En analyse af E. E. Cummings’ next to god america i

Indledning

Edward Estlin Cummings, bedre kendt som E. E. Cummings, var en amerikansk digter, forfatter og maler, der levede fra 1894 til 1962. Karakteristisk for hans mange digte er hans brud på almene skriftlige konventioner. Hans baggrund som maler siges at have haft stor betydning for hans brug af typografi og andre visuelle udtryk i sin digtning. Mange af hans værker tog udgangspunkt i traditionelle former blandet med flere modernistiske træk, hvilket har resulteret i adskillige særegne digte.

 

Opsis og melos

Digtet next to of course god america i af E. E. Cummings fra 1926 tager udgangspunkt i sonettens strenge form, men adskiller sig samtidig markant fra den klassiske digtskrivning. Dette bliver tydeligt allerede fra første øjekast grundet digtets visuelle udtryk, også kaldet opsis. De første 13 verselinjer indeholder minimalt med tegnsætning, herunder enkelte apostroffer, anførselstegn og et spørgsmålstegn. Der benyttes hverken versaler ved de pronominer, som rent grammatisk påkræver det, eller ved det, der kunne have været begyndelsesbogstaver, antaget at teksten havde benyttet sig af tegnsætning. Ikke engang forfatterens eget navn er skrevet med versaler. Som det eneste sted benyttes både versaler og tegnsætning i det 14. og sidste vers.

Vender man opmærksomheden mod det lydlige, melos, så er de 14 verselinjer afgørende for klassificeringen som en sonet. Verselinjerne er i denne sonet delt op i to strofer, hvori versene er fordelt 13 + 1. Rimskemaet kan karakteriseres som værende: ABABCDCDEFGFE G. Denne sonet af Cummings benytter sig løst af det jambiske pentameter, også kaldet den jambiske femtakt. Undtagelserne er den tryksvage udgang i vers 2, 5 og 11, samt den ekstra jambe i vers 7 og 14. Den største afvigelse er dog brugen af det jambisk tetrameter i vers 8. Skanderingen er som følger:

 

◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ –

◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡

◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ –

◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ –

◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡

◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ –

◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ –

◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ –

◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ –

◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ –

◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡

◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ –

 

◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ –

 

De første 13 verselinjer og derved hele første strofe præsenteres som et langt citat markeret ved brug af anførselstegn. Den 14. verselinje, altså anden strofe, er den eneste egentlige handling teksten, og er samtidig også der vi finder udtalelsens inquit: ”He spoke. […]” (vers 14). Altså bliver første strofe til det abstraktes, selve talens, råderum, hvorimod anden strofe er karakteriseret ved det konkrete behov for vand. Dette pludselige skift fra abstrakte overvejelser til en banal hverdagshandling fremstår næsten som en form for volta. Voltaen er noget som teoretikeren Hallvard Lie finder særligt vigtigt for sonetformen, og udtaler i den sammenhæng, at voltaen, ifølge ham, er et decideret krav for sonetten: ”Ignoreres helt dette kravet, mister sonettformen som sådan sin raison d’être, den blir et kunstigt rimskjema uten idémessig gehalt” (Janss og Refsum 188). Todelingen af indhold skaber i dette tilfælde et spændingsforhold mellem det talte i første strofe og det læste i anden strofe.

