Jeg er næsten sikker på at jeg har sagt det før, men et godt plot er intet værd uden veludviklede karakterer. Det er simpelthen fundamentet for, hvorfor historien udvikler sig sådan som den gør, uanset om man er opmærksom på dette eller ej. Så her er 5 hurtige tips til at skabe en ny karakter eller viderudvikle en allerede eksisterende person.
Tag udgangspunkt i nogen du kender
Det er altid lettere at skabe en karakter, hvis ikke man rigtig behøver at løfte en finger. Tag udgangspunkt i nogen du kender og tilføj derefter de ingredienser, som gør din veninde til en heltinde. Særligt når det gælder udseendet er det let at benytte sig af sine venner, for disse glemmer man ikke hvordan ser ud. Man glemmer heller ikke undervejs at de er vegetarer eller bider negle, eftersom man kender disse personer ud og ind.
Støt dig op af billeder, men bring dem ikke med ind i historien
Når vi nu alligevel er ved udseendet, så er det også en let metode at støtte sig op af et billede. Dog er det vigtigt at huske på, at det ødelægger læseoplevelsen at bringe selve billedet ind i historien. Beskriv i stedet billedet. Fortæl dine læsere om karaktererens bløde krøller og måden hvorpå deres næse slutter i en sød lille bølge. Dette gør fortællingen langt mere levende. Husk dog på ikke at give alt for mange detaljer på en gang, da læseren ellers let kan blive skræmt væk.
Vi har alle dårlige vaner
Folk begår ofte den fejl når de laver karakterer, at de glemmer mange af de små detaljer, som gør os individuelle. Overvej at give din karakter en vane. Ryger de? Bider negle? Lukker de aldrig døren ud til badeværelset? Det er disse ting som virkelig er med til at forme en person.
Ingen er perfekte
Foruden dårlige vaner, så er det vigtigt at huske på, at selv fiktive karakterer begår fejl fra tid til anden. Ingen ved altid hvad de skal stille op eller ved alt om altid for den sags skyld. Det er okay at gå ind i en dør eller glemme sin mors fødselsdag. Det er okay at komme op at skændes over noget åndssvagt, for nogle gange jogger vi alle sammen i spinaten.
Nogle gange ved man ikke hvorfor tingene sker
Dine karakterer ved ikke hvad du ved. De ved ikke, hvad der sker når de vender ryggen til. De ved ikke hvilke tanker der går gennem hovedet på andre, medmindre vedkommende altså er tankelæser. Når man besøger et nyt hus, så ved man ikke nødvendigvis hvor toilettet er henne ect. Dette er gældende for både de små og store ting.
Hvilke huskeregler benytter i selv, når i skaber en ny karakter?