3 skønne digtsamlinger af Amanda Lovelace til sommerferien

Hvis du ikke kunne få nok af The princess saves herself in this one af Amanda Lovelace, så er der her tre skønne digtsamlinger af samme forfatter, som du kan give dig i kast med. Alle omhandler de kærlighed og kvindelighed på sin helt egen måde. Digtsamlinger er ideelle til stranden og til håndbaggagen, når man er ude og rejse, da de ikke fylder ret meget, og oftest er lette at gå til og fra. Derudover så er der ikke meget, der giver stof til eftertanke på samme måde, som en god digtsamling!

 

71e2qpvbetlThe Witch Doesn’t Burn in This One (Women Are Some Kind of Magic #2) af Amanda Lovelace

“2016 Goodreads Choice Award-winning poet Amanda Lovelace returns in the witch doesn’t burn in this one — the bold second book in her “women are some kind of magic” series. The witch: supernaturally powerful, inscrutably independent and now—indestructible. These moving, relatable poems encourage resilience and embolden women to take control of their own stories. Enemies try to judge, oppress and marginalize her, but the witch doesn’t burn in this one.”

 

61jvhqbwgflThe Mermaid’s Voice Returns in This One (Women Are Some Kind of Magic #3) af Amanda Lovelace

“The third and final installment,  featuring a foreword from Lang Leav and 13 guest poems from leading voices in poetry such as Nikita Gill, KY Robinson, and Orion Carloto. The mermaid is known for her siren song, luring bedroom-eyed sailors to their demise. However, beneath these misguided myths are tales of escapism and healing, which Lovelace weaves throughout this empowering collection of poetry, taking you on a journey from the sea to the stars. They tried to silence her once and for all, but the mermaid’s voice returns in this one.”

 

71uryhiennlTo Make Monsters Out of Girls (things that h(a)unt #1) af Amanda Lovelace

“What happens when the man of your dreams turns out to be a nightmare with sharp teeth and claws?

Winner of the 2016 Goodreads Choice Award for Best Poetry, amanda lovelace presents her new illustrated duology, “things that h(a)unt.” In this first installment, to make monsters out of girls, lovelace explores the memory of being in an abusive relationship. She poses the eternal question: Can you heal once you’ve been marked by a monster, or will the sun always sting?”

Poems, Protest and a Dream: Selected Writings af Sor Juana Inés de la Cruz

“Sor Juana Inés de la Cruz (1648-1695) wrote her most famous prose work, La Respuesta a Sor Filotea, in 1691 in response to her bishop’s injunction against her intellectual pursuits. A passionate and subversive defense of the rights of women to study, to teach, and to write, it predates by almost a century and a half serious writings on any continent about the position and education of women.

Also included in this wide-ranging selection is a new translation of Sor Juana’s masterpiece, the epistemological poem “Primero Sueno, ” as well as revealing autobiographical sonnets, reverential religious poetry, secular love poems (which have excited speculation through three centuries), playful verses, and lyrical tributes to New World culture that are among the earliest writings celebrating the people and the customs of this hemisphere.”

Denne mexicanske nonnes skrifter er langt fra letlæsning, men hvis man har tålmodigheden til at fordybe sig i hendes værker, så opdager man hurtigt en usædvanlig dybde. Hun var en forkæmper for kvinders ret til at studerer, undervise og ikke mindst at skrive, og mødte hendes holdninger modstand, svarede hun med logisk, bibelcitater og ikke mindst sund fornuft.

Hendes digte er rent litterært ikke noget enestående. Langdigtet “A Dream” var ved at trække tænderne ud på mig, da det er meget fokuseret på erkendelse og eksistens, hvilket blev en tand for filosofisk for mig. I Penguin Classics udgaven står den engelske oversættelse side om side med den originale spanske tekst, hvilket gør det let at se, at digtet i sig selv er smukt udformet. Det er bare som om den engelske tekst ikke helt giver det samme.

Foruden langdigtet indeholder Penguin Classics udgaven også et skuespil, smådigte mm. som er både underholdende og veludførte. En latterliggørelse af en adelsdames overfladiske tilværelse. Personliggørelser af religion, musik og Amerika. Mest fascinerende var dog det lange brev til en anden nonne, hvor hun fortæller om sin barndom, sin evige hunger efter viden og kundskab samt sine motiver for at skrive.

Hun var feminist før feminisme eksisterede. Hun kæmpede for kvinderettigheder før kvinder havde en stemme i samfundsdebatten. Uanset om man bryder sig om hendes værker, så kan man ikke komme uden om, at denne nonne var gjort af helt særligt stof.

En analyse af E. E. Cummings’ next to god america i

Indledning

Edward Estlin Cummings, bedre kendt som E. E. Cummings, var en amerikansk digter, forfatter og maler, der levede fra 1894 til 1962. Karakteristisk for hans mange digte er hans brud på almene skriftlige konventioner. Hans baggrund som maler siges at have haft stor betydning for hans brug af typografi og andre visuelle udtryk i sin digtning. Mange af hans værker tog udgangspunkt i traditionelle former blandet med flere modernistiske træk, hvilket har resulteret i adskillige særegne digte.

