Nemesis er en Diabolik. En genetisk fremstillet dræber, der er bundet til sin ejer hele livet. Nemesis ejes af datteren af en magtfuld senator i et intergalaktisk rige, der styres af en gal kejser.
Da kejseren befaler, at familien sender Sidonia som garanti for senatorens loyalitet, frygter familien for Sidonias liv, og sender i stedet Nemesis, der skal udgive sig for at være senatorens datter. Nemesis er lærenem og upåvirket af det magtspil, der udspiller sig omkring kejseren. Men hun er ikke forberedt på de følelser, hun pludselig får, da hun møder andre, der behandler hende som et menneske, og ikke en dræbermaskine.
Nu er Nemesis sårbar, og hun slækker på sit forsvar, for at beskytte andre end sin ejer. Inden Nemesis ved af det, er hun en vigtig brik i et ondskabsfuldt spil mellem kejseren og den magtbegærlige elite. Ikke nok med at hele foretagende ville blive betragtet som højforræderi, så er Diaboliker forresten også dybt ulovlige, og den mindste mistanke kunne koste hende livet.
Diabolik har det hele. Fede sci-fi scener og mirakuløse maskiner. Et samfund præget af fortidens idealer med med fremtidens resourcer. Foruden intriger, politisk magtkamp og konspirationer, så tager Diabolik også fat i, hvad det egentlig vil sige at være et menneske.
Jeg nød virkelig at læse denne bog. I sådan en grad, at det tog mig ufatteligt lang tid at læse de sidste kapitler, da jeg simpelthen ikke kunne bære at det ville få en ende. I gennem bogen har jeg både grinet og grædt, men vigtigst af alt, været utrolig godt underholdt. Selvom det er ved at være længe siden at jeg modtog bogen af LOVEBOOKS, så er det ikke en læseoplevelse jeg ville have været foruden.