Kære Evan Hansen

“Kære Evan Hansen

I dag bliver en fantastisk dag, fordi ?

Evan har altid følt sig alene, men da et brev havner i de forkerte hænder, bliver han trukket ind i en fremmed families tragedie. Nu får han muligheden for ikke længere at føle sig udenfor. Pludselig har den angstramte Evan et nyt formål. Og et website. Han er selvsikker, og han går viralt. Alle dage er fantastiske. Indtil alt er i fare for at falde sammen omkring ham, og han bliver konfronteret med sin værste fjende: sig selv.

En hvid løgn fører til store sandheder i denne varme og hjerteskærende fortælling, fyldt med sorg og autenticitet, om kampen for at høre til i en tid med hurtige forbindelser og dyb isolation.

Romanen er baseret på hit-musicalen DEAR EVAN HANSEN fra Broadway, og er blevet til i et tæt samarbejde mellem skaberne af musicalen og forfatteren Val Emmich.”

Kære Evan Hansen fik mig ikke til at græde som forventet, men det var uden tvivl en bog som rørte mig dybt. For et eller andet sted, så er Evan Hansen os alle sammen, uanset om vi vil det eller ej. Han er uheldig, usikker, angst og har ydermere de mest svedige hænder jeg nogensidne har læst om. Evan Hansen har fejl og han ved det, hvilket gør det til en meget personlig læseoplevelse. Denne roman viser hvordan mange små tilfælde kan føre til noget mere. Hvordan en enkelt løgn kan bygge sig til noget større. Hvordan et ønske om at hjælpe, ikke altid er det mest hensigtsmæssige.

Jeg må indrømme at slutningen tabte mig lidt. Det gik for stærkt og for flygtigt. Slutningen var nok det eneste, som bar direkte præg af at det er en musical, for jeg føler at den musikalske og sceniske fremstilling bedre kunne have udfyldt hullerne end bogen formåede at gøre. Ikke at slutningen var dårlig. Der manglede bare lige et eller andet, som jeg ikke helt kan sætte min finger på. Måske oplevelsen er anderledes for dem, som kender og elsker Broadway.

I dag bliver en fantastisk dag, fordi Kære Evan Hansen udkommer på dansk.

Køb bogen her. (reklamelink)

Uden Håb / Altid Håb af Colleen Hoover

Lindhardt og Ringhof har sendt mig begge disse bøger af Colleen Hoover. På trods af travlhed grundet eksamener kunne jeg ikke lade være med at gå i gang med det samme. En beslutning som både gjorde det ulideligt at læse op, men også at tænker på noget andet. Fortællingen om Dean Holder og Sky starter ud som enhver anden kærlighedshistorie, men udvikler sig derefter drastisk i en retning, som vil vride og flå i dit hjerte, til du ikke længere er sikker på om organet stadig er intakt. Den sidste halvdel af romanen var ved at tage livet af mig, fordi det hele simpelthen var så gennemført og hjerteskærende at jeg ikke kunne stoppe med at græde.

Inden jeg gik i gang med at læse, undrede jeg mig over, hvorfor at disse to bøger blev udgivet op Lindhardt og Ringhof og ikke på LoveBooks som hendes andre danske oversættelser. Det blev dog hurtigt klart for mig. Selvom det er en kærlighedsroman, så er det langt fra hovedtemaet, selvom det bestemt er en drivkraft. Hovedpersonerne er 17-18 år gamle, men alligevel er det ikke helt en Young Adult bog. Hopeless serien af Colleen Hoover er noget mere, og langt mere hjerteskærende end jeg havde forventet. Romanerne er bestemt ikke for sarte sjæle, da misbrug og selvmord er centrale emner. Mere kan jeg ikke sige uden at afsløre for meget. Mere kan jeg ikke sige, uden at røbe hvorfor disse bøger gav mig en mavepuster.

