerledes end man umiddelbart skulle tro.

Jeg vil ikke kalde dette for en bog om ulykkelig kærlighed, selvom den bestemt ikke er fyldt af eudaimoni. Skrivestilen grænser kun lige overfladen og dette gør sig særlig gældende i de første kapitler. I starten fandt jeg det forstyrrende at den indeholdte så meget dialog, men efterhånden som man vender sig til den særprægede skrivestil og sproget der følger, så opdager man, hvor mange lag der ligger under. Ved første øjekast virker handlinger og plottwists malplaceret og ugennemført, men ved nærmere undersøgelse, så ligger der meget mere bag end blot forræderi og hævn.

Tyve Tyve er en bog for de der ikke ønsker at få svarene serveret på et sølvfad. Parallelle universer og en udvisket virkelighed danner bunden for denne roman. Læseren er overladt til sine egne instinkter og sine egne forhåbninger om, hvad der i virkeligheden er sandt. Denne usikkerhed gjorde Tyve Tyve til en interessant læseoplevelse og jeg indrømmer gerne at jeg ikke slap bogen før sidste side var vendt.