“Tigger handler om en gammel mand, hvis verden er brudt sammen efter en tragisk ulykke. Hans overlevelsesinstinkt holder ham dog i live og driver ham tilbage til sit fødested, hvor han lever fra hånden til munden og forsøger at bidrage til samfundet med sine menneskelige kvaliteter.
Hans inderste karaktertræk bringes for alvor i spil, da en barmhjertig kvinde, der har hjulpet ham af et godt hjerte, forsvinder sporløst. Han er bekymret for, hvad der kan være hændt hende, og må tage affære, føler han, for han har et vigtigt spor i sagen. Derfra tager handlingen fart, og den gamle tiggers evner og viljestyrke prøves til det yderste.”
Tigger er en humoristisk beretning, der skildrer en ældre mands søgen efter en fremmed kvinde. Generelt er bogen let at læse, kun afbrudt af finurlige formuleringer, der får dig til at trække på smilebåndet. Men det er langt fra sjovt, da den gamle tigger bliver spundet ind i den spanske mafias net af vold, mord og bedrag. Dette spanske miljø giver roman af Kim Risør et særtræk der adskiller den fra mange andre danske spændingsromaner.
Bedst som man tror at romanen slutter, så starter den igen. Selvom dette slår knude på de løse ender, så resulterer det desværre også i, at de sidste kapitler er lidt svære at komme igennem. I sidste ende er disse dog afgørende for at forstå romanen, da det er her man for alvor spærre øjnene op og overraskes.
Tiggeren, Ernesto, skaber i sidste ende sin egen mening med livet i stedet for at side og vente på et mirakel. Denne søgen efter lykke og formål i tilværelsen bliver romans største drivkraft.
På mange måder henvender Tigger af Kim Risør sig til et meget bredt publikum, men samtidig sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at jeg, med mine 20 år, ikke er helt gammel nok til at sætte rigtig pris på læseoplevelsen. Når det så er sagt, så er romanen bestemt værd at tage i betragtning, hvis man er tilhænger af kriminalromaner, spændingsromaner og deres lige.
Uddrag af bogen
Pludselig blev idyllen sønderrevet af et rædselsfuldt, langtrukkent skrig; de stivnede og hørte skriget aftage i lydstyrke og blive afløst af den frygtelige lyd af en krop, der landede langt nede under klipperne. De sad et øjeblik helt stille, inden de rejste sig op og spejdede mod solen i den retning, lyden var kommet fra. Pludselig så de på afsatsen over for silhuetten af en person, der kom fri af klippen få sekunder og hurtigt forsvandt ud af syne igen. De stod som forstenede, mens det gik op for dem, at der ikke alene var en person, som var faldet eller skubbet ud over klippesiden og helt sikkert var slået ihjel, men også en person mere, der havde været skjult og nu på mistænkelig vis sneg sig væk fra stedet.
Om forfatteren
Kim Risør arbejder med uafhængig rådgivning og har derudover i 2016 udgivet spændingsromanen Forbundne kar. Kim er af natur en nysgerrig livsnyder, og specielt rejser inspirerer ham til at skrive bøger, der bygger på såvel et fantasifuldt og spændende plot som menneskelige skæbnefortællinger. Udgangspunktet er, at der – ud over god og spændende underholdning – skal være noget på hjerte og noget at reflektere over som læser.
Du kan købe bogen her. (reklamelink)
Anmeldereksemplar