Uden Håb er set fra min synsvinkel det bærende værk i serien. Efterfølgeren Altid Håb fortæller samme historie men fra Dean Holders synspunkt frem for Skys, og selvom dette er en fængende og yderst interessant tilføjelse til den oprindelige historie, så mangler den lige så mange detaljer i plottet som den udfylder. Scenerne der overlapper i de to bøger er knap så godt beskrevet og fortalt, men som sagt er det alligevel interessant at få et blik på situationen fra en anden vinkel. Det der gør Altid Håb lige så vigtig som forgængeren er de billeder vi får af Dean Holder uden Sky. Det er de scener som ikke overlapper, men som derimod supplerer og forklarer, hvorfor han opfører sig som han gør.

cover.1539740050Uden håb af Colleen Hoover

“#1 New York Times bestseller og to år i træk har Colleen Hoover vundet Goodreads Choice Award for bedste kærlighedsroman. Udkommer samtidig med Altid håb (Hopeless 2).

Nogen gange er det sværere at acceptere sandheden end leve med løgnen …

Det må Sky sande, da hun møder Dean – en fyr kendt for sit blakkede ry. Han vækker en masse følelser i hende, som hun ikke forstår. Han både skræmmer og fascinerer hende, og noget ved ham får hende til at tænke på sin meget smertelige fortid, som hun ellers har kæmpet hårdt for at lægge bag sig.

Selv om Sky forsøger at holde sig fra ham, er Dean vedholdende, og langsomt lader Sky paraderne falde. Båndet mellem dem udvikler sig. Men det viser sig, at den mystiske Dean har haft hemmeligheder for hende, og da de bliver afsløret, påvirker det Sky i en grad, så hun er forandret for altid. Kan Sky og Dean hele deres følelsesmæssige sår og finde en måde at leve og elske grænseløst?”

9788711694541Altid håb af Colleen Hoover

“I opfølgeren til Colleen Hoovers #1 New York Times bestseller Uden håb (Hopeless 1) er det den charmerende fyr Dean Holder, der fortæller sin version af historien om Sky og deres forhold.

Nogen gange er man tvunget til at se sig tilbage og acceptere sin fortid for at kunne se fremad og leve livet.

I Uden håb prøver Sky at forstå de hemmeligheder, minder og modsatrettede følelser, der opstår sammen med Dean, men hans fortid forbliver lidt af et mysterie. I Altid håb får man et indblik i hans følelsesliv og alt det, han er formet af. For det viser sig, at Dean er traumatiseret af et minde om en lille pige, og at han hele sit liv har forsøgt at frigøre sig fra en overvældende skyldfølelse. Han havde dog aldrig forudset, hvor hårdt det ville være endelig at møde den pige igen og finde den ro, han så desperat ønsker.”

Køb serien her (reklamelink) Har du allerede læst serien eller vil du bare læse mere af Colleen Hoover? Så læs mine anmeldelser af hendes andre værker her:

Forbandede Kærlighed af Colleen Hoover
It Ends With Us af Colleen Hoover
Måske en dag af Colleen Hoover

Solen og hendes blomster (The sun and her flowers) af Rupi Kaur

Rupi Kaur © Baljit Singh.
Foto af Baljit Singh

Solen20og20hendes20blomster“Dette er Rupi Kaurs anden digtsamling efter debuten mælk og honning, som tog verden med storm og stadig ligger på New York Times bestsellerliste to år efter udgivelsen. solen og hendes blomster handler om sorg, om at føle sig fortabt, om at genfinde styrken, om at ære sine rødder, om kærlighed. Den er delt op i fem kapitler (visne, falde, slå rødder, vokse, blomstre) og er illustreret af Rupi Kaur selv.

Rupi Kaur (f. 1992) er digter, illustrator, instagrammer, aktivist.”

Selvom jeg allerede havde læst Rupi Kaurs seneste digtsamling på engelsk, så ønskede jeg alligevel at modtage et anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof, da de valgte at udgive samlingen på dansk også. Både for at bakke op om udbredelsen af disse fortryllende digte, men også for at se, hvad oversætter Julia Lahme kunne stille op med de kringlede formuleringer. En opgave hun i høj grad har løst til perfektion, selvom der er enkelte småting, som jeg personligt ville have gjort anerledes. Jeg tvivler på, at det har været en nem opgave, så på trods af enkelte akavede formuleringer, så synes jeg generelt at opgaven er løst godt.