Selvom digtet på flere måder bryder med de klassiske traditioner, så er der alligevel gjort brug af flere klangfigurer, som skaber bro mellem de mange enkelte komponenter. Cummings gør blandt andet brug af assonans, som det kan ses i eksempelvis ”so forth oh” (vers 2), men der er også flere eksempler på allitteration, herunder ”heroic happy” (vers 10). Brugen af allitteration er særligt tydeligt i det omfattende: ”glorious name by gorry // by jiingo by gee by gosh by gum” (vers 7-8) hvor et enkelt bogstavs fonetiske egenskaber bliver udfoldet. Bogstavet J skiller sig ud, men har lydligt nogle af de samme egenskaber som G’et besidder, hvilket skaber en utrolig stærk og gennemgribende allitteration, som er svær at se bort fra. Opremsningen der indledes og fortsættes med ”by” får næsten karakter af at være et katalog af eder. Det første der sværges ved er ”gorry,” der i sin grundform betyder gud. Gud efterfølges af ”jingo” som traditionelt referer til djævlen eller fanden. De efterfølgende ord er også alle forskellige typer af exclamatio, som bliver mindre og mindre formelle jo længere fremme i verset de står. Foruden assonans og allitteration som lydligt udtryk, så benytter Cummings sig også af et onomatopoietikon i kraft af verbet ”roaring.” Verbet er en videreudvikling af det lydefterlignende substantiv ”roar,” som betegner en løves brølen.

 

Figurer og troper

Ved tidligere at benævne opremsningens katalogagtige karakter, har vi allerede taget hul på tekstens brug af de retoriske figurer, herunder gentagelsen. Dette ses eksempelvis ved ”beauty” (vers 9) og ”beautiful” (vers 9-10) hvor der benyttes et såkaldt polyptoton. Polyptoton er karakteriseret ved en gentagelse af et ord med samme rod, men i en anden grammatisk form. I dette tilfælde bliver substantivet ”beauty” gentaget i dets adjektiviske form: ”beautiful.” Ydermere gør teksten brug af et oxymoron, som det fremgår af ”happy dead” (vers 10). Selvom det ikke er umuligt at være glad i døden, så vil det for langt de fleste ikke være noget glædeligt at dø. Ydermere kan man argumentere for, at man i døden, hverken er glad eller trist. Ordet ”happy” har af natur positive associationer, hvorimod ”dead” rent historisk ikke har været andet end negativt. De to ord modsiger altså hinanden og skaber en kontrast, der underbygger digtets andre spændingsforhold.

Særligt karakteristisk for lyrik som genre er brugen af apostrofen. Digter-jeget henvender sig til hele De Forenede Stater, som det fremgår af: ”next to of course god america i // love you […]” (vers 1-2). Dette fremstår som en næsten rituel åndspåkaldelse, som giver en illusion af at digtet kan komme i kontakt med nogen, der er i stand til at svare. Derved skaber apostrofen en bro mellem fiktionen og virkeligheden. Digtet og den læsende. Apostrofen er altså i stand til at skabe sammenhæng mellem indhold og handling, da den forlanger at blive hørt. Når digtet er henvendt til hele landet, så bliver det både vigtigere og mere personligt. Brugen af apostrofen i sonetten kan være udsprunget af sonettens oprindelige funktion, som noget skrevet af en elskende til den elskede. Det er en direkte henvendelse, og en retorisk figur lige så gammel som digtningen selv, når oldtidens forfattere påkaldte sig muserne for inspiration. Lige så meget som apostrofen rækker ud og skaber kontakt, lige så meget er denne med til at ophøje det påkaldte, i dette tilfælde Amerika, til noget næsten spirituelt. Foruden henvendelsen i kraft af åndspåkaldelse, så gør Cummings i sit digt også brug af adskillige retoriske spørgsmål, på trods af, at der grundet tekstens grammatiske strukturering kun er et enkelt spørgsmålstegn. Mange af digtets vers bærer præg af forundring og søgen efter svar, men de tydeligste spørgsmål bliver stillet ved brug af interrogative pronominer, som det ses af: ”why talk of beauty what could be more beaut-” (vers 9). Her stiller han et retorisk spørgsmål, men i stedet for at finde svar, finder digter-jeget kun flere spørgsmål. Tekstens eneste spørgsmålstegn sættes ved: ”then shall the voice of liberty be mute?” (vers 13) Dette retoriske spørgsmål skaber et spændingsforhold i teksten, da Amerika som regel anses som værende et billede på friheden. Hvis frihedens stemme og ytringsfriheden sættes på lydløs, så vil dette gå imod Amerikas grundvilkår og eksistensgrundlag.