 

Opsis og melos

Digtet next to of course god america i af E. E. Cummings fra 1926 tager udgangspunkt i sonettens strenge form, men adskiller sig samtidig markant fra den klassiske digtskrivning. Dette bliver tydeligt allerede fra første øjekast grundet digtets visuelle udtryk, også kaldet opsis. De første 13 verselinjer indeholder minimalt med tegnsætning, herunder enkelte apostroffer, anførselstegn og et spørgsmålstegn. Der benyttes hverken versaler ved de pronominer, som rent grammatisk påkræver det, eller ved det, der kunne have været begyndelsesbogstaver, antaget at teksten havde benyttet sig af tegnsætning. Ikke engang forfatterens eget navn er skrevet med versaler. Som det eneste sted benyttes både versaler og tegnsætning i det 14. og sidste vers.

Vender man opmærksomheden mod det lydlige, melos, så er de 14 verselinjer afgørende for klassificeringen som en sonet. Verselinjerne er i denne sonet delt op i to strofer, hvori versene er fordelt 13 + 1. Rimskemaet kan karakteriseres som værende: ABABCDCDEFGFE G. Denne sonet af Cummings benytter sig løst af det jambiske pentameter, også kaldet den jambiske femtakt. Undtagelserne er den tryksvage udgang i vers 2, 5 og 11, samt den ekstra jambe i vers 7 og 14. Den største afvigelse er dog brugen af det jambisk tetrameter i vers 8. Skanderingen er som følger:

 

◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ –

◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡

◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ –

◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ –

◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡

◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ –

◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ –

◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ –

◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ –

◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ –

◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡

◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ –

 

◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ – / ◡ –

 

De første 13 verselinjer og derved hele første strofe præsenteres som et langt citat markeret ved brug af anførselstegn. Den 14. verselinje, altså anden strofe, er den eneste egentlige handling teksten, og er samtidig også der vi finder udtalelsens inquit: ”He spoke. […]” (vers 14). Altså bliver første strofe til det abstraktes, selve talens, råderum, hvorimod anden strofe er karakteriseret ved det konkrete behov for vand. Dette pludselige skift fra abstrakte overvejelser til en banal hverdagshandling fremstår næsten som en form for volta. Voltaen er noget som teoretikeren Hallvard Lie finder særligt vigtigt for sonetformen, og udtaler i den sammenhæng, at voltaen, ifølge ham, er et decideret krav for sonetten: ”Ignoreres helt dette kravet, mister sonettformen som sådan sin raison d’être, den blir et kunstigt rimskjema uten idémessig gehalt” (Janss og Refsum 188). Todelingen af indhold skaber i dette tilfælde et spændingsforhold mellem det talte i første strofe og det læste i anden strofe.

Selvom digtet på flere måder bryder med de klassiske traditioner, så er der alligevel gjort brug af flere klangfigurer, som skaber bro mellem de mange enkelte komponenter. Cummings gør blandt andet brug af assonans, som det kan ses i eksempelvis ”so forth oh” (vers 2), men der er også flere eksempler på allitteration, herunder ”heroic happy” (vers 10). Brugen af allitteration er særligt tydeligt i det omfattende: ”glorious name by gorry // by jiingo by gee by gosh by gum” (vers 7-8) hvor et enkelt bogstavs fonetiske egenskaber bliver udfoldet. Bogstavet J skiller sig ud, men har lydligt nogle af de samme egenskaber som G’et besidder, hvilket skaber en utrolig stærk og gennemgribende allitteration, som er svær at se bort fra. Opremsningen der indledes og fortsættes med ”by” får næsten karakter af at være et katalog af eder. Det første der sværges ved er ”gorry,” der i sin grundform betyder gud. Gud efterfølges af ”jingo” som traditionelt referer til djævlen eller fanden. De efterfølgende ord er også alle forskellige typer af exclamatio, som bliver mindre og mindre formelle jo længere fremme i verset de står. Foruden assonans og allitteration som lydligt udtryk, så benytter Cummings sig også af et onomatopoietikon i kraft af verbet ”roaring.” Verbet er en videreudvikling af det lydefterlignende substantiv ”roar,” som betegner en løves brølen.

 

Figurer og troper

Ved tidligere at benævne opremsningens katalogagtige karakter, har vi allerede taget hul på tekstens brug af de retoriske figurer, herunder gentagelsen. Dette ses eksempelvis ved ”beauty” (vers 9) og ”beautiful” (vers 9-10) hvor der benyttes et såkaldt polyptoton. Polyptoton er karakteriseret ved en gentagelse af et ord med samme rod, men i en anden grammatisk form. I dette tilfælde bliver substantivet ”beauty” gentaget i dets adjektiviske form: ”beautiful.” Ydermere gør teksten brug af et oxymoron, som det fremgår af ”happy dead” (vers 10). Selvom det ikke er umuligt at være glad i døden, så vil det for langt de fleste ikke være noget glædeligt at dø. Ydermere kan man argumentere for, at man i døden, hverken er glad eller trist. Ordet ”happy” har af natur positive associationer, hvorimod ”dead” rent historisk ikke har været andet end negativt. De to ord modsiger altså hinanden og skaber en kontrast, der underbygger digtets andre spændingsforhold.

