Og så drukner jeg… af Ditte Wiese

9788711903339“Hvis ikke du præsterer perfekt, er du en taber! Sådan tænker den 18-årige Josephine, der forsøger at være ligeså perfekt og dygtig som sine venner.

Hun har lagt en plan for sit liv. Hun har valgt en fornuftig uddannelse, den rigtige kæreste og den korrekte diæt. Det er godt, og det er perfekt. Men der er noget, der sitrer i hende. Små bølger af noget forkert, der presser på og holder hende vågen. Det borer sig ind i hendes hjerne og larmer. Får hende til at glemme ting. Glemme at trække vejret.

Hvad er der galt med hende? Hvorfor kan hun ikke bare følge planen? Hun presser sig jo til det yderste. 

Presset er så stort, at Josephine er ved at drukne. Hun kan slet ikke få luft, men hun tør ikke råbe om hjælp. For hvis ikke hun kan alting, er hun jo ingenting.”

Og så drukner jeg… af Ditte Wiese er en angstprovokerende og tankevækkende roman om alt det, som går og presser sig på i hverdagen. Josephine vil være perfekt og mindre kan ikke gøre det. De små ting hober sig op og de større ting kastes oven i indtil bægret flyder over.

Denne ungdomsroman er resultatet af samtidens forventningspres og karakterræs. Af samme grund mener jeg, at den er utrolig vigtig for læsere i alle aldre. Dem der døjer med angst og/eller perfektionisme vil kunne spejle sig selv i Josephine, og de der ikke kan se sig selv, vil formentlig se nogen de kender.

Personligt var jeg nødt til at holde en pause med læsningen, da jeg begyndte under eksamensperioden. Bogen skildrer stress og eksamensangst så virkelighedsnært, at det er let at falde ind i samme tankespiral som Josephine befinder sig i. Noget man bør være opmærksom på, hvis man selv døjer med den slags. Vigtigheden af budskabet kan dog ikke understreges nok.

Personligt sad jeg tilbage med flere spørgsmål, som jeg gerne ville have haft svar på, men det er lidt hele pointen. Det er okay ikke at have svar på det hele, og det er okay ikke at have styr på alt.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar af CarlsenPuls.

Når man forveksler kærlighed med en saks

nc3a5r-man-forveksler“Jeg ser på tekanden. Jeg gør det ikke. Jeg gør det ikke. Alligevel gør mine hænder det. De kan ikke lade være. Det er ikke kærlighedens skyld, det her. Det er min egen. Av, siger jeg, men fortsætter alligevel lidt for længe. Smerten skal bo her. Den skal også bo her. Jeg har for længst lært at elske den. 

Han bor ikke længere hos sin mor. Hun sagde, hun havde brug for lidt mere tid. Til at komme ovenpå. Men han kom aldrig hjem igen.
Han bor ikke længere hos sin morfar. Den stolte og stærke morfar som tog over, da hans mor gav op.
Nu bor han hos Mads i København. Mads som elsker ham.
Men han har stadig sår på hænderne, og når han ser sig i spejlet, ser han sin mor.”

Når man forveksler kærlighed med en saks er en ungdomsroman af Tomas Lagermand Lundme, der griber fat i de sår på sjælen, der aldrig helt får lov at blive til ar. Tomas Lagermand fængsler sin læser i en beretning om smerte og afhængihed. Dette er ikke nogen hyggelig ungdomsroman, som bringer et smil frem på læben. Tværtimod er det en hjerteknusende fortælling om aldrig nogensinde at føle sig god nok til at fortjene lykken. Det er en fortælling om at ødelægge sig selv, fordi det er det eneste man kender til.

Denne læseoplevelse er så utrolig stærk og barsk, selvom den ikke engang rammer de tohundrede sider. For hver side at plettet af tårer, blod og smerte til det punkt, hvor man kan mærke ubehaget helt ned i maven. Men denne smerte er ikke fremmed for nogen af os. Vi kender den alle sammen. Netop derfor er Når man forveksler kærlighed med en saks så ufattelig vigtig en tilføjelse til dansk litteratur.