Vender man blikket mod tekstens brug af troper, så er metaforen et oplagt sted at starte. Ved at gøre brug af den grundlæggende metaforstruktur ”time moves,” skabes der billedelige beskrivelser i digtets første strofe, herunder: ”centuries come and go” (vers 4). En metafor der efterhånden er så død, at den ikke længere betyder noget særligt. Det er blevet endnu en kliché blandt de mange som talen fremfører. Foruden ”time moves” så bærer digtet også præg af andre grundlæggende konceptuelle metaforstrukturer om liv og død. Eksempelvis: ”Purposes are destinations” og ”death is going to a final destination.” Ved at have disse metaforstrukturer i baghovedet er det muligt at læse mening ind i verselinjerne: ”rushed […] to the roaring slaughter” (vers 11) og ”they did not stop to think they died instead” (vers 12). For at skynde sig må man have en destination at skynde sig hen til, og for at stoppe må man være på vej et sted hen. Det er dog på baggrund af ordet ”slaughter”(vers 11) og det foregående ”dead” (vers 10) at det bliver relevant at bringe ”death is going to a final destination” ind i billedet, da dette insinuere at destinationen er endelig, da ”slaughter” giver konnotationer til død. (Lakoff og Turner 52). Ydermere gør digtet brug af en simili, sådan som det fremgår i følgende vers: ”who rushed like lions to the roaring slaughter” (vers 11). Denne sammenligning går tilbage til ”heroic happy dead” (vers 10), og bliver derved et billede på, hvordan soldater villigt gik i døden for deres fædreland. Sammenligningen i sig selv er dog atypisk, da det er et spil på den alment kendte simili ”like lambs to the slaughter.” Denne nydannelse er med til at opretholde idéen om den tapre soldat, samtidig med at det skaber en parallel til et organiseret massemord. Uden at kalde soldaterne for slagtekvæg, så formår digter-jeg’et altså alligevel at skabe forbindelsen hos læseren.

Med apostrofen har vi allerede fastlagt at digtet henvender sig til Amerika og allerede der tillægges landet menneskelige egenskaber, idét det geografiske land i sig selv, ikke er i stand til at svare. Landet bliver ydermere personificeret, som det ses i følgende: ”thy sons” (vers 7) eftersom et land ikke er i stand til at producere afkom. Udtryk som ”fædreland” og ikke mindst idéen om et lands sønner og døtre, er dog blevet en metafor så død, at man ikke længere tillægger frasen særlig billedlig betydning. Det bliver blot et udtryk for landets befolkning.  Derudover så påtales landets samlede befolkning igen ved verselinjen: ”we should worry // in every language even deafanddumb” (vers 5-6). At bekymre sig på alle sprog er en stærk overdrivelse, og får derved næsten karakter af den ironiske hyberbole. Taget koloniseringen i betragtning bliver det dog et udtryk for at amerikanske borgere af enhver herkomst bør bekymre sig, selv dem uden sprog. Inklusionen af døvstumme skaber et spændingsforhold mellem indholdet og den manglende evne til at tale og høre. Hele første strofe er en tale i sig selv, som den døvstumme uden tolk eller mundaflæsning, ikke ville kunne følge. Ydermere har døvstumme ikke noget verbalt sprog at kunne svare tilbage med. Når de døvstumme alligevel er inkluderet i talen, så fremstår det som et udtryk for, at enhver amerikaner bør bekymre sig uanset forhold og afstamning. Digtets første strofe henvender sig direkte til enhver.