Langt de fleste læseheste kender efterhånden Rupi Kaur som internetfænomen, men også for sine næste prosaagtige dagbogsbekendelser med tilhørende illustrationer. Hun fortsætter stilen fra Mælk og honning (Milk and Honey) med et brutalt, ærligt, feministisk og ikke mindst nutidige syn på sig selv og omverden. Kaur konfronterer i sin digtning alle de usikkerheder, drømme og ikke mindst det begær, som vi alle går og gemmer på. Hendes budskab er vigtigt uanset alder: du kan ikke leve dit liv med en tro på, at et andet menneske gør dig helt.

Kritikerne vil hævde at hendes stil er useriøs hjerte-rimer-på-smerte-digtning, men sådanne mennsker har formentlig glemt, hvordan det føles at have ondt i sjælen. Hvordan det føles, når man hader den eneste man har tilbage: sig selv. Man kan sige hvad man vil om Rupi Kaurs skrivestil, men langt de fleste unge mennesker og ikke mindst kvinder, vil kunne nikke genkendende til de problemstillinger som hun tager op, uanset om man kan lide den konfronterende og brutale stil hun bringer for dagen.

Køb bogen her. (Reklamelink)

Har du allerede læst bogen eller mangler du mere i samme stil? Læs mine øvrige anbefalinger:

Mælk og honning af Rupi Kaur

Milk and Honey af Rupi Kaur

5 digtsamlinger til dig, der ikke kan få nok af Rupi Kaur

The princess saves herself in this one

47223895_10155992712926717_2331524933663850496_n

 

Bogforum 2018

Som altid bliver man overvældet af en summen af bogglade mennesker i alle aldre, når man træder ind af dørene til Bella Center. Stemningen starter allerede så småt i bussen, for det er tydeligt at høre på den ivrige bogsnak i hjørnerne, at vi alle har samme destination.

Igen i år var der lagt op til en fest af den helt anden verden på Børnebogforum for både unge og de helt små. I denne afskærmede sektion bliver man mød af alt fra den seneste young-adult til havfruekostumer, pixiebøger og tegnekonkurrencer. Selvom det er en skam at ungdomsbøgerne endnu ikke har fået deres eget univers, så er det unægteligt et af de mere interessante hjørner af messen. Uanset hvilken alder man har, så kan man vel ikke andet end at blive draget af duften af pandekager?

44950324_181848019390901_6548281141491662848_n
Teri Terry på Spotscenen i samtale om sit forfatterskab

Dette år var Spotscenen stjernespækket med interessante oplæg. På programmet kunne man blandt andet finde den danske Line Lybecker, som er forfatter til en række bøger om seksualitet og identitet udgivet hos forlaget Calibat.

Kort efter trådte den internationalt anerkendte ungdomsforfatter Teri Terry på scenen, hvor hun humoristisk og engageret fortalte om det at være forfatter og ikke mindst sin skriveproces og sine bøger. Hun løftede blandt andet sløret for at et dansk forlag har planer om at udgive en prequel til en af hendes dystopiske ungdomsromaner. Denne afsløring kom bag på både interviewer og publikum, hvorefter Teri Terry såede tvivl om, hvorvidt det overhovedet var noget hun måtte sige. Om ikke andet er hemmeligheden ude, og jeg er sikkert ikke den eneste, der glæder mig!

45003859_1426925257446539_6092883968095420416_n
Kære Evan Hansen udkommer på dansk til januar, men forhåndseksemplarer blev delt ud på BogForum den 27. oktober, hvor 80 heldige læsere fik bogen før tid.

Jeg var utroligt heldig. Faktisk så heldig, at det virkede helt surrealistisk, eftersom jeg plejer at være det mest uheldige menneske i min omgangskreds. Hos Lindhardt og Ringhof blev gratis forhåndseksemplarer af Kære Evan Hansen delt ud. Bogen efter musicalen udkommer først til januar, men jeg og 79 andre heldige fik lov at tage den med hjem allerede i lørdags. Det var dog ikke den eneste bog fra forlaget, som jeg slæbte med hjem. Et umodståeligt tilbud i form af 3 bøger for 100 kroner, gjorde nemlig at jeg måtte op med pengepungen.