Denne forfærdeligt ærlige og uendeligt triste roman behandler ikke blot et enkelt ulykkeligt tilfælde, men tvinger tværtimod problemstillinger som misbrug, seksualitet, identitet og ikke mindst dyrkelsen af selvdestruktion frem i lyset. Netop derfor er bogen så ubehagelig. Netop derfor er bogen så vigtig. Der er ikke pyntet på noget som helst. Der er ingen kringlede sætninger eller tomme metaforer. Der er kun livets smerte og længslen efter denne.  Lige indtil de små glimt af overvældende lykke gør livet værd at leve.

Du kan købe bogen her. (reklamelink)

15097160-15kulboger-080735jpg

Hør os! Kronik om ungdomslitteratur

Vi læser for at blive klogere. Ikke blot på verdenen, men også på os selv. Vi læser for at sætte os selv i potentielle fremtidige situationer, men også for at opleve adrenalinen uden at udsætte os selv for egentlig fare. Ikke alle elsker at læse, men de der gør kan blive fuldstændig opslugt af den seneste udgivelse. Forældregenerationen læser krimier. Børn læser fantasy og tegner gerne et lyn i panden. Men af en eller anden grund er det ofte forrykt og foruroligende, når unge giver sig i kast med socialrealistiske romaner og stiller spørgsmålstegn ved normerne.

 

Denne tendens bearbejder redaktør, forfatter og oversætter Damián Arguimbau der i Weekendavisen den 26. november 2010 bragte et debatindlæg med overskriften ”Druk, stoffer og hor,” som fokuserer på, hvordan moderne litteratur omhandler ungdommens forfald og ydermere hvordan disse socialrealistiske romaner fungerer som moderne pædagogik.

Indledningsvis stiller skribenten et retorisk spørgsmål, som benyttes til at få læseren til at undres over emnet, inden debatindlægget giver svaret. Det er en måde at fange og fastholde læseren, så pointen får mulighed for at slå igennem.

Teksten domineres af appelformen logos, hvilket kommer til udtryk i de mange eksempler på både bøger, forfattere og emnerne de behandler. Blandt andet nævnes de danske ungdomsforfattere Sanne Munk Jensen, Ronnie Andersen og Renée Toft Simonsen, som er kendt for deres barske romaner rettet mod unge læsere.

Skribenten nævner desuden lang række statistikker, som underbygger at bøgerne ikke reflekterer virkeligheden. Det ses blandt andet i følgende udtalelse: ”De tørre tal modsiger billedet: Kriminaliteten, målt som antallet af lovovertrædelser i forhold til aldersgruppens størrelse, er faktisk faldet med 45 pct. de seneste 25 år. Også antallet af lovovertrædelser pr. individ falder. […] Debutalderen for det første samleje har endvidere ligget stort set uændret de sidste 25 år. Den ligger nogenlunde stabilt omkring de 16 år. Statistikkerne fortæller endvidere, at de unge ikke føler sig tvunget eller presset til det første samleje, men gør det, fordi de har lyst. […] Der er ganske vist statistiske svingninger, men tallene (af børn, der drikker) er nu de laveste gennem de 22 år, vi har fulgt udviklingen.” Denne intense brug af appelformen logos bidrager ikke blot til skribentens troværdighed og dermed også etos, men det gør også teksten objektiv og ikke mindst faglig. Enhver påstand bliver begrundet med uomstridelige fakta, hvilket fungerer som rygdækning.

