Romanen er den yngste genre af dem alle, og alligevel en af de mest læste. I den vestlige verden er det svært at finde individer, som ikke har læst en roman på et eller andet tidspunkt i deres liv, hvad end det har været som del af et studie, eller blot for fornøjelsens skyld. De fleste boliger har op til flere bøger stående på bogreolerne, som stolt proklamerer med genreangivelsen ”roman” på forsiden. Man hvad kendetegner overhovedet en roman? I sit essay ”Epic and Novel: Towards a Methodology for the Study of the Novel” fra The Dialogic Imagination (1994) fremsætter Bakhtin tre centrale punkter, der adskiller romanen markant fra fortidens, herunder særligt antikkens, prosatekst. Disse tre karakteristika kan anskueliggøres ved at overføre dem til romankarakteren.
Først og fremmest peger Bakhtin på den stilistiske tredimensionalitet eller det han kalder polyglossia. Denne tredimensionalitet kendetegnes ved brugen af flere sprog og dialekter inden for samme geografiske område. Kigger man på eposset, så var det typisk udelukkende fortælleren der sagde noget, på sin egen måde, på sit eget sprog. Her adskiller romanen sig markant, ifølge Bakhtin. Dette skyldes at der i romanen er flere stemmer der får lov til at interagerer med hinanden med deres eget sprog, på deres egen måde. De forskellige dialekter, sociolekter og etnolekter kommer altså til udtryk. Om dette udtaler Bakhtin følgende: ”The period of national languages, coexisting but closed and deaf to each other, comes to an end” (Bakhtin 12). Heraf udledes, at polyglossia længe har været til stede i samfundet, men at det først er med romanen, at litteraturen inddrager det som et stilistisk træk. Bevidstheden om sprogets forskelligartethed tillægger altså teksten en yderligere dimension, som hæver teksten fra det todimensionelle til det tredimensionelle.
Foruden tredimensionaliteten, så tillægger Bakhtin dernæst romanens temporalitet stor vigtighed, altså hvordan tiden kommer til syne i det litterære billede. Dette kan bedst tydeliggøres ved at sammenlige romanen med antikkens epos. Eposset udfolder sig i en absolut og afsluttet fortid, idet det omhandler historiske højdepunkter og heroiske bedrifter, som er almen kendt blandt tilhørerne. Den store forskel i temporaldistance kommer ydermere til udtryk hos fortælleren. Eposset omhandler noget bestemt og behandler dette på en bestemt måde som resultat af den mundtlige fortælletradition. Denne tradition gør, at epossets fortæller er lige så distanceret fra handlingen som tilhørerne, da fortælleren blot formidler en kollektiv erindring. Romanens handlingsforløb er hverken absolut eller afsluttet, idet handlingen ikke tilhører en fjern, mytologisk fortid uden forbindelse til samtiden. Dette, mener Bakhtin, bevirker at distancen mellem læser og karakter mindskes radikalt. Modsat eposset er romanens fortid tæt forbundet med samtiden, hvis ikke handlingen decideret foregår i samtiden. Den skrevne form tillader romanens fortæller at skabe et relativt og nært forhold til nutiden. Dette kommer blandt andet til udtryk gennem brugen af hverdagsligt sprog, men også i kraft af, at fortælleren i høj grad eksisterer i samme tid som handlingsforløbet, hvilket ikke er tilfældet hos eposset. Om forholdet mellem tidsligheden og romanen specificerer han yderligere at: “To portray an event on the same time-and-value plane as oneself and one’s contemporaries […] is to undertake a radical revolution, and to step out of the world of epic into the world of the novel” (Bakhtin 14). Det handler derfor i høj grad om oplevelser og erfaring frem for epossets erindring. Samtidigheden mellem læser og den fremstillede verden er med til at ændre litteraturens fremstilling af tid. På denne måde er romanen med til at sikre, at fortiden ikke udelukkende kommer til udtryk igennem episk distance. Tiden, der skildres i romanen, er altså fremadskridende og kompleks, sådan som det uddybes i det næste punkt.
