Interview: Anja Duna

16830511_10154955960094705_241818812_nHvad har du skrevet?

Damen i den grønne dragt, roman, paperback og e-bog, 2015. Genremæssigt falder den lidt uden for kategori, men læner sig mest op af socialrealisme med et humoristisk anstrøg. Den handler om at være en sårbar og falde udenfor kategori og om at finde meningsfuldhed.

Elinors efterår, novelle, e-bog, 2014. Socialrealisme, om demens og livskraft.

Sverige, novelle, e-bog, 2014. Magisk realisme, om et individ der forsvinder i gruppen.

Café Mødepunkt, novelle, e-bog, 2014. Socialrealisme, flow. Om hjemløshed, ensomhed og nye valg.

Blomsterne står, novelle, bragt i medlemsbladet Livtag 2013, udgivet som e-bog 2014. Socialrealisme, ungdomsfiktion. Om at være teenager og miste sin førlighed i en ulykke.

Kærlighed og kørestol, fortsættelse til Blomsterne står, novelle, e-bog 2014. Socialrealisme, ungdomsfiktion.

Knuste knogler, novelle, e-bog 2014. Historisk novelle om en kvinde, der er blevet udpeget som heks.

Skyggen der skyggede, novelle, e-bog 2014. Må være en form for magisk realisme. Om stress, arbejdsvilkår og perfektionisme.

Solsortens kald, novelle, e-bog, 2015. Dyrefabel om en solsort på en vigtig mission i menneskenes verden.

Meditation – helt enkelt. Giv sjælen rygrad med meditation, miniguide, pdf/e-bog 2017.

  

Hvem er du?

Meget eftertænksom og opfindsom. 36 år – indtil videre. Skriver skønlitteratur – både romaner, digte og noveller – og udgiver dem. Jeg skriver også lidt om alternative metoder til indre balance og har udgivet en lille guide til en superenkel og groundende meditation. Arbejder deltid som postbud og andre praktiske småjob. Blogger om lidt af hvert.

Jeg er forhenværende socialrådgiver med omtrent et årtis erfaring inden for diverse sociale erhverv – botilbud for handicappede, hjemmepleje, værested for sindslidende og sagsbehandler for voksne med særlige behov. Det udspringer af det samme som mine skriverier: En dyb interesse for mennesker og for, hvordan vi fungerer på indersiden, de følelsesmæssige, eksistentielle og psykologiske aspekter af at være menneske.

Jeg interesserer mig meget for flow og alt det, der foregår på energetisk plan.

Du finder mit virke her: http://www.skrivetid.dk/

Du kan også finde mit forfattervirke på Facebook – med digte hver mandag og hvad jeg ellers finder på: www.facebook.com/skrivetid.dk

Samt på Instagram, hvor jeg poster digte og udlever min hang til at tage fotos og vise andre mit perspektiv på verden: https://www.instagram.com/skrivetid/

Hvor kan man købe dine værker/dit værk?

Damen i den grønne dragt, roman:

Som paperback kan den bestilles hos din lokale boghandler, samt via boghandlere på nettet (dog ikke saxo.com). Den kan også bestilles via min hjemmeside, hvor der er mulighed for at få en hilsen fra forfatteren i bogen.

Mine e-bøger:

Mine noveller, meditationsguide og min roman kan købes i e-bogsform via saxo.com. Efter aftale kan de også købes gennem mig.

Hvilke gennemgående temaer beskæftiger du dig med, og hvordan påvirker det din litteratur?

Selvudvikling og livsglæde, det at tage hånd om sit liv og udfolde sit potentiale har optaget mig igennem mange år. At finde styrken og, paradoksalt nok, helheden i at rumme sin egen ukomplethed.

Og det har helt klart sat sit aftryk på mine værker, som ofte omhandler skæve og/eller skrøbelige eksistenser, der finder en måde at gøre deres liv meningsfuldt.

Karma – selvom jeg ikke bruger ordet karma, så fylder det meget i min livsopfattelse. Det faktum, at vi på et energetisk plan påvirker både os selv og vores omgivelser (vores univers, endda) gennem alt hvad vi tænker, føler og gør. Vi påvirker os selv og vores egne muligheder og vi påvirker hinanden. Det åbner muligheden for et enormt potentiale for verden.

Og det behøver ikke være store, overordnede scenarier. Tværtimod finder jeg ofte at de helt små dagligdags hændelser er væsentligere. Som når man får ”transmitteret” lidt lethed og et smil frem hos den nedkørte kassedame bare ved selv at blive i – og dermed vibrere fra – en positiv energi og i øvrigt opføre sig venligt. Sige godmorgen til buschaufføren. Alle de små ting, der viser, at vi ser mennesket i den anden. Det er ringe i vandet.

