I gymnasiet lærte vi om de forskellige appelformer, som bruges til at overbevise en læserskare. På det tidspunkt virkede det som relevant viden. Noget jeg rent faktisk kunne bruge i fremtiden. Det har sidenhen vist sig at være en illusion. Gang på gang har verdenens ledere bevist, at hverken patos, etos eller logos nytter noget. Viser jeg følelser, så er jeg en hysterisk kælling, som ikke ved noget om livet. Videnskabsmænd bliver akkrediteret. Fakta er ikke længere noget universelt. Alligevel vil jeg slynge noget på bordet, som måske de færreste er klar over: Litteraturen lyver ikke.
Det er ikke første gang, at en generations råb efter handling er blevet ignoreret. En tilsvarende bølge fandtes i 1700-tallet. Til de knap så historiekyndige, så er dette altså inden industrialiseringen. Allerede inden man påbegyndte projektet, vidste man at afskovningen ville skabe problemer i fremtiden. Men denne fjerne fremtid var ikke en, de følte et ansvar for.
Tilbage i slutningen af 1800-tallet og frem til starten af 1900-tallet var der i Europa en grøn bølge. En kæmpe protest, som blev overhørt og derefter hurtigt fortrængt fra den kollektive hukommelse. En tilsvarende økobølge kom igen i 1970’erne. Problematikken var den samme som tidligere, men i stedet for at fortsætte de tidligere strømninger, startede man blot forfra. Denne bevægelse er dog endnu så ny, at den ikke er fortrængt. I stedet for at lytte til budskabet, forkastede man problemstillingen og dømte dens tilhængere som lalleglade hippier. Lyder det bekendt? Hver generation tvinges til at starte forfra i klimakampen, fordi den gang på gang latterliggøres og fortrænges. Min generation bliver kaldt klimatosser. Vi har valgt at tage det til os, for der er ingen skam i at være tosset med det klima, som understøtter vores eksistens.
Alle disse bevægelser har sat tydelige spor i litteraturen, men åbenbart ikke tydelige nok. Utallige romaner sætter menneskets forhold til naturen i fokus, men sjældent med noget egentligt resultat. Science fiction er forblevet en genre på linje med fantasy. Formentlig fordi vi nægter at erkende, at disse mange dystopiske fremtider, meget snart kan blive vores egen.
Jeg er ikke hellig. Jeg er en del af problemet. Men jeg er en 21-årig litterat, og det er begrænset, hvad jeg kan stille op. Hvis vrede læserbreve og alarmerende debatindlæg gjorde en forskel, så var klimakrisen løst for længst. Alligevel skriver jeg, for selvom nogen har det fint med tomme løfter og halvhjertede løsninger, så er jeg nødt til at gøre bare ét eller andet. Jeg skriver ikke i håb om, at det ændrer noget. Jeg er for længst stoppet med at håbe, for hvis 300 års klimakamp ikke har gjort en forskel, så ved jeg snart ikke, hvad der gør.
Klimakampen er nået dertil, hvor vi hellere vil udskamme en 16-årig pige, for at have aspergers, end at lytte til hendes budskab. For det er langt lettere at mobbe hende, end at tage hende seriøst. For et år siden sad hun alene foran det svenske parlament. I dag strejker ca. 1,4 millioner skoleelever og studerende for klimaet i over 2000 byer i mere end 100 forskellige lande på alle kontinenter, selv Antarktis. Aldrig har klimakampen været så organiseret og struktureret, som den er i dag, og med lidt held, så er det lige netop det, der ender med at gøre forskellen.
Min generations budskab er det samme, som det var for 300 år siden: ”I want you to act as if our house is on fire. Because it is.” Det er alment kendt, at vores generation er den sidste, der kan nå at forhindre de mest fatale følger, men de fleste af os er for unge til at stemme, eller for unge til at blive taget seriøst. Så vi råber op, og det er der ingen, som kan bebrejde os for. Det er op til politikerne at lytte, og hvis de nægter, så vil vi råbe højere. For selvom science-fiction uden tvivl er en populær genre, så nægter vi at acceptere dystopien. Vi nægter at lade os reducere. Vi nægter at lade os fortrænge.
Cecilie Birkshøj 