 

Syntaktiske og leksikalske karakteristika

Kigger man på digtets syntaktiske egenskaber, så er der flere potentielle hovedsætninger, men grundet den manglende tegnsætning, består digtet udelukkende af tre perioder. De to perioder i sidste vers, og den første periode fordelt over hele første strofe. Der er ingen hypotaktiske konjunktionaler i teksten og derved heller ikke nogen ledsætninger, hvilket gør hver sætning til en selvstændig enhed. På trods af at den parataktiske struktur burde gøre sætningerne ligevægtige og ikke mindst lige vigtige, så står det i stærk kontrast til talens egentlige indhold, der er fyldt med så mange klichéer at det bliver komisk. Derved fremstår talen som en næsten ophøjet ligegyldighed. De manglende ledsætninger og den lange periode i første strofe skulle man antage førte til et større brug af parataktiske konjunktionaler, hvilket ikke er tilfældet i dette digt. Det resulterer i en brudt syntaks på sætningsplan, som gør at den ene potentielle hovedsætning flyder over i den anden, hvorfor de er svære at skelne og lette at forveksle. Det skaber en strøm af ord som er svær at bremse, hvilket mimer måde hvorpå talen kører uafbrudt og indøvet. Dette gør også at de enkelte verselinjer er meget åbne.

På trods af den manglende tegnsætning og digtets metrum, så opstår der alligevel cæsur i digtet. Det mest markante tilfælde, og det eneste, der er understreget af tegnsætning er: ”He spoke. And drank rapidly a glass of water.” (vers 14). Her opstår der cæsur mellem “spoke” og “And.” Dette er formentlig resultatet af, at det er det første punktum i teksten, efter flere konsekutive verselinjer. Et andet eksempel på forekomsten af cæsur findes i verset: ”why talk of beauty what could be more beaut-” (vers 9). Her opstår der cæsur mellem ”beauty” og ”what” hvilket kan antages at være motiveret af et instinktivt behov for at stille spørgsmålstegn, selvom dette er udeladt i teksten. Altså opstår der opbrud i teksten på trods af de mange syntaktiske virkemidler benyttet for at holde det hele samlet.

Det sidste ord i en andel af verselinjerne bærer negative konnotationer. Eksempler på dette er følgende: ”worry” (vers 5), ”deafanddumb” (vers 6), ”dead” (vers 10), ”slaughter” (vers 11) og “mute” (vers 13). Den mest markante undtagelse er ”gorry” (vers 7), da dette er et exclamatio rettet mod gud. Dog er det vigtigt at påpege at ordet i sig selv er meget uformelt og normalt er forbeholdt talesprog, hvilket dirigerer et ellers højtideligt udråb i en mere almen retning. En anden undtagelse er ordet ”beaut- // iful” (vers 9-10). Et ord, der som et af de eneste, er udelukkende positivt, bliver i dette tilfælde skåret over i to og derved revet fra hinanden. Brugen af dette voldsomme enjambement er med til, meget bogstavligt, at ødelægge det smukke. Enjambementet benyttes dog også i en langt mildere grad igennem digtets første strofe. Et udpræget eksempel på dette er: ”oh // say can you see […]” (vers 2-3). Verselinjerne kan rent grammatisk læses hver for sig, men læses de sammen, så er det svært ikke at tænke på den amerikanske nationalsang. Det samme er tilfældet ved verselinjen: ”my // country ’tis of […]” (vers 3-4) som ligeledes driver læsningen hurtigt videre på trods af linjeskiftet. Dette enjambement adskiller sig dog fra det foregående ved, at man ikke nødvendigvis behøver at kende versets ophav for at enjambementet har effekt. Cummings benytter dog ikke kun enjambement ved lånte vers, men benytter det som et gennemgående virkemiddel til at binde hele første strofe sammen til en talestrøm, sådan som det fremgår af: ”america i // love you […]” (vers 1-2). Derved hænger mange af verselinjerne i første strofe sammen enten grundet associationer eller rent syntaktisk, og skaber illusionen af en vedvarende ordstrøm. Brugen af cæsur og enjambement er med til at skabe spænding mellem versenheden og syntaksen.

