Bogforum 2019 og bogkontrakt

Når det kommer til selve Bogforum, så må jeg desværre indrømme at det var en skuffende oplevelse i år. Selve universet og formatet var som altid umådeligt fedt, men sammenlignet med tidligere år, blev jeg efterladt med at indtryk af, at der ikke rigtig var styr på tingene.

På Bella Center bygger de om, hvilket der også skal være plads til. Desværre prægede ombygningen bare den generelle oplevelse, da alle stande og scener virkede rodede placeret og til tider decideret adskilte fra lignende relevante udstillere. På trods af at børnebogforum i år var enormt, hvilket kun er dejligt, så fandt man fra tid til anden ensomme stande med bøger til små børn blandt aviser og forlag for niche digte.

Kaoset, som ombygningen resulterede i, fik det til at føles som om, der var alt for mange mennesker. Overraskende nok var der mere ro og knap så hektisk stemning på Børnebogforum, hvis lydniveau ellers plejer at være præget af den unge aldersgruppe. Det er som det er. Ombygningen kan arrangører ikke gøre så meget ved, men uden at have forstand på emnet, tænker jeg at problemerne kunne være løst mere effektivt.

Særligt de massive kødannelser ved indgangen tog toppen af begejstringen, for hvad end man havde billet eller ej, var køen lørdag formiddag så lang, at nogle ventede i mere end 40 minutter på at komme ind. Når man så endelig kom igennem køen vendte alt på hovedet. Jeg er bestemt et vanedyr og min stedssans er ligeledes horribel. Af samme grund havde jeg downloaded Bogforum-appen da den havde et kort. Desværre virkede appen langt fra hensigtsmæssigt. Når alting bliver flyttet og kortfunktionen ikke oplyser navnene på de forskellige stande, så er “søg efter udstiller”-funktionen ikke en bønne værd. Det var muligt at se hvad udstillerenes stande hed, men komplet håbløst at finde ud af, hvor denne stand befandt sig på kortet.

Alt i alt virkede Bogforum 2019 til at være baseret mere på held end forstand, hvilket er en skam, da jeg uden tvivl er kæmpe stor fan af konceptet. Jeg håber at de til næste år er færdige med at bygge om, så danmarks største bogmesse igen kan fremstå struktureret og overskuelig.

En nyhed

Der skete dog noget, som gjorde dette års Bogforum helt specielt. Efter et møde med forlaget Tellerup kan jeg løfte sløret for, at jeg til næste år ikke vil figurere som presse, men derimod som forfatter. Jeg glæder mig helt vildt til samarbejdet, og kan næsten ikke vente med at se, hvor det fører hen.

billeder_Tellerup

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.