Ethvert modargument afværges derved, fordi tal ikke er til at diskutere. Ydermere er det tillidvækkende, at Arguimbau samtidig nævner det punkt, hvor statistikken taler imod hans påstand, så ingen andre får mulighed for at gøre det samme. Udtalelsen: ”Det eneste, der ser ud til at passe, er, at de unge tager flere stoffer end tidligere. Syv procentpoint flere end i 2000 har prøvet hårdere stoffer end hash. Stigningen er stort set udelukkende drevet af pigernes øgede misbrug. Drengenes ligger stabilt. Men vi har fortsat en væsentlig andel på 88 pct. unge, der aldrig har prøvet at tage stoffer, og 69 pct., der aldrig har prøvet hash.” appellerer ikke blot til logos, men fungerer ydermere som gendrivelse og rygdækning. På denne måde afværger han emnet inden et modargument kan bygges op omkring det. Med ordet ’Vi’ skaber han en følelse af fællesskab, som knytter han sammen med læseren og styrker hans etos. Skribenten benytter altså sin arbejdsstilling til at styrke sit hovedsynspunkt kombineret med rå fakta, som ikke kan protesteres imod.

Disse statistiker benyttes som belæg for at de barske ungdomsromaner fungerer som moderne pædagogik, da han mener at ungdomslitteraturen har været med til at afværge potentielt farlige situationer, da bøgerne giver et indblik i resultatet deraf. Skribenten argumenterer ikke blot for det pædagogiske aspekt i bøgerne, men understreger også at ungdommen ikke er fjenden med følgende udtalelse ”De barske ungdomsbøger viser ikke virkeligheden. Nej – der er tale om effektfuld pædagogik pakket ind i et barskt, actionpakket univers, hvor meget er tilladt. De unge, der overdriver livseksperimenterne heri bliver ikke skurke. De går bare i hundene. Samvittigheden bremser dem. Lige dét afspejler sjovt nok virkeligheden.” Undervejs i sin statistiske argumentation kommer han ind på undersynspunktet at unge opfører sig bedre end nogensinde før og antyder derved indirekte at ungdomslitteraturen har haft en rolle at spille.

Hertil benytter han følgende sandhedsargument: ”Hvad aviserne, virkeligheden, statistikkerne og bøgerne fortæller os, er dog, at de unge stadig er lige præcis det: Unge. De begår flere fejl end voksne. De eksperimenterer mere med livet. De tager chancer, hvor ældre tager den med ro. De roder rundt og lider under deres mangel på erfaring.” Her begrundes påstanden ikke yderligere, da det er en udtalelse som fremføres som den absolutte sandhed og derved ikke kan affærdiges. Derved bliver undersynspunktet ikke bare slået fast, men benyttes også som det endelige belæg for hovedsynspunktet. Desværre præsenteres hovedsynspunktet først i de sidste sætninger, hvilket gør læseren usikker på, hvad de bliver overbevist om.

 

Men hvis de barske ungdomsromaner ikke behandler flertallets virkelighed, hvad skal de så til for? Hvordan balancerer man mellem en realistisk beskrivelse af ungdommen og en direkte opfordring til deltagelse i den negative spiral? Forfatter Glenn Ringtved udtaler i artiklen ”Er der ingen grænser i ungdomslitteraturen” bragt den 8. november 2016 i Berlingske følgende: ”Der har længe været en berøringsangst over for de her emner. […] Vores bog var i hvert fald en bevidst modreaktion på flinkeskolen i ungdomslitteraturen. De unge kan ikke bruge bøgerne til noget, hvis de bliver for pæne.”[1] Og måske er det netop det, som det hele handler om: at tage ved lære af andres fejltagelser, og når det kommer til unge, så lytter vi sjældent til en løftet pegefinger fra en gråhåret autoritet, der tydeligvis ikke aner, hvordan det føles at blive blokeret på Facebook.

Det er her forfatterens stemme virkelig trænger igennem. En morale maskeret i en genkendelig virkelighed, for selvom den unge ikke selv tager stoffer, så kender de uden tvivl nogen der gør. Ungdomslitteraturen fokuserer på de forkerte valg, fordi man intet lærer af den perfekte hovedperson. Romaner er ikke en løftet pegefinger, men en fremstilling af handling og konsekvens, som den unge derefter må forholde sig til.

