Hør os! Kronik om ungdomslitteratur

Vi læser for at blive klogere. Ikke blot på verdenen, men også på os selv. Vi læser for at sætte os selv i potentielle fremtidige situationer, men også for at opleve adrenalinen uden at udsætte os selv for egentlig fare. Ikke alle elsker at læse, men de der gør kan blive fuldstændig opslugt af den seneste udgivelse. Forældregenerationen læser krimier. Børn læser fantasy og tegner gerne et lyn i panden. Men af en eller anden grund er det ofte forrykt og foruroligende, når unge giver sig i kast med socialrealistiske romaner og stiller spørgsmålstegn ved normerne.

 

Denne tendens bearbejder redaktør, forfatter og oversætter Damián Arguimbau der i Weekendavisen den 26. november 2010 bragte et debatindlæg med overskriften ”Druk, stoffer og hor,” som fokuserer på, hvordan moderne litteratur omhandler ungdommens forfald og ydermere hvordan disse socialrealistiske romaner fungerer som moderne pædagogik.

Indledningsvis stiller skribenten et retorisk spørgsmål, som benyttes til at få læseren til at undres over emnet, inden debatindlægget giver svaret. Det er en måde at fange og fastholde læseren, så pointen får mulighed for at slå igennem.

Teksten domineres af appelformen logos, hvilket kommer til udtryk i de mange eksempler på både bøger, forfattere og emnerne de behandler. Blandt andet nævnes de danske ungdomsforfattere Sanne Munk Jensen, Ronnie Andersen og Renée Toft Simonsen, som er kendt for deres barske romaner rettet mod unge læsere.

Skribenten nævner desuden lang række statistikker, som underbygger at bøgerne ikke reflekterer virkeligheden. Det ses blandt andet i følgende udtalelse: ”De tørre tal modsiger billedet: Kriminaliteten, målt som antallet af lovovertrædelser i forhold til aldersgruppens størrelse, er faktisk faldet med 45 pct. de seneste 25 år. Også antallet af lovovertrædelser pr. individ falder. […] Debutalderen for det første samleje har endvidere ligget stort set uændret de sidste 25 år. Den ligger nogenlunde stabilt omkring de 16 år. Statistikkerne fortæller endvidere, at de unge ikke føler sig tvunget eller presset til det første samleje, men gør det, fordi de har lyst. […] Der er ganske vist statistiske svingninger, men tallene (af børn, der drikker) er nu de laveste gennem de 22 år, vi har fulgt udviklingen.” Denne intense brug af appelformen logos bidrager ikke blot til skribentens troværdighed og dermed også etos, men det gør også teksten objektiv og ikke mindst faglig. Enhver påstand bliver begrundet med uomstridelige fakta, hvilket fungerer som rygdækning.

Ethvert modargument afværges derved, fordi tal ikke er til at diskutere. Ydermere er det tillidvækkende, at Arguimbau samtidig nævner det punkt, hvor statistikken taler imod hans påstand, så ingen andre får mulighed for at gøre det samme. Udtalelsen: ”Det eneste, der ser ud til at passe, er, at de unge tager flere stoffer end tidligere. Syv procentpoint flere end i 2000 har prøvet hårdere stoffer end hash. Stigningen er stort set udelukkende drevet af pigernes øgede misbrug. Drengenes ligger stabilt. Men vi har fortsat en væsentlig andel på 88 pct. unge, der aldrig har prøvet at tage stoffer, og 69 pct., der aldrig har prøvet hash.” appellerer ikke blot til logos, men fungerer ydermere som gendrivelse og rygdækning. På denne måde afværger han emnet inden et modargument kan bygges op omkring det. Med ordet ’Vi’ skaber han en følelse af fællesskab, som knytter han sammen med læseren og styrker hans etos. Skribenten benytter altså sin arbejdsstilling til at styrke sit hovedsynspunkt kombineret med rå fakta, som ikke kan protesteres imod.

Disse statistiker benyttes som belæg for at de barske ungdomsromaner fungerer som moderne pædagogik, da han mener at ungdomslitteraturen har været med til at afværge potentielt farlige situationer, da bøgerne giver et indblik i resultatet deraf. Skribenten argumenterer ikke blot for det pædagogiske aspekt i bøgerne, men understreger også at ungdommen ikke er fjenden med følgende udtalelse ”De barske ungdomsbøger viser ikke virkeligheden. Nej – der er tale om effektfuld pædagogik pakket ind i et barskt, actionpakket univers, hvor meget er tilladt. De unge, der overdriver livseksperimenterne heri bliver ikke skurke. De går bare i hundene. Samvittigheden bremser dem. Lige dét afspejler sjovt nok virkeligheden.” Undervejs i sin statistiske argumentation kommer han ind på undersynspunktet at unge opfører sig bedre end nogensinde før og antyder derved indirekte at ungdomslitteraturen har haft en rolle at spille.

Hertil benytter han følgende sandhedsargument: ”Hvad aviserne, virkeligheden, statistikkerne og bøgerne fortæller os, er dog, at de unge stadig er lige præcis det: Unge. De begår flere fejl end voksne. De eksperimenterer mere med livet. De tager chancer, hvor ældre tager den med ro. De roder rundt og lider under deres mangel på erfaring.” Her begrundes påstanden ikke yderligere, da det er en udtalelse som fremføres som den absolutte sandhed og derved ikke kan affærdiges. Derved bliver undersynspunktet ikke bare slået fast, men benyttes også som det endelige belæg for hovedsynspunktet. Desværre præsenteres hovedsynspunktet først i de sidste sætninger, hvilket gør læseren usikker på, hvad de bliver overbevist om.