Det var ikke kun børn, unge og voksne som havde gavn af dette års BogForum. Også en servicehund fik gået sit livs længste tur, da den trofast måtte følge sin bogglade ejer rundt på hele messen. Lad os bare sige, at hunden blev hurtigere træt af bøger end ejeren gjorde.

44933259_254410825272904_7315617378664972288_n
Linette Harpsøe signerer på Dreamlitts stand.

Medregner man i år, så kan jeg glædeligt fortælle, at mit besøg på BogForum de sidste tre er faldet sammen med Linette Harpsøes besøg på messen. Af samme grund skulle jeg da også lige have Ingenmandsland, tredje og sidste bog i Exilium-triologien, med hjem. Linette Harpsøe var som altid så super venlig at tage et kvarter ud af sin dag, til at få en snak og svinge med kuglepennen i min bog. Med denne signering har jeg altså samlet hele den signerede Exilium-triologi.

44916276_910992042444544_860016198287360000_n
Ulrikke Falch og Sofie Frøysaa signerer ved Arnold Busck deres nye bog, Jenteloven.

Også vores naboer mod nord var at finde. Norske Ulrikke Falch og Sofie Frøysaa slog nemlig vejen forbi Fag- og debatscenen for at tale om deres bog Jenteloven. Ligestilling og girlpower var i centrum i samtalen om, hvad bogen kalder feministisk førstehjælp. En bog som de unge forfattere selv manglede som teenagere.

Som altid var der også en stor mængde konkurrencer. En af dem om billetter til Krimimessen Horsens, hvor man ved deltagelse modtog en goodiebag med bogen Savner dig af Harlan Coben og en lakridspibe. I nettet var der også et tomt bolche papir, så et eller andet sted derude findes der et ensomt bolche uden sin indpakning. Selvom jeg blev snydt for et bolche, så er jeg utrolig glad for bogen.

44898890_340319110065868_1649263069387292672_n
Køen voksede sig hurtigt stor, da der blev delt gratis forhåndseksemplarer ud af Kære Evan Hansen.

BogForum kan som altid summeres ganske kort op. Latterligt mange mennsker. Latterligt mange events. Latterligt mange bøger. Dette års bogforum var fyldt til renden, og det kommer fra en, som synes der var mange mennesker allerede sidste år. Som altid savner jeg engelske og internationale bøger på messen, men ikke desto mindre, var det en fantastisk og berigende oplevelse.

Som altid var personalet utroligt venlige. Både ved de individuelle stande og i Bella Centeret selv. En venlig rengørringsdame viste med glæde de besøgende(Læs: mig) vejen hen til det hemmelige toilet, som ingen kunne finde, så de der havde travlt ikke behøvede at stå i kø alt for længe. Af hjertet tak!

Dagens litterære fangster? Dem kan i se her!

44896729_285624042079741_1222934780111224832_n

 

Archers Stemme af Mia Sheridan

archers-stemme_378343

“Da Bree fra den ene dag til den anden forlader sit liv i New York og flytter til en lille by i Maine, håber hun, at hun endelig kan lægge fortiden bag sig og finde fred. Allerede første dag i byen møder hun Archer Hale. En mand, der lever for sig selv, og som kæmper med sine egne dæmoner. En mand, ingen andre bemærker.

Archers stemme er en fortælling om en kvinde, der bærer på et traume, og den mand, hvis kærlighed er nøglen til hendes frihed. Det er en fortælling om en stille mand, som lever med mindet om en pinefuld fortid, og den kvinde, som hjælper ham med at finde sin stemme igen. Det er en fortælling om sorg, skæbne og kærlighedens helende kraft. Archers stemme er første bog i Sign of love-serien.”

Archers stemme er en roman om kærlighed, når det er smukkest, renest og mest råt. Det er samtidig en roman om menneskelige brister, når følgerne er mest katastrofale. Små byer er fyldt med drama, og Pelion, Maine er ikke nogen undtagelse. Romanen tager fat i traumer og tager hånd om den gennemgribende og altomsluttende angst, som kan ramme enhver, som lyn fra en klar himmel.

