Hvis du står overfor en skriveblokering af hvilken som helst størrelse eller art, så er det med at behandle denne før den udvikler sig. Nogle gange kommer de som følge af stress eller manglende motivation. Det første kræver ændringer i hverdagen, men motivationen kan der let gøres noget ved.
Medmindre man hader dyr eller er allergisk i sådan en grad, at det påvirker en digitalt, så er Written? Kitten! noget for dig, der mangler motivation. Denne hjemmeside tæller dine ord efterhånden som du skriver dem. Hvis din browser understøtter det, så gemmer den også dine fremskridt lokalt. Dog vil jeg alligevel opfordre til, at man gemmer på sin egen computer regelmæssigt.
Hjemmesiden har et simpelt koncept. Hver gang du har skrevet X-antal ord, så vil den vise dig et billede af en killing. Og hvem elsker ikke søde små killinger? Du bestemmer selv, hvor lang tid der skal gå imellem hvert billede. 100 ord? 200 ord? 500 ord? Hvis du er en hurtigskriver så kan du også stræbe efter de 1000 ord!
Som om killinger ikke var nok, så er det også værd at nævne, at andre søde dyrebørn er tilgængelige på denne hjemmeside. Helt samme princip gælder for hvalpe og vidunderlige kaniner.
Layoutet er simpelt og kun, hvad det er nødt til at være. Du har en boks at skrive i, samt et vindue til billeder af de forskellige dyr. Alle forstyrrende elementer er altså hevet af vejen for dig, og de kære små skabninger venter blot på, at du skal få skrevet løs, så de kan slænge sig på din skærm.
Alle billeder er leveret af Flickr under kategorien “mest interessante” billeder tagget med det pågældende hashtag. Det bedste? Bliver du træt af dyr af ukendte årsager, så kan du altid selv vælge et andet emne ved at tilføje et ord bag linket http://writtenkitten.co/?search=
Eksempel:
http://writtenkitten.co/?search=horse
Hjemmesiden giver dig altså mulighed for at danne dine egne rammer for hvilket billede der vil fremkomme som din belønning. Er du vild med pizza, heste eller music, så er det blot at ændre i linket, så det passer til lige præcis dig!