Foruden de syntaktiske så er også de leksikalske karakteristika af stor betydning for digtet. Kigger man på tekstens transtekstualitet, her intertekstualitet, så er det første der springer i øjnene digtets brug af den amerikanske nationalsang: ”Oh // say can you see, by the dawns early […]” (vers 2-3). Den velkendte sang bliver dog afbrudt og talen skifter retning. Hvor nationalsangen fortsætter med ”light” så kører digtet videre over i en anden national hymne kendetegnet ved linjen: ”my country, tis of thee.” Dette genbruger Cummings i sit vers: ”my // country ’tis of centuries.”(vers 3-4) Også her opstår en afbrydelse af det ellers velkendte. Det skaber noget næsten collagelignende, der danner en illusion om, at talen blot er sammensat af de elementer, som det forventes er med i en tale. Ydermere skaber det en følelse af ligegyldighed, når taleren ikke evner at afslutte sine påbegyndte klichéer. Kigger man på transtekstualitet, så er også verselinjen: ”by jingo by gee by gosh by gum” (vers 8) særlig essentiel. Her skifter det jambiske pentameter til et jambisk tetrameter, hvilket mimer lyden af soldater der marcherer. Efterligningen af en march understøttes yderligere af E. E. Cummings’ egen oplæsning af digtet.

 

Genre- og litteraturhistorisk perspektivering

Digtets kontekst er i dette tilfælde afgørende for forståelsen, eftersom det er skrevet efter første verdenskrig, og derved også under forbudstiden. Når taleren i digtets sidste vers drikker ”a glass of water” (vers 14), så er denne specificering af glassets indhold med til at understrege digtets tidslighed. Taleren følger loven, hvilket også er forventeligt af en person, som er i en position til at give en tale om patriotisme. Selve digtet forekommer dog mest af alt som en satirisk kritik af politikernes tomme taler til folket, som alle er fyldt med klichéer. Derved opstår der en performativ ligegyldighed. Talen er bare noget der skal siges, fordi det er sådan man gør, ikke nødvendigvis fordi der menes noget med dette. Når talen er fyldt med referencer, som bør skabe nationalfølelse, blandet med stærke ironiske virkemidler, så skaber det ydermere en performativ selvmodsigelse. Måden hvorpå højtideligheden er vævet sammen med petitesser og ironi, mimer en svada som alle har hørt før.

Når Cummings vælger at benytte sig af sonetformen er det med til at understøtte tekstens indhold. Ligesom talen er struktureret efter fastlagte principper, så er sonettens strenge form det også. Det er med til at understrege illusionen om, at alt er i den skønneste orden, så længe det fremstår således. På trods af dette, så følger Cummings’ sonet ikke nogen af de traditionelle sonetstrukturer. Som tidligere nævnt, så er de 14 verselinjer afgørende for klassificeringen som en sonet. Verselinjerne i next to of couse god america i er fordelt på to strofer. Altså er der ingen kvartetter, terzetter eller kupletter, sådan som det er karakteristisk for den klassiske sonet. Versene er derimod delt op i 13 + 1. De første 13 vers er direkte tale, hvoraf det sidste er handling. Denne fordeling af ord overfor handling understøtter kritikken som Cummings retter mod landets politikere.  Rimskemaet kan som nævnt karakteriseres ved: ABABCDCDEFGFE G, men den klassiske sonet struktur med kvartetter og terzetter afspejles alligevel heri, hvis man deler det op, som det fremgår af følgende: ABAB CDCD EFG FEG. Selvom man selvfølgelig ikke kan tage sig den frihed at ændre på versenes inddeling i strofer, så kan det alligevel være behjælpeligt i sammenligningen med den klassiske sonetstruktur. Kigger man på denne fremtvungne strofestrukturering af verselinjerne i kraft af deres rimstruktur, vil man kunne genkende den italienske Petrarca sonets opbygning, som følger 4 + 4 + 3 + 3. Den italienske sonet følger som regel enten rimskemaet ABBA ABBA CDE CDE eller ABAB ABAB CDC CDC, hvilket ikke minder om det vi ser hos Cummings. Kigger man derimod på den engelske Shakespeare sonet, vil man kunne finde strukturen 4 + 4 + 4 + 2, som ligger langt fra Cummings’ inddeling af rim. Dog benyttede Shakespeare sig typisk af rimskemaet: ABAB CDCD EFEF GG, hvoraf kvartetters rimstruktur bedre afspejler den hos Cummings.