Særligt karakteristisk for lyrik som genre er brugen af apostrofen. Digter-jeget henvender sig til hele De Forenede Stater, som det fremgår af: ”next to of course god america i // love you […]” (vers 1-2). Dette fremstår som en næsten rituel åndspåkaldelse, som giver en illusion af at digtet kan komme i kontakt med nogen, der er i stand til at svare. Derved skaber apostrofen en bro mellem fiktionen og virkeligheden. Digtet og den læsende. Apostrofen er altså i stand til at skabe sammenhæng mellem indhold og handling, da den forlanger at blive hørt. Når digtet er henvendt til hele landet, så bliver det både vigtigere og mere personligt. Brugen af apostrofen i sonetten kan være udsprunget af sonettens oprindelige funktion, som noget skrevet af en elskende til den elskede. Det er en direkte henvendelse, og en retorisk figur lige så gammel som digtningen selv, når oldtidens forfattere påkaldte sig muserne for inspiration. Lige så meget som apostrofen rækker ud og skaber kontakt, lige så meget er denne med til at ophøje det påkaldte, i dette tilfælde Amerika, til noget næsten spirituelt. Foruden henvendelsen i kraft af åndspåkaldelse, så gør Cummings i sit digt også brug af adskillige retoriske spørgsmål, på trods af, at der grundet tekstens grammatiske strukturering kun er et enkelt spørgsmålstegn. Mange af digtets vers bærer præg af forundring og søgen efter svar, men de tydeligste spørgsmål bliver stillet ved brug af interrogative pronominer, som det ses af: ”why talk of beauty what could be more beaut-” (vers 9). Her stiller han et retorisk spørgsmål, men i stedet for at finde svar, finder digter-jeget kun flere spørgsmål. Tekstens eneste spørgsmålstegn sættes ved: ”then shall the voice of liberty be mute?” (vers 13) Dette retoriske spørgsmål skaber et spændingsforhold i teksten, da Amerika som regel anses som værende et billede på friheden. Hvis frihedens stemme og ytringsfriheden sættes på lydløs, så vil dette gå imod Amerikas grundvilkår og eksistensgrundlag.

Vender man blikket mod tekstens brug af troper, så er metaforen et oplagt sted at starte. Ved at gøre brug af den grundlæggende metaforstruktur ”time moves,” skabes der billedelige beskrivelser i digtets første strofe, herunder: ”centuries come and go” (vers 4). En metafor der efterhånden er så død, at den ikke længere betyder noget særligt. Det er blevet endnu en kliché blandt de mange som talen fremfører. Foruden ”time moves” så bærer digtet også præg af andre grundlæggende konceptuelle metaforstrukturer om liv og død. Eksempelvis: ”Purposes are destinations” og ”death is going to a final destination.” Ved at have disse metaforstrukturer i baghovedet er det muligt at læse mening ind i verselinjerne: ”rushed […] to the roaring slaughter” (vers 11) og ”they did not stop to think they died instead” (vers 12). For at skynde sig må man have en destination at skynde sig hen til, og for at stoppe må man være på vej et sted hen. Det er dog på baggrund af ordet ”slaughter”(vers 11) og det foregående ”dead” (vers 10) at det bliver relevant at bringe ”death is going to a final destination” ind i billedet, da dette insinuere at destinationen er endelig, da ”slaughter” giver konnotationer til død. (Lakoff og Turner 52). Ydermere gør digtet brug af en simili, sådan som det fremgår i følgende vers: ”who rushed like lions to the roaring slaughter” (vers 11). Denne sammenligning går tilbage til ”heroic happy dead” (vers 10), og bliver derved et billede på, hvordan soldater villigt gik i døden for deres fædreland. Sammenligningen i sig selv er dog atypisk, da det er et spil på den alment kendte simili ”like lambs to the slaughter.” Denne nydannelse er med til at opretholde idéen om den tapre soldat, samtidig med at det skaber en parallel til et organiseret massemord. Uden at kalde soldaterne for slagtekvæg, så formår digter-jeg’et altså alligevel at skabe forbindelsen hos læseren.

