Som skilsmissebarn er der ufatteligt mange ting at tage højde for. Endnu flere når man har en hobby, som er svær at tage med sig rundt uden at tasken bliver forfærdeligt tung. Da jeg selv er vokset op i tre forskellige hjem, så har jeg igennem årene draget mig nogle erfaringer, som jeg vil dele med jer.
Flere slags af samme bog
For mig var det letteste helt klart at have flere eksemplarer af samme bog, selvom det umiddelbart virker som spil af penge. Dette er primært henvendt til den engagerede læser, som læser flere bøger på en weekend end man kan have i tasken. Dette var særligt nyttigt eftersom jeg ikke kunne vente flere dage på at læse resten af romanen, men heller ikke havde plads til bogen i skoletasken. Et hvert skilsmissebarn der benytter skoledagen, som skillevæg har prøvet at slæbe adskillige tasker med i skole, og det er bare ikke fedt!
Husk sidetallet
Når du nu har anskaffet dig flere eksemplarer af den samme bog, så er det selvfølgelig vigtigt at du husker hvor langt du er nået. Da jeg var mindre og smartphones ikke helt var brudt igennem, skrev jeg ofte sidetal på min arm sammen med reminders om diverse lektier. Nu har man heldigvis mulighed for blot at tage et billede af sidetallet eller opdatere sin Goodreads.
Pak hensigtsmæssigt
Personligt er jeg meget øm omkring mine bøger, og jeg kan næsten ikke bære det, hvis en side bliver krøllet. Nogle elsker, når deres bøger er tydeligt læste, men den bølge er jeg aldrig sprunget på. Har man det som mig, og er tvunget til at pakke sine elskede bog ned, så er det mest sikre at placere sine bøger, så de ikke er i stand til er flytte sig eller andet er i stand til at hamre ind i dem. Denne gøres bedst ved at lægge dem mellem sit tøj, i bunden af tasken eller lignende.
E-bøger og lydbøger
Den letteste måde at undgå tunge tasker og krøllede sider er helt at undvære sine bøger. Eller medbringe dem digitalt. MP3-afspillere, computere, tablets, telefoner og mange andre former for elektronik er i stand til at læse e-bøger og lydbøger, hvilket er en kæmpe fordel for dem der gerne vil have en let taske. For én digital bog vejer ikke mere end ti. Det eneste det kræver er hukkommelse. Mange elsker at have en bog i hånden, men en digital bog er helt klart at foretrække frem for ingen bøger.
Mere end én af gangen
Det er meget vigtigt at huske, at det ikke er jordens undergang, hvis du glemmer en bog hos den ene part. Det er selvfølgelig træls, og det er ikke altid at man har mulighed for at komme over og hente denne. Dertil er det vigtigt at huske, at det er helt i orden at læse flere bøger på én gang.