Jeg har endelig fået genlæst en af mine absolute yndlingsbøger. Nemlig den tragiske roman Stormfulde Højder, som er skrevet af Emily Brontë. Mange kalder det for den mest romantiske historie efterfulgt af Romeo og Julie, men den påstand har jeg aldrig brudt mig særlig meget om. Ganske vidst er bogen romantisk på sit eget plan, men det gotiske og hævnlystne i romanen er ikke til at overse. Nej. Stormfulde Højder er ikke en kærlighedsroman. Det er en roman om ondskab, hævn og hvad had kan gøre ved et menneske.
I gennem tiden har jeg fået på fornemmelsen at mange kender bogen, men at kun få hardcore læsere reelt ved hvad den handler om. Kort fortalt er Stormfulde Højder historien om et familiedrama der udspiller sig igennem tre generationer. Alt sammen genfortalt af et tyende, som har arbejdet for familien længe.
Hovedpersonerne i denne fortælling er Cathrine Earnshaw og den forældreløse Heathcliff. De to vokser op på heden i det barske landskab. To vilde sjæle, der ikke aner at grænser overhovedet findes. De egoistiske, temperamentsfulde og uden medfølelse. De to er uadskillelige lige fra barnsben. Alt for hurtigt rammer virkeligheden dem dog, da komplekse problemstillinger som ægteskab, dødsfald og datidens normer for passende opførsel rammer dem som et bat rammer en tennisbold: Hårdt.
Selvom historien udspiller sig over tre generationer, så drejer handlingen sig aldrig langt væk fra forholdet mellem Cathrine og Heathcliff. Det er svært at gå yderligere i dybde med handlingen uden at ødelægge oplevelsen, men lad mig slå fast at det er en grusom og virkelighedstro verden.
Cecilie Birkshøj 