Med apostrofen har vi allerede fastlagt at digtet henvender sig til Amerika og allerede der tillægges landet menneskelige egenskaber, idét det geografiske land i sig selv, ikke er i stand til at svare. Landet bliver ydermere personificeret, som det ses i følgende: ”thy sons” (vers 7) eftersom et land ikke er i stand til at producere afkom. Udtryk som ”fædreland” og ikke mindst idéen om et lands sønner og døtre, er dog blevet en metafor så død, at man ikke længere tillægger frasen særlig billedlig betydning. Det bliver blot et udtryk for landets befolkning.  Derudover så påtales landets samlede befolkning igen ved verselinjen: ”we should worry // in every language even deafanddumb” (vers 5-6). At bekymre sig på alle sprog er en stærk overdrivelse, og får derved næsten karakter af den ironiske hyberbole. Taget koloniseringen i betragtning bliver det dog et udtryk for at amerikanske borgere af enhver herkomst bør bekymre sig, selv dem uden sprog. Inklusionen af døvstumme skaber et spændingsforhold mellem indholdet og den manglende evne til at tale og høre. Hele første strofe er en tale i sig selv, som den døvstumme uden tolk eller mundaflæsning, ikke ville kunne følge. Ydermere har døvstumme ikke noget verbalt sprog at kunne svare tilbage med. Når de døvstumme alligevel er inkluderet i talen, så fremstår det som et udtryk for, at enhver amerikaner bør bekymre sig uanset forhold og afstamning. Digtets første strofe henvender sig direkte til enhver.

 

Syntaktiske og leksikalske karakteristika

Kigger man på digtets syntaktiske egenskaber, så er der flere potentielle hovedsætninger, men grundet den manglende tegnsætning, består digtet udelukkende af tre perioder. De to perioder i sidste vers, og den første periode fordelt over hele første strofe. Der er ingen hypotaktiske konjunktionaler i teksten og derved heller ikke nogen ledsætninger, hvilket gør hver sætning til en selvstændig enhed. På trods af at den parataktiske struktur burde gøre sætningerne ligevægtige og ikke mindst lige vigtige, så står det i stærk kontrast til talens egentlige indhold, der er fyldt med så mange klichéer at det bliver komisk. Derved fremstår talen som en næsten ophøjet ligegyldighed. De manglende ledsætninger og den lange periode i første strofe skulle man antage førte til et større brug af parataktiske konjunktionaler, hvilket ikke er tilfældet i dette digt. Det resulterer i en brudt syntaks på sætningsplan, som gør at den ene potentielle hovedsætning flyder over i den anden, hvorfor de er svære at skelne og lette at forveksle. Det skaber en strøm af ord som er svær at bremse, hvilket mimer måde hvorpå talen kører uafbrudt og indøvet. Dette gør også at de enkelte verselinjer er meget åbne.

På trods af den manglende tegnsætning og digtets metrum, så opstår der alligevel cæsur i digtet. Det mest markante tilfælde, og det eneste, der er understreget af tegnsætning er: ”He spoke. And drank rapidly a glass of water.” (vers 14). Her opstår der cæsur mellem “spoke” og “And.” Dette er formentlig resultatet af, at det er det første punktum i teksten, efter flere konsekutive verselinjer. Et andet eksempel på forekomsten af cæsur findes i verset: ”why talk of beauty what could be more beaut-” (vers 9). Her opstår der cæsur mellem ”beauty” og ”what” hvilket kan antages at være motiveret af et instinktivt behov for at stille spørgsmålstegn, selvom dette er udeladt i teksten. Altså opstår der opbrud i teksten på trods af de mange syntaktiske virkemidler benyttet for at holde det hele samlet.

Det sidste ord i en andel af verselinjerne bærer negative konnotationer. Eksempler på dette er følgende: ”worry” (vers 5), ”deafanddumb” (vers 6), ”dead” (vers 10), ”slaughter” (vers 11) og “mute” (vers 13). Den mest markante undtagelse er ”gorry” (vers 7), da dette er et exclamatio rettet mod gud. Dog er det vigtigt at påpege at ordet i sig selv er meget uformelt og normalt er forbeholdt talesprog, hvilket dirigerer et ellers højtideligt udråb i en mere almen retning. En anden undtagelse er ordet ”beaut- // iful” (vers 9-10). Et ord, der som et af de eneste, er udelukkende positivt, bliver i dette tilfælde skåret over i to og derved revet fra hinanden. Brugen af dette voldsomme enjambement er med til, meget bogstavligt, at ødelægge det smukke. Enjambementet benyttes dog også i en langt mildere grad igennem digtets første strofe. Et udpræget eksempel på dette er: ”oh // say can you see […]” (vers 2-3). Verselinjerne kan rent grammatisk læses hver for sig, men læses de sammen, så er det svært ikke at tænke på den amerikanske nationalsang. Det samme er tilfældet ved verselinjen: ”my // country ’tis of […]” (vers 3-4) som ligeledes driver læsningen hurtigt videre på trods af linjeskiftet. Dette enjambement adskiller sig dog fra det foregående ved, at man ikke nødvendigvis behøver at kende versets ophav for at enjambementet har effekt. Cummings benytter dog ikke kun enjambement ved lånte vers, men benytter det som et gennemgående virkemiddel til at binde hele første strofe sammen til en talestrøm, sådan som det fremgår af: ”america i // love you […]” (vers 1-2). Derved hænger mange af verselinjerne i første strofe sammen enten grundet associationer eller rent syntaktisk, og skaber illusionen af en vedvarende ordstrøm. Brugen af cæsur og enjambement er med til at skabe spænding mellem versenheden og syntaksen.