Det tredje og sidste kriterie, der fundamentalt adskiller romanen fra andre genre er, ifølge Bakhtin, den tætte kontakt til nutiden, altså den samtidige virkelighed. Et kriterie, der ligger naturligt i forlængelse med romanens bevidsthed om det temporale, og kan være svært at skelne fra det forrige romankrav. Romanen tager afstand til erindringen og fokuserer på at opleve begivenhederne sammen med karakteren. Nærheden mellem læseren og karakteren, skaber en helt unik drivkraft, som kun ses i romanen. Bakhtin karakteriserer denne drivkraft som en impuls til at fortsætte læsningen samt en impuls til at nå til romanens afslutning. Denne drivkraft findes ikke i eposset, da erindringen om begivenhederne står i vejen for nysgerrigheden. Behovet for at fortsætte læsningen er et resultat af læserens indlevelse i karakterens livsverden. Dette udlægger Bakthin klart kun er muligt “in a zone where there is proximity and contact” (Bakhtin 32). Dette såvel som de øvrige træk, bliver særligt tydeligt, hvis man kaster blikket mod romankarakteren.
Som nævnt er romanens karakterer og læser kendetegnet ved en indbyrdes nærhed. Dette betyder at læser og karakter er på samme niveau, forstået på den måde, at det skildrede livsforløb i romanen ligeså vel kunne tilhører en slægtning eller bekendt, frem for en fiktiv figur. Den episke distance opløses altså i kraft af, at der ikke er tale om en historisk heltefigur. Dette fremgår også af, at man ofte benævner epossets hovedfigurer som typer frem for karakterer. I kraft af ordet type er der tale om ensrettede og faste figurer, frem for de komplekse og alsidige, som kendetegner romanen. I den forbindelse fremlægges følgende: “Reality as we have it in the novel is only one of many possible realities; it is not inevitable, not arbitrary, it bears within itself other possibilities” (Bakhtin 37). Heraf udledes, at epossets type er defineret ved sin skæbne, som resultat af antikkens syn på fatalisme. Romanens karakter er dog på ingen måde begrænset af en særlig skæbnebestemmelse eller profeti, men er derimod et sammensat menneske i stadig udvikling. I kraft af karakterens kompleksitet, så er romanens begivenheder et resultat af en række valg, som lige så vel kunne have udfoldet sig anerledes. Hvor epossets type er homogen indenfor den indre og ydre verden, så står romanens karakter i kontrast med sin heterogenitet. Der opstår en mulighed for splittelse, samt en diskrepans mellem den indre og den ydre verden. Dette er med til at skabe en karakter, som fremstår mere som et almindeligt menneske, frem for et uopnåeligt ideal. Egne meninger, holdninger og oplevelser er altså det, som er med til at skabe en karakter, som er i stand til at være læseren nær, i kraft af muligheden for udvikling og afvikling igennem fortællingen. Denne nærhed forstærkes af romanens første krav om polyglossia, da karakteren ikke blot får lov til handle samtidigt, men også tillades at udtrykke sig samtidigt. I kraft af dialoger kommer de enkelte personers særegne sprog og holdninger til udtryk. Noget som ellers blev skjult af epossets monolog. Det uofficielle sprog og de uofficielle tanker får i romanen lov til at udfolde sig, hvilket giver karaktererne endnu et lag af personlighed, som bringer dem nærmere læserens virkelighed (Bakhtin 20).
Ifølge Bakhtin, så er romanens vigtigste karakteristika altså den stilistiske tredimensionalitet i kraft af polyglossia, afstanden til den absolutte fortil, samt den maksimale kontakt til nutiden. Disse tre hovedtræk peger alle i retningen af, at romanen som genre er kendetegnet ved at åbne sig for samtiden. Nutidens fortællinger og personer får med romanen lov til at komme i fokus. Altså er romanen resultatet af en vækket interesse for den verden, som eksisterer omkring os, hvilket betyder, at det ikke blot er mytologiske figurer, som får lov til at være helte og heltinder, men derimod helt almindelige mennesker, med mere eller mindre almindelige problemer.
Cecilie Birkshøj 