Den mandlige hovedperson er efter en ulykke blevet stum, hvilket ikke blot gør det svært at få venner, men også gør det utrolig svært overhovedet at være til i en lille by, hvor alle anser ham for at være en særling. Denne stumme karakter er dog med til at give denne kærlighedsroman en hel masse kant, da det bringer nye udfordringer med sig. Romanen er ikke sukkersød, men derimod barsk og brutal i sin skildring af menneskelighed og krise. Archers stemme er utrolig interessant læsning uanset om man bryder sig om kærlighedsromaner eller ej. Kunne man lide Måske en dag, så vil man uden tvivl forelske sig i denne roman, som også tager fat i handicap, som tabu.

Jeg anbefaler i hvert fald varmt Archers Stemme af Mia Sheridan til enhver, som gider at høre på mig. Jeg håber derfor virkelig også at serien fortsætter i samme stil, og at flere læsere får øjnene op for denne vigtige fortælling.

Du kan købe denne vidunderlige roman fra LOVEBOOKS her. 

Forbandede Kærlighed af Colleen Hoover

9788711513095___0___9788711513095___75f33993-6ec4-430c-9f4d-e1f5c671efef_8“En stærk, hjerteskærende og dampende hed fortælling om at komme op til overfladen og lære at elske igen, når kærligheden gør allermest ondt og synes allermest forbandet.

Da Tate Collins møder den hemmelighedsfulde pilot Miles Archer første gang, er det langt fra kærlighed ved første blik. Det er heller ikke ligefrem venskab. Det eneste, de to har til fælles, er en ubestridelig gensidig tiltrækning, og snart indleder de et uforpligtende forhold udelukkende baseret på sex. Det burde være den perfekte ordning for dem begge, for Tate har ikke tid til at have en kæreste, og Miles er slet ikke ude efter kærlighed. Spørgsmålet er nu blot, om Tate kan overholde de to simple regler, som Miles har opstillet som eneste betingelse for deres forhold:

Spørg aldrig ind til fortiden.
Forvent ikke en fremtid.

De tror, at de kan håndtere det, men de indser begge hurtigt, at de leger med ilden. For Miles bærer på en mørk hemmelighed, som han ikke er parat til at slippe, og som tiden går, falder Tate langsomt, men sikkert for den flotte og mystiske pilot. Og pludselig er intet særlig enkelt længere.”

Colleen Hoover er en forfatter, der er mester i at knuse sine læseres hjerter, og denne roman er ikke nogen undtagelse. I denne hjerteskærende og lattervækkende roman om kærlighed, når det er allermest svært, allermest grimt, og allermest vidunderligt, leger forfatteren med håb og håbløshed.

Det er en bog man kommer igennem indenfor ganske få dage, hvis ikke indenfor et enkelt døgn. Den er opslugende på den der betagende måde, hvor bogen egentlig ikke er decideret spændende, men der er alligevel et eller andet der drager. En eller anden nysgerrighed, som man er nødt til at give efter for og læse næste kapitel for at få stillet.

Det eneste negative, var et kapitel med et akavet personskift, som jeg fandt unødvendigt og forstyrrende. Derudover nød jeg dog bogen i fulde drag og anbefaler den varmt til enhver som trænger til en sød og barsk kærlighedsroman, hvor hverdagens problematikker sættes i fokus.

 

Hvis du er vild med Colleen Hoover eller blot ønsker at læse flere bøger af samme slags, så kan du læse mine anmeldelser af Måske en dag eller Det ender med os. Du kan også kaste dig ud i at købe Forbandede Kærlighed her.

Mælk og honning af Rupi Kaur

Mælk og honning er digtsamlingen, som omfavnede en hel generation. Den nænsomme samling af digte, der er illustreret af forfatteren selv, bearbejder temaer som vold, overgreb, tab, kærligthed og kvindelighed. Som læser følger man digterindens rejse igennem livets mest sorgfulde, stærke og kærlige øjeblikke. Hvis man ikke allerede har læst digtsamlingen, så er man i den grad gået glip af noget.

Jeg har tidligere læst denne digtsamling på engelsk, og har også skrevet om værket tidligere, der på engelsk går under navnet Milk and honey. Men da det efterhånden er længe siden, så føler jeg at det er på sin plads at give den danske udgave et indlæg for sig selv. Lindhardt og Ringhof har været så venlige at sende mig en udgave af samlingen, som jeg begyndte at læse i med det samme.