Foruden de syntaktiske så er også de leksikalske karakteristika af stor betydning for digtet. Kigger man på tekstens transtekstualitet, her intertekstualitet, så er det første der springer i øjnene digtets brug af den amerikanske nationalsang: ”Oh // say can you see, by the dawns early […]” (vers 2-3). Den velkendte sang bliver dog afbrudt og talen skifter retning. Hvor nationalsangen fortsætter med ”light” så kører digtet videre over i en anden national hymne kendetegnet ved linjen: ”my country, tis of thee.” Dette genbruger Cummings i sit vers: ”my // country ’tis of centuries.”(vers 3-4) Også her opstår en afbrydelse af det ellers velkendte. Det skaber noget næsten collagelignende, der danner en illusion om, at talen blot er sammensat af de elementer, som det forventes er med i en tale. Ydermere skaber det en følelse af ligegyldighed, når taleren ikke evner at afslutte sine påbegyndte klichéer. Kigger man på transtekstualitet, så er også verselinjen: ”by jingo by gee by gosh by gum” (vers 8) særlig essentiel. Her skifter det jambiske pentameter til et jambisk tetrameter, hvilket mimer lyden af soldater der marcherer. Efterligningen af en march understøttes yderligere af E. E. Cummings’ egen oplæsning af digtet.

 

Genre- og litteraturhistorisk perspektivering

Digtets kontekst er i dette tilfælde afgørende for forståelsen, eftersom det er skrevet efter første verdenskrig, og derved også under forbudstiden. Når taleren i digtets sidste vers drikker ”a glass of water” (vers 14), så er denne specificering af glassets indhold med til at understrege digtets tidslighed. Taleren følger loven, hvilket også er forventeligt af en person, som er i en position til at give en tale om patriotisme. Selve digtet forekommer dog mest af alt som en satirisk kritik af politikernes tomme taler til folket, som alle er fyldt med klichéer. Derved opstår der en performativ ligegyldighed. Talen er bare noget der skal siges, fordi det er sådan man gør, ikke nødvendigvis fordi der menes noget med dette. Når talen er fyldt med referencer, som bør skabe nationalfølelse, blandet med stærke ironiske virkemidler, så skaber det ydermere en performativ selvmodsigelse. Måden hvorpå højtideligheden er vævet sammen med petitesser og ironi, mimer en svada som alle har hørt før.

Når Cummings vælger at benytte sig af sonetformen er det med til at understøtte tekstens indhold. Ligesom talen er struktureret efter fastlagte principper, så er sonettens strenge form det også. Det er med til at understrege illusionen om, at alt er i den skønneste orden, så længe det fremstår således. På trods af dette, så følger Cummings’ sonet ikke nogen af de traditionelle sonetstrukturer. Som tidligere nævnt, så er de 14 verselinjer afgørende for klassificeringen som en sonet. Verselinjerne i next to of couse god america i er fordelt på to strofer. Altså er der ingen kvartetter, terzetter eller kupletter, sådan som det er karakteristisk for den klassiske sonet. Versene er derimod delt op i 13 + 1. De første 13 vers er direkte tale, hvoraf det sidste er handling. Denne fordeling af ord overfor handling understøtter kritikken som Cummings retter mod landets politikere.  Rimskemaet kan som nævnt karakteriseres ved: ABABCDCDEFGFE G, men den klassiske sonet struktur med kvartetter og terzetter afspejles alligevel heri, hvis man deler det op, som det fremgår af følgende: ABAB CDCD EFG FEG. Selvom man selvfølgelig ikke kan tage sig den frihed at ændre på versenes inddeling i strofer, så kan det alligevel være behjælpeligt i sammenligningen med den klassiske sonetstruktur. Kigger man på denne fremtvungne strofestrukturering af verselinjerne i kraft af deres rimstruktur, vil man kunne genkende den italienske Petrarca sonets opbygning, som følger 4 + 4 + 3 + 3. Den italienske sonet følger som regel enten rimskemaet ABBA ABBA CDE CDE eller ABAB ABAB CDC CDC, hvilket ikke minder om det vi ser hos Cummings. Kigger man derimod på den engelske Shakespeare sonet, vil man kunne finde strukturen 4 + 4 + 4 + 2, som ligger langt fra Cummings’ inddeling af rim. Dog benyttede Shakespeare sig typisk af rimskemaet: ABAB CDCD EFEF GG, hvoraf kvartetters rimstruktur bedre afspejler den hos Cummings.