Da den moderne ungdomsroman sjælendt har en klar moral eller et tydeligt budskab, så er det op til den unge at finde frem til en dybere mening med det hele. Når sidste side er vendt har læseren to muligheder. Enten at tage ved lære af en jævnaldrende hovedpersons oplevelser, eller falde i et glorificeret hul af ulykke. Når kræft er romantisk, psykisk sygdom poetisk og selvskade beundringsværdigt, så har forfatteren fejlet.

Selvom bøger oftest efterlader et positivt indtryk på sin læser, så er man nogle gange tvunget til at kigge på minoriteten. Ungdommen har det bedre end nogensinde før, hvis man kigger på statistikken, men når alt kommer til alt, så er det vel blot et udtryk for, hvor slemt det har været. Selvom ungdommen opfører sig bedre ifølge tallene, så nævner statistikken ikke den store gruppe af psykisk sårbare og socialt udsatte. Ifølge Ayoe Quist Henkel, der er PhD-studerende ved Center for Børnelitteratur er problemerne ikke forsvundet. De har blot ændret karakter. ”Ungdomslitteraturen er begyndt at udtrykke et eksistentielt vakuum, hvor unges sårbarhed og usikkerhed kommer til udtryk. Hvor man tidligere gjorde oprør udadrettet og mod autoriteterne, så er det mere indadrettet i dag.[2] Et internt oprør kan uden tvivl gøre mindst lige så meget skade på rebellen, som et fysisk ville have gjort. Ungdommen vil altid virke vildere, når man ikke længere selv er en del af den og det vil altid skabe debat, når det svære emner bliver taget op, men det betyder ikke at man kan ignorere dem. Det er så let at skyde skylden på en udefrakommende faktor, når man kigger på den del af ungdommen, som blev ladt tilbage imens alle andre styrtede efter succes. Det er der vi skal træde til. Det er der vi skal tage det ansvar, som ingen andre turde tage. Tag ansvaret i hånden og gå en tur i skoven indtil verden virker overskuelig igen. Enhver kan miste fodfæstet, men at læse hvordan hovedpersonen i yndlingsbogen klatrer op fra et endnu dybere hul, kan være lige præcis det man har brug for.

 

Psykisk sårbarhed er udbredt blandt unge, og følelser er svære at snakke om. Derfor kan det være en lettelse når nogen sætter ord på følelserne, hvilket er præcis hvad ungdomsromanerne gør. Når alt kommer til alt, er det måske ikke et løsningen at angribe de forfattere, der udelukkende prøver at forstå den komplicerede unge, men et spørgsmål om at lytte til den stille elev. For selv den mest romantiserede ulykke kan ikke skjule hvad den i virkeligheden er: Ulykke. Ungdomslitteratur er blot en ud af mange måder at udtrykke sig på, og hvis man skal tro utallige forfattere, så har bøger reddet liv mere end en enkelt gang. Måske afspejler bøgerne ikke flertallets virkelighed, men de afspejler nogens, og de stemmer har også ret til at blive hørt.

[1] Almbjerg, Sarah Iben: Er der ingen grænser i ungdomslitteraturen?. I: Berlingske, 08.11.2016, Sektion: 4, s. 24-25. Internetadresse: https://apps.infomedia.dk/mediearkiv/link?articles=e5f68bfa Besøgt d. 14.08.2017 (Artikel)

[2] Almbjerg, Sarah Iben: Er der ingen grænser i ungdomslitteraturen?. I: Berlingske, 08.11.2016, Sektion: 4, s. 24-25. Internetadresse: https://apps.infomedia.dk/mediearkiv/link?articles=e5f68bfa Besøgt d. 14.08.2017 (Artikel)

Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder af Benjamin Alire Sáenz

c2218c38-ab4c-4a44-ae75-560af846fb2d

I går udkom Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder for første gang på dansk. Romanen er skrevet af Benjamin Alire Sáenz, som har skrevet bøger til både unge og voksne. Han har modtaget en PEN/Faulkner Award for sine voksenromaner, og han underviser i skrivning på University of Texas i El Paso. CarlsenPuls har været så vidunderlige at sende mig et eksemplar af deres nyeste stjerneudgivelse.

Og hvad så? Tænker du nok. Romanens titel er lang og knudret, men det må man ikke lade sig holde tilbage af. For allerede på romanens første side, så er man dømt til slave af dette værk indtil sidste side er vendt. Personligt holdte jeg kun en enkelt pause undervejs i læsningen og det var på ingen måde frivilligt.

“Dante kan svømme. Det kan Ari ikke. Dante er veltalende og selvsikker. Ari har det svært med ord og tvivler på sig selv. Dante drømmer sig væk i poesi og kunst. Ari forsvinder i mørke tanker om den bror, der sidder i fængsel. Dante er lys i huden. Ari er meget mørkere. Man skulle tro, at en dreng som Dante ville være den sidste, der kunne bryde de mure ned, som Ari har bygget om sig selv.

Men da Ari og Dante mødes, sker der noget. De deler bøger, tanker, drømme, latter. De lærer hinanden nye ord og begynder langsomt at omdefinere hinandens verden. Og de opdager, at universet er et stort og besværligt sted.

Dette er historien om to drenge, Ari og Dante, der må lære at tro på hinanden og på styrken af deres venskab, hvis de nogensinde skal blive mænd.”

Men hvordan kunne en bog om to drenges historie tryllebinde sine læsere? Det skyldes simpelthen af romanen er ægte og ærlig. Aristoteles er ikke bare en teenager, der prøver at finde sin plads i livet. Aristoteles er os alle sammen. Aristoeles er personificeringen af enhver teenagers dybeste tanker og inderste ønsker på både godt og ondt.

Problemet med hans liv er nemlig det, at det er en andens idé. Romanen finder sted tilbage i 80’erne, men det forstærker blot dens budskab. Pligtfølelse og livetsforventninger er endnu et højaktuelt emne, og noget som alle må tage stilling til. Ethvert ungt menneske lever nemelig et hemmeligt liv i frygt for at skuffe sine forældre. Denne gribende young-adult roman udforsker det grænseland, der opstår, når forventningerne ikke stemmer over ens, og man føler sig ude af takt med omverdenen.

Aristoeles og Dante opdager universets hemmeligheder er en nænsom og tankevækkende roman, om det at finde sig selv, finde hinanden og finde sandheden. Under hele læsningen havde jeg lyst til at markere adskillige citater og skrige til verden, at “Det er sådan her. Det er sådan her, at det er.” Og enhver, som har gidet at lytte til mig, har været tilsvarende overvældet over den simple sandhed, som Benjamin Alire Sáenz fremlægger i sin fortælling.

Har du ikke allerede slugt bogen i et stykke, så anbefaler jeg at du kommer i gang. Romanen kan købes her. 

Vejen til dit hjerte af J. P. Monninger

Skærmbillede 2018-04-24 kl. 16.58.07

Vejen til dit hjerte er resultatet af mødet mellem Som du ser mig og The Fault in Our Stars. Resultatet bliver en romantisk rejse gennem Europa, hvor Jack langsomt lærer Heather at sætte pris på det spontane og den skjulte skønhed i alt der omgiver os.

“En smuk og rørende roman om Heather, der har planlagt sin fremtid ned til mindste detalje. Hun er netop blevet færdig på college og skal rejse rundt udenlands med et par veninder, inden hun skal starte nyt job. Men da hun tilfældigt møder Jack i en togvogn i Europa, ændres alle hendes nøje tilrettelagte planer.

Jack er et par år ældre end Heather, og hans rejseplan er at følge sin bedstefars dagbog, hvilket fører ham tilfældigt rundt til smukke, romantiske storbyer som Wien, Budapest, Istanbul. Heather følger med ham, og de forelsker sig i hinanden. Jack er en fri fugl og vil rejse videre rundt i Europa. Forpligtelserne hjemme i USA gør, at Heather overtaler Jack til at tage med tilbage. Men Jack har en hemmelighed, som kan ændre absolut alt.”