Ligeså vigtigt er det at forsøge at være bevidst om de negative ringe i vandet, man kan blive del af, og vælge at gå med en bedre energi end det.

Jeg går dog ikke ind for perfektion – ingen af os vil altid lykkes med det. Men måske kommer der netop et venligt menneske og tænder et lille lys i dig den dag, du selv er den trætte kassedame eller stressede buschauffør.

Jeg tror på det gode i mennesket – på, at godhed er noget, der ligger i alle de små og store valg, vi tager mere end som et karaktertræk, man besidder eller ikke besidder. Jeg ser mange nuancer i det enkelte menneske. Og jeg ved, at vi alle har værdi.

Det fylder meget i mit liv og påvirker derfor værker i form af, hvordan karaktererne påvirker hinanden (og sig selv) med deres indstilling og handlinger. Og ikke mindst for, hvilke udviklingsperspektiver, der viser sig for mine karakterer.

Hvilke midler benytter du for at fastholde læseren?

Fantastisk spørgsmål. Udfordrende. I virkeligheden handler hver sætning i en novelle eller roman om netop dette. Svaret bliver forsøgsvist, ikke fyldestgørende.

Jeg forsøger at benytte sproget, gøre det levende, flydende og bruge skarpe beskrivelser og metaforer. Derudover forsøger jeg at tage afsæt i menneskeskæbner på det punkt, hvor de er i konflikt – for så bliver de som regel interessante for læseren, der bliver nysgerrig på, hvordan personen får løst konflikten.

I det romanmanuskript, jeg redigerer p.t., har jeg især fokus på strukturen og på kapitelinddelingerne. Og på at bruge ”show” – dvs. viser tanker, følelser, udvikling og handling gennem scener. Romanen er kraftigt inspireret af mine år som socialrådgiver, så det er ekstra udfordrende at finde de dele af historien, der gør det relevant og spændende for andre at læse.

Hvad førte til at du blev udgivet og hvilke tanker ligger der bag?

Jeg fulgte mit hjerte og min sjæl, da jeg ikke længere var i stand til at overhøre dem. Det er den sandeste forklaring.

Jeg har en masse på hjerte og det er livgivende for mig at udtrykke det. Jeg kan ikke lade være. Og så har jeg lyst til at dele det, fordi jeg oplever, at andre kan finde genkendelse i det og inspireres af det. Samtidig vokser jeg selv af at turde dele fra mit inderste.

Jeg har fået at vide af flere skrivemakkere og betalæsere, at jeg er god til at sætte ord på stemninger, følelser og tanker som ellers kan være svære at indkredse og dermed være sig bevidst. Jeg håber, at jeg på den måde kan inspirere andre til at mærke sig selv endnu dybere.

Hvilken forhindring er den største du møder, når du skriver og hvordan overkommer du den?

Jeg har en anelse svært ved at svare på det. Jeg arbejder meget floworienteret, så jeg skriver, når jeg føler mig inspireret eller tilskyndet til det, og ligeledes redigerer jeg og promoverer, når det er det, jeg er i humør til. Det er jo mig selv, der sætter rammerne, planerne og forventningerne for, hvad jeg skal udvirke. Så jeg oplever ikke mange forhindringer. Jeg har fundet en dejlig ro i at være på vej og nyde hvert skridt, frem for at være utålmodig efter at nå frem.

Nu mens jeg svarer på spørgsmålet, kommer jeg alligevel i tanke om noget, jeg løbende er nødt til at håndtere, for at det ikke bliver en forhindring. Det er at navigere imellem indfald og færdiggørelse. Jeg har det, jeg kalder en springsk hjerne – jeg får ekstremt mange ideer og indfald, så jeg er nødt til at skære igennem overfor en stor del af dem og parkere dem, mens jeg færdiggør de øvrige ideer, jeg allerede har givet mig i lag med. For øjeblikket afholder jeg mig med vilje fra at skrive på en ny roman, fordi jeg for en gangs skyld kunne tænke mig at have færdiggjort samtlige store projekter (romanudgivelser) inden jeg er viklet ind i det næste. Spændt på at se om det holder!

Hvad er dit bedste råd til fremtidige forfattere indenfor din genre?

Skriv løs og læs en masse. Leg med det og find det sjove i de lange, seje træk, for det er dem, der gør en roman, novelle- eller digtsamling til et færdigt produkt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: