“Jeg ser på tekanden. Jeg gør det ikke. Jeg gør det ikke. Alligevel gør mine hænder det. De kan ikke lade være. Det er ikke kærlighedens skyld, det her. Det er min egen. Av, siger jeg, men fortsætter alligevel lidt for længe. Smerten skal bo her. Den skal også bo her. Jeg har for længst lært at elske den.
Han bor ikke længere hos sin mor. Hun sagde, hun havde brug for lidt mere tid. Til at komme ovenpå. Men han kom aldrig hjem igen.
Han bor ikke længere hos sin morfar. Den stolte og stærke morfar som tog over, da hans mor gav op.
Nu bor han hos Mads i København. Mads som elsker ham.
Men han har stadig sår på hænderne, og når han ser sig i spejlet, ser han sin mor.”
Når man forveksler kærlighed med en saks er en ungdomsroman af Tomas Lagermand Lundme, der griber fat i de sår på sjælen, der aldrig helt får lov at blive til ar. Tomas Lagermand fængsler sin læser i en beretning om smerte og afhængihed. Dette er ikke nogen hyggelig ungdomsroman, som bringer et smil frem på læben. Tværtimod er det en hjerteknusende fortælling om aldrig nogensinde at føle sig god nok til at fortjene lykken. Det er en fortælling om at ødelægge sig selv, fordi det er det eneste man kender til.
Denne læseoplevelse er så utrolig stærk og barsk, selvom den ikke engang rammer de tohundrede sider. For hver side at plettet af tårer, blod og smerte til det punkt, hvor man kan mærke ubehaget helt ned i maven. Men denne smerte er ikke fremmed for nogen af os. Vi kender den alle sammen. Netop derfor er Når man forveksler kærlighed med en saks så ufattelig vigtig en tilføjelse til dansk litteratur.
Denne forfærdeligt ærlige og uendeligt triste roman behandler ikke blot et enkelt ulykkeligt tilfælde, men tvinger tværtimod problemstillinger som misbrug, seksualitet, identitet og ikke mindst dyrkelsen af selvdestruktion frem i lyset. Netop derfor er bogen så ubehagelig. Netop derfor er bogen så vigtig. Der er ikke pyntet på noget som helst. Der er ingen kringlede sætninger eller tomme metaforer. Der er kun livets smerte og længslen efter denne. Lige indtil de små glimt af overvældende lykke gør livet værd at leve.
Du kan købe bogen her. (reklamelink)