Vejen til dit hjerte af J.P. Monninger ligger op til en hæsblæsende kærlighedshistorie, og fortællingen er da også underholdende, men jeg blev desværre skuffet. Romanen var langt fra så medrivende og rørende, som den er blevet fremstillet, og de første 200 sider mangler indlevelse og til dels også indhold. Der sker en masse, men der sker ikke noget, som kan mærkes i hjertet. Måske er jeg mere følelseskold end først antaget.

Halvvejs igennem bogen sker der dog et eller andet. Om det er en ændring i stemningen eller et skift i romanens hensigt, er svært at sætte en finger på. Men der sker nogen, som får romanen til at gribe om sig, og som begynder at udforske ikke blot livet, men også vores måde at leve på.

Sætningerne forekommer, som naturlige tankerækker og dialogerne er opløftende, sarkastiske og ikke mindst virkelige. Man kan i sit stille sind se samtalen for sig og manglende beskrivelser af kropssprog med mere, lader læseren danne sig sine egne billeder og indtryk.

Vejen til dit hjerte var en behagelig læseoplevelse, med skønne beskrivelser af  Europas storbyer, turistattraktioner og skjulte perler. Romanen beretter ikke så meget om to unge menneskers forelskelse, som den gør om to unge menneskers livsfilosofi og verdensopfattelse. Det er derfor også synd, at romanen først tager fart så sent. Dog vil jeg alligevel takke LOVEBOOKS mange gange for at sende mig bogen, da det i den grad var læseoplevelsen værd.

“Fans af Nicholas Sparks’ rørende fortællinger vil elske den her.” – Booklist

“Læsere, som elsker kærlighedshistorier med et bittersødt twist, vil sluge hvert et ord.” – School Library Journal

Lyder det som noget for dig? Så kan du købe bogen her. 

Er du okay, Marie? Er du okay, Fie?

Er du okay, Marie? Er du okay, Fie? Svaret er nej. Hverken Marie eller Fie er det mindste okay, og det bør man være forberedt på inden man påbegynder læsningen, hvis altså ikke forsiden afslører det. En forside som ikke blot sætter fokus på nogle vigtige emner i samspil med fortællingen, men i den grad også fungere som trigger warnings, der skal tages seriøst.

Marie er blevet mobbet i mange år, men da hun hen over sommerferien rammer puberteten hårdt, bliver hun pludselig mødt med en uventet interesse fra drengene. Noget der ikke blot få mobningen til at spidse til, men også resulterer i et væld af følelser, usikkerheder og et blændende ønske om at være en del af de populære. I sit desperate forsøg på at passe ind, ender marie dog med at miste sig selv og den ene ven, som hun kunne stole på. For selvom hun er lukket midlertidigt ind i varmen, så er det en spinkel succes, som Marie er smertefuldt opmærksom på.

Fie har det hele. Hun er både smuk, rig, populær og eftertragtet, for slet ikke at nævne hendes lovende talent indenfor ridning. Presset hjemme fra er dog enormt, for intet mindre end perfekt kan stille hendes forældre tilfreds, hvilket har resulteret i at Fie har udviklet selvskadende adfærd. Tolvtals pigen bliver lagt under endnu større pres, efter hun har været ude for et styrt på hesten lige op til et landsstævne. Fies verden falder langsomt fra hinanden og hun kæmper en brav kamp for at holde på både facaden og sin hemmelighed.

Bøgerne i serien omhandler hver sin person i en fynsk 9. klasse. Selvom bøgerne overlapper i handling, så bidrager de i høj grad til hinanden, eftersom Marie ser op til den fortryllende Fie, som slet ikke er så fortryllende endda. Begge bøger er ærlige, autentiske, let læselige og ikke mindst utrolig relevante for mange unge landet over. Serien er måske ikke et litterært mesterværk i sin skrivestil, men tematikerne bliver blotlagt og behandlet hudløst ærligt, hvilket altid er en kærkommen forandring indenfor ungdomslitteratur.

Du kan købe bøgerne om Marie, Fie eller resten af serien her.