Et eksempel på den engelske sonet er Sonnet 60 af William Shakespeare fra 1609, der netop benytter sig af førnævnte regelmæssigheder. I denne sonet af Shakespeare er voltaen at finde i kupletten. Selvom sonetten af Cummings ikke har samme inddeling i kvartetter, terzetter og kupletter, så afspejler placeringen af den klassiske volta sig alligevel, idet at det indholdsmæssige brud afspejles i en ændring af formen. Hos Shakespeare er dette brugen af to vers(kupletten) i stedet for fire (kvartetten) per strofe. Hos Cummings er det overgangen fra 13 vers per strofe til kun et enkelt vers. Ergo bliver denne sonet af Cummings en kombination af den italienske og den engelske klassiske sonet, hvis man kigger på rimstrukturen og brugen af volta. Der er dog betydelige forskelle i de klassiske sonetters metrik alt efter hvilket sprog de er skrevet på. Når forskellene i metrik ofte er betinget af sprogligt ophav, så skyldes det formentlig det enkelte sprogs begrænsninger og muligheder indenfor morfologi, fonetik og syntaks. Hvor den franske sonet typisk følger alexandrineren, så består det italienske versemål som regel af elleve stavelser, en såkaldt endecasillabo. Den engelske Shakespeare sonet benytter sig ofte af det jambiske pentameter, som også er det versemål Cummings læner sig op ad. Cummings har altså primært ladet sig inspirere af den klassiske engelske sonet, men har ydermere også inddraget træk fra den italienske sonet. Dog har Cummings ændret i den strenge form lige præcis nok til at gøre den atypisk. Ændringerne understreger både afvigelserne i indholdet, men læner sig ydermere også op af modernismens søgen efter noget nyt og uset. Helt overordnet bærer digtet præg af bevidstheden om meningsløshed som resultat af første verdenskrig, hvilket giver sig til kende i digtets kritiske blik på landets politikere.

 

Konklusion

I sin sonet formår E. E. Cummings alts at kombinere det traditionelle med det utraditionelle, det genkendelige med det nyskabende, samt det højtidelige med det satiriske. Cummings læner sig primært op ad den engelske sonet tradition, men har også draget inspiration fra den italienske. Når den klassiske sonet kombineres med manglende vasaler, voldsomme enjambementer, ironi og diverse andre virkemidler, som typisk høre nyere tid til, så skabes et gennemgribende spændingsforhold i digtets form, som afspejler indholdets splittelse mellem det formelle og det uformelle. Denne dualisme danner udtryk for en skarp kritik af de etablerede nationalpolitiske konventioner. Ved at nytænke sonetten og vende dens oprindelige formål på hovedet, skaber Cummings et opråb til landets politikere, som resultat af første verdenskrigs kaotiske eftertid.

Litteraturliste

  • Cummings, Edward Estlin. next to of course god america i, 1926.
  • Janss, Christian, og Christian Refsum. Lyrikkens liv: Innføring i diktlesning, 2003. Universitetsforlaget, 2005. Side 45-77.
  • Lakoff, George og Mark Turner. More than cool reason, 1989. University of Chicago Press. Side 1-56.
  • Shakespeare, William. Sonnet 60, 1609.

4 danske digtsamlinger du bør læse

Bier dør sovende af Morten Søndergaard

bier-page“Bier dør sovende er Morten Søndergaards lyriske gennembrudsværk fra 1998 og en nyklassiker i dansk poesi. Samlingen består af et indledningsdigt og fem længere suiter af digte. Ord fra fysikkens, matematikkens, biologiens og astronomiens verden blander sig med hverdags sprog og mytologiske figurer. Det er en eksistentiel digtning der undersøger de store begreber som erindring, død og tid og lader dem folde sig ud dialog mellem poesi og videnskaben. du siger bier dør sovende, nej de styrter til jorden ramt af en hjerneblødning, der er formodentlig honning inde i væggen og de kommer tilbage år efter år”

En kreativ digtsamling med et videnskabeligt twist på ordleg og ikke mindst symboler. Det er en fordel hvis man kan huske det man lærte i skolen, da det på mange måder skaber en langt dybere forståelse for værket. Værd at læse, hvis man mangler stof til eftertanke. Du kan købe digtsamlingen her.

Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø af Tove Ditlevsen

der20bor20en20ung20pige20i20mig2c20som20ikke20vil20dc3b8“”Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø” er en samling af Tove Ditlevsens bedste og absolut smukkeste digte. Samlingen indeholder digte fra hele hendes forfatterskab og består derfor af klassikere såvel som mindre kendte tekster.

“Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø” er  udgivet af Gyldendal i 2017 i anledningen af Tove Ditlevsens 100 års fødselsdag. Digtene er nøje udvalgt af forfatteren Olga Ravn, som også har skrevet bogens efterord.”

Denne digtsamling er fyldt med melankolske overvejelser om livet, døden, kærligheden og hadet. Med fokus på samfundets top og bund, samt en hjerteskærende beretning om livet når det gør allermest ondt, samt et liv dedikeret til selvdestruktiviteten. Køb bogen her.

Livets hastighed af Michael Strunge

f481cab6-f258-4c40-a58d-5b817ad68a92_1498985688“En 20-årig Micael Strunge debuterer med digtsamlingen Livets hastighed i 1978; en samling, hvori digtene drives frem af trangen til forandring. De 35 digte deler sig i tre, hvor nogle behandler temaet tid og rum, nogle udgør en frise samt 21 digte skrevet gennem gymnasietiden.

De fleste kender ham af navn, men hvor mange har egentlig læst hans debutdigtsamling? De færreste jeg kender i hvert fald. Selvom den efterhånden har et par år bag sig, så er den endnu aktuel, ungdommelig og fortryllende i sin melankolske leg med ord. Du kan købe bogen her.

Ud af natten af Michael Strunge

_9788702194135“Ud af natten fra 1982 fokuserer på livet og den digteriske skabelse. Der hersker en dualisme i det, at mange af digtene udspiller sig om natten, men med metaforer og symboler der er fulde af lys.”

Den danske punk poet har udgivet adskillige samlinger, og jeg kunne uden problemer nævne et par stykker. Dog vil jeg gerne fremhæve denne stille hyldest til kreativiteten, melankolien og inspirationen. Ud af natten dyrker alle de elementer som får os til at stoppe op, og undres. Køb bogen her.

Har du allerede læst disse? Så tjek evt. nogle af følgende digtsamlinger ud.
Melankolsk monolog
Knæk
Ming
Sjælestorm

Solen og hendes blomster (The sun and her flowers) af Rupi Kaur

Rupi Kaur © Baljit Singh.
Foto af Baljit Singh

Solen20og20hendes20blomster“Dette er Rupi Kaurs anden digtsamling efter debuten mælk og honning, som tog verden med storm og stadig ligger på New York Times bestsellerliste to år efter udgivelsen. solen og hendes blomster handler om sorg, om at føle sig fortabt, om at genfinde styrken, om at ære sine rødder, om kærlighed. Den er delt op i fem kapitler (visne, falde, slå rødder, vokse, blomstre) og er illustreret af Rupi Kaur selv.

Rupi Kaur (f. 1992) er digter, illustrator, instagrammer, aktivist.”

Selvom jeg allerede havde læst Rupi Kaurs seneste digtsamling på engelsk, så ønskede jeg alligevel at modtage et anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof, da de valgte at udgive samlingen på dansk også. Både for at bakke op om udbredelsen af disse fortryllende digte, men også for at se, hvad oversætter Julia Lahme kunne stille op med de kringlede formuleringer. En opgave hun i høj grad har løst til perfektion, selvom der er enkelte småting, som jeg personligt ville have gjort anerledes. Jeg tvivler på, at det har været en nem opgave, så på trods af enkelte akavede formuleringer, så synes jeg generelt at opgaven er løst godt.

Langt de fleste læseheste kender efterhånden Rupi Kaur som internetfænomen, men også for sine næste prosaagtige dagbogsbekendelser med tilhørende illustrationer. Hun fortsætter stilen fra Mælk og honning (Milk and Honey) med et brutalt, ærligt, feministisk og ikke mindst nutidige syn på sig selv og omverden. Kaur konfronterer i sin digtning alle de usikkerheder, drømme og ikke mindst det begær, som vi alle går og gemmer på. Hendes budskab er vigtigt uanset alder: du kan ikke leve dit liv med en tro på, at et andet menneske gør dig helt.

Kritikerne vil hævde at hendes stil er useriøs hjerte-rimer-på-smerte-digtning, men sådanne mennsker har formentlig glemt, hvordan det føles at have ondt i sjælen. Hvordan det føles, når man hader den eneste man har tilbage: sig selv. Man kan sige hvad man vil om Rupi Kaurs skrivestil, men langt de fleste unge mennesker og ikke mindst kvinder, vil kunne nikke genkendende til de problemstillinger som hun tager op, uanset om man kan lide den konfronterende og brutale stil hun bringer for dagen.

Køb bogen her. (Reklamelink)

Har du allerede læst bogen eller mangler du mere i samme stil? Læs mine øvrige anbefalinger:

Mælk og honning af Rupi Kaur

Milk and Honey af Rupi Kaur

5 digtsamlinger til dig, der ikke kan få nok af Rupi Kaur

The princess saves herself in this one

47223895_10155992712926717_2331524933663850496_n

 

5 digtsamlinger til dig, der ikke kan få nok af Rupi Kaur

41lpe8e3ywlThe chaos of longing af K.Y. Robinson

“The Chaos of Longing is a brutally honest exploration of desire—physical, emotional, and spiritual. This revised and expanded edition contains over 50 pages of all-new material.

Organized in four sections – Inception, Longing, Chaos, and Epiphany – K.Y. Robinson’s debut poetry collection explores what it is to want in spite of trauma, shame, injustice, and mental illness. It is one survivor’s powerful testimony, and a love letter “to those who lie awake burning.”

Køb den her

28159939Whiskey, words and a shovel af R. H. Sin

“Whiskey, Words, and a Shovel, Vol. 1, is about reclaiming your power on the path to a healthy relationship. It is a testament to choosing to love yourself, even if it means heartbreak.

Originally released in 2015, this re-rerelease packs the same punch as the first version, but makes an even greater connection with the soul of the reader. Each piece has been re-seen and revamped to reflect the author’s continuing journey with his partner, Samantha King, without whom this book would not exist. Samantha is the muse, the “she” the writer speaks of; she is every woman who has felt like she wasn’t good enough, and every woman who struggles to find love.”