Et eksempel på den engelske sonet er Sonnet 60 af William Shakespeare fra 1609, der netop benytter sig af førnævnte regelmæssigheder. I denne sonet af Shakespeare er voltaen at finde i kupletten. Selvom sonetten af Cummings ikke har samme inddeling i kvartetter, terzetter og kupletter, så afspejler placeringen af den klassiske volta sig alligevel, idet at det indholdsmæssige brud afspejles i en ændring af formen. Hos Shakespeare er dette brugen af to vers(kupletten) i stedet for fire (kvartetten) per strofe. Hos Cummings er det overgangen fra 13 vers per strofe til kun et enkelt vers. Ergo bliver denne sonet af Cummings en kombination af den italienske og den engelske klassiske sonet, hvis man kigger på rimstrukturen og brugen af volta. Der er dog betydelige forskelle i de klassiske sonetters metrik alt efter hvilket sprog de er skrevet på. Når forskellene i metrik ofte er betinget af sprogligt ophav, så skyldes det formentlig det enkelte sprogs begrænsninger og muligheder indenfor morfologi, fonetik og syntaks. Hvor den franske sonet typisk følger alexandrineren, så består det italienske versemål som regel af elleve stavelser, en såkaldt endecasillabo. Den engelske Shakespeare sonet benytter sig ofte af det jambiske pentameter, som også er det versemål Cummings læner sig op ad. Cummings har altså primært ladet sig inspirere af den klassiske engelske sonet, men har ydermere også inddraget træk fra den italienske sonet. Dog har Cummings ændret i den strenge form lige præcis nok til at gøre den atypisk. Ændringerne understreger både afvigelserne i indholdet, men læner sig ydermere også op af modernismens søgen efter noget nyt og uset. Helt overordnet bærer digtet præg af bevidstheden om meningsløshed som resultat af første verdenskrig, hvilket giver sig til kende i digtets kritiske blik på landets politikere.

 

Konklusion

I sin sonet formår E. E. Cummings alts at kombinere det traditionelle med det utraditionelle, det genkendelige med det nyskabende, samt det højtidelige med det satiriske. Cummings læner sig primært op ad den engelske sonet tradition, men har også draget inspiration fra den italienske. Når den klassiske sonet kombineres med manglende vasaler, voldsomme enjambementer, ironi og diverse andre virkemidler, som typisk høre nyere tid til, så skabes et gennemgribende spændingsforhold i digtets form, som afspejler indholdets splittelse mellem det formelle og det uformelle. Denne dualisme danner udtryk for en skarp kritik af de etablerede nationalpolitiske konventioner. Ved at nytænke sonetten og vende dens oprindelige formål på hovedet, skaber Cummings et opråb til landets politikere, som resultat af første verdenskrigs kaotiske eftertid.

Litteraturliste

• Cummings, Edward Estlin. next to of course god america i, 1926.
• Janss, Christian, og Christian Refsum. Lyrikkens liv: Innføring i diktlesning, 2003. Universitetsforlaget, 2005. Side 45-77.
• Lakoff, George og Mark Turner. More than cool reason, 1989. University of Chicago Press. Side 1-56.
• Shakespeare, William. Sonnet 60, 1609.