 

Men hvis de barske ungdomsromaner ikke behandler flertallets virkelighed, hvad skal de så til for? Hvordan balancerer man mellem en realistisk beskrivelse af ungdommen og en direkte opfordring til deltagelse i den negative spiral? Forfatter Glenn Ringtved udtaler i artiklen ”Er der ingen grænser i ungdomslitteraturen” bragt den 8. november 2016 i Berlingske følgende: ”Der har længe været en berøringsangst over for de her emner. […] Vores bog var i hvert fald en bevidst modreaktion på flinkeskolen i ungdomslitteraturen. De unge kan ikke bruge bøgerne til noget, hvis de bliver for pæne.”[1] Og måske er det netop det, som det hele handler om: at tage ved lære af andres fejltagelser, og når det kommer til unge, så lytter vi sjældent til en løftet pegefinger fra en gråhåret autoritet, der tydeligvis ikke aner, hvordan det føles at blive blokeret på Facebook.

Det er her forfatterens stemme virkelig trænger igennem. En morale maskeret i en genkendelig virkelighed, for selvom den unge ikke selv tager stoffer, så kender de uden tvivl nogen der gør. Ungdomslitteraturen fokuserer på de forkerte valg, fordi man intet lærer af den perfekte hovedperson. Romaner er ikke en løftet pegefinger, men en fremstilling af handling og konsekvens, som den unge derefter må forholde sig til.

Da den moderne ungdomsroman sjælendt har en klar moral eller et tydeligt budskab, så er det op til den unge at finde frem til en dybere mening med det hele. Når sidste side er vendt har læseren to muligheder. Enten at tage ved lære af en jævnaldrende hovedpersons oplevelser, eller falde i et glorificeret hul af ulykke. Når kræft er romantisk, psykisk sygdom poetisk og selvskade beundringsværdigt, så har forfatteren fejlet.

Selvom bøger oftest efterlader et positivt indtryk på sin læser, så er man nogle gange tvunget til at kigge på minoriteten. Ungdommen har det bedre end nogensinde før, hvis man kigger på statistikken, men når alt kommer til alt, så er det vel blot et udtryk for, hvor slemt det har været. Selvom ungdommen opfører sig bedre ifølge tallene, så nævner statistikken ikke den store gruppe af psykisk sårbare og socialt udsatte. Ifølge Ayoe Quist Henkel, der er PhD-studerende ved Center for Børnelitteratur er problemerne ikke forsvundet. De har blot ændret karakter. ”Ungdomslitteraturen er begyndt at udtrykke et eksistentielt vakuum, hvor unges sårbarhed og usikkerhed kommer til udtryk. Hvor man tidligere gjorde oprør udadrettet og mod autoriteterne, så er det mere indadrettet i dag.[2] Et internt oprør kan uden tvivl gøre mindst lige så meget skade på rebellen, som et fysisk ville have gjort. Ungdommen vil altid virke vildere, når man ikke længere selv er en del af den og det vil altid skabe debat, når det svære emner bliver taget op, men det betyder ikke at man kan ignorere dem. Det er så let at skyde skylden på en udefrakommende faktor, når man kigger på den del af ungdommen, som blev ladt tilbage imens alle andre styrtede efter succes. Det er der vi skal træde til. Det er der vi skal tage det ansvar, som ingen andre turde tage. Tag ansvaret i hånden og gå en tur i skoven indtil verden virker overskuelig igen. Enhver kan miste fodfæstet, men at læse hvordan hovedpersonen i yndlingsbogen klatrer op fra et endnu dybere hul, kan være lige præcis det man har brug for.

 

Psykisk sårbarhed er udbredt blandt unge, og følelser er svære at snakke om. Derfor kan det være en lettelse når nogen sætter ord på følelserne, hvilket er præcis hvad ungdomsromanerne gør. Når alt kommer til alt, er det måske ikke et løsningen at angribe de forfattere, der udelukkende prøver at forstå den komplicerede unge, men et spørgsmål om at lytte til den stille elev. For selv den mest romantiserede ulykke kan ikke skjule hvad den i virkeligheden er: Ulykke. Ungdomslitteratur er blot en ud af mange måder at udtrykke sig på, og hvis man skal tro utallige forfattere, så har bøger reddet liv mere end en enkelt gang. Måske afspejler bøgerne ikke flertallets virkelighed, men de afspejler nogens, og de stemmer har også ret til at blive hørt.

[1] Almbjerg, Sarah Iben: Er der ingen grænser i ungdomslitteraturen?. I: Berlingske, 08.11.2016, Sektion: 4, s. 24-25. Internetadresse: https://apps.infomedia.dk/mediearkiv/link?articles=e5f68bfa Besøgt d. 14.08.2017 (Artikel)

[2] Almbjerg, Sarah Iben: Er der ingen grænser i ungdomslitteraturen?. I: Berlingske, 08.11.2016, Sektion: 4, s. 24-25. Internetadresse: https://apps.infomedia.dk/mediearkiv/link?articles=e5f68bfa Besøgt d. 14.08.2017 (Artikel)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s