Blankt må jeg indrømme at jeg havde frygtet den danske udgivelse af den skønneste digtsamling, jeg længe har læst. Dog har ingen af mine bange anelser haft grobund, for oversætter Julia Lahme har gjort et fantastisk stykke arbejde med at genskabe teksternes originale ordlyd og indhold uden at det bliver påtaget og falsk. Digtsamlinen har trods oversættelsen bevaret sit originale udtryk, både i sprog, men sandelig også i den grafiske opsætning. Det visuelle spiller i den grad også en stor rolle i værket, hvorfor det er en fryd at se hvordan oversætter og forlag har arbejdet sammen om at ændre så lidt som overhovedet muligt.

31944997_1708710805889801_6240050154909466624_n

Uanset om man foretrækker den engelske eller den danske udgave, så er det svært at benægte den voldsomme indflydelse Rupi Kaur har haft på unge. Hendes stemme er smuk, tryllebindende og hudløst ærlig, hvilket gør enhver hverdagssituation til et eventyr eller en tragedie.

Den danske udgave udkommer den 14. maj 2018. Du kan forudbestille eller købe bogen her.

Vejen til dit hjerte af J. P. Monninger

Skærmbillede 2018-04-24 kl. 16.58.07

Vejen til dit hjerte er resultatet af mødet mellem Som du ser mig og The Fault in Our Stars. Resultatet bliver en romantisk rejse gennem Europa, hvor Jack langsomt lærer Heather at sætte pris på det spontane og den skjulte skønhed i alt der omgiver os.

“En smuk og rørende roman om Heather, der har planlagt sin fremtid ned til mindste detalje. Hun er netop blevet færdig på college og skal rejse rundt udenlands med et par veninder, inden hun skal starte nyt job. Men da hun tilfældigt møder Jack i en togvogn i Europa, ændres alle hendes nøje tilrettelagte planer.

Jack er et par år ældre end Heather, og hans rejseplan er at følge sin bedstefars dagbog, hvilket fører ham tilfældigt rundt til smukke, romantiske storbyer som Wien, Budapest, Istanbul. Heather følger med ham, og de forelsker sig i hinanden. Jack er en fri fugl og vil rejse videre rundt i Europa. Forpligtelserne hjemme i USA gør, at Heather overtaler Jack til at tage med tilbage. Men Jack har en hemmelighed, som kan ændre absolut alt.”

Vejen til dit hjerte af J.P. Monninger ligger op til en hæsblæsende kærlighedshistorie, og fortællingen er da også underholdende, men jeg blev desværre skuffet. Romanen var langt fra så medrivende og rørende, som den er blevet fremstillet, og de første 200 sider mangler indlevelse og til dels også indhold. Der sker en masse, men der sker ikke noget, som kan mærkes i hjertet. Måske er jeg mere følelseskold end først antaget.

Halvvejs igennem bogen sker der dog et eller andet. Om det er en ændring i stemningen eller et skift i romanens hensigt, er svært at sætte en finger på. Men der sker nogen, som får romanen til at gribe om sig, og som begynder at udforske ikke blot livet, men også vores måde at leve på.

Sætningerne forekommer, som naturlige tankerækker og dialogerne er opløftende, sarkastiske og ikke mindst virkelige. Man kan i sit stille sind se samtalen for sig og manglende beskrivelser af kropssprog med mere, lader læseren danne sig sine egne billeder og indtryk.

Vejen til dit hjerte var en behagelig læseoplevelse, med skønne beskrivelser af  Europas storbyer, turistattraktioner og skjulte perler. Romanen beretter ikke så meget om to unge menneskers forelskelse, som den gør om to unge menneskers livsfilosofi og verdensopfattelse. Det er derfor også synd, at romanen først tager fart så sent. Dog vil jeg alligevel takke LOVEBOOKS mange gange for at sende mig bogen, da det i den grad var læseoplevelsen værd.

“Fans af Nicholas Sparks’ rørende fortællinger vil elske den her.” – Booklist

“Læsere, som elsker kærlighedshistorier med et bittersødt twist, vil sluge hvert et ord.” – School Library Journal

Lyder det som noget for dig? Så kan du købe bogen her.