Køb den her

31le8um9itl-_sx310_bo1204203200_

Pillow Thoughts af Courtney Peppernell

Make a cup of tea and let yourself feel.

Pillow Thoughts is a collection of poetry and prose about heartbreak, love, and raw emotions. It is divided into sections to read when you feel you need them most.

Køb den her

 

 

51tkpsicx0l-_sx310_bo1204203200_The road between af Cortney Peppernell

The Road Between is poetry well-lived.

Poetry for the soul that walks the fine line between losing yourself in the world and finding yourself again, often in the smallest of moments. Courtney Peppernell is the bestselling author of Pillow Thoughts, a collection of poetry and prose about heartbreak, love, and emotion.

Make a cup of tea, find your place, and lose yourself in the pages.”

Køb den her

31nzfrsctjlThe princess saves herself in this one af Amanda Lovelace

“Winner of the 2016 Goodreads Choice Award, the princess saves herself in this one is a collection of poetry about resilience. It is about writing your own ending. From Amanda Lovelace, a poetry collection in four parts: the princess, the damsel, the queen, and you. The first three sections piece together the life of the author while the final section serves as a note to the reader. This moving book explores love, loss, grief, healing, empowerment, and inspiration.the princess saves herself in this one is the first book in the “women are some kind of magic” series.”

Læs min anmeldelse her // Køb den her

 

Mælk og honning af Rupi Kaur

Mælk og honning er digtsamlingen, som omfavnede en hel generation. Den nænsomme samling af digte, der er illustreret af forfatteren selv, bearbejder temaer som vold, overgreb, tab, kærligthed og kvindelighed. Som læser følger man digterindens rejse igennem livets mest sorgfulde, stærke og kærlige øjeblikke. Hvis man ikke allerede har læst digtsamlingen, så er man i den grad gået glip af noget.

Jeg har tidligere læst denne digtsamling på engelsk, og har også skrevet om værket tidligere, der på engelsk går under navnet Milk and honey. Men da det efterhånden er længe siden, så føler jeg at det er på sin plads at give den danske udgave et indlæg for sig selv. Lindhardt og Ringhof har været så venlige at sende mig en udgave af samlingen, som jeg begyndte at læse i med det samme.

Blankt må jeg indrømme at jeg havde frygtet den danske udgivelse af den skønneste digtsamling, jeg længe har læst. Dog har ingen af mine bange anelser haft grobund, for oversætter Julia Lahme har gjort et fantastisk stykke arbejde med at genskabe teksternes originale ordlyd og indhold uden at det bliver påtaget og falsk. Digtsamlinen har trods oversættelsen bevaret sit originale udtryk, både i sprog, men sandelig også i den grafiske opsætning. Det visuelle spiller i den grad også en stor rolle i værket, hvorfor det er en fryd at se hvordan oversætter og forlag har arbejdet sammen om at ændre så lidt som overhovedet muligt.

31944997_1708710805889801_6240050154909466624_n

Uanset om man foretrækker den engelske eller den danske udgave, så er det svært at benægte den voldsomme indflydelse Rupi Kaur har haft på unge. Hendes stemme er smuk, tryllebindende og hudløst ærlig, hvilket gør enhver hverdagssituation til et eventyr eller en tragedie.

Den danske udgave udkommer den 14. maj 2018. Du kan forudbestille eller købe bogen her.

Ming af Bjørn Rasmussen

mingMing er en digtsamling skrevet af den danske forfatter Bjørn Rasmussen fyldt med digte om hans afdøde far, samt bearbejdningen af den efterfølgende sorg. Selvom bogen ikke indeholder mange digte, så er de alle både grænsesøgende og grænseoverskridende i sin udformning.

Bjørn Rasmussen mestre en rytmisk og kaotisk leg med ord, som både tryllebinder og forarger sin læser. Det er forstyrrende læsning om sindssyge og sorg, i det digtsamlingen udpensler ens inderste tanker, sort på hvidt, uden slør, hvilket i sig selv er en kunst. I denne bearbejdning af sorg kommer man i den grad også ind på livet af Bjørn Rasmussen, da personlige emner såsom kønsidentitet, socialenormer og ikke mindst denne overvældende selvhad kommer i spil.

Alt i alt er det en digtsamling skrevet uden forbehold, hvilket gør den utrolig virkelighedsnær og let at følge, hvis man er bare den mindste smule forstyrret selv. Og lad os bare se i øjnene, at vi alle sammen har haft vores mørke øjeblikke, hvor vi har tænkt noget, som vi aldrig vil være ved.

Hvis man har læst nogle af Bjørn Rasmussens andre værker, såsom “Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet,” så vil man kunne genkende det portræt der bliver tegnet af ikke blot Bjørn, men også situationen da Ridelæreren har sin gæsteoptræden i digtsamlingen.

Hvis man bryder sig om melankoli, digte eller blot ønsker et provokerende pift i sin læsning, så bør man helt klart tage et kig forbi Bjørn Rasmussens digtsamling Ming, der kan købes her.